Post Danmarks håb om at nedbringe de såkaldt overtallige i etaten med en aftrædelsesbonus er næppe den store afsløring ift. almindelig virksomhedspraksis over for ældre ansatte. Jeg er selv postarbejder og har fået et sådant tilbud.
Samtidig dokumenteres det, at ca. 30 pct. af alle nyuddannede, med de af regeringen så efterlyste videregående uddannelser, går direkte ud i arbejdsløshed. Ledigheden blandt ufaglærte eller faglærte unge er endnu større, hvortil kommer fraværet af praktikpladser og regeringens nedskæring af skolepraktikpladserne. Arbejdsløsheden blandt unge 25-29-årige er firedoblet på to år.
I den skingre debat om efterløn er de politiske kommentatorer åbenbart ude af stand til at se og konfrontere regeringen med denne virkelighed, dette åbenlyse paradoks.
Selv om det illustrerer, at efterlønnen også her er samfundsgavnlig: Den giver unge lidt flere muligheder for at finde arbejde.
Situationen understreger endnu mere, at forsøget på at splitte befolkningen - gamle og unge - ved at tale om byrden af ældre på overførselsindkomst (som de i øvrigt selv har betalt skat, pensions- og efterlønsbidrag til) er groft og frastødende.
Ubegribeligt nok tillader journalister, eksperter og vismænd fortsat at gøre efterlønnen ikke blot til det vigtigste politiske spørgsmål, men også essensen i den økonomiske ”reformpolitik”, som består af dens afskaffelse.
Selv isoleret set holder den massive media-politiske konsensus ikke vand. Ikke ”hvermand”, men over 80 pct. af de efterlønnede er kortuddannede faglærte eller ufaglærte - typisk med nedslidende job. Og med en markant lavere middellevealder end højtuddannede.
En del foretrækker efterløn frem for fyring - og undgår så at gå på endnu ”dyrere” arbejdsløshedsdagpenge og blive kastet ud i meningsløse aktiveringstilbud. Mange sparer tillige staten - og sig selv - for førtids- og invalidepension, useriøse arbejdsprøvninger og seriøse hospitalsbesøg ved at vælge et lidt tidligere otium.
Antallet af efterlønsmodtagere er faldende, og det ufattelige for politikere og eksperter er, at for mange jævne mennesker er det faktisk et betydeligt tab af identitet og livsindhold at give afkald på - eller miste sit job. Det er ikke bare noget, man gladeligt vælger.
Efterlønsbyrden er en politisk svindelmyte, og det samme er de 16-17 mia. kr., som påstås sparet ved dens afskaffelse. Skal man virkelig tale tabte statsmilliarder, bør man tale om (u)finansierede skattelettelser til de mest velstillede, om det netop dokumenterede rekordhøje - delvist skatteunddragne - milliardbeløb i private overførsler til udenlandske banker det seneste år.
Eller om det amputerede skattevæsens DF-dirigerede prioritering af jagten på små pizzabagere og grønthandlere - frem for de store selskabssnydere og multinationale virksomheder, der helt unddrager sig beskatning i Danmark.
