Alle seriemordere, næsten uden undtagelse, blev som børn alvorligt misbrugte. Den slags mennesker der kaprer et fly med uskyldige mennesker, og driver det ind i en bygning med tusinder af andre uskyldige mennesker, er relateret til dette fænomen.
Når sociopater voldtager og dræber, ser de ikke deres ofre som menneskelige væsner, men kun som objekter. Dette er fordi sociopaterne selv på et tidspunkt, blev brugt som objekter – i takt med at deres kropsintegritet gentagne gange blev forbrudt sig imod. Den resulterende vrede efter seksuel misbrug er én ting, men kombineret med livet i en dysfunktionel kultur med undertrykkelse og misogyni, hvor kærlighed reduceres til voldelig dominans, er en helt anden.
Gennem det islamiske mellemøsten bliver mænd og kvinder heftigt opdraget til modsættelse af nydelse, især i den seksuelle variant. Mænd opdrages til ikke alene ikke at berøre kvinder, men endog at se på dem. Sex før ægteskabet er ikke bare en synd – men en kriminel handling. Dette straffes i bedste fald med alvorlige slag og i værste fald med henrettelses. De seksuelle privilegier der i islamisk kultur tillades, tillades mænd. Kvinders seksualitet og sociale uafhængighed repræsenterer store trusler mod mandligt overherredømme, og kontrolleres kraftigt. Derfor er der, som den maroccanske feminist Fitna Sabbah afslører i sin bog ”Women in the Muslim Unconscious”, en konflikt i Mellemøstens seksuelle libido og undertrykkelse. En dybt rodfæstet frygt, og fjendtlighed mod, individuelle resultater og dens hovedudtryk eksisterer i misogyni.
Socialt afsondrede fra kvinder ligger arabiske mænd under for homoseksuel adfærd. Men interessant nok findes der ikke noget ord for ”homoseksuel” i moderne vestlig forstand. Dette er fordi, at have sex med drenge eller kvindagtige mænd, ses som en social norm. Mænd tjener som tilgængelige erstatninger for utilgængelige kvinder. Den penetrerende mand bliver dog ikke i højere grad umandiggjort, end hvis han havde haft sex med sin kone. Den penetrerede mand umanddiggøres. Drengen umandiggøres ikke, da det rationaliseres, at han endnu ikke er en mand. I denne kultur hvor mænd penetrerer mænd, bliver penetrering en manifestation af mandlig magt, promoverende en status af hypermaskulinitet. Det anses ikke for at have noget som helst med homoseksualitet at gøre. En ugift mand der har sex med drenge, gør bare hvad mænd gør. Som den lærde Bruce Dunne har vist, så har sex i islamiske samfund intet med gensidighed parterne imellem, men om voksne mænds nydelsesopnåelse gennem voldelig dominans.
Der er tavshed omkring dette emne. Det er tavsheden der legitimerer seksuel vold mod kvinder, såsom æresdrab og kvindelig omskæring. Selvom samfundet ikke ser den seksuelle udnyttelse som ydmygende, så er de psykologiske og følelsesmæssige ar, der er resultatet af denne underlæning, afmagt og ydmygelse. Traumatiserede gennem forbrydelse mod deres værdighed og manddighed, bruger de resten af livet på at få den tilbage.
Problemet med at restituere sig efter seksuelt misbrug, og generhverve sin rystede maskulinitet, er noget af en prøvelse i en kultur, hvor kvinder hades og kærlighed fortolkes som hegemonisk kontrol. Med kvinder uden for rækkevidde – og uden for synsvidde – indtil ægteskabet, oplever mænd kun førægteskabelig sex i selskab med andre mænd. Deres seksuelle afløb inkluderer mestendels misbrug af yngre mænd – ligesom de selv blev misbrugte.
I alle disse tilfælde fjernes mændenes idé omkærlighed fra mændenes forståelse af seksualitet. Som essensen af arabisk maskulinitet er den reduceret til at skade andre gennem vold. En gigantisk afstand mellem mænd og kvinder udvikles, hvor ingen harmoni, hengivelse eller lighed tillades at eksistere. Dog, i relationen mænd imellem udelades hengivelse, solidaritet og empati. De truer den hypermaskuline orden.
Det er martrende at forestille sig den seksuelle frustration, ydmygelse og undertrykkelse, der udvikler sig i mænd fra denne kultur. Men det er ikke overraskende, at mange af disse mænd finder deres eneste tilfredsstillelsesvej i ydmygelseshandlingen af den fremmede ”fjende”, hvis maskulinitet for enhver pris må skades – som deres engang blev.
Forbrydelse mod fjendens maskulinitet kræver leveringen af alvorlig vold mod ham. De seneste terroristangreb tjener derfor som stærkt nødvendigt afløb for terroristernes ophobede seksuelle raseri. Yderligere tjener det som en desperat og patologisk erklæring af genmaskuliniseringen af deres afmaskuliniserede selv.
Når sociopater voldtager og dræber, ser de ikke deres ofre som menneskelige væsner, men kun som objekter. Dette er fordi sociopaterne selv på et tidspunkt, blev brugt som objekter – i takt med at deres kropsintegritet gentagne gange blev forbrudt sig imod. Den resulterende vrede efter seksuel misbrug er én ting, men kombineret med livet i en dysfunktionel kultur med undertrykkelse og misogyni, hvor kærlighed reduceres til voldelig dominans, er en helt anden.
Gennem det islamiske mellemøsten bliver mænd og kvinder heftigt opdraget til modsættelse af nydelse, især i den seksuelle variant. Mænd opdrages til ikke alene ikke at berøre kvinder, men endog at se på dem. Sex før ægteskabet er ikke bare en synd – men en kriminel handling. Dette straffes i bedste fald med alvorlige slag og i værste fald med henrettelses. De seksuelle privilegier der i islamisk kultur tillades, tillades mænd. Kvinders seksualitet og sociale uafhængighed repræsenterer store trusler mod mandligt overherredømme, og kontrolleres kraftigt. Derfor er der, som den maroccanske feminist Fitna Sabbah afslører i sin bog ”Women in the Muslim Unconscious”, en konflikt i Mellemøstens seksuelle libido og undertrykkelse. En dybt rodfæstet frygt, og fjendtlighed mod, individuelle resultater og dens hovedudtryk eksisterer i misogyni.
Socialt afsondrede fra kvinder ligger arabiske mænd under for homoseksuel adfærd. Men interessant nok findes der ikke noget ord for ”homoseksuel” i moderne vestlig forstand. Dette er fordi, at have sex med drenge eller kvindagtige mænd, ses som en social norm. Mænd tjener som tilgængelige erstatninger for utilgængelige kvinder. Den penetrerende mand bliver dog ikke i højere grad umandiggjort, end hvis han havde haft sex med sin kone. Den penetrerede mand umanddiggøres. Drengen umandiggøres ikke, da det rationaliseres, at han endnu ikke er en mand. I denne kultur hvor mænd penetrerer mænd, bliver penetrering en manifestation af mandlig magt, promoverende en status af hypermaskulinitet. Det anses ikke for at have noget som helst med homoseksualitet at gøre. En ugift mand der har sex med drenge, gør bare hvad mænd gør. Som den lærde Bruce Dunne har vist, så har sex i islamiske samfund intet med gensidighed parterne imellem, men om voksne mænds nydelsesopnåelse gennem voldelig dominans.
Der er tavshed omkring dette emne. Det er tavsheden der legitimerer seksuel vold mod kvinder, såsom æresdrab og kvindelig omskæring. Selvom samfundet ikke ser den seksuelle udnyttelse som ydmygende, så er de psykologiske og følelsesmæssige ar, der er resultatet af denne underlæning, afmagt og ydmygelse. Traumatiserede gennem forbrydelse mod deres værdighed og manddighed, bruger de resten af livet på at få den tilbage.
Problemet med at restituere sig efter seksuelt misbrug, og generhverve sin rystede maskulinitet, er noget af en prøvelse i en kultur, hvor kvinder hades og kærlighed fortolkes som hegemonisk kontrol. Med kvinder uden for rækkevidde – og uden for synsvidde – indtil ægteskabet, oplever mænd kun førægteskabelig sex i selskab med andre mænd. Deres seksuelle afløb inkluderer mestendels misbrug af yngre mænd – ligesom de selv blev misbrugte.
I alle disse tilfælde fjernes mændenes idé omkærlighed fra mændenes forståelse af seksualitet. Som essensen af arabisk maskulinitet er den reduceret til at skade andre gennem vold. En gigantisk afstand mellem mænd og kvinder udvikles, hvor ingen harmoni, hengivelse eller lighed tillades at eksistere. Dog, i relationen mænd imellem udelades hengivelse, solidaritet og empati. De truer den hypermaskuline orden.
Det er martrende at forestille sig den seksuelle frustration, ydmygelse og undertrykkelse, der udvikler sig i mænd fra denne kultur. Men det er ikke overraskende, at mange af disse mænd finder deres eneste tilfredsstillelsesvej i ydmygelseshandlingen af den fremmede ”fjende”, hvis maskulinitet for enhver pris må skades – som deres engang blev.
Forbrydelse mod fjendens maskulinitet kræver leveringen af alvorlig vold mod ham. De seneste terroristangreb tjener derfor som stærkt nødvendigt afløb for terroristernes ophobede seksuelle raseri. Yderligere tjener det som en desperat og patologisk erklæring af genmaskuliniseringen af deres afmaskuliniserede selv.
