Påstande er der nok af – titlen på denne tekst er en af dem – de vælter ind over dig hver eneste dag i en mængde, som gør det vanskeligt at skelne imellem ret og vrang.
Det er umuligt at undgå alle de gode råd, som de påståelige så gavmildt strør for dig, med mindre du er døv eller blind; og det hjælper heller ikke. Hvis du er døv, får du det på tegnsprog og er du blind udgives det på bånd, Cd’er eller med blindskrift.
Ingen går fri og er heller ikke i stand til at stoppe påståeligheden. Der er alt for mange, som tror at de ved hvad du har godt af og umuligt kan undvære.
Du er kun en modtager der stopfodres med alskens ragelse og det gælder ikke alene for ting og sager, men også meninger og viden; og hvis du tror, at du bliver tilfreds eller klog af alle de påståede goder, tager du grueligt fejl.
Du bliver i hvert fald ikke rigtig klog og med tilfredsheden står det også sløjt til.
Du behøver ikke at tro på alt hvad du får at vide, heller ikke når en påstand understøttes af en statistik, man kan udmærket være mange om at tage fejl, ellers havde vi næppe så mange uduelige politikere, som er blevet valgt ind i folketinget og kommunalbestyrelser af et flertal.
Det kan endda være usundt for både din sjæl og krop, hvis du tror på noget, uden det står helt klart for dig, hvad det er du tror på.
For at komme videre bliver jeg nødt til at fortælle dig hvad tro er, og det er egentlig meget nemt, det er når du lader dig overbevise af propaganda eller tågesnak.
Den religiøse tro er vel det bedste eksempel på at mennesker ikke er rigtig kloge, fordi størstedelen af menneskeheden vedkender sig troen på en eller anden højere magt som – efter hvad nogle påstår – styrer alt hvad der sker.
INGEN kan BEVISE, at det forholder sig sådan!
Alligevel er det lykkedes at få skabt respekt og interesse omkring et eller andet usynligt og ikke klart defineret overhoved, som bliver dyrket og tilbedt.
Det med religioner har med vores sjæleliv at gøre, men vi har også en krop og om den findes der også mange påstande.
Det forekommer mig så paradoksalt at man, i det samfund hvor jeg lever, har et sundhedsvæsen som først og fremmest tager sig af sygdomme. Kald mig bare for ordkløver, det er alligevel noget som følger med påståelighed – og det har jeg allerede indrømmet jeg har en snert af. I overskriften.
Tilbage til sundhedsvæsenet – som absolut ikke er sundt, snarere tværtimod – på sin vis minder dette – væsen - en hel del om den allerede omtalte hersker, dog med den formildende omstændighed at der hos sundhedsvæsnet er tale om noget mere konkret, ligheden består mere i at det er angsten for døden og en påstået omsorg for dig, der driver værket. De fleste vil gerne leve længe, hvad jeg har lidt svært ved at forstå, når jeg ser på den holdning man har til gamle folk.
Mennesket er menneskets værste fjende, og ser man på menneskehedens historie er eksemplerne på stridigheder imellem mennesker så talrige, at det må betragtes som bevist.
Verden er, så langt tilbage som vi kender menneskehedens historie, blevet styret af voldsmænd, man har set op til disse brutale fyre som har ført sig frem med stadig mere og mere ødelæggende våben. At skabe frygt og fortræd har været grundpillen i ethvert samfund, og flertallet har ydmygt bukket og rettet sig efter de regler, de der har kuet dem har krævet. Om der har været tale om enerådende tyranner eller folkevalgte ledere har været hip som hap. At være den der har retten til at afgøre hvad der er rigtigt og forkert er undertrykkende for dem der skal rette sig efter de afstukne regler.
Det er en trist og ondskabsfuld verden vi mennesker har skabt, og intet tyder på det vil bliver bedre. Når man læser aviser eller ser det TV programmerne brillerer med, er det ulykker, krigshandlinger og elendighed der dominerer.
Al munterhed er væk!
Jeg giver intet for den krampagtige dåselatter der er indlagt i reklamer eller skabagtige farcer, det er alt for mekanisk og har intet med munterhed at gøre.
Der er heller ikke meget at grine af og gør man det alligevel – er det bedst at nøjes med et forsigtigt fnis, så man ikke kommer til at fornærme nogen. Folk er sarte, tåler ikke at man morer sig over det, når de opfører sig latterligt.
Ingen kan finde ud af noget som helst, man hakker bare på hinanden, foretager beregninger, tæller ofrene for meningsløse angreb og lægger blomster ved åstederne for at vise sin deltagelse, som om det skulle hjælpe eller ændre på noget.
Det er ikke engang nogen nyhed at det ser sådan ud, menneskene har altid bekriget hinanden, selv indenfor de grupper som siger at de ønsker fred og fordragelighed strides man om formandsposterne, og ofte er det der bliver forkyndt, noget som strider imod det der er naturligt for alt levende.
Der er blevet lagt planer og udtænkt strategier om måder så alting ville blive den rene fryd for enhver, men det der er blevet gjort ligner kabaler som aldrig er gået op, lige meget om der har været tale om religiøse eller politiske ideer.
Måske har kabalemagerne snydt, når det blev for svært, eller også er det umuligt at få noget til at lykkes, med de metoder man har brugt.
Det kan også være man har haft for mange, eller for få kort, da man lagde kabalerne, hvis det da ikke er de regler man har i spillet som har været forkerte.
Vi har intet lært af tidligere tiders fejltagelser. Så længe man betragter vovemod og dristighed med beundring, ligesom berømmelse og berigelse vil intet ændre sig.
En anden fejl er, at vi betragter menneskeheden som mere værdifuld end alle andre levende skabninger, har formeret os så voldsomt som vi har, og stadig stræber efter at blive endnu flere; hvis en anden art var steget i antal på samme måde er der ingen tvivl om vi for længst ville have gjort noget for at stoppe den ulyksalige forøgelse, men det er en anden historie som jeg vil tage mig af en anden gang.
Siger Oda Plydsmaas.
Det er umuligt at undgå alle de gode råd, som de påståelige så gavmildt strør for dig, med mindre du er døv eller blind; og det hjælper heller ikke. Hvis du er døv, får du det på tegnsprog og er du blind udgives det på bånd, Cd’er eller med blindskrift.
Ingen går fri og er heller ikke i stand til at stoppe påståeligheden. Der er alt for mange, som tror at de ved hvad du har godt af og umuligt kan undvære.
Du er kun en modtager der stopfodres med alskens ragelse og det gælder ikke alene for ting og sager, men også meninger og viden; og hvis du tror, at du bliver tilfreds eller klog af alle de påståede goder, tager du grueligt fejl.
Du bliver i hvert fald ikke rigtig klog og med tilfredsheden står det også sløjt til.
Du behøver ikke at tro på alt hvad du får at vide, heller ikke når en påstand understøttes af en statistik, man kan udmærket være mange om at tage fejl, ellers havde vi næppe så mange uduelige politikere, som er blevet valgt ind i folketinget og kommunalbestyrelser af et flertal.
Det kan endda være usundt for både din sjæl og krop, hvis du tror på noget, uden det står helt klart for dig, hvad det er du tror på.
For at komme videre bliver jeg nødt til at fortælle dig hvad tro er, og det er egentlig meget nemt, det er når du lader dig overbevise af propaganda eller tågesnak.
Den religiøse tro er vel det bedste eksempel på at mennesker ikke er rigtig kloge, fordi størstedelen af menneskeheden vedkender sig troen på en eller anden højere magt som – efter hvad nogle påstår – styrer alt hvad der sker.
INGEN kan BEVISE, at det forholder sig sådan!
Alligevel er det lykkedes at få skabt respekt og interesse omkring et eller andet usynligt og ikke klart defineret overhoved, som bliver dyrket og tilbedt.
Det med religioner har med vores sjæleliv at gøre, men vi har også en krop og om den findes der også mange påstande.
Det forekommer mig så paradoksalt at man, i det samfund hvor jeg lever, har et sundhedsvæsen som først og fremmest tager sig af sygdomme. Kald mig bare for ordkløver, det er alligevel noget som følger med påståelighed – og det har jeg allerede indrømmet jeg har en snert af. I overskriften.
Tilbage til sundhedsvæsenet – som absolut ikke er sundt, snarere tværtimod – på sin vis minder dette – væsen - en hel del om den allerede omtalte hersker, dog med den formildende omstændighed at der hos sundhedsvæsnet er tale om noget mere konkret, ligheden består mere i at det er angsten for døden og en påstået omsorg for dig, der driver værket. De fleste vil gerne leve længe, hvad jeg har lidt svært ved at forstå, når jeg ser på den holdning man har til gamle folk.
Mennesket er menneskets værste fjende, og ser man på menneskehedens historie er eksemplerne på stridigheder imellem mennesker så talrige, at det må betragtes som bevist.
Verden er, så langt tilbage som vi kender menneskehedens historie, blevet styret af voldsmænd, man har set op til disse brutale fyre som har ført sig frem med stadig mere og mere ødelæggende våben. At skabe frygt og fortræd har været grundpillen i ethvert samfund, og flertallet har ydmygt bukket og rettet sig efter de regler, de der har kuet dem har krævet. Om der har været tale om enerådende tyranner eller folkevalgte ledere har været hip som hap. At være den der har retten til at afgøre hvad der er rigtigt og forkert er undertrykkende for dem der skal rette sig efter de afstukne regler.
Det er en trist og ondskabsfuld verden vi mennesker har skabt, og intet tyder på det vil bliver bedre. Når man læser aviser eller ser det TV programmerne brillerer med, er det ulykker, krigshandlinger og elendighed der dominerer.
Al munterhed er væk!
Jeg giver intet for den krampagtige dåselatter der er indlagt i reklamer eller skabagtige farcer, det er alt for mekanisk og har intet med munterhed at gøre.
Der er heller ikke meget at grine af og gør man det alligevel – er det bedst at nøjes med et forsigtigt fnis, så man ikke kommer til at fornærme nogen. Folk er sarte, tåler ikke at man morer sig over det, når de opfører sig latterligt.
Ingen kan finde ud af noget som helst, man hakker bare på hinanden, foretager beregninger, tæller ofrene for meningsløse angreb og lægger blomster ved åstederne for at vise sin deltagelse, som om det skulle hjælpe eller ændre på noget.
Det er ikke engang nogen nyhed at det ser sådan ud, menneskene har altid bekriget hinanden, selv indenfor de grupper som siger at de ønsker fred og fordragelighed strides man om formandsposterne, og ofte er det der bliver forkyndt, noget som strider imod det der er naturligt for alt levende.
Der er blevet lagt planer og udtænkt strategier om måder så alting ville blive den rene fryd for enhver, men det der er blevet gjort ligner kabaler som aldrig er gået op, lige meget om der har været tale om religiøse eller politiske ideer.
Måske har kabalemagerne snydt, når det blev for svært, eller også er det umuligt at få noget til at lykkes, med de metoder man har brugt.
Det kan også være man har haft for mange, eller for få kort, da man lagde kabalerne, hvis det da ikke er de regler man har i spillet som har været forkerte.
Vi har intet lært af tidligere tiders fejltagelser. Så længe man betragter vovemod og dristighed med beundring, ligesom berømmelse og berigelse vil intet ændre sig.
En anden fejl er, at vi betragter menneskeheden som mere værdifuld end alle andre levende skabninger, har formeret os så voldsomt som vi har, og stadig stræber efter at blive endnu flere; hvis en anden art var steget i antal på samme måde er der ingen tvivl om vi for længst ville have gjort noget for at stoppe den ulyksalige forøgelse, men det er en anden historie som jeg vil tage mig af en anden gang.
Siger Oda Plydsmaas.
