Fanget i Friheden (udgivet på Saxø http://www.saxo.com/dk/fanget-i-frigeden_pdf_9788740487800 )
Mahmoud sad hjemme i sin toværelses lejlighed og drak øl. Han havde hovedpine og ondt i maven. Han var lige kommet hjem fra arbejde, var træt og udmattet, og sad nu i køkkenet og drak den bitre drik, som vikingerne drikker. Den hjalp ham til at glemme – i det mindste for en stund – sit liv, sit arbejde og sin familie. Nu havde han ingen familie mere, for hans russiske kone Tanja, forlod ham for to år siden på grund af hans stadige depressioner, hans alkoholmisbrug og især hans store hænder - som han af og til brugte til at slå hende med.
Tanja var nu alene og havde travlt med at realisere sig selv gennem ’Tai Chi’ og sine rejser til Tibet. Hun boede sammen med deres fælles søn. Mahmouds eneste datter boede nu med en gammel kineser, som på samme tid fungerede som hendes far, elsker og mentor. Datteren talte kinesisk og ønskede at studere kinesisk medicin. Hvorfor det skulle være kinesisk, forstod Mahmoud ikke. Han var kurder fra Irak og hans kone Tanja kom fra Rusland.
Tanjas ældste datter fra første ægteskab besøgte af og til Mahmoud. Han havde været hendes pap-far i teenageårene, og det var hun taknemmelig for. Hun var kunstner, uddannet ved Surikov Art School i Sankt Petersborg, og ønskede af hele sit hjerte at komme til Mexico. Hun var meget optaget af den talentfulde kunstner Frida Kahlo og bildte sig ind, at Frida Kahlos ’ ånd’ var i hende. Hun havde ingen relationer overhovedet til Kurdistan og til sin stedfar.
Alle i familien gav slip på deres rødder. Alle sammen! Mahmouds eneste håb var hans yngste søn, som var Tanjas ’lysende stjerne’. Han gik i dansk skole til hverdag, og på den russiske ambassade’s skole i weekenderne, hvor han lærte russisk. Og så gik han i den russiske kirke sammen med sin mor for at lære mere om den russiske Gud. Mahmouds søn, Anton, havde ingen tilknytning til sin kurdiske far, ingen tilknytning til de kurdiske bjerge og den kurdiske natur, men han var en glad sjæl med et godt humør – og så havde han lyst, krøllet hår og runde, blå øjne. Selv hans navn - Anton – var heller ikke kurdisk. Han var allerede 12 år gammel, og det var klart, at han aldrig ville blive en rigtig kurder.
Mahmoud var alene med sin frihed. Han var en fange af friheden. Han kunne gøre alt, hvad han ville med sit liv, men han ville ingenting. Bare lige med undtagelse af, at få sin hovedpine til at holde op.
Han arbejdede i en flygtningelejr, hvor han hver dag skulle tage beslutninger om, at give tilladelse til at sultne og uuddannede kurdere fra Irak, Iran og Tyrkiet kunne komme ind i lejren og blive en del af hans, nye, socialistiske, velorganiserede og meget sikre land – eller at sende dem tilbage til et land, der stadig kun var på middelalderens udviklingstrin.
Flygtningene forsøgte at overtale og bestikke ham, truede ham og henviste til de slægtninge, de havde efterladt i Irak. Og så talte de samme sprog som Mahmoud. De appellerede til blodets bånd og ikke mindst til en følelse af solidaritet med dem, som blev undertrykt af alle – som de sagde.
Og Mahmoud kunne ikke beslutte sig til, om han var kurder eller dansker, til trods for, at han i halvdelen af sit liv havde opholdt sig i dette venlige land, som havde givet ham husly, familie – og også børn, et arbejde og en ny identitet.
Hver dag måtte han beslutte, om han skulle være loyal overfor kurderne, hans brødre i blodet, eller overfor danskerne, der var hans nye hårdtarbejdende brødre, og som betalte en stor pris for landets gæstfrihed. For ifølge loven fik hver flygtning samme levevilkår, som de hårdtarbejdende indbyggere – men uden at give noget til gengæld. Intet, overhovedet. Så hver eneste arbejdende dansker havde allerede flere ”blodsugere” på halsen og i lommerne. Og endnu flere af disse blodsugere havde et andet blod end det danske - og dertil en ukendt tro og en skræmmende kultur.
Det vidste Mahmoud alt om, for han havde kendskab til alle de statistikker, som fortalte om de kurdiske flygtninges flugt til Vesten igennem de år, hvor han havde arbejdet med flygtninge. Først som rengøringsassistent, senere som en del af lejrens ledelse, hvor han skulle tage beslutning om menneskers liv – ikke alle mennesker – men hans tidligere blodsbrødres liv.
Og i dette gamle land med konger og H.C. Andersens eventyr, med kristendom og de frygtløse vikinger, viste statistikkerne, at antallet af mennesker, som troede på Allah, var steget så meget i de seneste år, at hver 9. af dem udtalte " Allah Akbar " fem gange om dagen, med ansigtet vendt mod Mekka – og ikke i retning af kongeslottet eller det danske folketing, der udstedte opholdstilladelser til dette gratis-paradis. Disse ændringer skræmte de frygtløse vikingers børnebørn, og han, Mahmoud, havde bidraget til, at antallet af fordrevne personer fra det bjergrige Kurdistan til hans skandinaviske, socialistiske paradisstat hver dag blev forøget.
Så han begyndte at drikke. Hver dag på sit kontor så han bedragerier, falske pas, falske forsikringer om familiebånd, falske emigrationspapirer, som ikke kunne kontrolleres, og han skulle som dengang i det gamle Rom, række tommelfingeren i vejret for de, der kunne få ophold i dette velstående land, eller vende den nedad, så hans blodsbrødre skulle sendes tilbage til fattigdom og elendighed.
De flygtninge, som blev udvist, flygtede som regel fra lejren til et andet venligtsindet land - Sverige eller Holland - og her begyndte de forfra. Bare de kunne få lov til at blive i dette rige og godhjertede Europa! Mange af dem flygtede fra lejrene for at opholde sig illegalt hos de kurdere, der allerede havde modtaget opholdstilladelse, og nogle var gået så langt, at de havde barrikaderet sig mod myndighederne og politiet i Guds hus – de kristne kirker – selvom de også mente, at de kristne var vantro, og at deres Gud kun var en profet og ikke Gud.
Hos de kurdere, som får adgang til det europæiske paradis, kan alt bruges mod de vantro, som alle kristne bliver betragtet som. De kan bedrages og endog fornærmes i Allah’s navn. De vantro gør alt det, man ikke må: Drikker alkohol, danser på diskoteker med kvinder i dristige kjoler og tager ecstasy og amfetamin. Det, som det rige og fredfyldte Europa også kan byde på.
"Nu er det europæiske paradis’ tid forbi" - følte Mahmoud, og tænkte på den stadigt voksende mængde af konflikter, stigende kriminalitet, påsatte brande på skoler og på parkeringspladser over hele landet, på hårrejsende angreb på journalister og kunstnere, på hadebreve, og på trusler mod politikere og hospitalspersonale. Han tænker på de ophidsende taler, muftierne og mullahernes leverer om fredagen på Kurdiske TV kanaler. Han ved også, at disse TV-kanaler bliver betalt af de samme, stakkels danskere, som hellere ville bruge deres penge på plejehjem end på kurdisk TV - og et sprog, de ikke forstår. Det var alt sammen helt absurd. Og Mahmoud var blevet et lille hjul i denne maskine af absurditeter, der ødelagde vikingernes land. Faktisk kunne man tale om et ’Absurdistan’.
Mahmoud troede hverken på Gud eller Allah. Han boede nu på 20. år i det land, hvor nøgne mennesker kan løbe rundt og spille bold på stranden, hvor homoseksuelle officielt kan blive gift i kirken - og hvor de unge piger, ofte uden undertøj, viser deres blege bagdele frem. Hvor folk plejer at gå i kirke 4 gange i løbet af deres liv: Når de bliver døbt, konfirmeret, gift eller bisat (dette sidste i henhold til deres testamente og uden aktiv deltagelse af den afdøde, kristne viking). Ifølge statistikken, bliver de anset for at være en del af den lykkeligste nation på Jorden, selvom de ikke beder 5 gange om dagen og ikke tager skoene af, inden de går ind i huset. Men også det land, der af ren og venlig medfølelse, yder det højeste antal donationer til lande - så langt væk som Afrika. Derfor væmmes Mahmoud ved at se på de muslimske kvinder med burka, som fylder op i det hyggelige, københavnske centrum, kendt for sine værtshuse og striptease natklubber.
Han kunne ikke holde ud at se de mange kvindelige bilister i Mercedes biler, med stærkt bemalede øjne, indhyllet i Niqab og lange sorte kjoler, med koranen liggende tæt ved bilens rat, og iført sorte handsker for at forhindre, at de vantro ikke skulle få et glimt af deres hænder. Men ikke desto mindre med en armlænke med diamanter udenpå handsken.
Han troede ikke længere på "Allah", hans folk og hans love, som kun medførte krige, konflikter og stagnationen i hele Østen. Alt dette byggede på at adlyde Allah. Alt dette på grund af den simple erklæring om, at profeten Muhammed var den sidste i kæden af profeter på jorden! Så efter ham – hvilken lettelse - ville menneskehedens udvikling blive fastfrosset til evig tid, og alle videnskabelige opdagelser og teknologiske nyskabelser ville være uden betydning for Allahs sande tjenere. Han vidste, at "Allah’s" tjenere var aggressive til trods for Koranens fredsommelighed. De havde startet krige i de sidste 50 år – eksempelvis i Tjetjenien, Kurdistan og Palæstina, og nu i Gaddafi’s og Assads stater, hvor der blev kæmpet under Islam’s grønne flag for egen vinding og påstået rene sandhed.
Men uanset formålet med deres konflikter, så var de alle soldater med det samme ideal: " Et Allah Kalifat" altså med polygami, fornægtelse af fremskridt, vestlig kultur og vaner - og selvfølgelig uden rettigheder for kvinder. Og nu spredte Mahmoud Islam’s frø i vikingernes land, selvom han ikke var troende!
Mahmoud havde i sit ikke troende liv forskellige kvinder i sin seng – både danske og udenlandske. Han drak alkohol, onanerede, så pornofilm og hjalp venner – kurdere – der opholdt sig i Skandinavien og i Europa så meget, som han nu var i stand til.
Hans gode ven og kollega, som også havde en russisk hustru, havde Mahmoud tidligere siddet sammen med i et tyrkisk fængsel. Ligesom Mahmoud troede han heller ikke på nogen gud. INGENSOMHELST. Han og hans kone levede lykkeligt i Tyskland, og han arbejdede som forhandler med videresalg af brugte biler. Han tjente penge nok til at have et godt, behageligt og interessant liv med mange rejser og med kærlighed. Han elskede sin kone og sine børn, og han oplærte dem i idealerne om demokrati og materialisme med et indslag af russisk mystik, som hans elskede, emanciperede og smukke kone bidrog med. Hun havde intet arbejde, og han betragtede hendes hobby, russisk mysticisme, som en smuk og excentrisk kvindes indfald. Han glemte, at han var kurder, og han forsøgte at slette mindet om de år, han havde tilbragt i et umenneskeligt, tyrkisk fængsel. Her havde han mødt Mahmoud, der dengang var en dreng på 15 år. Mahmoud var blevet anholdt af tyrkerne under flugten over irakernes bjergrige grænse, der brændte i en evig krig. Og alle, der sammen med ham var blevet fængslet i Tyrkiet, levede nu i Tyskland.
Mahmoud sad alene, drak øl og så kurdisk TV. Han var fri – og alligevel var han stadig slave. Slave af sine historier, sit blod, sin skæbne. Kun i drømme var han helt fri. Men der drømte han om bjergene. I drømme hørte han det kurdiske sprog, og så scener fra sin barndoms landsby. Så kvindernes brune øjne, og mærkede selv i søvne lugten af får og hørte dem bræge. Han drømte om sit æsel, som han fik på sin 13 års fødselsdag, der betragtes som den alder, hvor man overgår til klanen af de voksne, kurdiske krigere. På sin fødselsdag fik han en Kalashnikov - og et æsel. Den første gave for at give krigeren en fornemmelse af frygtløshed. Den anden til at bruge til udløsning for den mandlige kraft, der var begyndt at forhindre Mahmoud i at tænke klart.
Våben har - ligesom æsler - altid været en del af kurdernes liv. Den fest, der bliver afholdt ved overgangen til at være kriger, er som konfirmationen i Vesten, og afholdes normalt i foråret. Almindeligvis kender kurderne ikke deres fødselsdato. Kvinderne føder børnene, men en dag og et år er ikke vigtigt i Kurdistan. Begrebet tid er ikke nødvendigt, for alle sætter fokus på naturen, årstiderne, og lever som børn, uden at bekymre sig om, hvilken dato det er i morgen.
Hvor gammel han var, eller hvornår det var hans fødselsdag, vidste Mahmoud ikke helt nøjagtigt. Den første gang, han blev konfronteret med dette var, da han kom til Vesten som kurdisk flygtning efter at have siddet i tyrkisk fængsel. Han opfandt simpelthen sin fødselsdag – og endog sit fødselsår.
Han troede, at han var sluppet fri af alle sine historier, sin frygt for krig, og sine kurdiske minder, nu da han var kommet i eksil – og efter 20 år i det nye land. Men han kunne ikke slippe fri. Kunne ikke slette historien, hvor meget han end forsøgte……
Og her, i hans nye, skandinaviske land med demokrati og social sikkerhed, mødte han de samme skænderier: kurderne kunne ikke kommunikere med flygtningene fra Irak og Iran, irakere foragtede tyrkere og kurdere, syrere var ikke venligt stemt overfor libanesere og emigranter fra Mellemøsten. Alle disse flygtninge brød sig ikke om det skandinaviske liv, hverken med hensyn til påklædning, religion, mad, sprog, eller vaner. I de to årtier, som emigrationen havde varet, var ghettoen blevet dannet og med dagligt stigende spændinger og konflikter.
Konflikterne var skjulte - det siger sig selv - men situationen var den samme som i Irak: den ene gruppe havde altid anset sig selv for at være bedre end den anden, den foragtede de andre, og behandlede de andre, som dens skjulte fjender. Den, der ikke fulgte den "gamle" kultur og dens skikke - som bygger på blodets bånd og familien - var en outsider og gik gennem livet som en paria.
Så Mahmoud var en paria - han troede ikke på Allah, havde en russisk hustru – nu var det dog fortid. Måske var det, fordi han plejede at ligge med hende hver aften, således som det var skik hos hans folk. Han var ligeglad med hendes ønsker og behov. Tanja var ligesom hans barndoms æsel, ydmyg og sagtmodig. Mahmoud elskede børn, i særlig grad hans senest fødte søn Anton. Han prøvede ikke at oplære Anton i de vestlige skikke, men mere i de vilde kurderes - den vildskab, som altid var i Mahmouds blod. ”Du skal følge dine egne drifter” sagde han til Anton! Det var på den baggrund, at hans russiske hustru Tanja - og hans søn - til sidst forlod Mahmoud. Nu så han kun sin søn en gang om ugen, tilbragte lidt tid sammen med ham, hvor de så kurdisk TV, og altid spiste den sædvanlige, smagsløse pizza.
Han kunne ikke lide skandinaviske kvinder. De var selvstændige af natur, og hans kurdiske blod sagde ham, at disse egenskaber gav flere ulemper end fordele. Dating var kommet på mode i Vesten. Ingen forpligtelser og brug af kondom var ’in’. Det betød, at Mahmoud undertiden havde en pige for en nat – men resten af tiden brugte han onani og porno, ligesom med æslerne, som var stille og lydige – men ikke anerkendte i et vestligt land.
Efter 20 år i Vesten forstod han stadig ikke, hvad frihed og demokrati betød. Og vigtigst af alt: hvad meningen var med livet. Han begyndte nu at slappe af, havde fået rigeligt at drikke til at kunne rense sin overbelastede "harddisk". Men han kunne ikke geninstallere et nyt ”livs program”. Det gamle, kurdiske program levede stadig i ham, og hver gang han kom til sit arbejde i flygtningelejren og så de kurdiske, politiske flygtninge, ønskede han at råbe til dem:
- Ved I hvad, venner: Tag og kom ud herfra så hurtigt som muligt! Der er brød og fred, men der er ingen lykke for sådan nogle som jer. Her er ingen bjerge, ingen æsler, ingen vinder i krigen for frihed, ingen frihed i sig selv. Nej! Svigt ikke jer selv, Allah, sprog, vaner, mad og æsler! Vær tro mod fattigdom, bjerge og frihed: friheden til at leve og dø som ægte kurdere!
Men han sagde det ikke til dem, der kom til flygtningelejren. De havde allerede forrådt deres værdier, vaner, kulturer - og deres skæbner. De havde forrådt kurderne, æslerne, bjergene, Allah – for en tallerken med kartofler, og dette lands mørke brød, som deres maver dårligt kunne fordøje.
- Jamen, så lad være! Lad dem forstå, at friheden blev efterladt i bjergene, sammen med forfædrenes æsler, Kalashnikov riflerne – og selv de tyrkere, som ingen brød sig om.
Og hvad så? Så mister de alt ! Ligesom Mahmoud ville de for evigt være fanget af deres højt elskede ’frihed’.
