Socialisme er en logisk filosofisk doktrin, men mere end det er det et politisk program til gennemførelse. Dens filosofiske rødder, identificerbare i deres egen ret, må skelnes fra dens sociale og kulturelle aspirationer, og yderligere, fra dens politiske programmer. Den kan ikke blot anskues som et alternativ til en fri kapitalistisk markedsøkonomi. Dens revolte rækker meget dybere, udfordrende ikke blot økonomien, men folks moralske og kulturelle traditioner hvor end den har opnået fremgang. Som oprindelig vestlig bevægelse (termen selv synes at være kommet i anvendelse i den tidlige del af det nittende århundrede), har den gennemtrængt enhver del af kloden. Givet socialisternes fremgang i Europa og Amerikas tilbøjelighed til at imitere Europa, er det passende at se omhyggeligt på socialismens oprindelse og ideerne som det socialistiske sind tager for givet, banale ideer vi finder i vores intellektuelle elite.
Ikke alle socialistiske programmer er så radikale som dem fra Stalin eller Mao Tse-tung. Alligevel er socialisme universelt mærket af visse karakteristika. Dens lære, som andre trossystemer, kan være ufuldstændigt forstået af dens politiske tilhængere, men dens magt til motivation kan ikke betvivles. De der abonnerer på den behøver ikke kommunikere for at vide hvilke sager der skal fremmes, og hvilke der skal modarbejdes. De handler unisont ud af ren overbevisning.
Som meget af oplysningstidens tanker kan socialismen karakteriseres gennem hvad den tager afstand fra såvel som dens utopiske mål. Fokuserende på vesten alene er den socialistiske lære baseret på benægtelsen af eksistensen af Gud og den transcendente ende på menneskelig eksistens, træk der indtil det attende århundrede karakteriserede det vestlige sind siden antikken. Implicit benægter socialismen en naturlig moralsk orden for hvilken mennesket er ansvarlig. Benægtelsen af menneskets evne til egen navigering bekræfter at individuelle valg afgøres af psykologiske og sociale kræfter, over hvilke mennesket har liden eller ingen kontrol. Benægtelsen realiteten af en universel og tidløs natur, placerer ingen værdi på den opnåede lærdom af studierne af historie, deraf afvisende værdien af den vestlige litterære kanon. Fra sin kodifikation i det attende århundredes Frankrig har den sanktioneret seksuel tøjlesløshed. Dette synes at være, hvis ikke et essentielt træk, så et træk der ikke desto mindre altid er en del af dens sociale agenda. Socialistiske regeringer hvor end de kommer til magten, sanktioner pornografi, skilsmisse, abort og har i de seneste årtier assisteret selvmord og dødshjælp.
Socialisten har længe erkendt, at succesen af hans revolutionære agenda afhænger af kontrol med information, primær uddannelsesmæssig; deraf hans bestræbelser på at undertrykke forældrerettigheder i uddannelsen. Kontrol med medierne er ligeledes et ønskeligt emne, fordi socialisten erkender, at i frie og åbne debatter sejrer socialistiske ideer sandsynligvis ikke, givet at mange af dens læresætninger er et slag i ansigtet på den almindelige opfattelse af, hvad der er godt. I både Europa og Nord-Amerika, og hvor end det socialistiske sind sejrer, lægges forhindringer ud for at forhindre religiøs uddannelse, og i hele vestens store medier er udsendelser i venstrefløjens hænder groft forudindtagede i socialistisk retning, forhindrende en fair behandling eller høring for alternative synspunkter.
At socialisme i sin reneste form kun kan fastholdes gennem tvangsforanstaltninger, er indlysende set i lyset af forrige århundredes begivenheder. Vi har notoriske eksempler i politistaterne, skabt af Sovjetunionen, Nazi-Tyskland, østblokkens nationer under sovjetisk kontrol, Cuba, Kina og Nord-Korea, for kun at nævne de mest åbenbare. I vestens demokratier er tvangsforanstaltninger diskrete hvor socialistiske mål forfølges gennem statskontrol og uddannelse, og gennem sympatiske medier. Medieforudtagetheden selv behøves forklaret. Historien om hvordan det socialistiske sindssystem erobrede den skinuddannede klasse, der afgør mediernes livssyn, mangler stadig at blive skrevet. Den historie kan være identisk med historien om den moderne kulturs sekularisering, som Christopher Dawson har fremsat. Den sekulære majoritets sind, skriver Dawson, har været så dybt påvirket af sekulariseringsprocessen, at det ikke kan se denne proces på en objektiv historisk måde.
Socialismens rødder rækker uden tvivl dybt ned i Oplysningstidens muld, næret af Rousseau, Feuerbach og Marx. I sin ”Origin of Inequality”, tilskriver Rousseau alle menneskehedens dårligdomme, ikke til menneskets egen synd elle ignorance, men til social uretfærdighed og en kunstig civilisations fordærv. Rousseau plæderer i dette og efterfølgende værker for årsagen til ”individet mod samfundet”, ”den fattige mod den rige”, ”den almindelige mand mod den privilegerede klasse”, ”årsagen til kærlighed mod aftale” og ”den religiøses intuitive sind mod den ortodokse filosof og den gejstlige autoritet”.
Rousseau opildnede sin generations sind med demokratiets ideal, ikke blot som et regeringssystem, men som en ny livsmåde, en vision om retfærdighed og broderskab. Med grænseløs optimisme prædikede han social idealisme, menneskehedens religion, med en defineret, dog simple, mængder dogmer, designet til at tage kristendommens plads som den nye tids lære. Hans kald for hele reorganiseringen af hele samfundet, blev læren for den franske intelligensia, en rationaliseret, human version af kristendommen. Marx samlede temaet op.
Men vigtigere for udviklingen af Marx´s tanker var hans læsning af Ludwig Feuerbach´s ”Das Wesen des Christentum” (1841), som benægtede det overnaturlige og alt i religion af ikke naturlig og menneskelig oprindelse. I dette indflydelsesrige værk, oversatte Feuerbach systematisk alle erklæringer om Gud til erklæringer om mennesket. Mennesket er målestokken: Gud oplevet som perfekt moralsk eksistens er den realiserede ide, moralens personificerede lov, menneskets moralske natur tagende som absolut væren. I personificeringen af ”Gud” fejrer mennesket sin egen personlighed i sin grænseløse stræben. Ordet ”Gud”, forklarer Feuerbach, er blot en designering af menneskets højeste aspirationer, et skiftende ”ideal”, mænd etablerer for dem selv. Groft sagt, eftersom menneskets økonomiske og politiske liv er ude af stand til at opfylde menneskets sande selv, skaber mennesket den illusoriske verden af religion og religionens løfte om evig fyldestgørelse.
I øjnene på de unge Hegelianere af hvilke Marx var én, synes Feuerbach at have molesteret kristendommen, og med den de sociale og politiske institutioner grundlagte på den, gørende dette præparerende vejen for en menneskehed befriet fra traditionel moral og social begrænsning. Denne lære skulle påvirke en samling mænd, der spillede en vigtig rolle i formgivningen af det moderne sind, inklusive Nietzsche, Scheler, Freud, Sartre, From og Dewey. Feuerbach sigtede efter at gøre vennerne af Gud til vennerne af mennesket, tilbedere til arbejdere, troende til tænkere. Antropologi skulle erstatte teologi, politik og religion.
Det er i denne kontekst, at Marx sagde, at religion er menneskets selvadministrerede opium. I det omfang at religion forhindrer mennesket i at søge lykke, når den kan findes i dette liv, må den angribes, ikke blot på teoretisk niveau, men i handling. Vi kan ikke ændre samfundet til det bedre, ved simpelthen at filosofere over det; vi må handle. Filosofi må forlade det teoretiske niveau og med hjælp fra den intellektuelle klasse belære masserne. Den må kulminere i en social revolution. En proletariatets revolution mod den etablerede orden. Det er signifikant, at Marx og Engels aldrig brugte ordet ”kapitalisme” i det ”Kommunistiske Manifest”. De påførte termer er blandt andet ”bourgeoisiets samfund” og ”undertrykkende klasse”.
Da Marx med Engels blev medlem af den ”Kommunistiske Liga” i 1847, for at optegne en summeret erklæring af socialistiske principper, var elementerne til den socialistiske bevægelse godt på vej. Selvom socialismen var et bredt diskuteret teoretisk emne, var den indtil det tidspunkt blot en samling indsigter og opfattelser, stadigt under udformning og i sin vorden. Den resulterende systematisering blev det ”Kommunistiske Manifest”. Manifestet selv refererer til skrifter af P.J. Proudhon, Claude Henri St. Simon, Charles Fourier og Robert Owen. Et halvt århundrede senere skrev Lenin, ”teorien om socialisme voksede ud af de filosofiske, historiske og økonomiske teorier, der blev udviklet af de uddannede repræsentanter for de besiddende klasser og intellektuelle”.
Arbejderklassen, var Lenin overbevist om, er ude af stand til at udvikle sin egen bevidsthed. Den må ”præges” med denne bevidsthed udefra. For Lenin kræver dette ikke bare den uvidende intellektuelle klasses samarbejde, men bestræbelserne af personer professionelt engageret i revolutionære aktiviteter. Marx og Engels var i det ”Kommunistiske Manifest” villige til at sanktionere vold for at opnå mål. Senere fandt marxisterne lovgivning en sikrere vej. Vold, fandt de, er måske hurtigere, men lovgivne reformer holder længere. I de seneste årtier har nævninges dekreter vist sig at være endnu sikrere metoder. Den lovgivende proces er en af give-og-tage, ofte ledende til uønskede kompromiser. Nævningene kan på den anden side lave love der ganske enkelt reflekterer ideer. Derfor de ideologiske kampe i den amerikanske højesteret, en ret alt for villig til at ignorere konstitutionelle grænser i jagten på idealistiske mål.
Tilbøjeligheden til at bruge loven til at opnå socialistiske mål, er ikke et nyt fænomen. Marx var klar over, at mange af hans mål ikke kunne opnås uden en komplet omstrukturering af det dengang lovgivende system. Hans kritik af bourgeoisiets lov var intenderet til at vise, at den tids love var produktet af den kapitalistiske regerende klasse, en klasse der skabte love for at fastholde sin orden af økonomisk organisation. Marx´s kritik fokuserede på det nittende århundredes tort-lov, som han troede tempererede entreprenørielle risici, med en doktrin der placerer ulykker og produktdefekter, ikke på fabrikanten men brugeren. Tort-loven er selvfølgelig kun én facet af et omfattende system, et system bygget på en antik lovfilosofi og opfattelser vedrørende en lovfunktion i samfundet.
Marx´s større handlingsplan for etableringen af den socialistiske orden, kaldet på omvæltningen af det nedarvede til fordel for love der ville promovere hans egalitære opfattelse af samfundet. Han erkendte, at før den socialistiske revolution kunne ske, måtte det teoretiske grundlag for den først lægges. Først måtte de sejrende trosstrukturer vises at have historisk kontingens. Dette fandt han let, for de kan vises ikke altid at have eksisteret i deres nuværende form. Når kontingens er erkendt, er døren åben for forandringer: lovstrukturer, retmæssige og ikke retmæssige, kan derfor ses som værende foranderlige. Det kan kræve mod og snilde med andre at organisere kampen mod det modtagen, men når de nye ideologiske strukturer er på plads, kan det praktiske fremmes.
Et indflydelsesrigt samtidigt udtryk i marxistisk lovteori er blevet kendt som ”kritiske lovstudier”. Sådanne studier fremkom i curriculum i nogle af nationens mest prestigefyldte lovskoler i tresserne og halvfjerdserne som dårligt skjulte socialistiske programmer. Deres intention, som den af Marx, er af udfordre modtagne opfattelser af lovens natur og dens funktion i samfundet. Deres fortalere, kendte som ”Krittere”, erkender at loven reflekterer, konstituerer og legitimerer almindeligt modtagne opfattelser af rigtigt og forkert. I forfølgelsen af deres egne mål, søger ”Kritterne” kommandoposter i domstolene og lovskolerne, og når det bliver muligt tøver de ikke med at modgå nuværende og konstitutionelle restriktioner, for at håndgribeliggøre love der reflekterer deres sociale mål.
I deres hænder bliver loven et politisk instrument, tilladende domstolene at invadere den demokratiske proces. Vi er blevet vante til at høre dommere beskrevne som ”konservative” eller ”liberale”, betegnelser der almindeligvis tilskrives politikere. Mens juridisk indtrængen er destruktiv for selve lovgivningen, ligeledes seriøst er det faktum, at de omtalte politiske mål sandsynligvis ikke udpeges i noget demokratisk referendum. De udsøgte mål er sandsynligvis udvalgte af en intellektuel elite, og er ofte i modstrid med den almindelige mands overbevisning. Se på de mange politiker regerende anvendelsen af ejendom og politiker afgørende universitetsadgang, ansættelse og tilkendelsen af offentlige servicekontrakter. Sådanne politiker er blevet introduceret gennem juridisk godkendelse, mere end gennem lovgivningsprocessen. Aktivistiske dommere kan let finde bekræftende lovrationaliseringer for der valg, alene ved at trække på deres akademiske intelligens.
Det er indlysende, at i påhæftelsen af sådan juridisk aktivisme, er der en konflikt mellem trossystemer, altså mellem alternative menneskelige synspunkter, menneskelig perfektion og ansvarlighed. Et teoretisk lovmål delt af socialister i Europa og Nord-Amerika er korrektionen af social ubalance og udjævningen af naturlig ulighed. Forstået på den måde at loven kan anvendes til at fjerne uligheder, redistribuere indkomst og fjerne så langt væk som muligt de uheldige effekter af naturlige handikaps. Spørgsmålet der kun kan afgøres i lyset af filosofi over den menneskelige natur er: Skulle dette være lovens mål, især en dommerlavet lov?
Som Marx klart så, er tort-loven en vigtig del af lovteori, fordi den ikke bare påvirker den procederende part, men regionens eller nationens økonomiske aktivitet. Den traditionelle opfattelse af tort-loven anså den for værende et korrigerende juridisk instrument. Dens intention var restaureringen af status quo der eksisterede inden krænkelsen af en persons rettigheder. Aristoteles kaldte dette ”berettiget ret”. Sagsøger i en tort-sag, var det tænkt, skulle oprejses grundet en uberettiget indblanding i en persons rettigheder, og ikke grundet et generelt offentligt mål fra staten. I modsætning skal tort-loven ifølge socialistisk perspektiv ikke blot respondere på offerets skade som resultat af uopmærksomhed, men også sende en ”moralsk” besked til forbryderen og yderligere måske til en industri.
Allerede i det nittende århundrede protesterede Francis Wharton (1820-1889) mod brugen af tort-lov for at opnå sociale mål, som han så som en tung uovervejet byrde placeret på ikke bare sit eget ønske om forsigtighed, men også alle andres ønske om forsigtighed. Wharton skelnede mellem to tilgange med hensyn til naturen af tort-lov:
1. Den første holder en person ansvarlig for alle konsekvenserne der efterfølger i en ordinær sekvens af dennes uagtsomhed; dette er den normale anskuelse af ansvarlighed; og
2. Den anden holder en person ansvarlig for alle konsekvenserne der kunne forudsiges sandsynligvis ville opstå, ”den forudseende testdoktrin”, under hvilket navn den blev kendt. Den anden anskuelse, argumenterede Wharton, åbner Pandora´s boks af filosofiske såvel som juridiske emner. Hvis vi ikke kan forudsige af andre set som individer, så kan vi måske forudsige andre handlinger set som en klasse. Som forsikringstagere ved er adfærd styret af den naturlige lov, at visse handlinger, inklusive uagtsomhed, kan præcist forudses for klassen, forudsat at klassen er stor nok. Dog fortæller relevante forudsigelser af den samlede sum af forudsigelser os intet om det sandsynlige resultat af en individuel handling. En fabrikant kan være sikker på, at et givet antal vil misbruge hans produkt, men det gør ham ikke ansvarlig for misbruget. ”For at kræve vores handling”, skriver Wharton, ”på en sådan måde at ingen handling for vor part kan være betingelsen for uagtsomhed på den fremmedes vegne, ville kræve ophøret af vores eksistens”. ”Hvis vi intet gør, skulle vi passende have gjort ét eller andet, vi ikke gjorde”.
Hvis vi gør noget, med hensyntagen til alle menneskers mangel på perfektion, vil der være nogen mangel på perfektion, uanset hvor perfekt vi gør tingene. Dog, gørende eller undladende, så berører vi mere eller mindre mængder af personer, hver især med sin egen vilje, hver med idiosynkrasier vi ikke er bekendte med, hver af hvem der ved nogen uagtsomhed krydser vores sti og handler på vore vegne, hvilket i sig selv er skadeligt”
Konsekvenserne af at gøre den ene ansvarlig for den andens fejl, ville føre til skade. ”Hvor ville et sådan stedfortrædende ansvar slutte”, spørger Wharton. Konsekvensen af dette ville være, at kapitalen ville være forpligtet til at bære byrden, ikke blot af egen ansvarlighed, men af alle andres ansvarlighed”. Af frygt for at tort-loven kunne fortolkes gennem den socialistiske prisme til at ødelægge samfundets bæreevne, skrev Wharton: ”Her er en kapitalist mellem disse; han skal tvinges til at betale. Kapitalisten bliver derfor ansvarlig for alle ulykker der kan tilskrives denne, og det faktum at denne holdes ansvarlig, multiplicerer ulykkerne”
Den naturlige affinitet mellem det pragmatiske naturalistiske temperament, fundet i disciplene af David Hume og John Stuart Mill og den socialistiske synsvinkel, ses i Wharton´s engagement i Nicholas St. John Green. Green var på det tidspunkt en ung lærer på Harvard og medlem af ”Metaphysical Club of Cambridge”, da den inkluderede William James, Chauney Wright og Oliver Wendell Holmes, en velkendt amerikansk pragmatiker. Green, følgende John Stuart Mill, udfordrede direkte den fremmede opfattelse af ”objektiv årsagssammenhæng” og ”kausal kæde”. De juridiske implikationer er indlysende. Hvis ingen skelnen gøres, som Green argumenterede, mellem hændelse, betingelse og årsag, så er den sande mekanisme ansvarlig for effekten umulig at afgøre. I en retssal bliver det uden disse distinktioner let at argumentere for anslaget af forsvarets skadesgodtgørelse, som værende den med de ”dybeste lommer”. Hvis Green´s synspunkt skulle holde, argumenterer Wharton, ville ingen fabrik blive bygget. ”At gøre kapitalisten ansvarlig for alt ville derfor ende med at gøre kapitalisten, såvel som ikke-kapitalisten, ikke ansvarlig; for der ville snart ikke være nogen kapitalist der kunne sagsøges”. Wharton så, at i adskillelsen af ansvar fra ansvarlighed ville kapitalen sandsynligvis enten blive destrueret eller tvunget til at svinde ved optagelsen af de store selskaber af hvilke nationens handel er bygget.
Overbevist om at ingen virksomhed kunne ruineres uden alvorlige fælles effekter, argumenterede han for en begrænset entreprenøriel ansvarlighed. Han afviste den ”forudseende testdoktrin”, fordi den kun kunne laves på statistisk basis. I en verden af tilfældigheder hvor der ingen nødvendig forbindelse er mellem partikulære årsager og partikulære effekter, er alt hvad der kan gøres, at korrelere begivenheder statistisk i totalsum, med konsekvenser i totalsummen. Moralsk årsagssammenhæng og frit virke erstattes af sandsynligheder og statiske korrelationer.
Wharton udfordrede hårdnakket tendensen til at se uheld, enten forårsaget af naturen, gennem mangel på selvdisciplin, eller gennem ulykke, som et socialt problem, der burde afhjælpes. Hvis man begynder med princippet, at alle tab skal kompenseres, så er fristelsen, at søge efter et selskab eller anden velstående sagsøgt, på bekostning af udviskningen af den kausale kæde eller placerende alle forventninger på lige fod, hvor der ikke er nogen genkendelse af distinktionen mellem hændelse, betingelse og årsag.
Wharton og den juridiske tradition han repræsenterede, antog visse generelle principper, nemlig at årsager kan erkendes; at i det omfang de kan identificeres, kan ansvarlighed tilskrives; og at ulykker sker hvor intet ansvar kan tilskrives. En ulykke er per definition en utilsigtet begivenhed, skæringspunktet af uafhængige kausale kæder. Wharton erkendte, at mangel på intention kan og kan ikke mildne ansvarlighed; han ville ikke afvise ”forsigtig-mand”-testen. Under alle omstændigheder, i enhver transaktion er der mindst to parter; intelligens må kræves på begge sider. Sagt på en anden måde, både køber og sælger har grund til at være opmærksomme, ellers bliver skjulte og ukendte farer en realitet.
Meget er sket både i lov og på markedet siden Wharton´s dage, men han var tydeligvis fremsynet. Mens mangel på forsigtighed eller misbrug af produkter i det nittende århundrede ikke ville have fungeret som basis for sagsøgning, givet ændringer i juridisk teori, erkender selskabsledere at både dommere og nævninge sandsynligvis vejrer anderledes i dag og handler i overensstemmelse.
Et andet område på hvilket det socialistiske perspektiv er særligt udtrykt, er i området af ”borgerrettigheder”, hvor formuleringen af velfærdspolitiken påkaldes at staten skal afhjælpe selvpåførte skader. I leveringen af sundhedspleje finder vi talløse krav på goder, eksempelvis offentlig understøttet pleje, hvor livslang negligering i den enkeltes sundhed eller uansvarlig seksuel adfærd har bidraget til sygdom eller manglende førlighed. Byrden af et individs ønsker om prævention eller passende sundhedspleje, placeres derfor på offentligheden, derigennem straffende de der gennem skatten har udøvet passende pleje. Det gør en forskel, om man taler om ”umistelige rettigheder” eller anser ”rettigheder” for at være forkortelse for sociale praktikker, der er viet til politiske mål. I U.S.A. er umistelige rettigheder beskyttede af Grundloven, men de er begrænsede i rækkevidde og indeholder ikke de talrige rettigheder krævet af den usolidariske.
Ligeledes flyver socialistens tilbøjelighed til at lovgive om lighed lige i ansigtet på anerkendte forskelligheder mellem mænd og kvinder i medfødt intelligens, sundhed, fysisk formåen og opnåede færdigheder, inklusive moral og intellektuel evne. Andet end lighed for loven, er lighed ikke nødvendigvis en social værdi. Det ville være en mærkværdig verden, hvis alle var atletiske, lige musikalske, lige artistiske eller lige dygtige håndværkere. Det er naivt at antage, at alle er kapable med høje management-evner eller har den professionelle kirurgs evner eller den teoretiske fysiker. Kunstigt af kategorisere på basis af farve, køn eller fysik, og derefter forvente at finde et proportionelt lige stort antal succesfulde fra hver gruppe, ville være nonsens, hvis ikke det var for socialistens tilbøjelighed til at lovgive for at opnå favoriserede udkommer.
Socialismens fejlslagne evne til at promovere velstand, hvor end den har prøvet, synes ikke at afholde nye tilhængere. Ej heller synes dens statistikker eller totalitære tendenser at forstyrre de der i forfølgelsen af idealistiske mål, er villige til at ofre personlig og fælles frihed.
I socialismens gudløse verden er resultater nødvendigvis målt i materialistiske termer. Mål ikke opnåelige i den nuværende generation, tænkes virkeliggjorte i fremtidige generationer og derfor værdige til fortsat forfølgelse, selvom nutiden benægter opnåeligheden. Fraværende tro i himmelsk forsyn, finansiel sikkerhed og personlig sundhed antager overdreven vigtighed. Det spirituelle negligeres til fordel for sensuel forfølgelse. Selvidentiteten forsynet af singulær arv tabes i jagten på homogenitet i proletariatet. Intet ringere eksempel findes, end det af Mao Tse-Tung. Under Mao´s regime blev kunstkollektioner anset for værende af ”bourgeoisiet” og konfiskerede. Antikke kunstgenstande repræsenterende fortidige præstationer og indsigter, blev anset for ubrugelige, og i begyndelsen etablerede Mao ”stationer for ubrugelige objekter”, og kendere blev opfordret til at smide dyrebare effekter og møbler ud, med mindre de understøttede en arv i overensstemmelse med regimets karakteristika. Senere i tresserne blev arbejder ved tvang taget fra folket.
Selvom socialismen profileres intellektuelt, eksisterer socialismen som sindstilstand i varierende grad blandt dens tilhængere. Som anden tro kan teorien og dens praktiske dimensioner være ufuldstændigt forståede. Når det er sagt, så er dens karakteristiske dogmer definerbare og dens mål identificerbare. I hver generation må de der finder deres identitet i nedarvet klassisk vestlig og kristen kultur undersøge og forstå den hemmelige trussel socialismen repræsenterer mod vort vante syn på livet.
Ikke alle socialistiske programmer er så radikale som dem fra Stalin eller Mao Tse-tung. Alligevel er socialisme universelt mærket af visse karakteristika. Dens lære, som andre trossystemer, kan være ufuldstændigt forstået af dens politiske tilhængere, men dens magt til motivation kan ikke betvivles. De der abonnerer på den behøver ikke kommunikere for at vide hvilke sager der skal fremmes, og hvilke der skal modarbejdes. De handler unisont ud af ren overbevisning.
Som meget af oplysningstidens tanker kan socialismen karakteriseres gennem hvad den tager afstand fra såvel som dens utopiske mål. Fokuserende på vesten alene er den socialistiske lære baseret på benægtelsen af eksistensen af Gud og den transcendente ende på menneskelig eksistens, træk der indtil det attende århundrede karakteriserede det vestlige sind siden antikken. Implicit benægter socialismen en naturlig moralsk orden for hvilken mennesket er ansvarlig. Benægtelsen af menneskets evne til egen navigering bekræfter at individuelle valg afgøres af psykologiske og sociale kræfter, over hvilke mennesket har liden eller ingen kontrol. Benægtelsen realiteten af en universel og tidløs natur, placerer ingen værdi på den opnåede lærdom af studierne af historie, deraf afvisende værdien af den vestlige litterære kanon. Fra sin kodifikation i det attende århundredes Frankrig har den sanktioneret seksuel tøjlesløshed. Dette synes at være, hvis ikke et essentielt træk, så et træk der ikke desto mindre altid er en del af dens sociale agenda. Socialistiske regeringer hvor end de kommer til magten, sanktioner pornografi, skilsmisse, abort og har i de seneste årtier assisteret selvmord og dødshjælp.
Socialisten har længe erkendt, at succesen af hans revolutionære agenda afhænger af kontrol med information, primær uddannelsesmæssig; deraf hans bestræbelser på at undertrykke forældrerettigheder i uddannelsen. Kontrol med medierne er ligeledes et ønskeligt emne, fordi socialisten erkender, at i frie og åbne debatter sejrer socialistiske ideer sandsynligvis ikke, givet at mange af dens læresætninger er et slag i ansigtet på den almindelige opfattelse af, hvad der er godt. I både Europa og Nord-Amerika, og hvor end det socialistiske sind sejrer, lægges forhindringer ud for at forhindre religiøs uddannelse, og i hele vestens store medier er udsendelser i venstrefløjens hænder groft forudindtagede i socialistisk retning, forhindrende en fair behandling eller høring for alternative synspunkter.
At socialisme i sin reneste form kun kan fastholdes gennem tvangsforanstaltninger, er indlysende set i lyset af forrige århundredes begivenheder. Vi har notoriske eksempler i politistaterne, skabt af Sovjetunionen, Nazi-Tyskland, østblokkens nationer under sovjetisk kontrol, Cuba, Kina og Nord-Korea, for kun at nævne de mest åbenbare. I vestens demokratier er tvangsforanstaltninger diskrete hvor socialistiske mål forfølges gennem statskontrol og uddannelse, og gennem sympatiske medier. Medieforudtagetheden selv behøves forklaret. Historien om hvordan det socialistiske sindssystem erobrede den skinuddannede klasse, der afgør mediernes livssyn, mangler stadig at blive skrevet. Den historie kan være identisk med historien om den moderne kulturs sekularisering, som Christopher Dawson har fremsat. Den sekulære majoritets sind, skriver Dawson, har været så dybt påvirket af sekulariseringsprocessen, at det ikke kan se denne proces på en objektiv historisk måde.
Socialismens rødder rækker uden tvivl dybt ned i Oplysningstidens muld, næret af Rousseau, Feuerbach og Marx. I sin ”Origin of Inequality”, tilskriver Rousseau alle menneskehedens dårligdomme, ikke til menneskets egen synd elle ignorance, men til social uretfærdighed og en kunstig civilisations fordærv. Rousseau plæderer i dette og efterfølgende værker for årsagen til ”individet mod samfundet”, ”den fattige mod den rige”, ”den almindelige mand mod den privilegerede klasse”, ”årsagen til kærlighed mod aftale” og ”den religiøses intuitive sind mod den ortodokse filosof og den gejstlige autoritet”.
Rousseau opildnede sin generations sind med demokratiets ideal, ikke blot som et regeringssystem, men som en ny livsmåde, en vision om retfærdighed og broderskab. Med grænseløs optimisme prædikede han social idealisme, menneskehedens religion, med en defineret, dog simple, mængder dogmer, designet til at tage kristendommens plads som den nye tids lære. Hans kald for hele reorganiseringen af hele samfundet, blev læren for den franske intelligensia, en rationaliseret, human version af kristendommen. Marx samlede temaet op.
Men vigtigere for udviklingen af Marx´s tanker var hans læsning af Ludwig Feuerbach´s ”Das Wesen des Christentum” (1841), som benægtede det overnaturlige og alt i religion af ikke naturlig og menneskelig oprindelse. I dette indflydelsesrige værk, oversatte Feuerbach systematisk alle erklæringer om Gud til erklæringer om mennesket. Mennesket er målestokken: Gud oplevet som perfekt moralsk eksistens er den realiserede ide, moralens personificerede lov, menneskets moralske natur tagende som absolut væren. I personificeringen af ”Gud” fejrer mennesket sin egen personlighed i sin grænseløse stræben. Ordet ”Gud”, forklarer Feuerbach, er blot en designering af menneskets højeste aspirationer, et skiftende ”ideal”, mænd etablerer for dem selv. Groft sagt, eftersom menneskets økonomiske og politiske liv er ude af stand til at opfylde menneskets sande selv, skaber mennesket den illusoriske verden af religion og religionens løfte om evig fyldestgørelse.
I øjnene på de unge Hegelianere af hvilke Marx var én, synes Feuerbach at have molesteret kristendommen, og med den de sociale og politiske institutioner grundlagte på den, gørende dette præparerende vejen for en menneskehed befriet fra traditionel moral og social begrænsning. Denne lære skulle påvirke en samling mænd, der spillede en vigtig rolle i formgivningen af det moderne sind, inklusive Nietzsche, Scheler, Freud, Sartre, From og Dewey. Feuerbach sigtede efter at gøre vennerne af Gud til vennerne af mennesket, tilbedere til arbejdere, troende til tænkere. Antropologi skulle erstatte teologi, politik og religion.
Det er i denne kontekst, at Marx sagde, at religion er menneskets selvadministrerede opium. I det omfang at religion forhindrer mennesket i at søge lykke, når den kan findes i dette liv, må den angribes, ikke blot på teoretisk niveau, men i handling. Vi kan ikke ændre samfundet til det bedre, ved simpelthen at filosofere over det; vi må handle. Filosofi må forlade det teoretiske niveau og med hjælp fra den intellektuelle klasse belære masserne. Den må kulminere i en social revolution. En proletariatets revolution mod den etablerede orden. Det er signifikant, at Marx og Engels aldrig brugte ordet ”kapitalisme” i det ”Kommunistiske Manifest”. De påførte termer er blandt andet ”bourgeoisiets samfund” og ”undertrykkende klasse”.
Da Marx med Engels blev medlem af den ”Kommunistiske Liga” i 1847, for at optegne en summeret erklæring af socialistiske principper, var elementerne til den socialistiske bevægelse godt på vej. Selvom socialismen var et bredt diskuteret teoretisk emne, var den indtil det tidspunkt blot en samling indsigter og opfattelser, stadigt under udformning og i sin vorden. Den resulterende systematisering blev det ”Kommunistiske Manifest”. Manifestet selv refererer til skrifter af P.J. Proudhon, Claude Henri St. Simon, Charles Fourier og Robert Owen. Et halvt århundrede senere skrev Lenin, ”teorien om socialisme voksede ud af de filosofiske, historiske og økonomiske teorier, der blev udviklet af de uddannede repræsentanter for de besiddende klasser og intellektuelle”.
Arbejderklassen, var Lenin overbevist om, er ude af stand til at udvikle sin egen bevidsthed. Den må ”præges” med denne bevidsthed udefra. For Lenin kræver dette ikke bare den uvidende intellektuelle klasses samarbejde, men bestræbelserne af personer professionelt engageret i revolutionære aktiviteter. Marx og Engels var i det ”Kommunistiske Manifest” villige til at sanktionere vold for at opnå mål. Senere fandt marxisterne lovgivning en sikrere vej. Vold, fandt de, er måske hurtigere, men lovgivne reformer holder længere. I de seneste årtier har nævninges dekreter vist sig at være endnu sikrere metoder. Den lovgivende proces er en af give-og-tage, ofte ledende til uønskede kompromiser. Nævningene kan på den anden side lave love der ganske enkelt reflekterer ideer. Derfor de ideologiske kampe i den amerikanske højesteret, en ret alt for villig til at ignorere konstitutionelle grænser i jagten på idealistiske mål.
Tilbøjeligheden til at bruge loven til at opnå socialistiske mål, er ikke et nyt fænomen. Marx var klar over, at mange af hans mål ikke kunne opnås uden en komplet omstrukturering af det dengang lovgivende system. Hans kritik af bourgeoisiets lov var intenderet til at vise, at den tids love var produktet af den kapitalistiske regerende klasse, en klasse der skabte love for at fastholde sin orden af økonomisk organisation. Marx´s kritik fokuserede på det nittende århundredes tort-lov, som han troede tempererede entreprenørielle risici, med en doktrin der placerer ulykker og produktdefekter, ikke på fabrikanten men brugeren. Tort-loven er selvfølgelig kun én facet af et omfattende system, et system bygget på en antik lovfilosofi og opfattelser vedrørende en lovfunktion i samfundet.
Marx´s større handlingsplan for etableringen af den socialistiske orden, kaldet på omvæltningen af det nedarvede til fordel for love der ville promovere hans egalitære opfattelse af samfundet. Han erkendte, at før den socialistiske revolution kunne ske, måtte det teoretiske grundlag for den først lægges. Først måtte de sejrende trosstrukturer vises at have historisk kontingens. Dette fandt han let, for de kan vises ikke altid at have eksisteret i deres nuværende form. Når kontingens er erkendt, er døren åben for forandringer: lovstrukturer, retmæssige og ikke retmæssige, kan derfor ses som værende foranderlige. Det kan kræve mod og snilde med andre at organisere kampen mod det modtagen, men når de nye ideologiske strukturer er på plads, kan det praktiske fremmes.
Et indflydelsesrigt samtidigt udtryk i marxistisk lovteori er blevet kendt som ”kritiske lovstudier”. Sådanne studier fremkom i curriculum i nogle af nationens mest prestigefyldte lovskoler i tresserne og halvfjerdserne som dårligt skjulte socialistiske programmer. Deres intention, som den af Marx, er af udfordre modtagne opfattelser af lovens natur og dens funktion i samfundet. Deres fortalere, kendte som ”Krittere”, erkender at loven reflekterer, konstituerer og legitimerer almindeligt modtagne opfattelser af rigtigt og forkert. I forfølgelsen af deres egne mål, søger ”Kritterne” kommandoposter i domstolene og lovskolerne, og når det bliver muligt tøver de ikke med at modgå nuværende og konstitutionelle restriktioner, for at håndgribeliggøre love der reflekterer deres sociale mål.
I deres hænder bliver loven et politisk instrument, tilladende domstolene at invadere den demokratiske proces. Vi er blevet vante til at høre dommere beskrevne som ”konservative” eller ”liberale”, betegnelser der almindeligvis tilskrives politikere. Mens juridisk indtrængen er destruktiv for selve lovgivningen, ligeledes seriøst er det faktum, at de omtalte politiske mål sandsynligvis ikke udpeges i noget demokratisk referendum. De udsøgte mål er sandsynligvis udvalgte af en intellektuel elite, og er ofte i modstrid med den almindelige mands overbevisning. Se på de mange politiker regerende anvendelsen af ejendom og politiker afgørende universitetsadgang, ansættelse og tilkendelsen af offentlige servicekontrakter. Sådanne politiker er blevet introduceret gennem juridisk godkendelse, mere end gennem lovgivningsprocessen. Aktivistiske dommere kan let finde bekræftende lovrationaliseringer for der valg, alene ved at trække på deres akademiske intelligens.
Det er indlysende, at i påhæftelsen af sådan juridisk aktivisme, er der en konflikt mellem trossystemer, altså mellem alternative menneskelige synspunkter, menneskelig perfektion og ansvarlighed. Et teoretisk lovmål delt af socialister i Europa og Nord-Amerika er korrektionen af social ubalance og udjævningen af naturlig ulighed. Forstået på den måde at loven kan anvendes til at fjerne uligheder, redistribuere indkomst og fjerne så langt væk som muligt de uheldige effekter af naturlige handikaps. Spørgsmålet der kun kan afgøres i lyset af filosofi over den menneskelige natur er: Skulle dette være lovens mål, især en dommerlavet lov?
Som Marx klart så, er tort-loven en vigtig del af lovteori, fordi den ikke bare påvirker den procederende part, men regionens eller nationens økonomiske aktivitet. Den traditionelle opfattelse af tort-loven anså den for værende et korrigerende juridisk instrument. Dens intention var restaureringen af status quo der eksisterede inden krænkelsen af en persons rettigheder. Aristoteles kaldte dette ”berettiget ret”. Sagsøger i en tort-sag, var det tænkt, skulle oprejses grundet en uberettiget indblanding i en persons rettigheder, og ikke grundet et generelt offentligt mål fra staten. I modsætning skal tort-loven ifølge socialistisk perspektiv ikke blot respondere på offerets skade som resultat af uopmærksomhed, men også sende en ”moralsk” besked til forbryderen og yderligere måske til en industri.
Allerede i det nittende århundrede protesterede Francis Wharton (1820-1889) mod brugen af tort-lov for at opnå sociale mål, som han så som en tung uovervejet byrde placeret på ikke bare sit eget ønske om forsigtighed, men også alle andres ønske om forsigtighed. Wharton skelnede mellem to tilgange med hensyn til naturen af tort-lov:
1. Den første holder en person ansvarlig for alle konsekvenserne der efterfølger i en ordinær sekvens af dennes uagtsomhed; dette er den normale anskuelse af ansvarlighed; og
2. Den anden holder en person ansvarlig for alle konsekvenserne der kunne forudsiges sandsynligvis ville opstå, ”den forudseende testdoktrin”, under hvilket navn den blev kendt. Den anden anskuelse, argumenterede Wharton, åbner Pandora´s boks af filosofiske såvel som juridiske emner. Hvis vi ikke kan forudsige af andre set som individer, så kan vi måske forudsige andre handlinger set som en klasse. Som forsikringstagere ved er adfærd styret af den naturlige lov, at visse handlinger, inklusive uagtsomhed, kan præcist forudses for klassen, forudsat at klassen er stor nok. Dog fortæller relevante forudsigelser af den samlede sum af forudsigelser os intet om det sandsynlige resultat af en individuel handling. En fabrikant kan være sikker på, at et givet antal vil misbruge hans produkt, men det gør ham ikke ansvarlig for misbruget. ”For at kræve vores handling”, skriver Wharton, ”på en sådan måde at ingen handling for vor part kan være betingelsen for uagtsomhed på den fremmedes vegne, ville kræve ophøret af vores eksistens”. ”Hvis vi intet gør, skulle vi passende have gjort ét eller andet, vi ikke gjorde”.
Hvis vi gør noget, med hensyntagen til alle menneskers mangel på perfektion, vil der være nogen mangel på perfektion, uanset hvor perfekt vi gør tingene. Dog, gørende eller undladende, så berører vi mere eller mindre mængder af personer, hver især med sin egen vilje, hver med idiosynkrasier vi ikke er bekendte med, hver af hvem der ved nogen uagtsomhed krydser vores sti og handler på vore vegne, hvilket i sig selv er skadeligt”
Konsekvenserne af at gøre den ene ansvarlig for den andens fejl, ville føre til skade. ”Hvor ville et sådan stedfortrædende ansvar slutte”, spørger Wharton. Konsekvensen af dette ville være, at kapitalen ville være forpligtet til at bære byrden, ikke blot af egen ansvarlighed, men af alle andres ansvarlighed”. Af frygt for at tort-loven kunne fortolkes gennem den socialistiske prisme til at ødelægge samfundets bæreevne, skrev Wharton: ”Her er en kapitalist mellem disse; han skal tvinges til at betale. Kapitalisten bliver derfor ansvarlig for alle ulykker der kan tilskrives denne, og det faktum at denne holdes ansvarlig, multiplicerer ulykkerne”
Den naturlige affinitet mellem det pragmatiske naturalistiske temperament, fundet i disciplene af David Hume og John Stuart Mill og den socialistiske synsvinkel, ses i Wharton´s engagement i Nicholas St. John Green. Green var på det tidspunkt en ung lærer på Harvard og medlem af ”Metaphysical Club of Cambridge”, da den inkluderede William James, Chauney Wright og Oliver Wendell Holmes, en velkendt amerikansk pragmatiker. Green, følgende John Stuart Mill, udfordrede direkte den fremmede opfattelse af ”objektiv årsagssammenhæng” og ”kausal kæde”. De juridiske implikationer er indlysende. Hvis ingen skelnen gøres, som Green argumenterede, mellem hændelse, betingelse og årsag, så er den sande mekanisme ansvarlig for effekten umulig at afgøre. I en retssal bliver det uden disse distinktioner let at argumentere for anslaget af forsvarets skadesgodtgørelse, som værende den med de ”dybeste lommer”. Hvis Green´s synspunkt skulle holde, argumenterer Wharton, ville ingen fabrik blive bygget. ”At gøre kapitalisten ansvarlig for alt ville derfor ende med at gøre kapitalisten, såvel som ikke-kapitalisten, ikke ansvarlig; for der ville snart ikke være nogen kapitalist der kunne sagsøges”. Wharton så, at i adskillelsen af ansvar fra ansvarlighed ville kapitalen sandsynligvis enten blive destrueret eller tvunget til at svinde ved optagelsen af de store selskaber af hvilke nationens handel er bygget.
Overbevist om at ingen virksomhed kunne ruineres uden alvorlige fælles effekter, argumenterede han for en begrænset entreprenøriel ansvarlighed. Han afviste den ”forudseende testdoktrin”, fordi den kun kunne laves på statistisk basis. I en verden af tilfældigheder hvor der ingen nødvendig forbindelse er mellem partikulære årsager og partikulære effekter, er alt hvad der kan gøres, at korrelere begivenheder statistisk i totalsum, med konsekvenser i totalsummen. Moralsk årsagssammenhæng og frit virke erstattes af sandsynligheder og statiske korrelationer.
Wharton udfordrede hårdnakket tendensen til at se uheld, enten forårsaget af naturen, gennem mangel på selvdisciplin, eller gennem ulykke, som et socialt problem, der burde afhjælpes. Hvis man begynder med princippet, at alle tab skal kompenseres, så er fristelsen, at søge efter et selskab eller anden velstående sagsøgt, på bekostning af udviskningen af den kausale kæde eller placerende alle forventninger på lige fod, hvor der ikke er nogen genkendelse af distinktionen mellem hændelse, betingelse og årsag.
Wharton og den juridiske tradition han repræsenterede, antog visse generelle principper, nemlig at årsager kan erkendes; at i det omfang de kan identificeres, kan ansvarlighed tilskrives; og at ulykker sker hvor intet ansvar kan tilskrives. En ulykke er per definition en utilsigtet begivenhed, skæringspunktet af uafhængige kausale kæder. Wharton erkendte, at mangel på intention kan og kan ikke mildne ansvarlighed; han ville ikke afvise ”forsigtig-mand”-testen. Under alle omstændigheder, i enhver transaktion er der mindst to parter; intelligens må kræves på begge sider. Sagt på en anden måde, både køber og sælger har grund til at være opmærksomme, ellers bliver skjulte og ukendte farer en realitet.
Meget er sket både i lov og på markedet siden Wharton´s dage, men han var tydeligvis fremsynet. Mens mangel på forsigtighed eller misbrug af produkter i det nittende århundrede ikke ville have fungeret som basis for sagsøgning, givet ændringer i juridisk teori, erkender selskabsledere at både dommere og nævninge sandsynligvis vejrer anderledes i dag og handler i overensstemmelse.
Et andet område på hvilket det socialistiske perspektiv er særligt udtrykt, er i området af ”borgerrettigheder”, hvor formuleringen af velfærdspolitiken påkaldes at staten skal afhjælpe selvpåførte skader. I leveringen af sundhedspleje finder vi talløse krav på goder, eksempelvis offentlig understøttet pleje, hvor livslang negligering i den enkeltes sundhed eller uansvarlig seksuel adfærd har bidraget til sygdom eller manglende førlighed. Byrden af et individs ønsker om prævention eller passende sundhedspleje, placeres derfor på offentligheden, derigennem straffende de der gennem skatten har udøvet passende pleje. Det gør en forskel, om man taler om ”umistelige rettigheder” eller anser ”rettigheder” for at være forkortelse for sociale praktikker, der er viet til politiske mål. I U.S.A. er umistelige rettigheder beskyttede af Grundloven, men de er begrænsede i rækkevidde og indeholder ikke de talrige rettigheder krævet af den usolidariske.
Ligeledes flyver socialistens tilbøjelighed til at lovgive om lighed lige i ansigtet på anerkendte forskelligheder mellem mænd og kvinder i medfødt intelligens, sundhed, fysisk formåen og opnåede færdigheder, inklusive moral og intellektuel evne. Andet end lighed for loven, er lighed ikke nødvendigvis en social værdi. Det ville være en mærkværdig verden, hvis alle var atletiske, lige musikalske, lige artistiske eller lige dygtige håndværkere. Det er naivt at antage, at alle er kapable med høje management-evner eller har den professionelle kirurgs evner eller den teoretiske fysiker. Kunstigt af kategorisere på basis af farve, køn eller fysik, og derefter forvente at finde et proportionelt lige stort antal succesfulde fra hver gruppe, ville være nonsens, hvis ikke det var for socialistens tilbøjelighed til at lovgive for at opnå favoriserede udkommer.
Socialismens fejlslagne evne til at promovere velstand, hvor end den har prøvet, synes ikke at afholde nye tilhængere. Ej heller synes dens statistikker eller totalitære tendenser at forstyrre de der i forfølgelsen af idealistiske mål, er villige til at ofre personlig og fælles frihed.
I socialismens gudløse verden er resultater nødvendigvis målt i materialistiske termer. Mål ikke opnåelige i den nuværende generation, tænkes virkeliggjorte i fremtidige generationer og derfor værdige til fortsat forfølgelse, selvom nutiden benægter opnåeligheden. Fraværende tro i himmelsk forsyn, finansiel sikkerhed og personlig sundhed antager overdreven vigtighed. Det spirituelle negligeres til fordel for sensuel forfølgelse. Selvidentiteten forsynet af singulær arv tabes i jagten på homogenitet i proletariatet. Intet ringere eksempel findes, end det af Mao Tse-Tung. Under Mao´s regime blev kunstkollektioner anset for værende af ”bourgeoisiet” og konfiskerede. Antikke kunstgenstande repræsenterende fortidige præstationer og indsigter, blev anset for ubrugelige, og i begyndelsen etablerede Mao ”stationer for ubrugelige objekter”, og kendere blev opfordret til at smide dyrebare effekter og møbler ud, med mindre de understøttede en arv i overensstemmelse med regimets karakteristika. Senere i tresserne blev arbejder ved tvang taget fra folket.
Selvom socialismen profileres intellektuelt, eksisterer socialismen som sindstilstand i varierende grad blandt dens tilhængere. Som anden tro kan teorien og dens praktiske dimensioner være ufuldstændigt forståede. Når det er sagt, så er dens karakteristiske dogmer definerbare og dens mål identificerbare. I hver generation må de der finder deres identitet i nedarvet klassisk vestlig og kristen kultur undersøge og forstå den hemmelige trussel socialismen repræsenterer mod vort vante syn på livet.
