De endelige ord om Israel og Palæstina (i denne omgang)

Som jeg lovede Ulla Nørtoft Thomsen (der skrev et indlæg med titlen Det store bedrag, uvidende om at det var den bog hun havde læst om Israel-Pal...

xxxxxx Ikke angivet,

04/11/2009


Som jeg lovede Ulla Nørtoft Thomsen (der skrev et indlæg med titlen Det store bedrag, uvidende om at det var den bog hun havde læst om Israel-Palæstina konflikten der var et stort bedrag), SAMT blogonymet 'heel' (en lidt naiv og umoden type der har læst en masse bøger om Israel, men desværre alle de forkerte - mere kildekritik senere - og som gerne slynger om sig med antisemitisme-beskyldninger på baggrund af sin stærkt forvrængede og mangelfulde viden) så er her mit svar på en række basale spørgsmål omkring Israel-Palæstina konflikten:

* Var Palæstina stort set mennesketomt da de første jødisk-zionistiske pionerer ankom til området i slutningen af 1800-tallet?

Nej, det er en stor og løgnagtig myte. Forfatteren Joan Peters ('heel' nævner hende som reference) skrev i midtfirserne bogen From Time Immemorial, og denne bogs grundtese var netop at Palæstina var, om ikke fuldstændig mennesketomt, så dog ret mennesketomt, og at araberne i området i det store og hele var indvandrere lokket til af jødiske pionerers virkelyst.

I amerikanske medier blev bogen modtaget med bragende klapsalver af en lang række anmeldere, også i de store Washington Post og New York Times. En anmelder, Daniel Pipes, skrev: "[her] historical detective work has produced startling results which should materially influence the future course of the debate about the Palestinian problem [sic, raapil]". Bogen, der desuden bragte en tak til orientalisten Bernard Lewis for værdifuld hjælp, røg selvfølgelig til tops på den amerikanske bestseller-liste.

I britiske og israelske medier var modtagelsen af bogen langt mere kritisk, for ikke at sige destruktiv. Albert Hourani, den gamle orientalist, kaldte bogen 'latterlig og værdiløs', i London Review of Books blev From Time Immemorial kaldt 'preposterous', og magasinet Time Out mente at bogen var "... a piece of disinformation roughly the size and weight of a dried cowpat". I israelske aviser blev bogen sammenlignet med propaganda, Avishai Margalit fra Hebrew University talte om Peters 'web of deceit' og Yehoshuah Arieh fra samme universitet mente at Peters påstande miskrediterede zionismen.

Norman Finkelstein, på det tidspunkt studerende - i øvrigt under Bernard Lewis, som nægtede at forholde sig til sin studerendes kritiske spørgsmål - begyndte at tjekke bogens kilder og fandt at bogen var én stor forfalskning. Rygtet om en litterær skandale spredte sig i de litterære cirkler i New York, men sagen var så pinlig at den blev fortiet. Først efter et par år tog de, der tidligere havde hyldet Joan Peters, afstand fra bogen. Pipes erkendte f.eks. [se UNT's kommentarer, red.]:

Most early reviewers, including myself, focused on the substance of Miss Peters's central thesis; the later reviewers, in contrast, emphasized the faults--technical, historical, and literary--in Miss Peters's book.

I would not dispute the existence of those faults. From Time Immemorial quotes carelessly, uses statistics sloppily, and ignores inconvenient facts. Much of the book is irrelevant to Miss Peters's central thesis. The author's linguistic and scholarly abilities are open to question. Excessive use of quotation marks, eccentric footnotes, and a polemical, somewhat hysterical undertone mar the book. In short, From Time Immemorial stands out as an appallingly crafted book.

Paul Blair fra CapMag er mere direkte i sin kritik:

From Time Immemorial is work of propaganda, with all the bad connotations that term carries. Peters' case rests upon distortion and fabrication. Time and again, she misconstrues sources in a tendentious manner. She cribs uncritically from partisan works. She conceals crucial calculations, and draws hard conclusions from tenuous evidence. She speculates wildly and without ground. She exaggerates figures and selects numbers to suit her thesis. She adduces evidence that in no way supports her claims, sometimes even omitting "inconvenient" portions of the citation. She invents contradictions in sources she wishes to discredit by quoting them out of context. She "forgets" undesirable numbers in her calculations. She ignores sources that cast doubt on her conclusions, even when she herself uses those sources for other purposes. She makes baseless insinuations and misleading claims. ...

Forfattere der insisterer på at Palæstina var stort set mennesketomt da de første jødiske kolonisatorer kom til i slutningen af 1800-tallet, trækker ofte på Mark Twains rejsebeskrivelse fra landet, hvori han beskriver Palæstina som et sted hvor man kunne rejse i dagevis uden at støde på et menneske. Guderne skal vide hvor Twain har det fra, men hans rapportering fra Det hellige Land modsiges af såvel osmanniske folketællinger som af andre vestlige rejsebeskrivelser.

Bl.a. sendte britiske jøder i slutningen af 1800-tallet en delegation afsted til Palæstina for at undersøge om landet var velegnet til kolonisering. De vendte tilbage med beskeden "Bruden er smuk, men hun er gift med en anden mand". Myten om at Palæstina var stort set mennesketomt er ren propaganda - debunket, destrueret, demonteret og dekonstrueret utallige gange. Videre til næste spørgsmål:

* Gjorde zionisterne sig forud for staten Israels oprettelse i 1948 skyldige i mord, massakrer og massevoldtægter med det formål at etnisk udrense palæstinensere?

Det er der ingen tvivl om zionisterne gjorde. Adskillige massakrer er dokumenterede, såvel forud for som efter staten Israels oprettelse (den mest kendte er nok massakren i Deir Yassin, men der var hundreder af andre, større som mindre massakrer). Det er især i perioden fra tidligt på året 1948 til henad efteråret samme år, at de 750.000 arabere bliver udrenset fra Palæstina. Ca. halvdelen af de etniske udrensninger falder før 14. maj, ca. halvdelen efter, så udrensningerne kan altså kun vanskeligt betragtes som en reaktion på de arabiske hæres angreb på Israel den 15. maj, dagen efter statens oprettelse .

Der er ingen tvivl om massefordrivelserne; de er dokumenteret med mest gennemslagskraft af den israelske historiker Benny Morris, men også af andre historikere. I dag handler debatten mest om hvorvidt massakrerne og massefordrivelserne var et 'uforudset resultat' eller en 'uheldig følge' af borgerkrig og krig i Palæstina, eller om der var tale om en planlagt etnisk udrensning. Benny Morris selv er fortaler for det første, mens bl.a. Norman Finkelstein, men også en række andre akademikere er fortalere for det sidste, altså at den såkaldte Plan Dalet var en zionistisk plan for at sikre jødisk folkeflertal i den israelske stat.

Der hersker og herskede dengang ikke tvivl om, at zionisterne var kommet til Palæstina for at oprette et JØDISK folkehjem, og mange udtalelser fra periodens ledende zionister viser at de - trods lejlighedsvise moderate udtalelser rettet mod verdensopinionen - forudså kamp om territoriet fordi de ikke naivt forestillede sig at araberne blot ville overlade deres jord til jøderne. Mange citater der viser en stålsat zionistisk vilje til at foretage etniske udrensninger er samlet her og her og hele samlingen af berømte zionist-citater er her.

Ben-Gurion i 1917:

Within then the next twenty years, we must have a Jewish majority in Palestine.

Ben-Gurion i 1929:

The debate as to whether or not an Arab national movement exists is a pointless verbal exercise; the main thing for us is that the movement attracts the masses. We do not regard it as a resurgence movement and its moral worth is dubious. But politically speaking it is a national movement . . . . The Arab must not and cannot be a Zionist. He could never wish the Jews to become a majority. This is the true antagonism between us and the Arabs. We both want to be the majority.

Ben-Gurion i 1938:

When we say that the Arabs are the aggressors and we defend ourselves ---- that is only half the truth. As regards our security and life we defend ourselves. . . . But the fighting is only one aspect of the conflict, which is in its essence a political one. And politically we are the aggressors and they defend themselves.

Ben-Gurion i 1938:

With compulsory transfer we [would] have vast areas .... I support compulsory [population] transfer. I do not see anything immoral in it. But compulsory transfer could only be carried out by England .... Had its implementation been dependent merely on our proposal I would have proposed; but this would be dangerous to propose when the British government has disassociated itself from compulsory transfer. .... But this question should not be removed from the agenda because it is central question. There are two issues here : 1) sovereignty and 2) the removal of a certain number of Arabs, and we must insist on both of them.

Ben-Gurion i 1947:

We adopt the system of aggressive defense; with every Arab attack we must respond with a decisive blow: the destruction of the place or the expulsion of the residents along with the seizure of the place.

I Haganahs (den uofficielle israelske hær før Israels etablering) officielle historie hedder det ifølge forfatter Nur Masalha:

[Palestinian Arab] villages inside the Jewish state that resist 'should be destroyed .... and their inhabitants expelled beyond the borders of the Jewish state.' Meanwhile, 'Palestinian residents of the urban quarters which dominate access to or egress from towns should be expelled beyond the borders of the Jewish state in the event of their resistance.

Ben-Gurion foreslog i 1948 et angreb på Vestbredden:

Bethlehem, and Hebron, where there are about a hundred thousand [Palestinian] Arabs. I assume that most of the Arabs of Jerusalem, Bethlehem, and Hebron would flee, like the [Palestinian] Arabs of Lydda, Jaffa, Tiberias, and Safad, and we will control the whole breadth of the country up to the Jordan." In another entry he writes: "It is not impossible . . . that we will be able to conquer the way to the Negev, Eilat, and the Dead Sea, and to secure the Negev for ourselves; also to broaden the corridor to Jerusalem, from north to south; to liberate the rest of Jerusalem and to take the Old City; to seize all of central and western Galilee and to expand the borders of the state in all directions" (emphasis added).

Og han så i 1949 tilbage - og frem mod nye mål:

Before the founding of the state, on the eve of its creation, our main interests was self-defense. To a large extent, the creation of the state was an act of self-defense. . . . Many think that we're still at the same stage. But now the issue at hand is conquest, not self-defense. As for setting the borders--- it's an open-ended matter. In the Bible as well as in our history, there all kinds of definitions of the country's borders, so there's no real limit. Bo border is absolute. If it's a desert--- it could just as well be the other side. If it's sea, it could also be across the sea. The world has always been this way. Only the terms have changed. If they should find a way of reaching other stars, well then, perhaps the whole earth will no longer suffice.

Moshe Sharett, Israels første udenrigsminister i 1914:

We have forgotten that we have not come to an empty land to inherit it, but we have come to conquer a country from people inhabiting it, that governs it by the virtue of its language and savage culture ..... Recently there has been appearing in our newspapers the clarification about "the mutual misunderstanding" between us and the Arabs, about "common interests" [and] about "the possibility of unity and peace between two fraternal peoples." ..... [But] we must not allow ourselves to be deluded by such illusive hopes ..... for if we ceases to look upon our land, the Land of Israel, as ours alone and we allow a partner into our estate- all content and meaning will be lost to our enterprise.

Moshe Dayan, general og forsvarsminister i israelske regeringer:

Soon after the 1967 war, Moshe Dayan wrote in his memories regarding the ethnic cleansing and destruction of the 'Imwas, Bayt Nuba, Yalu, and big portion of the West Bank city of Qalqilya:

[houses were destroyed] not in battle, but as punishment . . . and in order to CHASE AWAY the inhabitants . . . contrary to government policy.

In September 1967 Moshe Dayan told senior staff in the Israeli Occupation Army in the West Bank that some 200,000 Palestinian Arabs had left the West Bank and Gaza Strip:

We must understand the motives and causes of the continued emigration of the [Palestinian] Arabs, from both the Gaza Strip and the West Bank, and not to undermine these cause after all, we want to create a new map.

On 30 July 1973 Moshe Dayan said to Time Magazine:

There is no more Palestine. Finished . . ."

Dayan tog forskud på glæderne - som bl.a. de to senere intifadaer viste - men ønsket om at udslette Palæstina fra historiebøgernes sider var udbredt. Golda Meir i 1969:

It is not as though there was a Palestinian people in Palestine considering itself as Palestinian people and we came and threw them out and took their country away from them, they did not exist

Jeg har af magelighedsårsager klippet citaterne fra Palestine Remembered, men kilderne er respekterede historikere og forfattere som Simha Flapan, Benny Morris, Martin Gilbert, Nur Masalha, Tom Segev og Avi Shlaim. Før man kritiserer mig eller Palestine Remembered for citatfusk, så bør man tjekke referencerne. Næste punkt:

* Eller flygtede palæstina-araberne som følge ‘arab broadcasts’, altså opfordringer fra nabolandenes radiostationer om at rydde vejen for de indtrængende arabiske hære?

Ifølge Rashid Khalidi, amerikansk-palæstinensisk historiker, er denne påstand grebet ud af intetheden:

Over the past decade or so, a number of scholars, most of them Israeli, using Israeli and British archives, have decidedly refuted this interpretation in its entirety (citeret fra Khalidis bidrag til bogen The War for Palestine, red. af Eugene L. Rogan og Avi Shlaim).

Jeg vil ikke gøre mere ud af dette punkt, andet end nævne at postulatet allerede i 1960erne blev demonteret:

arab-broadcastssegg_16aa1

(Fra Norman Finkelsteins Image and Reality of the Israel-Palestine Conflict)

* Har israelerne aldrig, eller tværtimod ofte, været aggressoren i forhold til sine arabiske naboer?

Til dette spørgsmål mente 'heel' at "... [i]sraelerne gennem hele historien har kæmpet kun for at forsvar deres land og befolkning. Israelerne – Jøderne har ALDRIG været aggressorer!". Man fatter ikke at folk kan være så enøjede og samtidig så religiøst overbeviste om at besidde sandheden. Som nogle af de ovenstående citater viste, så erkendte selv ledende zionister som Ben-Gurion, at jødernes indvandring til Palæstina politisk set var en aggression overfor palæstina-araberne, og at målet med jødisk indvandring var at erobre et stykke land hvis indbyggere ikke ønskede at lade sig erobre.

'Heel' abonnerer også på den ualmindeligt fantasifulde ide om at jøderne har et historisk krav på Palæstina, selvom en historisk tilknytning til et territorium selvfølgelig ikke giver et historisk krav. Sammen med postulatet om at 'Palæstina var mennesketomt' før de jødiske pionerer 'fik ørkenen til at blomstre' kan han (eller er 'heel' måske en hun?) afvise ethvert krav som de oprindelige indbyggere måtte have til landet. Den umådeligt store hengivenhed og det helt urimelige moralske forsvar for jødedom, zionisme eller Israel (?), som 'heel' udfolder, viser sig i realiteten at legitimere kolonisering, etniske udrensninger og ekspansion.

Man hører ofte postulatet om at der aldrig har været en palæstinensisk stat, og derfor er palæstinenserne ikke et rigtigt folk, måske slet ikke et folk når det kommer til stykket. Som Michael Neumann overbevisende argumenterer for, så er det et pseudoargument. De amerikanske kolonialister i Nordamerika havde heller ingen stat, da de gjorde oprør mod den britiske konge, men ingen fornuftige mennesker vil af den grund mene, at deres kamp for selvstændighed var illegitim.

Og hvad mere er: Om palæstinenserne var et folk eller ej (Baruch Kimmerling og Joel S. Migdal har i The Palestinian People argumenteret for at palæstinenserne var et folk, det samme har f.eks. Ilan Pappe i Det moderne Palæstinas historie), det er uvæsentligt for en moralsk vurdering af de handlinger der lå til grund for Israels oprettelse. Intet kan retfærdiggøre fordrivelsen af 750.000 indbyggere fra det land og den jord de bor og arbejder på - om de er et folk eller ej. Og at omkring 750.000 palæstinensiske arabere blev fordrevet, det er der ingen tvivl om, som jeg gjorde rede for ovenover. De 750.000 blev senere fulgt af yderligere nogle hundredetusinder, bl.a. fra de erobrede Golan-højder og fra Vestbredden.

Aggressorer overfor palæstina-araberne og nabolandene har zionisterne været gennem størsteparten af Israels historie. Man opgav ikke drømmen om et Storisrael da man i løbet af 1948-49 sluttede våbenstilstandsaftaler med araberlandene. Og man har stadig ikke opgivet dem, hvilket selvfølgelig er årsagen til at Vestbredden fortsat koloniseres.

Konstante provokationer overfor Syrien i de demilitariserede områder i nord (som zionisterne ønskede at inddrage) og voldsomme gengældelsesaktioner mod Jordan og Egypten som følge af indtrængen i Israel af fordrevne palæstinensere, indtrængen som Syrien, Jordan og Egypten i begyndelsen af 1950erne søgte at forhindre - læs mere her - men som israelerne konsekvent holdt naboerne ansvarlige for og gengældte massivt, bl.a. med angrebet på landsbyen Qibya, hvor 69 uskyldige jordanere blev massakreret af israelske tropper under ledelse af Ariel Sharon. Og i 1955 angrebet på en egyptisk militærforlægning i Gaza, som dræbte og sårede i håndfulde af egyptiske soldater og civile.

Efter sidstnævnte episode ændrede Nasser ifølge Avi Shlaim holdning til Israel (uformelle fredsforhandlinger havde ellers i nogle år fundet sted i Paris) og begyndte at træne og bevæbne de fordrevne palæstinensere. Sagen i 1954 hvor en gruppe jødiske terrorister, bakket op af israelske efterretningsagenter og sandsynligvis med ledende regeringsmedlemmers vidende, plantede bomber ved amerikanske mål i Cairo for at sætte USA op mod Egypten, har næppe heller mildnet Nassers følelser overfor den jødiske stat.

I 1956 allierede israelerne sig med britiske og franske imperialister der lissom Ben-Gurion frygtede Egyptens leder Gamal Abdel Nasser og den arabiske nationalisme han forsøgte at inspirere til, lissom briterne og franskmændene ikke brød sig om Nassers bestræbelser på at nationalisere Suez-kanalen. Israel sikrede sig med sin overlegne hær hurtigt kontrollen med Sinai-halvøen, og intet tyder på at man var til sinds at opgive den. Hvis ikke amerikanere og russere i fællesskab havde knægtet briter, franskmænd og israelere, ville halvøen i dag måske have været på israelske hænder.

Endnu en myte trænger til revision: Det hedder sig i den apologetiske litteratur om Israel, at landet altid har været svagt og omgivet af stærke, forenede og uforsonlige fjender. Det passer ikke. Israel (eller Yishuv, det jødiske samfund i Palæstina før Israels oprettelse) var allerhøjst truet i en kort periode i begyndelsen af borgerkrigen i 1947. I løbet af 1948 begyndte våben at strømme ind fra Europa og da samtidig man i Yishuv i tiårene før havde etableret alle de vigtige institutioner, herunder ikke mindst en velorganiseret hær, var de israelske tropper de arabiske overlegne. De arabiske styrker var på deres side både splittede, dårligt udrustede og dårligt koordinerede.

I ingen senere krige eller konfliktsituationer har Israel været 'truet på sin eksistens', især ikke siden slutningen af 1960erne, begyndelsen af '70erne, da landet erhvervede atomvåben. Det var heller ikke tilfældet i Seksdageskrigen i 1967, hvor der ingen tvivl er om, at det var Israel der indledte krigen med et angreb på Egypten. Baggrunden for dette angreb er omdiskuteret, men det er meget tvivlsomt om Israel stod overfor et snarligt angreb fra Egypten (eller andre arabiske stater).

I krig og borgerkrig er der naturligvis ingen parter der 'aldrig har været aggressorer', men det eneste ubetvivlelige eksempel på at en arabisk nabostat indledte krigshandlingerne er krigen i 1973, den såkaldte Yom Kippur-krig. Heller ikke i denne krig var Israel dog for alvor truet, selvom israelerne fik sig en forskrækkelse. Det er også en usandsynlig myte at egypterne med angrebet regnede med at nå helt til Israel og erobre eller sågar ødelægge den jødiske stat. Målet var nogle andre, som jeg har skrevet om her på baggrund af Robert Dreyfuss' bog Devil's Game.

I begyndelsen af 1980erne gik israelske tropper ind i Libanon for at knuse PLO, ikke fordi PLO gennemførte terroranslag og militskrig mod Israel, men snarere fordi PLO's leder Yassir Arafat havde anerkendt Israels ret til at eksistere, og fordi PLO derfor var blevet en seriøs forhandlingspartner for fred. Og fred var det sidste de aktivistiske dele af det zionistiske lederskab ønskede, fordi freden ville åbne vejen for en palæstinensisk stat og spænde ben for ønsket om et Storisrael.

Samme strategi er brugt overfor palæstinenserne i dette årti, bl.a. da Hamas og Fatah blev enige om en våbenstilstandsaftale med Israel, og israelske fly 90 minutter før aftalen trådte i kraft, sendte en bombeflyver ind over Gaza, som droppede en et-tons bombe over en Hamas-leders hus og dræbte ham, hans familie og adskillige uskyldige civile. Motivet var at forhindre våbentilstanden og skabe splid mellem palæstinenserne. Israel har gennem sin levetid ageret som en aggressiv lille møgstat, ledet som den har været af blut-und-boden nationalister.

Og hvordan kunne det være anderledes, når zionisterne ikke bare stræbte - og stræber - efter et jødisk hjemland i en provins hvor jøder var i mindretal, men samtidig ønsker et Israel som omfatter HELE Palæstina?

* Kan Jordan med rimelighed betragtes som ‘arabernes Palæstina’?

Det var Ulla Nørtoft Thomsens påstand, som hun underbyggede med en underlødig forfatter, Ramon Bennet. Mit svar til Ulla var (Ullas postulater med kursiv):

"Jordanerne bor netop i den del af Jordan, der altid har hørt til Palæstina... Jordan er arabernes Palæstina". Det har varieret meget, hvad der regnedes for Palæstina. I perioder er Palæstina sammen med Levanten også blevet henregnet under en storsyrisk region.

Men den rimelige tolkning er under alle omstændigheder ikke, at 'Jordan er Palæstina', men snarere at 'Palæstina i perioder har omfattet den beboede del af Jordan'. Der er fanden til forskel, men det var faktisk i den retning du indledningsvist argumenterede:

"De 23 procent, der var tilbage af Palæstina efter Jordans oprettelse - og som i vor historieløse optik udgør det hele"

Du nåede frem til det forbløffende resultat at Palæstina er lig med Jordan + 'ekstra sand' + de 23 procent man normalt regner for Palæstina. Nu er du så parat til at skære det 'ekstra sand' bort, men du fastholder – mod al historisk evidens – at det er området øst for Jordan-floden (den del af Jordan der er beboet), som er 'det rigtige Palæstina'.

Men det er ikke hele Palæstina, og i hvert fald ikke den centrale eller vigtigste del af Palæstina som lå øst for Jordan-floden. De fleste indbyggere i området boede vest for Jordan-floden. Du nævner selv, at der ikke bor mere end fire millioner mennesker i Jordan. I 1960 boede der blot 800.000, og for 100 år siden var det væsentligt færre. Området øst for Jordan-floden er heller ikke så dyrkbart som på den anden side, og der er væsentlig flere større byer og i det hele taget tættere befolket vest for floden.

Kerneområdet i Palæstina var og er området mellem Middelhavet og Jordan-floden. Det understreges af at filistinerne som området er opkaldt efter, boede i området ud mod Middelhavskysten, hverken tæt på eller ovre på den anden side af Jordan-floden.

'Jordan er arabernes Palæstina...' er historierevisionistisk og groft manipulerende propaganda.

En statistik over araberne i Palæstina, klik og find: Table 1: Comparison of different estimates of Arab Population of Ottoman Palestine

Der er bred enighed om at der ikke var meget mere end 20-25.000 jøder i Palæstina i 1880, hvoraf en stor del i øvrigt boede i Jerusalem. Hvordan kan en ratio 1:16+ i araber-favør i hele Palæstina betyde at kun 'Jordan er palæstinensernes land'? Selv i 1947 havde indvandringen af jøder til Palæstina ikke givet et jødisk flertal i Palæstina. Se tabel 3 på samme link: Table 3: Approximate population growth in Mandatory Palestine

Din infame viderekolportering af myten om at Palæstina var stort set mennesketomt da jøderne ankom, den må og skal adresseres. Også forestillingen om at den arabiske befolkningstilvækst skete pga. indvandring, fordi 'jøderne skabte vækst'.

Mange steder betød indvandringen tværtimod tab af arbejde og indkomst fordi jøderne havde købt deres jord af fraværende osmanniske herremænd. Da ejerskabet overgik til de nye ejere, blev de tidligere sharecroppers smidt væk.

Indvandring af arabere har efter alt at dømme været en mindre faktor bag væksten i den arabiske befolkning, og for så vidt indvandringen skete pga. forbedrede økonomiske muligheder i Palæstina, så var væksten ikke jødernes fortjeneste, men det britiske mandatstyres. Bedre sundhed og hygiejne bidrog mere til væksten end indvandring.

Uanset om den lille stribe af beboet Jordan øst for floden i perioder har været en del af Palæstina, så har der boet arabere i hele Palæstina siden 'Time Immemorial'. Og det gør der stadig. Og det mest påtrængende spørgsmål står endnu tilbage:

Selv hvis der ikke var sådan noget som et palæstinensisk folk, hvad retfærdiggør så etniske udrensninger af op mod en million mennesker fra det land de bor og arbejder på?

Så vidt, så godt - dette postulat gider jeg ikke gøre mere ved, det har ikke fortjent yderligere opmærksomhed.

* Hvem bærer hovedansvaret for konflikten?

Det gør naturligvis den aktør der indleder den politiske og territorielle konflikt ved at erobre et område som i forvejen er beboet, smide en stor del af de oprindelige indbyggere ud, og stræbe efter yderligere territorium og yderligere etniske udrensninger af det uønskede folk. Zionismen er ikke værre end andre chauvenistiske former for nationalisme, men dens uheld er at det efterstræbte territorium var beboet i stort antal af folk der ikke var på stenalder- og nomadeniveau som Nordamerikas indianere eller Australiens aboriginals.

Konflikten mellem jøder og palæstina-arabere er - som vi ovenfor kunne se ledende zionister erkende det - en uundgåelig og forventelig følge af bestræbelsen på at etablere en JØDISK NATIONALstat i området. Kernen i problematikken er ikke hvem der ejer jorden, men hvem der ejer staten, og da den israelske stat er umiskendeligt jødisk giver det anledning til en konflikt som må føre til enten fordrivelser eller apartheid, og som følgelig kun kan løses på en retfærdig måde med oprettelsen af én stat for både arabere og jøder.

Kildekritikken bliver ikke så omfattende for jeg gider ikke skrive mere i dag. Men lidt om Ramon Bennett, som jeg bl.a. skrev i et tidligere indlæg her på bloggen:

Det er selvfølgelig bolden der er det vigtigste objekt i spillet, men lad os alligevel begynde med at skyde forfatteren Ramon Bennett ned. Ulla Nørtoft Thomsen mener om bogen at den er “… en guldgrube af detaljerede oplysninger, der kan opveje lidt af den propadanda, der er sunket ind i vestlige sjæle. Bogen er på 320 sider, hvoraf 60 sider er noter. Den er skrevet i vrede, og den er selektiv, men den er ikke fuld af løgn.”

Hvordan vurderer man umiddelbart værdien af en bog og troværdigheden af en forfatter? Man søger naturligvis på Google efter om forfatteren eller bogen er omtalt, kritiseret eller hyldet af forfattere man i forvejen har tiltro til. Så det gjorde jeg selvfølgelig, og ikke én troværdig akademisk eller anden kilde dukker op. Det nærmeste vi kommer er en zionist-venlig, men dog ret kritisk anmeldelse på den kristne side, Udfordringen.

Samme, blot moderat kritiske tilgang finder vi overhovedet ikke hos Ulla Nørtoft, der optræder som nr. fem i Google-søgningen. I sig selv er det overraskende at to inferiøre danske sider optræder så højt i en Google-søgning på en engelsk-sproget forfatter der ‘ikke er fuld af løgn’ og hvis bog er en ‘guldgrube af detaljerede oplysninger’.

Men hvem er denne forfatter da, hvis bog ingen har gidet anmelde på Amazon, og som stort set ikke er kritiseret, hyldet eller omtalt af andre end Ulla Nørtoft Thomsen og Udfordringen?

Ramon Bennett er leder af organisationen Arm of Salvation, som er et jødisk-kristent missionsforetagende baseret i Israel.

Til 'heel' har jeg fundet nedenstående omkring et par af hans/hendes kilder. Kilderne først:

1. Aumann Moshe. Land Ownership in Palestina 1880-1948. Jerusalem : Academic Committee on the Middel East, 1976.
2. Avineri Shlomo. The Making of Modern Zionism: Intellectueal Origins of the Jewish state. Ny Baasic Bokks, 1981.
3. Avneri Arieh. The Claim of Dispossession.NJ: transaction Books, 1984
4. Bard, Mitchell G. and Moshe Schwartz. 1001 Facts everyone should know about Israel. NJ : Jason Aronson, 2002.
5. Becker, Jilluian. The PLO. NY: st. Martins Press, 1985.
6. Bell, J Bowyer. Terror out of Zion. NJ . Transaction, 1996.
7. Wigdor, Geoffrey, ed. New Encyclopedia of Zionism and Israel- NJ: Fairleigh Dickinson University Press. 1944.
8. Bard Mitchell G. The Complete Idiots Guide to Middle East Conflict. NY: Alpha Books, 2002.
9. Benenisti, Meron Intimate Enemies: Jews and Arabs in Shared Land. CA: University Of California Press, 1995.
10. Collins, Larry and Dominique Lapierre. O Jerusalem! NY : Simon and Schuster,1972.
11. Gilbert Martin — Israel a History: NY: William Morrow & Co 1998.
12. Hazony, Yoram The Jewish State : The Struggle for Israels soul. NY: Basic Books, 2001

Moshe Aumann – kilde nr. 1 - har skrevet en 24-siders pamflet, og er en mand med 35 års ansættelse i det israelske udenrigsministerium. Ifølge Robert Fisk citerer Aumann også det famøse Mark Twain citat, som en anden kilde du nævner gør meget ud af: Joan Peters, der skrev den berygtede 'From Time Immemorial', der blev afsløret som et rent falskneri.

Ifølge Amazon skriver din kilde nr. 3 om ”This study of the Israeli-Arab conflict sheds new light on the historic background of the contemporary Palestinian problem. Unlike other books that treat the political issues of this confl ict, this volume traces the spread of Jewish settlements over the seventy year period before the establishment of the State of Israel, in order to see how it affected the existing Arab community's economy and its social and cultural institutions.”

Hvordan kan der være et 'existing Arab community', når din kilde nr. 1 tryller frem at Palæstina var stort set mennesketomt da zionisterne ankom?

Mitchell Bard, kilde 4, er en velkendt israel-apologist og og -propagandist, leder af AICE der betaler israelske professorer for at komme til USA og undervise på amerikanske universiteter. Det gjaldt f.eks. Hanna Diskin som skulle undervise et år på George Washington University. Ikke til de studerendes udelte begejstring:

[Senior Greg] Berlin and a classmate, senior Elizabeth Kamens, both said that the problem with Diskin’s teaching was that she focused only on Israel in a course that was supposed to deal with the entire Arab-Israeli conflict. “We would never cover the other side,” said Kamens, who is Jewish.“It became more of an Israeli politics class,” said Berlin, noting that while understanding Zionism is important to studying the Arab-Israeli conflict, he wondered why they were they spending half of the semester learning about it.

M.J. Rosenberg, der redigerede Mitchell Bards Myths & Facts kalder den rent ud for 'propaganda':

M.J. Rosenberg, who edited Myths & Facts when he worked at AIPAC in the 1980s, was surprised to hear it was being used in a college class.

“It’s not a textbook,” said Rosenberg, now the policy director at the Israel Policy Forum. “It’s counter-propaganda” that is “not designed to show both sides,” but to provide all the facts that support the pro-Israel side.

Rosenberg said it was “hard to believe” the book would be used in any college class other than one studying propaganda.

J. Bowyer Bell - kilde nr. 6 - får følgende ord med på vejen:

An academic expert on terrorism and author of a previous book about the Mideast (The Long War, 1969) has written a unique anecdotal narrative about the 'Revisionist'Zionist underground, the Irgun and LEHI. Bell, who interviewed many paramilitary veterans, calls himself a 'small-r revisionist' in seeking to present their activity free of 'orthodox' depreciation or normal aversion to terrorism; instead, he views them sympathetically as counterparts of the Irish Revolutionary Army.

Terrororganisationerne Irgun og Lehi ('Stern-banden') portrætteres 'sympatisk'?! Irgun stod bag bombningen af King David Hotellet i Jerusalem (en aktion al Qaeda ville finde smuk) og massakren i Deir Yassin, Lehi stod bag mordet på FN-mægler grev Folke Bernadotte og en lang række andre bombesprængninger og terrorangreb på uskyldige arabere og repræsentanter for det britiske mandatstyre.

For deres 'fortjenester' blev Lehi-folkene hædret af den israelske stat, og fra Lehi og Irguns rækker er i øvrigt et par israelske statsministre, Menachem Begin og Yitzhak Shamir, blevet hvervet.

Well, jeg gider ikke skrive mere, selvom der også er et par troværdige kilder på 'heels' liste. Folk med interesse for emnet kan søge videre i de sobre bøger jeg nævner - min tid og mit overskud til yderligere polemik er begrænset. Kom med noget substans, hvis man ønsker debat.

Kilde: