Da astronauten Neil Armstrong den 21. juli 1969 som det første menneske satte sin fod på Månen, udtalte han de udødelige ord: »Et lille skridt for et menneske, et tigerspring for menneskeheden«. Med regeringens konkurrenceevnepakke forholder det sig omtrent omvendt: Pakken er et tigerspring for S og SF, men et museskridt for samfundet. S og SF gik blandt andet til valg på at øge erhvervsskatterne med ca. 10 mia.kr. Nu foreslår de i stedet at sænke selskabsskatten og andre skatter på erhvervslivet med et tilsvarende beløb.
Med hensyn til det samlede skattetryk har regeringens skattepolitik hidtil fulgt en zigzag-kurs, hvor skattestigninger i finansloven for 2012 er blevet fulgt af lettelser i forbindelse med skattereformen fra sommeren 2012, som igen er blevet fulgt af nye skattestigninger i finansloven for 2013 osv. Men det samlede billede - i hvert fald indtil nu - er ikke den stigning i skattetrykket på 18 mia. kr., som S og SF gik til valg på, men i stedet en beskeden lettelse.
S og SF har altså foretaget et markant kursskifte i skattepolitikken og på flere andre politikområder. Selve kursskiftet kan med rette opfattes som dramatisk. Men det siger jo kun noget om reformernes retning og ikke om deres hastighed.
Disse to ting sammenblandes imidlertid ofte i den særlige Christiansborg-logik, som præger nogle politiske kommentatorer og Christiansborg-journalister: Når kursændringen er dramatisk, må reformerne også være det. De udlægges som sande tigerspring.
Men ud fra en nøgtern realøkonomisk betragtning er der ikke tale om tigerspring, men snarere museskridt - ganske vist i den rigtige retning, men stadig museskridt. Med regeringens foreslåede lettelse på 10 mia. kr. kommer vi ikke engang ned på det skattetryk, vi havde i 2010, inden genopretningspakken.
For blot at tangere skattetrykket i Sverige, verdens næstmest skattetyngede land, skulle skatterne sænkes med 67 mia. kr.
Regeringen har i sin såkaldte reform-amok og med store fanfarer gennemført eller annonceret en række "reformer" af vores kontanthjælps-, førtidspensions-og SU-systemer. Men når alt kommer til alt, er der blot tale om småjusteringer.
Samlet set øger regeringens reformer arbejdsudbuddet med ca. 20.000. Til sammenligning gav Løkke-regeringens tilbagetræknings-og dagpengereformer 81.000 i øget arbejdsudbud. Andelen af personer i den erhvervsaktive alder, der er offentligt forsørgede, udgør i Danmark 21,8 pct., mens den i Sverige kun udgør 14,9 pct. Hvis vi i Danmark skulle reducere andelen af befolkningen på offentlig forsørgelse til niveauet i Sverige, skulle 270.000 personer flyttes fra offentlig forsørgelse. Set i det lys er 20.000 et meget lille museskridt, svarende til knap 1 pct. af de i alt 2,1 millioner overførselsmodtagere.
Ifølge OECD står Danmark til den femte laveste velstandsudvikling ud af 34 OECD-lande frem mod 2030. Skal væksten op på gennemsnittet af Sverige, Finland og Norge, kræver det reformer, der øger arbejdsudbuddet med 300.000 personer.
Regeringen havde ved sin etablering en målsætning om at øge arbejdsudbuddet med 55.000 i denne regeringsperiode. Og nu har regeringen meddelt, at den sænker dette i forvejen lave ambitionsniveau. Nu er regeringens ambition, at den i løbet af resten af sin regeringsperiode skal øge arbejdsudbuddet med sølle 8.000 personer.
Vi er altså vidner til en omvendt Neil Armstrong: Det, der virker som tigerspring for en regering, der ændrer kurs, er reelt et museskridt for samfundet.
