Efterlysning: Visioner istedet for vælgerangst i dansk politik

VISIONER I STEDET FOR VÆLGERANGST I DANSK POLITIK Der skal ske et helt nødvendigt paradigmeskift i vores demokrati, hvor store og visionære ideer ...

Jeppe Juhl,

12/11/2011

VISIONER I STEDET

FOR VÆLGERANGST

I DANSK POLITIK

Der skal ske et helt nødvendigt paradigmeskift i vores demokrati, hvor store og visionære ideer igen bliver en accepteret del af vores politiske kultur, hvis Danmark fremdeles skal være et af verdens bedste lande, skriver Jeppe Juhl, der frygter for demokratiets fremtid

 

Af Jeppe Juhl, journalist

Der er især én politiker i dagens Danmark, der hæver sig højt tårnhøjt over gennemsnittet. En person, der er båret af mod og et ægte og ærligt politisk engagement. En politiker, der mener, hvad han siger, og siger, hvad han mener. En politiker af en støbning og en type, som Danmark ville være tjent med at have langt flere af. Uanset disses politiske ståsted.

Jeg vender tilbage til denne atypiske politiker senere. Han er nemlig undtagelsen i en demokratisk kultur, der er gennemsyret af en politiske frygt for reformer i almindelighed og store visionære ideer i særdeleshed.

Men først en tilståelse: generelt har jeg stor aversion mod levebrødspolitikere. De er som regel professionelle meningsmagere, der har en holdning, fordi de er politikere, og ikke omvendt.

I ved. Dem der lukker øjnene for en ubekvem virkelighed i jagten på magten. Dem, der i vælgerangst har solgt ud til spindoktorer og meningsmålinger. Dem, der egoistisk har perverteret det danske demokrati til en en simpel købmandsbutik, hvor dagens politiske tilbud er Gud og morgendagens virkelighed en abstrakt størrelse, som den næste generation af levebrødspolitikere må tage sig af.

Når vælgerangst og meningsmålinger dikterer den politiske adfærd, når magten er målet og ikke midlet, så har det en uundgåelig konsekvens: Det politiske mod og den rationelle handlingskraft fordufter og erstattes af lappeløsninger, vanetænkning, enkeltsager og kandestøberier.

Men uden politisk mod, er der ingen mark, hvor visionerne kan gro. Dette er præcis, hvad vi har været vidne til i en halv menneskealder. De store visioner i dansk politik er jo væk. Ideernes mark ligger brak. Og dermed også muligheden for at få gennemført de helt vitale reformer, som så mange kommissioner og tænketanke har forklaret os er essentielle, hvis vi ønsker et godt Danmark for vores børn.

Manglen på politisk mod i den nuværende demokratiske kultur er katastrofal! Uden evnen og viljen til at gennemføre visioner og reformer, så risikerer vi i sidste ende at sætte demokratiet over styr, fordi vi enten kommer til at pantsætte vores frihed til embedsmandsvældet i EU, som det allerede er sket for Grækenland, eller det der er værre.

 

POLITIK MED SKYKLAPPER

Jo, de taler om visioner og reformer. Politikerne. Til båltaler og til årsmøder og når der er valg. Men det er ”all talk and no walk”. Der sker jo nærmest ingenting. En lille uendelig ligegyldig justering hist og en anden uendelig ligegyldig justering pist. Og det på trods af, at behovet for kolossale forandringer skriger ethvert tænkende væsen lige op i hovedet.

Værst af alt. Når vi så endelig bliver præsenteret for en ”vision”, så er den altid reduceret. De store ideer bliver til ”små ideer” i dagens politiske Danmark. Og det tror Fanden. Små mennesker føder små ideer.

Hvad er årsagen til denne destruktive handlingslammelse? Svaret er deprimerende og pinligt: Frygt.

Problemet med de store ideer er nemlig politikernes frygt for ikke at blive genvalgt. Nødvendige reformer, der kan ændre den bekvemme hverdag for stemmekvæget, opfattes som farlige af politikerne, fordi de både undervurderer og ser ned på deres vælgere,.

Ingen visioner. Ingen reformer. Det mister man magten på.

Denne generiske angst for reformer og mangel på visionær politik sker selv om, at passivitet i sidste ende gør situationen meget værre. Hvilket politikerne udmærket ved. Men den tid, den sorg. Man kan håbe på, at katastrofen indtræder, når man er i opposition, så kan man jo skyde skylden på ”de andre” og få magten tilbage.

Vi vælgere er ofre for politikere, der selvisk og egennyttigt har sat skyklapper for øjnene og ørepropper i ørene.

