Jeg har tidligere redegjort for LO-formand Harald Børstings vision for et godt Danmark (http://www.berlingske.dk/kommentarer/drik-de-andre-betaler). I følge Børstings egne ord skulle de, der "drak mest", altså de, der hentede mest ud af statskassen, betale den største del af regningen for den økonomiske krise. S og SFs udspil Fair Forandring og Fair Løsning udtrykker den samme holdning.
Som jeg gjorde klart i mit indlæg, mener jeg i modsætning til trioen Thorning-Schmidt, Børsting og Søvndal ikke, at det er korrekt at udpege topskatteyderne, som dem, der hentede mest i statskassen i kraft af lettelsen af topskatten, og derfor er dem, der skal betale mest af regningen. Tvært imod. For skulle det være rigtigt, må det betyde, at topskatteydernes, ja alle skatteyderes, penge indledningsvis hører hjemme i statskassen. Og kan det virkelig være rigtigt?
Lad os se på hvordan henholdsvis staten og "den almindelig dansker"
kommer til sine penge. Uden at tage stilling til udsagnets empiriske korrekthed hævdes det typisk, at den almindelige dansker er lønmodtager. Det vil sige, at vedkommende arbejder og som kompensation for den tid og energi, vedkommende lægger på sin arbejdsplads, bliver betalt en løn. Denne løn bliver typisk udbetalt til en lønkonto, og det er i den forbindelse, at staten henter sine penge. Inden borgeren får sin løn, har skattevæsnet nemlig allerede fratrukket et betragteligt beløb - uden at spørge om lov. Hvis staten ejer pengene, som S, SF og Harald Børsting synes at mene, så er handlingen aldeles uproblematisk; hvis staten imidlertid ikke ejer pengene, så er det en anden sag.
Hvis jeg ringede på døren hos de almindelige danskere hr. og fru Jensen og bad fru Jensen om at overdrage halvdelen af familiens ejendele til mig, ville hun højst sandsynligt sige nej. I så tilfælde ville jeg have mindst tre valg: enten kunne jeg gå derfra med uforrettet sag og aldrig komme igen; jeg kunne vælge at vende tilbage ud på natten og stjæle halvdelen af familiens ejendele; eller, hvis jeg var bange for mørke, eller af anden grund ikke ønskede at vente til ud på natten, kunne jeg true fru Jensen med at udsætte hendes mand for en så uhyrlig straf, hvis ikke hun udleverede deres ejendele, at hun efterkom mit krav.
Hvis jeg valgte den første mulighed, ville ingen kunne bebrejde mig noget. Hvis jeg derimod valgte den anden eller tredje mulighed, ville jeg begå en forbrydelse og henholdsvis kunne straffes for tyveri og røveri. Jeg tillader mig at antage, at dette er åbenlyst for de fleste, for det er jo hr. og fru Jensen og ikke mig, der har arbejdet for de penge, de har brugt til at købe deres ejendele. Men hvis det ville være tyveri, hvis jeg tog familien Jensens ejendom uden deres samtykke, hvorfor er det så ikke tyveri, når staten tager fru Jensens penge uden at spørge om lov - og endda truer med bøder og frihedsberøvelse, hvis hun forsøger at slippe for at betale?
Fordi det er i flertallets navn og interesse, at skatten indkræves, svares der. Og hvilket svar det er! For er der så ikke en fare for, at demokratiet kan udvikle sig til et mindre formuende flertals apparat til at tiltvinge sig råderetten over et mere formuende mindretals ejendom? Noget kunne tyde på at faren er overhængende nu, hvor et flertal af befolkningen tilsyneladende støtter op om S og SFs "solidariske" planer, der netop på vegne af flertallet af mindre formuende benytter statens voldsmonopol til at true et mere formuende mindretal til at betale for en række af flertallets udgifter. Det er i øvrigt udgifter, som langt størstedelen af dette mindre formuende flertal selv kunne betale, hvis det samlede skatte- og afgiftstryk var lavere også på deres arbejde.
S og SF kalder deres planer for Fair Løsning og Fair Forandring, og efter det demokratiske sandhedsparadigme, hvor flertallet har ret, er der ikke meget at gøre for det mere formuende mindretal, hvis dette måtte mene, at planerne er unfair. Ganske som der ikke var meget at gøre for den håndfuld kristne, der i det gamle Rom var på vej til at blive kastet for løverne som underholdning for tusindvis af blodtørstige tilskuere i Colosseum, hvis de satte spørgsmålstegn ved, om det nu også var en god ide at sende en håndfuld forsvarsløse mænd ind til en flok glubske løver.
Hvad angår skat, giver demokratiet altså et legitimerende mandat til en omfattende konfiskation af private menneskers midler, men selv om det kunne friste at kalde metoderne mafiaagtig, ville dette faktisk være misvisende. Ikke engang den italienske mafia tager så meget som halvdelen af, hvad den danske stat opkræver i skat.
Nuvel, jeg lod mig gribe af stemningen, for naturligvis er en grad af beskatning nødvendig, ønskværdig og forsvarlig. Rimelighedens grænse er imidlertid overskredet med mange procenpoint i Danmark, og en af de vigtigste opgaver for en kommende regering er at sænke beskatningen af danskerne betragteligt.
