Helle Thorning proklamerede efter valget, at ”de gjorde det”, men nej - det gjorde de rent faktisk slet ikke. En yderst beskeden valgsejr kom i hus bl.a. som følge af borgerligt stemmespild, da Kristendemokraterne (med Fælleslistens kandidater) som bekendt ikke kom ind, men også den Konservative Lars Barfods flirteri med de Radikale har givetvis resulteret i, at Danmark nu ledes
af et politisk kludetæppe.
Efter ti år i opposition skulle man tro, at især S og SF ville være godt forberedte på at overtage regeringsmagten, men nej. Der skulle først en masse og langtrukne forhandlinger til på toppen af det eksklusive hotel Crown Plaza, før kludetæppet var syet og ministrene udpeget.
Bevares, S, SF og SF kunne jo ikke vide, hvem der blev valgt ind, men kunne man ikke med rette formode, at Helle og Villy sammen med Margrethe før valget havde lavet en ministerliste med de mest kompetente til de respektive ministerier?
Nu er det altså også tilladt for valgets vindere at hente ministre ind ude fra – de får ganske vist ikke stemmeret i Folketingssalen, men mon ikke vi alle kan blive enige om, at der udenfor Borgen er langt bedre kvalificerede minister emner end indenfor?
Det skulle man vel mene, men kludetæppet skulle vise sig at omfatte ikke så få overraskelser. Det var ikke nogen overraskelse, at Villy skulle være udenrigsminister, men mon ikke der rystes godt og grundigt på hovedet i ind- og udland over hans evner (også) på det område? Der var da andre
og mere oplagte emner til posten – især midt i en alvorlig krisetid.
En af, de for mig, største overraskelser var dog udnævnelsen af Astrid Krag (SF) som sundhedsminister – et område hun absolut ingen erfaring har indenfor. Der var andre og mere oplagte kandidater – Jonas Dahl (SF) og Sofie Hæstorp Andersen (S) f.eks.. I en artikel på Altinget.dk udtrykker Astrid Krag forundring over, at befolkningen gerne vil se resultater nu – hun vil ikke bedømmes før om fire år – jeg tror, at patienterne er trætte af ventelister!
Så er der SFs unge komet den kun 25 årige Thor Möger Pedersen, som til stor overraskelse blev udnævnt som skatteminister. Paradoksalt nok ansætter hans så en endnu yngre spindoktor (endda før den officielle ansøgningsfrist var udløbet – ganske som tilfældet har været med andre nyudnævnte ministre). Man må i den sammenhæng håbe på at ministeriet han en stor stab af kompetente embedsmænd/-kvinder, men med tidligere ups’er i Skatteministeriet kan man godt tvivle.
Den erfarne politiske håndværker og postbud, Henrik Dam Kristensen, udnævnes til transportminister frem for det mest åbenlyse valg og den erfarne ordfører på området, Magnus Heunicke (S), der som et plaster på såret blev politisk ordfører.
Stemmeslugeren med de Aarhusianske spenderbukser, Nicolai Wammen (S), var af mange spået som landets nye indenrigsminister, men nej – den post nappede valgets ukronede dronning, Margrethe Vestager (R), selv – sammen med økonomiministertitlen. Og den ”stakkels” Nicolai fik den lidet flatterende post som Europaminister.
De andre Radikale ministre vil jeg ikke dvæle så meget ved, da der jo er mange nye og uprøvede kræfter, der vandt vælgernes gunst. Eneste trøst i forbindelse med de Radikale ministre er, at vi slap for Marianne Jelved, der skal forsøge at holde styr på den unge folketingsgruppe.
Dog skal det til sidst nævnes, at Morten Bødskov (S), som bekendt nu er landets justitsminister. Hans eneste kvalifikation til denne post synes at være retsordførerskab fra 2003-2005 (men okay Brian Mikkelsens CV var/er heller ikke imponerende til posten).
Listen kan blive endeløs lang – så fortsæt endelig selv – men jeg vil dog også fremhæve formanden for Socialudvalget, Özlem Sara Cekic (SF), der qua sin dvalgsformandspost skal være delegationsleder under rejser i udlandet, men altså åbenbart (heller) ikke taler engelsk, og da Tyrkiet endnu ikke er medlem af EU (og forhåbentlig aldrig bliver det), så er hun altså lidt på tynd is. Og meget apropos det med sprogkundskaber – eller mangel på samme – så kan det netop vise sig at blive kludetæpperegeringens største udfordring. Det var bestemt ikke imponerende at høre landets statsminister, Helle Thorning Schmidt (S), holde tale i EU – okay det kan være nervøsitet, men kan vi ikke med rette forvente mere af landets folkevalgte (og hun er endda gift med en englænder)?
Når vi taler om kludetæpper, så er der da forståelse for, at der sikkert er slugt mange kameler under den lange ørkenvandring på Crown Plaza, hvilket også tydeligt ses af den uro, der rumsterer i S og SFs bagland. Selve sammensyningen af kludetæppet ser da også allerede ud til at være yderst skrøbeligt, især da det er Enhedslisten, der får det til at hænge sammen rent politisk, men også meget vel kan blive det parti, som trækker trådene ud igen – og eksempelvis Astrid Krag derfor skal bedømmes, hurtigere end hun ønsker.
Summa summarum er det egentlig ganske indlysende, at et så broget kludetæppe kræver oprettelse af nye ministerier og ansættelse af adskillige spindoktorer – endda hele to af slagsen til regeringens såkaldte nøgleministre. Jeg erindrer ellers at have hørt såvel S som SF kritiserede de forrige regeringer for, det som den nuværende gør – for dine og mine penge!
Det politiske kludetæppe kan blive et lige så dyrt ”indkøb”, som det vi så under Anker Jørgensen (hvis ikke dyrere). Jeg vil derfor vende mig mod de højere magter: GUD BEVARE DANMARK.
