"Mister 70.000 på børnechecken".
"Handicappede børn rammes af nye regler".
"Uden hjælp til barnløse: Vi kommer til at mangle børn".
Som dansk forbruger af nyhedsmedierne den seneste tid har det slået mig, at man fra journalisterne, redaktørerne og studieværternes side har fået lov til at høre alt om hvem, de nedskæringer, der kommer i de næste par år i det danske samfund, kommer til at ramme.
De står i kø - menigmand som oppositionspolitiker - for at fortælle, at der bliver skåret ned på ydelser, danskerne ind til nu har haft til rådighed. Skiftevis får folkepensionisten, dagpengemodtageren, den langtidsledige, den studerende og den enlige mor på overførselsindkomst skærmtid til at berette om den skade, disse besparelser gør på deres i forvejen katastrofalt hårde hverdag.
Selve det politiske udspil skal jeg ikke her berøre konkret. Det, jeg vil fokusere på, er usaglighed og en manglende kritisk sans i dette medievelfærdscirkus, hvor hvert eneste "schtur schtur nummer" synes at have til formål at skabe medlidenhed hos os, der kigger på.
I forbindelse med mediedækningen af Euro-afstemningen i 2000 observerede Jørn Henrik Petersen, som skrevet i bogen Stærkere Journalistik fra 2002, at en politisk debat om fælles valuta i Europa pludselig blev en diskussion om velfærdsstaten og "truslen" mod den danske folkepension. Han stiller sig uforstående over for, at man fra mediernes side ikke formåede at stille en masse spørgsmål, der kunne have været med til at fastholde diskussionen på det rigtige spor.
"Hvorfor var det først, da det hele platcirkus var overstået, at journalisterne begyndte at ringe rundt til folk med indsigt for at høre, om der egentlig var en sammenhæng mellem den fælles valuta og folkepensionen?" (Petersen, 2002: 19).
På samme måde føler jeg, at der i øjeblikket bliver stillet alt for mange spørgsmål, der sætter spørgsmålstegn ved de varslede besparelser i Danmark og alt for få, der stiller sig kritiske over for selve retten til disse ydelser.
Der synes at være en overbevisning blandt danskerne om, at ydelser, man kan få fra det offentlige, har man ligeledes altid ret til. At disse ydelser er basale rettigheder på linje med stemmeret, ytringsfrihed og retten til at praktisere ens religion. Denne overbevisning gennemsyrer alt dét, jeg kan se i mit tv og læse i mine aviser. Jeg er langt fra af den overbevisning, men det er ikke det vigtige her.
Det centrale for mig er, at jeg mangler den journalist, der spørger:
- Er det overhovedet er forsvarligt at sætte over 2,8 børn i verden, hvis man ikke er i stand til at forsørge dem uden støtte fra det offentlige?
- Er det en menneskeret at få børn? Er det statens problem, at et par ikke er i stand til at få børn?
- Er den danske dagpengeperiode ikke som udgangspunkt ufatteligt lang?
- Handler ulandsbistand ikke lige så meget om modtagere, effektivitet og administrationsspild end bare procentandelen af BNP?
- Gemmer den ualmindeligt dyre offentlige sektor muligvis ikke på manglende effektivitet og tidskrævende papirnusseri, ikke tilpas kompetente medarbejdere på enkelte pladser og unødvendig kontrol?
Hvad svarene på disse spørgsmål ville blive, skal jeg ikke gøre mig klog på, og jeg finder nok ikke ud af det, medmindre jeg selv står for undersøgelsen. De danske medier har i hvert fald ikke i sinde at besvare dem for mig.
Jeg efterlyser kritisk sans. At man ikke altid tager den letteste udvej. Vælger den nemmeste vinkel. Som Jørn Henrik Petersen afslutningsvis skriver:
"Når andre 'samfundsinstitutioner' skal afværge kritik eller forbedre deres image, er de afhængige af medierne, mens medierne selv ikke på samme måde er afhængige af andre ideologiske apparater. Derfor kommer debatten om massemedierne og deres virkelighedsbillede oftest til at foregå på mediernes egne præmisser" (Petersen, 2002: 20), og det er disse journalistiske præmisser, jeg meget gerne vil have op til revurdering.
I kampen mod en entydig, usaglig debat, tror jeg, at journalisterne må gribe undersøgelsens skovle og grave dybere. Meget, meget dybere.
"Handicappede børn rammes af nye regler".
"Uden hjælp til barnløse: Vi kommer til at mangle børn".
Som dansk forbruger af nyhedsmedierne den seneste tid har det slået mig, at man fra journalisterne, redaktørerne og studieværternes side har fået lov til at høre alt om hvem, de nedskæringer, der kommer i de næste par år i det danske samfund, kommer til at ramme.
De står i kø - menigmand som oppositionspolitiker - for at fortælle, at der bliver skåret ned på ydelser, danskerne ind til nu har haft til rådighed. Skiftevis får folkepensionisten, dagpengemodtageren, den langtidsledige, den studerende og den enlige mor på overførselsindkomst skærmtid til at berette om den skade, disse besparelser gør på deres i forvejen katastrofalt hårde hverdag.
Selve det politiske udspil skal jeg ikke her berøre konkret. Det, jeg vil fokusere på, er usaglighed og en manglende kritisk sans i dette medievelfærdscirkus, hvor hvert eneste "schtur schtur nummer" synes at have til formål at skabe medlidenhed hos os, der kigger på.
I forbindelse med mediedækningen af Euro-afstemningen i 2000 observerede Jørn Henrik Petersen, som skrevet i bogen Stærkere Journalistik fra 2002, at en politisk debat om fælles valuta i Europa pludselig blev en diskussion om velfærdsstaten og "truslen" mod den danske folkepension. Han stiller sig uforstående over for, at man fra mediernes side ikke formåede at stille en masse spørgsmål, der kunne have været med til at fastholde diskussionen på det rigtige spor.
"Hvorfor var det først, da det hele platcirkus var overstået, at journalisterne begyndte at ringe rundt til folk med indsigt for at høre, om der egentlig var en sammenhæng mellem den fælles valuta og folkepensionen?" (Petersen, 2002: 19).
På samme måde føler jeg, at der i øjeblikket bliver stillet alt for mange spørgsmål, der sætter spørgsmålstegn ved de varslede besparelser i Danmark og alt for få, der stiller sig kritiske over for selve retten til disse ydelser.
Der synes at være en overbevisning blandt danskerne om, at ydelser, man kan få fra det offentlige, har man ligeledes altid ret til. At disse ydelser er basale rettigheder på linje med stemmeret, ytringsfrihed og retten til at praktisere ens religion. Denne overbevisning gennemsyrer alt dét, jeg kan se i mit tv og læse i mine aviser. Jeg er langt fra af den overbevisning, men det er ikke det vigtige her.
Det centrale for mig er, at jeg mangler den journalist, der spørger:
- Er det overhovedet er forsvarligt at sætte over 2,8 børn i verden, hvis man ikke er i stand til at forsørge dem uden støtte fra det offentlige?
- Er det en menneskeret at få børn? Er det statens problem, at et par ikke er i stand til at få børn?
- Er den danske dagpengeperiode ikke som udgangspunkt ufatteligt lang?
- Handler ulandsbistand ikke lige så meget om modtagere, effektivitet og administrationsspild end bare procentandelen af BNP?
- Gemmer den ualmindeligt dyre offentlige sektor muligvis ikke på manglende effektivitet og tidskrævende papirnusseri, ikke tilpas kompetente medarbejdere på enkelte pladser og unødvendig kontrol?
Hvad svarene på disse spørgsmål ville blive, skal jeg ikke gøre mig klog på, og jeg finder nok ikke ud af det, medmindre jeg selv står for undersøgelsen. De danske medier har i hvert fald ikke i sinde at besvare dem for mig.
Jeg efterlyser kritisk sans. At man ikke altid tager den letteste udvej. Vælger den nemmeste vinkel. Som Jørn Henrik Petersen afslutningsvis skriver:
"Når andre 'samfundsinstitutioner' skal afværge kritik eller forbedre deres image, er de afhængige af medierne, mens medierne selv ikke på samme måde er afhængige af andre ideologiske apparater. Derfor kommer debatten om massemedierne og deres virkelighedsbillede oftest til at foregå på mediernes egne præmisser" (Petersen, 2002: 20), og det er disse journalistiske præmisser, jeg meget gerne vil have op til revurdering.
I kampen mod en entydig, usaglig debat, tror jeg, at journalisterne må gribe undersøgelsens skovle og grave dybere. Meget, meget dybere.
