Terror adskiller sig fra simpel kriminalitet ved at producere læssevis af lig. Hele nationer som Danmark kan gå tabt, hvis terrorister bare én gang får held med at importere en atombombe eller forurene vandforsyningen med kemiske kampstoffer. Derfor kan samfundets beredskab imod terror ikke først og fremmest tage hensyn til retssikkerheden, sådan, som mange mener, vi har ”råd til”, når det handler om almindelig kriminalitet.
Den teknologiske udvikling af masseødelæggelsesvåben i kombination med den islamiske radikalisering er en cocktail, der er mange gange mere sprængfarlig end noget, George Orwell kunne have forudset, da han skrev sin roman 1984 helt tilbage i 1948. Bogen bliver igen og igen smækket på bordet af debattører, der i en misforstået liberal ånd eller som led i et venstreanarkistisk oprør søger at hindre myndighederne i beskytte borgerne imod terror.
Vi ved imidlertid fra talrige begivenheder: de seneste anholdelser i USA, attentatplanerne imod tegneren Kurt Westergaard, terrorangrebene imod New York, London og Madrid og mordet på filminstruktøren Theo van Gogh i Holland, at terrortruslen imod Vesten er særdeles reel
Da de venstreekstreme anarkister befinder sig et godt stykke uden for pædagogisk rækkevidde, vil jeg nøjes med at angribe den anden halvdel af den alliance, som beskytter forbrydere og terrorister ved at advare imod en konsekvent og forudseende rets- og sikkerhedspolitik. Den halvdel, som kalder sig borgerlige, selv om man fristes til at kalde dem ved samme navn som dem, de står i ledtog med: Venstreorienterede!
Venstreorienterede?
CEPOS-jurist Jacob Mchangama har advaret imod vidtgående terrorlove i talrige indlæg, senest i sin fredagskommentar i Berlingske Tidende.
”At det ikke er lykkedes at udføre et terrorangreb mod Danmark, må tages som en meget god indikation af, at der ikke er et aktuelt behov for kraftige stramninger af terrorlovgivningen her i landet,” skriver han.
Vores liberale helt Ole Birk Olesen har heller ikke blik for truslens ekstreme natur. Som han skriver i en leder (fra 2007): "Den enorme fokus på terror, som vi også belemres med i medierne i disse dage, er ikke rationel."
Berlingske Tidende advarer i lederen 28. oktober imod “yderligere hovedløs overvågning af borgerne” med slet skjult reference til Orwells fremtidsroman.
Man kan kun have den største respekt for CEPOS' og 180graders projekt: at bremse levebrødspolitikere og deres forsøg på at stopfodre os med kommunale madpakker. Men hvad med at koncentrere arbejdet om det, så vi andre kan få vores dejlige, trygge overvågningssamfund?
Jacob Mchangama og Ole Birk Olesen kan så bruge deres analytiske evner til at sikre en tilstrækkelig diskretion og demokratisk kontrol med de indsamlede oplysninger om borgernes færden.
De kunne også tilrettelægge en informationskampagne rettet imod borgere med en mistænkelig adfærd. Situationens alvor og omkostningerne forbundet med efterforskning af terrorsager gør det nødvendigt for den enkelte at tillære sig en adfærd, som ikke tiltrækker sig politiets opmærksomhed. Borgere med en mistænkelig adfærd bør kun i særlige tilfælde kunne få erstatning for uretmæssig tilbageholdelse, som det f.eks. netop er sket i terrorsagen fra Vollsmose, hvor en mand af Landsretten blev tilkendt 225.000 kr. i erstatning.
Endelig kunne deres analyser forberede samfundet på at vende tilbage til normaltilstanden igen, når terrortruslen på et tidspunkt er elimineret. Når den unaturlige, ekstreme situation, der er blevet os påtvunget, er afværget, er det klart, at samfundspendulet atter må svinge tilbage i ligevægt, hvor almindelig kriminalitet kan håndteres med en almindelig, konsekvent retspolitik.
Systemfejl
Måske er det en systemfejl på det juridiske fakultet og blandt intellektuelle lederskribenter at betragte verdens tilstand som en linje, hvorpå eksperter rationelt kan definere et politisk acceptabelt interval. I den optik bliver den ekstreme løsning altid tabu.
Terrorens natur ændrer bare reglerne radikalt. Her bryder alle de juridiske og intellektuelle argumenter sammen. Fordi terrorister ved at trykke én gang på én enkelt knap kan bestemme, om Danmarks sofistikerede retsstat overhovedet skal eksistere.
I Orwells levetid kunne ét menneske forvolde få andres død og lemlæstelse, inden myndighederne kunne nå at gribe ind. I dag kan få mennesker udslette hele nationer, hvis de forkerte kommer i besiddelse af den nødvendige teknologi. Teknologien og viljen til masseødelæggelse kan sprede sig fra stadigt flere lande i Afrika, Asien og Mellemøsten.
Bør vi basere dette lands rets- og sikkerhedspolitik på en antagelse om, at ingen fejlslagne stater eller tvivlsomme regimer mister kontrollen med, eller bevidst spreder, deres destruktive teknologi? Prøv f.eks. og søg på navnet Abdul Khan for fængslende læsning om spredningen af masseødelæggelsesvåben til og fra Pakistan, landet, som ligger klar som den første dominobrik, hvis Taleban skulle genvinde kontrollen med Afghanistan.
Reaktiv politik
Desværre er Danmark et land, som kun kan ændre sig reaktivt. Først når statskassen er helt tom, kan vi forvente en reform af velfærdsstaten, og først når terrorister bliver pågrebet med angrebsplaner imod forsvarets installationer i Danmark, får efterretningstjenesten fantasi til at hæve beredskabsgraden.
Når det gælder terror, kan vi bare ikke påregne denne gradvise tilpasning til trusselsbilledet. Her kan det meget vel være enten – eller. Hvis vi ikke tør give de nødvendige beføjelser til politiet, vælger vi at acceptere, at vi en morgen må vågne op til dårlige nyheder. Måske er det ”kun” nyheden om Kurt Westergaards begravelse, måske er det til et lysglimt og en paddehattesky.
Vi skriver hverken 1948 eller 1984. Den teknologiske udvikling og den religiøse fanatisme har for længst overhalet den venstreorienterede ønsketænkning og de pæne borgerliges beslægtede, akademiske afvejninger.
I militær jargon er der nogle, som bliver kaldt gøglere. Det er dem, der har lidt svært ved at tage sig sammen til at krybe ud i skyttehullet, når alarmen går. Kære Ole og Jacob, jeg håber I kan tåle min kærligt mente kritik, I to venstreorienterede gøglere!
Den teknologiske udvikling af masseødelæggelsesvåben i kombination med den islamiske radikalisering er en cocktail, der er mange gange mere sprængfarlig end noget, George Orwell kunne have forudset, da han skrev sin roman 1984 helt tilbage i 1948. Bogen bliver igen og igen smækket på bordet af debattører, der i en misforstået liberal ånd eller som led i et venstreanarkistisk oprør søger at hindre myndighederne i beskytte borgerne imod terror.
Vi ved imidlertid fra talrige begivenheder: de seneste anholdelser i USA, attentatplanerne imod tegneren Kurt Westergaard, terrorangrebene imod New York, London og Madrid og mordet på filminstruktøren Theo van Gogh i Holland, at terrortruslen imod Vesten er særdeles reel
Da de venstreekstreme anarkister befinder sig et godt stykke uden for pædagogisk rækkevidde, vil jeg nøjes med at angribe den anden halvdel af den alliance, som beskytter forbrydere og terrorister ved at advare imod en konsekvent og forudseende rets- og sikkerhedspolitik. Den halvdel, som kalder sig borgerlige, selv om man fristes til at kalde dem ved samme navn som dem, de står i ledtog med: Venstreorienterede!
Venstreorienterede?
CEPOS-jurist Jacob Mchangama har advaret imod vidtgående terrorlove i talrige indlæg, senest i sin fredagskommentar i Berlingske Tidende.
”At det ikke er lykkedes at udføre et terrorangreb mod Danmark, må tages som en meget god indikation af, at der ikke er et aktuelt behov for kraftige stramninger af terrorlovgivningen her i landet,” skriver han.
Vores liberale helt Ole Birk Olesen har heller ikke blik for truslens ekstreme natur. Som han skriver i en leder (fra 2007): "Den enorme fokus på terror, som vi også belemres med i medierne i disse dage, er ikke rationel."
