Det Radikale Venstres Syndefald.

Jeg kan blive så uendelig træt af at Det Radikale Venstre, af danske journalister, omtales som det  hæderkronede gamle parti - For jeg mener Det Ra...

Isabella Balkert,

16/01/2010

Jeg kan blive så uendelig træt af at Det Radikale Venstre, af danske journalister, omtales som det  hæderkronede gamle parti - For jeg mener Det Radikale Venstres fortid er alt andet end hæderskronet.

De Radikale "revisionistiske historikere"s vurdering af datidensmoralske dilemma er præget af ønsketænkning – Især den Radikale Bo Lidegaardsbog om den Radikale politiker Erik Scavenius dokumenterer så uforbeholden en hyldest og så positivt et syn på Scavenius ”at Erik Scavenius´ egen bog omforhandlingspolitikken tager sig selvkritisk ud” – Skrev Jyllandspostensanmelder.

Det har hidtil været den almindelige opfattelse, at Erik Scavenius gang på gangtog fejl i sine vurderinger, og at hans imødekommenhed over for tyskernes kravofte var unødvendig. Med besættelseshistorikeren Hans Kirchhoffs ord:»Scavenius gik for vidt i sin erklærede goodwill-politik over for tyskerne...han så ikke dybden i nazismens forbryderiske politik. Han var heller ikke istand til at spille på de tyske organers uenighed og spille dem ud modhinanden.« (Berl. Tid. 9/11 03).

Hans uforbeholdne positive syn på Tyskland – Kom også til udtryk i hans tid somformand for Politikens bestyrelse 1932-40, hvor han gang på gang udløste mishaghos læserne ved at få bladet til at udvise selvpålagt tilbageholdenhed iomtalen af Hitlertyskland.

Lad os kikke lidt på Scavenius CV - Scavenius gik fra Politiken tilSlotsholmen, og hans Nazi positive adfærdsmønster gentog sig her. Det begyndte med de svulstige ord i regeringenstiltrædelseserklæring om »de store tyske Sejre, der har slået Verden medForbavselse og Forundring«, og som vil medføre »en Nyordning i politisk ogøkonomisk Henseende under Tysklands Førerskab«, hvor Danmark vil »finde sinPlads i et nødvendigt og gensidigt aktivt Samarbejde med Stortyskland.«

Ord, der ikke havde sin baggrund i nogen som helst nødvendighed, eller kunnebegrundes med pres fra tysk side.  Gang på gang kom han den nazistiske besættelsesmagt iforkøbet og tilbød den stramninger – Før tyskland bad om dem. Men også ord derman kan uddrage en information af og informationen er at Scavenius selv drømteom at Danmark skullle være en del af det stortyskland, danskerne på ingen mådestøtte ham idrømmen om - Og derfor er det ikke sært at han blev en af datidensmest forhadte politiske skikkelser.

Han var selv den første til at erkende at han ikke var populær i den danskebefolkning. Hans ægtefælle/samlever fortalte i et jubilæumsinterview,hvorledes ægteparret 4. maj om aftenen sad i stuen i dyster stemning med bangeanelser. Parret deltog ikke i det danske folks jubel over befrielsen.  Befrielsen var for Scavenius et personligt tab. FordiScavenius stod sammen med tyskland på alle måder og derfor delte han ogsåskuffelsen over befrielsen med Tyskland.
Scavenius bliver nu af de revisionistiske historikere markedsført som enpolitisk "realist". Sagen er, at hvor andre for længst havdefornemmet, hvor det bar hen, opgav han først sent sin tro på, at nazismen villesejre. »Scavenius´ politik under Anden Verdenskrig var baseret påfejlvurderinger«, som det samtidige vidne Jens Otto Krag skrev i 1971.

Havde det stået til Scavenius, ville vi efter 1945 have været at finde i dennazistiske lejr i historiebøgerne.

Han var ikke nogen stor statsmand, men en lille statsmand, der ikke havdefornemmelse for, hvor historien gik hen.

Hans politik havde sin begrundelse så langt tilbage som i 1864.Antikominternpagtens fornyelse i 1940 er et af de pinligste afsnit i Danmarksnyere historie. Hjemme i Danmark medførte det arbejder- ogstudenterdemonstrationer af hidtil uset omfang på Rådhuspladsen og vedChristiansborg, hvor man hujede ad Scavenius. Scavenius havde ved sinkollaboration aktiveret danskerne mod tyskerne, præcis det modsatte af, hvad hanville opnå med sin politik. Han savnede det gen, der kunne registrerebefolkningens stemning. En politiker, der er ligeglad med befolkningen, er ikkerealist.

Scavenius truede sine regeringskolleger med, at hvis de ikke lod ham vindenazisternes tillid, ville Danmark blive udleveret til tysk forgodtbefindende.

Men dermed misbrugte han den position, han havde skaffet sig hosbesættelsesmagten. Han påstod, at hvis man ikke gav efter for de tyske krav,ville den danske befolkning blive underkastet et tysk terrorregime af hidtilukendte dimensioner. Men det var jo ikke rigtigt. Da hanskollaborations-politik brød sammen i august 1943, og han måtte gå af somstatsminister, var resultatet slemt nok, men jo slet ikke, hvad han havde ladetskinne igennem. Ikke vilkårlig tysk terror endsige økonomisk afstraffelse afden danske befolkning.

Forsvar for fortiden
Den Radikale Bo Lidegaard har rent bogstaveligt skrevet danmarkshistorien om,ved at revidere kapitlet om Besættelsen.

Historikeren Søren Mørch skriver i sin bog "24 statsministre" om»historieforskningen, hvor det indtil marxismens opdukken i 1970´erne hørte sigtil, at enhver historiker, der ønskede at gøre karriere, enten var radikaleller holdt kæft med det, hvis han ikke var det.« (s. 102). Citatet randt mig ihu, da jeg forleden i besættelsestidsdebatten læste flg. udtalelse fra en unghistoriker, lektor Nils Arne Sørensen fra Syddansk Universitet, Odense, omnutidens revisionistiske historikere: »De danske historikere er ofte radikalemed offentlig ansættelse i ryggen. I den forstand har du (intervieweren) ret i,at danske historikere er endt med at tage et standpunkt, som forsvarer derespolitiske venner i fortiden.«

Jeg kunne tolerere de radikales synspunkt, hvis de efter krigen havde støttetDanmarks optagelse i de vestlige alliancer. Så havde de kunnet ranke ryggen ogsige: Nu kan vi sammen med andre demokratiske lande stå vagt om frihed ogdemokrati. Det kunne vi ikke før krigen, fordi der ikke var nogen alliance attilslutte sig. Men hvad gjorde de: De fremturede og bekæmpede disse alliancer.De mente åbenbart, at Scavenius-politikken var så vidunderlig, at vi ikke skalgøre noget for at undgå en tilsvarende situation i fremtiden.

Det er dette Radikale syndefald både før og efter krigen, der gør detnødvendigt at fremture med debatten om Besættelsens moralske dilemma. Og det erdet ikke mindst fordi Det Radikale Venstre var og er fuldkommen entydigt fordet EU der allerede ligner Hitlers vision for et samlet Europa, med eenpræsident, een udenrigsminister og en fælles mønt – Et EU der fortrinsvis erledet af Tyskland.

Kilde: