Torsdag den 15. september 2011 blev en sort dag for konservatismen og Det Konservative Folkeparti i Danmark. Det Konservative Folkeparti fik sit dårligste valg nogensinde. Men det var et fortjent nederlag. Det Konservative Folkeparti har glemt at være konservative og har i de sidste 10 år ikke udviklet konservatismen i Danmark, men har alene stillet sig tilfreds med en række ministerbiler.
Efter 10 år med en borgerlig regering kan det borgerlige Danmark se tilbage på en offentlig sektor, der bruger flere penge end nogensinde og aldrig har haft så mange ansatte. Det borgerlige Danmark har reelt ikke givet skattelettelser kun skatteomlægninger. Vi har lært nye ord som multimedieskat, fedtskat og iværksætterskat. Ikke lige de forventninger vi havde den november aften i 2001, hvor de radikale blev sat uden for indflydelse med et rent borgerligt flertal.
Nu skulle der sættes en stopper for penge, der fossede ud af statskassen, og der skulle ryddes op i bureaukratiet og Danmark skulle være borgerligt. Men vi tog fejl. Det borgerlige Danmarks nye legekammerat var ikke et borgerligt parti bygget på ruinerne af Fremskridtspartiet. Men et old school Socialdemokrati, som Venstre i deres nye stil fodrede med nye offentlige ydelser, og De konservative fulgte bare med.
Vi satte aldrig foden i døren og sagde ikke fra med vores stemmer. Det var der, vi lagde grunden til den sorte torsdag. Det konservative valgnederlag skyldes ikke en tilnærmelse mellem konservative og radikale under valgkampen. Valgnederlaget skyldes alene et konservativt svigt af konservatismen. Det var det, vi fortjent blev straffet for. Vælgerne var blevet trætte af at stemme på et parti, som talte om mere frihed og mindre bureaukrati, men ikke kunne levere varen. Og som kun kunne producere endnu flere regler og udbygge en socialdemokratisk samfundsmodel, som allerede var stødt på grund.
Konservatismen i Danmark døde ikke den 15. september 2011. Der er stadigvæk konservative i Danmark og der vil også i fremtiden være brug for et konservativt parti i Danmark. Venstre, De radikale og Liberal Alliance er liberale, Dansk Folkeparti nationale socialdemokrater. Så ingen af de partier kan repræsentere konservatismen på samme måde som Det Konservative Folkeparti. Så frem for at lukke partiet og starte et nyt er det bedste, at Det Konservative Folkeparti finder tilbage til de konservative rødder og fører en konservativ politik.
Der er op til 25 % af vælgerne, som har sympati for Det Konservative Folkeparti. Mange undersøgelser har gennem årene vist, at mange vælgere har os som 2. valg, hvis de ikke kunne stemme på deres foretrukne parti. Det er på samme tid både en god og dårlig nyhed. Det viser, at der er et potentiale for Det Konservative Folkeparti for igen at blive et stort parti. Men også en dårlig nyhed fordi det viser, hvor dårlige vi har været til at tiltrække konservative vælgere.
Konservatismen er ikke en ideologi med et endeligt mål for samfundet som socialister og liberalister. Vi er ikke modstandere af staten, men ønsker heller ikke en stat, der knægter den enkelte.
Vi tror på, at den enkelte har ansvar for sit eget liv og sin familie. Vi tror ikke på velfærdsstaten med dets universelle goder til alle. Men på et samfund, der hjælper den svage, som ikke kan hjælpe sig selv.
Konservatismen er mere end en lav skat. Konservatismen er om det hele menneske og alle de udfordringer det står over for i sin hverdag.
Det Konservative Folkeparti bør naturligt være skeptisk overfor det socialdemokratiske velfærdsprojekt, der har gjort flere og flere umyndige. Den socialdemokratiske samfundsmodel er i direkte modstrid med den konservative velfærdsmodel.
Som konservative har vi en naturlig skepsis overfor ”revolutionære” ideologier som liberalismen og socialismen, der begge ønsker at skabe det perfekte samfund. Vi er ikke revolutionære, men evolutionære i vores tilgang til samfundet. Vi ønsker at bevare det i samfundet, som virker og har virket gennem generationer.
Det er derfor slagord som Gud, konge og fædreland er så centrale for konservative. Det er den konservative generationskontrakt og vores dna kogt ned til 3 ord. Vi er et kristent parti og bygger vores konservatisme på kristne værdier som ansvar og medfølelse. Kongen er symbol på staten, og fædrelandet er den danske kultur og egenart.
Uden en dansk kultur og sprog er der ikke noget Danmark. Kulturpolitikken er derfor vigtig for det konservative menneske. Vi ønsker ikke som de liberale en kultur, der kun baserer sig på markedet. Staten skal understøtte den danske kultur og sprog ved, at der undervises og forskes på dansk. At sikre der udgives bøger på dansk.
Som konservative skal vi tage et opgør med det store omfordelingscirkus, som Danmark har udviklet sig til. Vi opkræver høje skatter af borgerne for at kunne give de mange offentlige ydelser og så tilskud til, at borgerne kan betale de mange høje afgifter. Alt tillagt en masse administratorer, som skal administre, at vi flytter penge fra den ene lomme til den anden.
Vi skal arbejde for, at borgerne kan leve af den løn de tjener uden at de behøver få offentlig hjælp. Skatter og afgifter skal derfor sættes kraftigt ned. De mange afgifter som moms og grønne afgifter virker i praksis som omvendt progressiv skat og rammer de lavtlønnede hårdest.
Vi skal ikke arbejde for, at skatten på arbejde sættes ned og så sætte afgifterne op. Vi skal arbejde for at både skatter og afgifter sættes ned.
For ikke så mange år siden var Det Konservative Folkeparti erhvervslivets foretrukne parti. Det er vi ikke længere.
Mange erhvervsfolk har den opfattelse, at de bruger mere tid på at opfylde de offentliges krav om kontrol end på at udvikle deres forretning. Vi skal gøre det lettere at starte og udvikle sin virksomhed samt tjene penge. Fedtskatten og iværksætterskatten er to eksempler på love, som trækker i den modsatte retning. Multimedieskatten er et tredje eksempel på en lov, der trækker i den forkerte retning.
Alt for ofte har det lydt fra konservative, at der ikke er råd til skattelettelser her og nu. Det spørgsmål skal vendes om. Vi skal spørge, hvor mange penge har danskerne råd til at betale i skat? Og så tilpasse den offentlige sektor efter det. Ikke omvendt som i dag, hvor borgerne har skullet betale mere og mere i skat for at opfylde politikernes krav om stadig flere udgifter.
Den konservative krise er måske dyb, men vi er ikke i et større hul end vi ikke kan komme op ad det. Men det kræver en ny kurs og ikke mere af den samme politik, som har betydet, at vi har fået vores dårligste valg nogensinde.
Vi skal have fat på de konservative kerneværdier. Gud, konge og fædreland giver stadigvæk mening for mange mennesker i Danmark. Det er op til Det Konservative Folkeparti, om vi fortsat skal spille en rolle i dansk politik eller om ej.
