Eksperter kritiserer DR-adfærd i Facebook-sag

Danmarks Radios adfærd over for en licenskritisk gruppe på Facebook vækker nu undren hos to af landets førende eksperter i spørgsmål om ytringsfrih...

Ole Birk Olesen,

27/01/2010

Danmarks Radios adfærd over for en licenskritisk gruppe på Facebook vækker nu undren hos to af landets førende eksperter i spørgsmål om ytringsfrihed.

Baggrunden er, at DR-advokat Peter Skov med en anmodning til Facebook har fået lukket gruppen "Støt Lars' kamp mod DR Licens" med knap 16.000 brugere, og advokaten håber også på med en ny skrivelse til Facebook at få lukket gruppens efterfølger, der nu har 21.000 medlemmer.

Begrundelsen fra DR er, at siden angiveligt skulle være ulovlig, fordi den opfordrer til, at man undlader at betale medielicens, og fordi den instruerer gruppens medlemmer i, hvordan de kan få DR-medarbejdere til at bruge en masse tid på at behandle spørgsmål og anmodninger om aktindsigt fra medlemmerne.

"Jeg kan ikke se, at det, du viser mig her om denne Facebook-gruppe er ulovligt. Det er muligvis provokerende, men emnet har almindelig offentlig interesse. Jeg er personligt da heller ikke overbevist om, at det er holdbart at opretholde et licenssystem. Vi lever i 2010, og TV er i fri konkurrence," siger advokat Henrik Karl Nielsen, der bl.a. har specialiseret sig i medie- og ophavsret samt menneskerettigheder, fra advokatfirmaet Norsker & Co.

Han finder det "bekymrende", at Facebook har nedlagt gruppen efter pres fra DR:

"Der er mange grupper på Facebook, og det er et forum, hvor man kan snakke om både løst og fast. Ekstra bekymrende er det, at Facebook lader den organisation, DR, der er under kritik, bestemme, at en gruppe skal nedlægges. DR er jo et statsforetagende. De arbejder selv inden for rammerne af ytringsfriheden. Jeg kan undre mig her," siger Henrik Karl Nielsen.

Også chefjurist ved tænketanken CEPOS Jacob Mchangama, der har speciale i menneskerettigheder og herunder ytringsfrihed, ser kritisk på DR's handlemåde.

"Det er at gå i meget små sko fra DR's side. Hvis man reelt mener, at der bliver begået noget ulovligt, så bør man jo lægge sag an eller rette henvendelse til politiet. Jeg mener ikke, at der bliver begået noget ulovligt i den Facebook-gruppe, og desuden er det uheldigt, når DR har en skattefinansieret monopol-lignende position, at man forsøger at besværliggøre kritik af sig selv," siger Jacob Mchangama til 180Grader.dk og fortsætter:

"Det virker som om, man overdriver den trussel, som en Facebook-gruppe udgør mod Danmarks Radio. Der bør være meget vide rammer for også provokerende kritik af Danmarks Radio."

Kilde: