Ufatteligt nok har Samarbejds-Politiken lagt spalteplads til en kronik, der er alt andet end bekvem for hjønekontoret og den tilhørende menighed. Der er tale om en kronik af Jens-Martin Eriksen, som med benzin-dreven stiksav skære ud i 32 mm krydsfiner, hvorfor Ellemann og Samarbejds-Politikens holdninger til muhammed karikaturerne og de omliggende problemstillinger er aldeles uholdbar.
Uddrag fra kroniken:
Deri ligger der en helt afgørende forskel. Og det var netop dette forsøgsvist nye argument mod publiceringen, der blev stigmatiseret som et svagt forklædt argument mod ens meningsmodstanderes ret til at ytre sig. Dette fremstiller Uffe Ellemann-Jensen så imidlertid som en stigmatisering, der i sig selv gør ytringsfriheden meningsløs, forstået på denne måde, at man bliver stigmatiseret, hvis man bestrider noget, der er ytret - men det er ikke tilfældet.
Det svarer til, at man ikke sondrer mellem det forhold, at man er uenig med nogle doktriner i en bog, og så det forhold, at man er uenig i, at bogen overhovedet er blevet publiceret. Det første er meget ofte tilfældet, når en bog udgives, mens det sidste - at man ønsker bogen tilbageholdt af hensyn til 'frisind og tolerance' - forekommer helt ubegribeligt og selvmodsigende.
Han optræder reelt som en postillon d'amour i forklædning for islamistiske synspunkter (præcist på samme måde som hele venstrefløjen og dette ærværdige dagblad gjorde det under karikaturkrisen).
Endvidere finder Uffe Ellemann-Jensen det graverende, at intentionen med offentliggørelsen angiveligt er at 'krænke' - ikke at 'kritisere'. Det sidste er i Uffe Ellemann-Jensens ordbog udtryk for den pædagogiske målsætning, at man vil ændre et synspunkt. Det første er blot en arrogant magtdemonstration. Denne subtile sondring mellem at krænke og at kritisere er imidlertid ikke én, som man har blik for i det forum i verden, hvor netop dette spørgsmål debatteres mest hedt, og hvis medlemsstater har både interesser og forbindelser til karikaturstriden: FN's Menneskerettighedsråd. Her plæderer OIC-landene for skærpelse af forbuddet mod kritik af islam, som umiddelbart vil have politiske konsekvenser, idet det vil kunne eskalere de politiske og juridiske sanktioner, som islamiske lande kan sætte for deres civilsamfund.
I et interview i Berlingske Tidende udtaler han følgende som svar på et spørgsmål om terrortruslerne mod Kurt Westergaard og den svenske konceptkunstner Lars Vilks: »Det er jo ikke terror. Der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade øre sympati for«.
Kurt Westergaard har været udsat for angreb, der af anklagemyndigheden er defineret som terror, Lars Vilks har været udsat for forsøg på mordbrand, og hans attentatmænd er dømt. Dette berører ikke Uffe Ellemann-Jensen. Hans afsky for ofrene er den foreløbige kulmination på at kompensere for at forene det, der ikke kan forenes mellem doktriner i islam og demokratiets dogmer.
Efter mordet på den øverste anklager i forbundsrepublikken, Siegfried Buback, 7. april, der blev skudt af Rote Armee Fraktion i deres såkaldte 'Offensiv 77', fremkom der i et studenterblad fra universitetet i Göttingen 25. april samme år en politisk nekrolog over ofret, hvor skribenten 'Mescalero' på den ene side indrømmede sin hemmelige glæde over mordet på ofret, samtidig med at han kritiserede terrorbevægelsens strategi med drab på individer, der tegnede magten i det kapitalistiske Vesttyskland.
Det er denne dobbelthed i meddelelsen, hvor man på den ene side forsikrer, at man tager afstand fra voldsmændene, men samtidig indrømmer en hemmelig sympati med forbrydelserne mod deres ofre, der definerer 'Mescalero-syndromet'.