Jeg skriver ”offer”, selv om det jo så smukt siges, at man i et demokrati ”har de politikere, man har fortjent”. Men det har vi ikke. Vi har fortjent meget, meget bedre. Problemet er, at vi godt kan fyre den enkelte apparatjik, når han har svigtet vores tillid, men han vil bare blive erstattet af en klon, på grund af de sindssyge opstillingsregler, der gælder til Folketinget.

SURREALISTISK

 

Ingen seriøse politikere benægter dog, at der er et behov for strukturelle reformer. Et noget ubegribeligt udsagn, hvis man ser på den politik, de så har bedrevet. Se nu blot på det sidste års førte politik. En helt igennem patetisk forestilling, hvor store nødvendige reformer er kastet på den politiske mødding og erstattet af sølle og små justeringer, som på ingen måde for alvor addresserer de gigantiske udfordringer, vores fremtidige samfund står over for.

  • Betalingsring?
  • Skat på fedt?
  • Afgiftsforhøjelser på smøger?
  • En alt for lempelig udfasning af en vanvittig efterløn?
  • Etc.

Er det den medicin, er det de reformer, der skal bringe Danmark succesrigt videre i en tid, hvor Europa er ved at falde fra hinanden og vores konkurrenceevne falder støt?

Man tager sig til hovedet! Aldrig har der været så hårdt brug for at tænke nyt og tænke stort, og tænke ud af boksen, som lige nu og her. Og det kan ikke vente. Toget er ved at køre.

Men hvad sker der i Folketinget? Ikke skyggen af seriøs tale om store og nødvendige reformer fra andre end Liberal Alliance, der af pressen under valgkampen blev betegnet som ”ultra-liberalistisk”, hvilket af danske journalister er et skældsord, der rangerer lige efter nazistisk.

Betegnelsen giver ingen mening. Den politiske virkelighed er jo surrealistisk, når Liberal Alliances foreslåede politik er ”ultra-liberalistisk”.  LA foreslog at reducere skatten på arbejde til 40 procent og skære verdens i særklasse største offentlige sektor med 40.000 via naturlig afgang.

Jeg er naturligvis ikke blind for realpolitik og parlamentarismens indbyggede kompromissøgende pragmatisme. Men udgangspunktet skal da altid være det enkelte partis idealpolitik. Og her har vi jo netop et kæmpeproblem i Danmark, fordi den politiske kultur, jeg har beskrevet ovenfor, har medført et verdenshistorisk midtsøgende bunkepul på midten af dansk politik.

Rød blok, blå blok. Det kan jo være ét fedt. Forskellen er stort set ens, når det kommer til den udførte politik. Og når det hele er så konsensuspræget, så dør ideerne. Så dør den nytænkning, der er så nødvendig for en levedygtig politiske kultur.

GENSIDIG MISTILLID

Hvad er der dog sket med det sprudlende folkestyre, vi havde fra 1901 til 1973, hvor politikerne respekterede vælgerne, vælgerne respekterede politikerne, og hvor debatten var drevet af ægte engagement, substans og holdninger?

Jeg ved det faktisk ikke, men formoder at det er et samspil af en lang række faktorer, heraf flere uundgåelige:

En umiddelbar forklaring kunne være, at det er velstand og magelighed, der har fået folk ned fra barrikaderne og ud af de politiske partier og fagforeningerne. Deri ligger der formentlig en vis sandhed. Det går jo meget godt. Endnu…

En anden delforklaring er mangel på dannelse, almen og udbredt historieløshed og deraf afledt apati, despekt og disinteresse for demokratiet.

En tredje forklaring er ændringen af mediebilledet. Partipressens opløsning og de æterbårne mediers enorme udvidelse koblet sammen med internetrevolutionen har tvunget den politiske dækning i de brede medier fra substans til form. Til gengæld kan de interesserede på nichékanaler og på Internettet finde oplysninger som aldrig før.

Professionaliseringen af politik med den efterfølgende ”djøfisering” har utvivlsomt også haft stor og negativ betydning for respekten for folkestyret, fordi forskellen mellem de folkevalgte og vælgerne er blevet større.  

Der er mange, mange andre forklaringer, men hvorom alting er, så er der opstået en kløft mellem politikerne og befolkningen.

Politikerne stoler jo ikke længere på vælgerne og dermed i sidste ende heller ikke på demokratiet. Vi er dumme og uoplyste. Politik er blevet for svær, og vi kan, mener politikerne og deres hær af spindoktorer tilsyneladende, kun forstå plat symbolpolitik og forholde os til, hvad der ender i vores personlige pengepung.

Den politiske substans er blevet sekundær i den demokratiske proces. Magten primær. Det hele er i virkeligheden – de fine ord til trods - ikke andet et stort spil. Et spil om magt. For magtens skyld. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at politik i dag er en kafkask forestilling, hvor de  borgerlige regeringer fører socialdemokratisk politik og omvendt.

Dette er en dødsensfarlig udvikling for selve demokratiet, når form kommer før indhold. Når substansen er for eliten, og pøbelen spises af med pop og spin forklædt som politik i oplags-og ratinghungrende brede medier.

Hvorfor nu det? For dermed er åbenlys løgn og manipulation blevet en hel legitim del af den demokratiske proces i forhold til vælgerne.

Bedst eksemplificeret ved den leflende og idiotiske overbudspolitik stort set  alle partier markedsfører op til folketingsvalg. Naturligvis godt hjulpet på vej af en uduelig presse, der har tivoliseret mediedækningen og som beskrevet, monomant fokuseret på form frem for indhold.

Dansk politik er derfor i dag totalt domineret af en sælsom og pervers blanding af på den ene side vulgær vælgerangst og på den anden elitær arrogance over for de ”dumme vælgere”. Med den ene hånd stikker politikerne os vælgere et økonomisk hold-kæft-bolsje, mens de med den anden hånd skjult bag ryggen giver de samme vælgere fuck-fingeren og tager det dobbelte tilbage på en eller anden svært gennemskuelig måde.

Sikke et cirkus!

SAMUELSEN: EN POLITISK ENER

Jeg vil påstå, at der simpelt hen skal ske et paradigme skift i dansk politisk kultur. Det skal være cool at være klog, sejt at tænke stort, og så skal der ske en radikal forvandling i tillidsforholdet mellem politikere og vælgere.

Ja, det skal ganske enkelt være forbundet med prestige at kunne kalde sig politiker. I dag er det modsatte tilfældet, hvilket er et tegn på sygdomstegn i det danske demokrati!

De skal stole på os, og vi skal stole på, at de tør tage de ofte tunge beslutninger, der er en del af at være politiker. Sker dette, så vil det ikke længere være forbundet med frygt for ens politiske fremtid at komme med de visioner og udføre de reformer, der skal til uanset, hvor ondt disse måtte gøre.

Og der findes faktisk den slags politikere allerede. Én af dem er den politiker, jeg indledte min artikel med.

Og det er Anders Samuelsen.

Han er i mine øjne en politisk ener. Danmarks fremtid ville være anderledes lys, hvis alle politikere var som ham. Ikke (kun) på grund af hans politiske holdninger, som jeg så i øvrigt stort set deler, hvilket er underordnet i denne sammenhæng, men på grund af, at Samuelsen har visioner. Han tør tænke stort (han kunne tænke større) og han forstår at formidle dem.

Jeg er ikke medlem af LA. Jeg kender ikke Anders Samuelsen personligt, men jeg skriver ovenstående med en vis vægt.  Jeg har nemlig set og hørt ham med egne øjne. Og det var stærkt opløftende.

Min søn sendte mig nemlig i går et ti timer langt link fra ”Tv fra Folketinget”, hvor man kunne se ordførerdebatten til 1.behandlingen af finansloven for 2012. Han var ovenud begejstret for Anders Samuelsens ordførertale og – ikke mindst – hans replikker til spørgerne, og insisterede på, at jeg så debatten.

Nu er debatter fra Folketinget bestemt ikke førsteprioriteten, når man skal slappe af efter en lang arbejdsuge, men jeg gjorde min faderlige pligt og klikkede her lørdag middag mistroisk på linket i sikker forvisning om, at det med uendelig stor sandsynlighed ville blive en kort ”fornøjelse”.

Det blev det ikke. Det blev en timelang seance, der endte med at inspirere denne artikel. Forskellen på Anders Samuelsen og stort set alle de øvrige er ikke kun den indlysende fornuft, der kommer ud af hans mund, men det ægte og indlevende engagement, der helt åbenlyst driver ham, og hans evne til at tale direkte og uden omsvøb.

Jeg vil opfordre alle – også selv om de måtte være stærkt uenige med LA’s politik - at se de 38 minutter, hvor Anders Samuelsen er på. Det er både underholdende (nogle af spørgerne har ikke trykmærker efter deres studenterhue) og inspirerende.

Der er – trods alt – håb forude!

(Indslaget med AS starter 17:00:00 og ender 17:38:28)

Kilde: