Det personlige ansvar

I Danmark har vi en velfærdsstat, der skal tage sig af os fra vugge til grav. Vi har valgt den universelle model, der betyder at alle har ret til ydelser fra det offentlige. Det lyder egentlig meget godt, vil de fleste tænke, og hos Liberal Alliance er vi også tilhængere af velfærdsstaten. Ingen skal efterlades i rendestenen, staten skal hjælpe dem som ikke kan selv. Er det så det den gør velfærdsstaten, hjælper den de svageste, og lader dem som kan og vil selv gøre netop det? Svaret er nej. Et eksempel på det er efterlønnen, hvor raske og rørige mennesker betales for at holde fri resten af deres liv. 122.000 danskere modtager efterløn, og ifølge de økonomiske vismænd er kun 10-15 % af dem nedslidte. Dem skal vi selvfølgelig hjælpe, og  det kunne vi e.k.s gøre ved at give dem førtidspension. Hvis velfærd handlede om at hjælpe de svageste, ville vi fokusere på den gruppe som er nedslidte, og hjælpe dem. Istedet bruges de som et påskud for at fastholde en ordning, som strider imod det som velfærd burde handle om, nemlig at hjælpe dem som ikke kan selv. 


I det hele taget har vi brug for tiltag, der kan skabe vækst i Danmark. Det skal kort og godt, være attraktivt at tjene sine penge i Danmark. Enten ved at starte egen virksomhed, at investere, eller at arbejde noget mere. Idag bruges topskatten, til at uddele dummebøder, til dem der tjener mange penge. Forsvare af topskatten ender altid med at bekende sig til en misundelses-retorik, som ikke har noget med velfærd at gøre. Derfor skal topskatten væk. I det hele taget skal indkomstskatten sættes ned, for at øge væksten. 


Velfærdstaten er dyr, og derfor har Danmark verdens højeste skattetryk, og dermed verdens bedste service, eller hvad? Det har desværre vist sig ikke at være tilfældet. Et eksempel på det er folkeskolen, hvor vi ligger nr. 1 når vi taler udgifter, men altså ikke når det handler om faglighed. En af årsagerne til det, kan findes i at lærerne bruger for lidt tid på at undervise, og for meget på administration. En administrations-byrde som politikerne har pålagt dem, i deres iver efter at kontrollere lærerne ned i mindste detalje. Løsningen er at slippe skolerne fri, ved at give dem status af selvejende institauationer, på samme måde som gymnasierne har det idag. Vi tror på at lærerne er de bedste til at skabe en god folkeskole, og få fagligheden tilbage i klasselokalerne. Vi tror ikke på at politikerne kan skabe verdens bedste folkeskole, det bør de overlade til fagfolkene. Her et klart eksempel på at venstrefløjen gør regning uden vært, når de fortæller at bare vi bruger flere penge, så går det nok alt sammen. Eksemplet med folkeskolen viser det modsatte.


Ovenstående er eksempler på hvad politikerne burde bruge deres tid på, og der er altså nok at tage fat på. Det gør de bare ikke, og hvorfor gør de så ikke det?. Det korte svar er at de er blevet bange for vælgerne. Igen kan vi bruge efterlønnen som eksempel. Da Poul Nyrup i 1999 lavede et indgreb i efterlønnen, kostede det ham regeringsmagten. Siden har de etablerede partier, minus de Radikale, og Liberal Alliance været kronisk angst for overhovedet at tale om efterlønnen. Angsten er blevet til en regulær reformangst, som betyder at de nødvendige reformer som alle eksperter peger på, ikke bliver gennemført. Statsministerens nytårstale er et skridt i den rigtige retning, men vi har stadig lang vej at gå. Det skaber altså problemer når politikerne glemmer deres rolle, og tror de skal være eksperter på alle fronter, ja sågar når det handler om den enkelte borgers privatliv. Politikere er sat i verden for at skabe rammen for vores liv, ikke for at leve vores liv for os. 


Men politikerne skal jo genvælges, og for at blive det skal de i medierne. Når man så ikke tør tale reformer, ja så må de profilere sig på noget andet. På den måde kommer det ene vanvittige forslag efter det andet, som i bedste fald er uden betydning. I værste fald er det en trussel, mod os som frie mennesker. Politikerne begynder at koncentrere sig om hvilken hund du må eje. Hvilken mad dine børn skal spise, når de er i børnehave. De kriminaliserer jægeren og tankpasseren, fordi bandemedlemmer stikker hinanden ned med kniv. De forbyder rygning på værtshuse og virksomheder. De vil bestemme hvilke tv kanaler du må se o.s.v. Alt sammen forslag som hæmmer friheden for den enkelte.


Liberal Alliance har derfor frihed som en af mærkesagerne, og med frihed følger der selvfølgelig et ansvar. Derfor er jeg fremme ved min overskrift, og vil nævne noget som politikkerne ikke længere taler om, nemlig det personlige ansvar. Af gode grunde kan de ikke tale om det, for hvad skal de så tale om når nu reformer og rammevilkår er udelukket. Derfor er ingen sag for lille eller betydningsløs, til at en af de 179 folkevalgte kan tage den op. Et eksempel på det var de Konservatives forslag om et burkaforbud, eller Dansk Folkepartis forslag om forbud mod mineratter. Det lykkes at finde tre kvinder i Danmark, der benytter burka dagligt. Mineratter findes der tilgengæld ingen af i Danmark. Derfor var forslagene spild af tid, og medvirkede vist kun til at øge politikerleden, hvilket er fuldt forståeligt når de ligefrem føler sig nødsaget til at opfinde problemer, samtidig med at helt almindelige mennesker mærker krisen kradse, og deres job forsvinde, fordi vi ikke er konkurrencedygtige.


Andre forslag og vedtagelser er mere alvorlige og krænkende for den enkelte. Et eksempel på det er rygeloven, som blev vedtaget af et enigt folketing, minus de radikale som ønskede et totalforbud for rygning på værtshuse. Her er en bestemt mekanisme gældende. Politikerne beslutter at vi skal være sundere, og indfører så regler på vores vegne. I det konkrete tilfælde betød det et forbud mod rygning på værtshuse over 40 kvadratmeter. Det sidste skal man vist være folkevalgt for at forstå. Loven som helhed er krænkende, fordi den forbyder en lovlig handling i en lovlig forretning. Det samme gælder for de virksomheder, der blev pålagt denne rygelov. Både hos restaurationsbranchen og virksomhederne, var der en bevægelse hen imod røgfrie miljøer. Jeg har selv arbejdet på en fødevarefabrik, der længe før rygeforbudet, frivilligt gjorde virksomheden røgfri. Virksomheden levede altså selv op til sit ansvar, uden politisk tvang. Ligeledes så flere restaurationer et marked for røgfrie miljøer, og lavede derfor netop dette. 


Det samme gælder for almindelige danskere. Mange har oplevet, at de fleste ikke længere ønsker rygning i deres hjem. Det ønsker de ikke, fordi de fleste er blevet opmærksome, på hvor sundhedsskadelig rygning er. Det har de gjort på trods af at politikerne ikke har forbudt rygning i private hjem. Danskerne er altså ansvarlige mennesker, der ikke behøver poltiske barnepiger. Selvom nogen af os er mindre ansvarlige, og vælger at at ryge velvidende at det er usundt, er det valg helt vores eget. 
 
Derfor er det på sin plads at spørge politikerne, om de har glemt at danskerne selv kan tage ansvar for deres liv?. Sundhedsstatestikker og en længere gennemsnitslevealder kan være godt nok, men undskyld- hvad med friheden?