D. 27. oktober sidste år blev Danmark gjort bekendt med, at to mænd var blevet anholdt i USA for terrorplaner mod JyllandsPosten. Straks efter skrev ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen, en intern mail til alle sine redaktioner (”Emne: Ikke flere kanonkugler i turbanen!”), hvori han forbød bladets medier fremover at fremstille Kurt Westergaards tegning. Det hed bl.a. i mailen: ”Vi bringer ikke mere Kurt Westergaards tegning af Mohammed med kanonkuglen i turbanen på Ekstra Bladets medier.”
I en leder få dage efter (søndag d. 1/11-09) proklamerede Poul Madsen bladets nye politik overfor læserne. Her skrev han:
"Westergaards tegning har alle dage været åndssvag og helt uden kunstnerisk betydning. (…) Selvfølgelig skal vi holde fast i vores ytringsfrihed, men hvis der skal sættes liv på spil, og vi skal til at leve i frygt, så lad det være for en ordentlig sag. Det er ikke en ordentlig sag at blive ved med at vise en åndssvag tegning, der fornærmer og håner store dele af Jordens befolkning.”
Så sent som den 25. august 2009 havde Ekstra Bladet ellers bragt Westergaards tegning i relation til en stærk kritisk leder om Yale University, fordi universitet ikke ville offentliggøre Muhammed-tegningerne i en bog, som handlede om Muhammed-krisen. Det fremgik af lederen, at Yale University’s adfærd var ”dybt pinlig” og at der i grunden ikke var rigtig ytringsfrihed i USA, hvor, som det blev udtrykt, ”virkelig ytringsfrihed er en by Sibirien”.
Et par måneder senere, ultimo oktober, stod Ekstra Bladet i princippet i samme situation, som Yale University: Man havde en sag, der blev skrevet om (terrorplanerne mod JP), men ville ikke bringe et billede af sagens omdrejningspunkt (Westergaards tegning). To måneder senere, d. 2. januar, stod bladet igen (i princippet) i samme situation, da man skulle formidle mordforsøget på Kurt Westergaard. Begivenheden gjorde, om muligt, endnu større krav på, at tegningen blev trykt, idet den jo var den centrale motivationsfaktor for terroristen. Men med basis i ovennævnte (useriøse) ”begrundelse” om, at tegningen er ”åndssvag” og ”fornærmer og håner store dele af jordens befolkning” valgte bladet også denne gang at kaste vrag på den ytringsfrihed, man ellers havde hånet Yale Univertsity og USA for ikke at gøre brug af.
Der kan næppe være tvivl om, at årsagen til Ekstra Bladets pludseligt ændrede opfattelse af, hvornår man skal anvende ytringsfriheden, var/er den særdeles reelle trussel mod JP, der blev åbenbar i oktober sidste år. Bladets slogan om at det ”Tør – hvor andre tier”, har på den baggrund vist sig, når det virkelig gælder, at være falsk varebetegnelse. Poul Madsen & Co er nemlig blevet bange, skræmte, hvorfor det realistiske, om end ikke just prangende, slogan i dag bør være: ”Ekstra Bladet. Tør ikke – men bukker og tier”.
Det skræmte blads useriøse opfattelse af, hvornår man skal anvende ytringsfriheden, blev yderligere sat i relief i den såkaldte Maria-sag, der kørte parallelt med sagen om mordforsøget på Westergaard. Maria Møller Christensen blev myrdet efter midnat, d. 1. januar, og allerede d. 2. januar havde politiet en sigtet, nemlig en 48 årig mand fra Herning. Uden smålig skelen til, at ingen vidste om manden var morderen eller ej, holdt Ekstra Bladet sig ikke for godt til hele tre dage i perioden d. 4/1 til 9/1 at bringe mandens billede på forsiden og offentliggøre hans navn. Hvis bladet virkelig havde ment, at man skal anvende ytringsfriheden således, at man ikke krænker, så ville det have været på sin plads, om det havde holdt sig dette for øje i forhold til tidl. sigtede. Men det gjorde bladet altså ikke. Tværtimod. Her blev krænket så vandet drev. Men der var jo heller ingen grund til at frygte, at tidl. sigtede ville smide en bombe ind på bladets redaktion.
Omvendt i parallelsagen angående mordforsøget på Westergaard. Den centrale tegning, som motiverede terroristen, ville bladet for alt i verden ikke bringe - man skulle jo nødig komme til krænke nogle muslimer, der så kunne finde på at lægge planer om at sprænge redaktionen i luften.
Michael Hammers
I en leder få dage efter (søndag d. 1/11-09) proklamerede Poul Madsen bladets nye politik overfor læserne. Her skrev han:
"Westergaards tegning har alle dage været åndssvag og helt uden kunstnerisk betydning. (…) Selvfølgelig skal vi holde fast i vores ytringsfrihed, men hvis der skal sættes liv på spil, og vi skal til at leve i frygt, så lad det være for en ordentlig sag. Det er ikke en ordentlig sag at blive ved med at vise en åndssvag tegning, der fornærmer og håner store dele af Jordens befolkning.”
Så sent som den 25. august 2009 havde Ekstra Bladet ellers bragt Westergaards tegning i relation til en stærk kritisk leder om Yale University, fordi universitet ikke ville offentliggøre Muhammed-tegningerne i en bog, som handlede om Muhammed-krisen. Det fremgik af lederen, at Yale University’s adfærd var ”dybt pinlig” og at der i grunden ikke var rigtig ytringsfrihed i USA, hvor, som det blev udtrykt, ”virkelig ytringsfrihed er en by Sibirien”.
Et par måneder senere, ultimo oktober, stod Ekstra Bladet i princippet i samme situation, som Yale University: Man havde en sag, der blev skrevet om (terrorplanerne mod JP), men ville ikke bringe et billede af sagens omdrejningspunkt (Westergaards tegning). To måneder senere, d. 2. januar, stod bladet igen (i princippet) i samme situation, da man skulle formidle mordforsøget på Kurt Westergaard. Begivenheden gjorde, om muligt, endnu større krav på, at tegningen blev trykt, idet den jo var den centrale motivationsfaktor for terroristen. Men med basis i ovennævnte (useriøse) ”begrundelse” om, at tegningen er ”åndssvag” og ”fornærmer og håner store dele af jordens befolkning” valgte bladet også denne gang at kaste vrag på den ytringsfrihed, man ellers havde hånet Yale Univertsity og USA for ikke at gøre brug af.
Der kan næppe være tvivl om, at årsagen til Ekstra Bladets pludseligt ændrede opfattelse af, hvornår man skal anvende ytringsfriheden, var/er den særdeles reelle trussel mod JP, der blev åbenbar i oktober sidste år. Bladets slogan om at det ”Tør – hvor andre tier”, har på den baggrund vist sig, når det virkelig gælder, at være falsk varebetegnelse. Poul Madsen & Co er nemlig blevet bange, skræmte, hvorfor det realistiske, om end ikke just prangende, slogan i dag bør være: ”Ekstra Bladet. Tør ikke – men bukker og tier”.
Det skræmte blads useriøse opfattelse af, hvornår man skal anvende ytringsfriheden, blev yderligere sat i relief i den såkaldte Maria-sag, der kørte parallelt med sagen om mordforsøget på Westergaard. Maria Møller Christensen blev myrdet efter midnat, d. 1. januar, og allerede d. 2. januar havde politiet en sigtet, nemlig en 48 årig mand fra Herning. Uden smålig skelen til, at ingen vidste om manden var morderen eller ej, holdt Ekstra Bladet sig ikke for godt til hele tre dage i perioden d. 4/1 til 9/1 at bringe mandens billede på forsiden og offentliggøre hans navn. Hvis bladet virkelig havde ment, at man skal anvende ytringsfriheden således, at man ikke krænker, så ville det have været på sin plads, om det havde holdt sig dette for øje i forhold til tidl. sigtede. Men det gjorde bladet altså ikke. Tværtimod. Her blev krænket så vandet drev. Men der var jo heller ingen grund til at frygte, at tidl. sigtede ville smide en bombe ind på bladets redaktion.
Omvendt i parallelsagen angående mordforsøget på Westergaard. Den centrale tegning, som motiverede terroristen, ville bladet for alt i verden ikke bringe - man skulle jo nødig komme til krænke nogle muslimer, der så kunne finde på at lægge planer om at sprænge redaktionen i luften.
Michael Hammers