Berlingske Tidende advarer i lederen 28. oktober imod “yderligere hovedløs overvågning af borgerne” med slet skjult reference til Orwells fremtidsroman.
Man kan kun have den største respekt for CEPOS' og 180graders projekt: at bremse levebrødspolitikere og deres forsøg på at stopfodre os med kommunale madpakker. Men hvad med at koncentrere arbejdet om det, så vi andre kan få vores dejlige, trygge overvågningssamfund?
Jacob Mchangama og Ole Birk Olesen kan så bruge deres analytiske evner til at sikre en tilstrækkelig diskretion og demokratisk kontrol med de indsamlede oplysninger om borgernes færden.
De kunne også tilrettelægge en informationskampagne rettet imod borgere med en mistænkelig adfærd. Situationens alvor og omkostningerne forbundet med efterforskning af terrorsager gør det nødvendigt for den enkelte at tillære sig en adfærd, som ikke tiltrækker sig politiets opmærksomhed. Borgere med en mistænkelig adfærd bør kun i særlige tilfælde kunne få erstatning for uretmæssig tilbageholdelse, som det f.eks. netop er sket i terrorsagen fra Vollsmose, hvor en mand af Landsretten blev tilkendt 225.000 kr. i erstatning.
Endelig kunne deres analyser forberede samfundet på at vende tilbage til normaltilstanden igen, når terrortruslen på et tidspunkt er elimineret. Når den unaturlige, ekstreme situation, der er blevet os påtvunget, er afværget, er det klart, at samfundspendulet atter må svinge tilbage i ligevægt, hvor almindelig kriminalitet kan håndteres med en almindelig, konsekvent retspolitik.
Systemfejl
Måske er det en systemfejl på det juridiske fakultet og blandt intellektuelle lederskribenter at betragte verdens tilstand som en linje, hvorpå eksperter rationelt kan definere et politisk acceptabelt interval. I den optik bliver den ekstreme løsning altid tabu.
Terrorens natur ændrer bare reglerne radikalt. Her bryder alle de juridiske og intellektuelle argumenter sammen. Fordi terrorister ved at trykke én gang på én enkelt knap kan bestemme, om Danmarks sofistikerede retsstat overhovedet skal eksistere.
I Orwells levetid kunne ét menneske forvolde få andres død og lemlæstelse, inden myndighederne kunne nå at gribe ind. I dag kan få mennesker udslette hele nationer, hvis de forkerte kommer i besiddelse af den nødvendige teknologi. Teknologien og viljen til masseødelæggelse kan sprede sig fra stadigt flere lande i Afrika, Asien og Mellemøsten.
Bør vi basere dette lands rets- og sikkerhedspolitik på en antagelse om, at ingen fejlslagne stater eller tvivlsomme regimer mister kontrollen med, eller bevidst spreder, deres destruktive teknologi? Prøv f.eks. og søg på navnet Abdul Khan for fængslende læsning om spredningen af masseødelæggelsesvåben til og fra Pakistan, landet, som ligger klar som den første dominobrik, hvis Taleban skulle genvinde kontrollen med Afghanistan.
Reaktiv politik
Desværre er Danmark et land, som kun kan ændre sig reaktivt. Først når statskassen er helt tom, kan vi forvente en reform af velfærdsstaten, og først når terrorister bliver pågrebet med angrebsplaner imod forsvarets installationer i Danmark, får efterretningstjenesten fantasi til at hæve beredskabsgraden.
Når det gælder terror, kan vi bare ikke påregne denne gradvise tilpasning til trusselsbilledet. Her kan det meget vel være enten – eller. Hvis vi ikke tør give de nødvendige beføjelser til politiet, vælger vi at acceptere, at vi en morgen må vågne op til dårlige nyheder. Måske er det ”kun” nyheden om Kurt Westergaards begravelse, måske er det til et lysglimt og en paddehattesky.
Vi skriver hverken 1948 eller 1984. Den teknologiske udvikling og den religiøse fanatisme har for længst overhalet den venstreorienterede ønsketænkning og de pæne borgerliges beslægtede, akademiske afvejninger.
I militær jargon er der nogle, som bliver kaldt gøglere. Det er dem, der har lidt svært ved at tage sig sammen til at krybe ud i skyttehullet, når alarmen går. Kære Ole og Jacob, jeg håber I kan tåle min kærligt mente kritik, I to venstreorienterede gøglere!
