(Denne analyse er bragt i Politiken i dag 26. oktober 2012)
af Mads Lundby Hansen, cheføkonom, CEPOS
I USA har Occupy Wall Street-bevægelsen ført kampagne imod den såkaldt ene procent. Dvs. den ene procent af befolkningen, der tjener flest penge. Der argumenteres for, at denne procent skal betale mere i skat. I Danmark så vi en vis afsmitning i S-SF's millionærskat, og Frankrig indfører nu en skat på 75 procent for indkomster over 1 mio. euro.
Men at øge marginalskatten for den ene procent er til skade for samfundsøkonomien. I stedet bør man via skattepolitikken tilskynde alle - herunder den ene procent - til at skabe mere velstand. Det er kun godt, hvis den ene procent sætter nye projekter og produkter i verden - og derigennem øger deres indkomst. Det skader ikke nogen. Tværtimod. Se blot på Steve Jobs, der udviklede iPhone, som er solgt i millioner af eksemplarer. Er det skidt? Nej, Steve Jobs og Apples aktionærer har fået en formueforøgelse, samtidig med at millioner af mennesker er glade for deres iPhone. Så længe samfundet tager sig af de svageste, kan det ikke være et problem, at nogle opfinder nye produkter og teknologier - og bliver rige af det.
Ser man på perioden siden 1980' erne, har der været en global tendens til, at den ene procent har øget sin indkomstandel.Det hænger bl. a. sammen med den teknologiske udvikling og globaliseringen, der betyder, at superstjerner inden for underholdning og sport kommer ud til et større marked. Det øger deres markedsværdi.Ser man på topchefer i erhvervslivet, kan de ikke bare være topchefer i hjemlandet, men også i udlandet.Det øger deres forhandlingsposition og deres løn.Globaliseringen har også øget værdien af multinationale koncerner, hvilket også har bidraget til den opadgående trend for topchefers løn. Sideløbende hermed har skattepolitikken - startende med skattereformerne under Thatcher og Reagan i 80' erne - rettet sig mod at få den øverste marginalskat ned i mange lande, herunder i Danmark. Det er sket for at motivere beskæftigede - herunder den ene procent - til at yde en ekstra indsats, sætte nye projekter i verden m.v.
Skattepolitikken har således bidraget til, at den ene procent har tjent endnu flere penge ( før skat), da de ifølge OECD reagerer særlig positivt på lavere trækprocenter ved at skabe flere projekter. F. eks.finder en undersøgelse, der sammenligner indkomstandele for Australien, Canada, New Zealand, Storbritannien og USA for perioden 1970-2000, at skatteændringer kan forklare mellem en tredjedel og halvdelen af stigningen i den ene procents andel af samlet indkomst ( før skat).Herhjemme har vi også set en reduktion i marginalskatten. Schlüter startede i 1987, og Nyrup fortsatte processen i 1990' erne ved at reducere den øverste marginalskat og fjerne formueskatten.Ikke for at gavne de rigeste ( formoder jeg), men for at få dem til at arbejde ekstra.
VK reducerede også den øverste marginalskat, mens Thorning har lagt sin millionærskat på hylden og i stedet har fjernet iværksætterskatten samt flyttet 275.000 personer ud af topskatten.Ud over at bidrage til velstanden gennem deres projekter bidrager den rigeste procent også til statskassen ved at betale 8 procent af alle indkomstskatterne, svarende til 33 mia. kroner. De penge kan finansiere ca. 70.000 offentligt ansatte.Man må dermed sige, at den ene procent rigeste bidrager med en stor del af finansieringen af velfærdsstaten.Den rigeste procent har en indkomstandel på ca. 6 procent i Danmark. Lidt under niveauet i andre nordiske lande, men langt under niveauet i USA ( 17 pct.), England ( 14 pct.) og Tyskland ( 11 pct.).
Danmark har ifølge OECD den næstlaveste ulighed i OECD. Derimod står vi til den 6.-laveste økonomiske vækst frem til 2030 ud af de 34 OECD-lande. Udfordringen herhjemme er således ikke ulighed, men mangel på vækst. Derfor bør vi gøre det mere attraktivt for bl. a. den ene procent at sætte flere projekter i gang. Det kan ske ved at sænke den øverste marginalskat, der i dag udgør 56 procent ( og 67 procent inklusive afgifter).
Herudover bør vi sænke beskatningen af kapital. Vi har en af de højeste aktionærskatter ( 42 pct.) i OECD, og når selskabsskatten indregnes, udgør den samlede selskabs-og aktionærbeskatning 56 procent. Det er meget højt sammenlignet med andre lande, og når man beskatter investeringer i ny teknologi, maskiner, forskning mv. hårdt, får vi mindre af det. Derfor bør vi fjerne topskatten og sænke aktionærskatten til 25 procent. Lavere kapitalskat vil medføre flere investeringer i ny teknologi, hvilket vil øge produktiviteten og dermed lønniveauet for lønmodtagere.
Det er vigtigt, at vi gør Danmark til et sted, hvor det er attraktivt at være iværksætter og drive virksomhed. Hvis ikke, er der risiko for, at en betragtelig del af de bedste iværksættere bosætter sig i udlandet, hvor værdiskabelse beskattes betydeligt lavere. Skattekommissionen, der havde tidligere skatteminister Carsten Koch ( S) som formand, skrev i 2008, at »såfremt den ene procent af befolkningen med den højeste erhvervsindkomst udvandrer, falder velstanden per indbygger med godt 8 procent svarende til ca.23.000 kroner per indbygger«. Dette scenarie - eller bare brøkdele heraf - er der ingen, der kan have interesse i.
