DR2's Debatten og antydninger af et faretruende "erfaringsmæssigt underskud"

I aftenens "debatten" på DR2 kunne man møde et panel af såkaldte unge indflydelsesride politikere, som debatterede nogle af tidens varme politiske ...

Christian Melgaard,

27/01/2011

I aftenens "debatten" på DR2 kunne man møde et panel af såkaldte unge indflydelsesride politikere, som debatterede nogle af tidens varme politiske emner. Som forventet udviklede det sig hurtigt til en relativt indholdsløs talen i munden på hinanden med fokus på retorik, mimik og udveksling af perfiditeter og one-linere.

Det der på et tidspunkt slog mig var risikoen for at 2-3 af politikerne - Dan Jørgensen (S), Astrid Krag (SF) og måske Zenia Stampe (R) - kan dukke op i en ny regering, hvis det skulle gå så galt at S-SF-R får flertal ved et kommende valg.

Det største "udbytte" af debatten blev dermed en stigende erkendelse af, at konsekvensen af at vi har haft en borgerlig regering i mange år er, at oppositionen ganske enkelt ikke er regeringsduelig. Med fare for at lyde oldgammel, vil jeg påstå, at de unge mennesker ikke har begreb skabt om noget så banalt som livet og almindelige menneskers vilkår. Der er et afgrundsdybt "erfaringsmæssigt underskud".

Jeg kender ikke de 3 personers baggrund og karriere, men jeg har en fornemmelse af, at de aldrig har bestridt et almindeligt job. De har formentlig bevæget sig fra uddannelsessystemet over en ungdomsorganisation til de respektive partier i en lang stræben efter at komme til tops i det politiske system. Nu er de der, klar til at indtage ledende poster, hvorfra de skal træffe beslutninger ,som har vidtgående indflydelse på alle os andre. Og det skræmmende er, at de tror de er klar til opgaven - og de tror de er kompetente: 

De ved bedre end nogen hvordan bestyrelser skal sammensættes i vores virksomheder. De ved præcist hvilken erhvervspolitik der skal føres. De mener skråsikkert at alle deres politiske drømme samt en uendelig strøm af løfter til efterlønnere, boligejere, ældre og andre på overførselsindkomst kan løses ved at brandbeskatte bankerne - vil nogen dog for guds skyld spørge dem hvor stort et overskud de mener bankerne genererer? De har naturligvbis ikke begreb skabt om svaret, men det kan måske få dem til at reflektere.

Hvis nogen kan overbevise mig om at min frygt er ubegrundet så ja tak, meget gerne.

Der var også borgerlige politikere med i panelet - Jarlov, Jens Rode og Messerschmidt - og man fornemmede en del mere tyngde hos dem. Heller ikke her kender jeg deres baggrunde, så det er derfor kun en fornemmelse, men det virkede som om de havde mere ballast. Og så har de naturligvis det sikkerhedsnet, at hvis de kommer i nærheden af en regeringspost, så vil det være som en del af et rutineret team, hvor de kan få en vis "indslusning".

Man møder fra tid til anden begrebet "demokratisk underskud", men er der i virkeligheden et "erfaringsmæssigt underskud" som er et langt større problem?

Kilde: