Økonomi og meteorologi har meget tilfælles. Man kan ikke kigge på sin lille vejrstation, slå lidt på barometeret - sætte de bare tæer i sin græsplæne i august - og beslutte sig for at nu bliver det vist aldrig isvinter igen. Men ikke desto mindre er det hvad dagbladet Børsen i dag faktisk gør. Lave renter så langt øjet rækker?
Man vil gerne plædere for at stærke kræfter holder renteudviklingen i skak, og at den lange rente vil være lav – ikke bare året ud – men også godt ind i det kommende år. Dagbladets dygtige redaktør Leif Beck Fallesen gør hermed Børsen til opponent for det rene økonomiske fantasteri - og set i lyset af de økonomiske realiteter, trækker det nyhedsmediet et godt stykke længere ned på troværdighedsstigen.
I det økonomiske år er vi tillige trådt ind i august – hedebølgen er ovre i vores nabolag, og kornmodsglansen breder sig over det ganske land. Ude i den store verden brænder afgrøderne. Men i dette lille land - i denne lille afkrog af verdensøkonomien – mener altså det førende dagblad, at en risikotest der i fup- og fidus-grad ikke lader IT-Factory meget efter, og at den multinationale pengetank EFSF – der er baseret på statsligt vekselrytteri og tvivlsomme garantier – borger for den finansielle stabilitet.
Den traditionelle opfattelse af renteniveauet – hvor rentestigningerne afmærker økonomiens kapacitetsgrænser – holder ikke længere på grund af at den makroøkonomiske virkelighed i denne tidsserie har været abnorm. Rentebevægelser normalt følger de ekspansive aktiviteter i økonomierne - og traditionel analyse foreskriver da også at renten bundede i 2009. Men på grund af de ekstreme økonomiske forhold – og de mange og store statsindgreb - er den kunstige horisont sænket, så konjunkturerne faktisk er på kollisionskurs med virkeligheden.
Man vil også gerne fremstille den nylige stresstest af Europa’s banker som en succes – og Børsen gør sig da også her til ivrig talsmand for det smukke resultat. Ligeledes fremhæves fremkomsten af EFSF – European Financial Stability Facility – som en banebrydende begivenhed, der har skabt orden i Europa’s syge økonomi, selvom det relativt enkelt kan påvises at det blot er en atmosfærisk forstyrrelse, der tangerer en krydsning imellem et fata morgana og et statsgaranteret trusserederi.
Når Børsen ser udsigt til lave renter så langt øjet rækker, er det jo netop fordi at økonomien grundlæggende er er usund. Det siger sig selv, at hverken den europæiske stress-test af bankerne, eller oprettelsen af den nye fælleeuropæiske likviditetsfacilitet EFSF vil kunne holde vand, når virkeligheden melder sig igen.
En bank skal skabe overskud på sin drift, og der skal være betalingsevne og -vilje bag selv en statsgaranti. Markedet er i dag supersensitivt med hensyn til risiko, og man kommer altså ikke langt med en gummicheck – selv hvis den er udstedt i ECB.
Markeds- og kreditrisikoen er overordentlig fintfølende - såfremt tabene begynder at rulle ind – hvis et eller flere europæiske lande går bankerot, vil interbankmarkedet fejle, når pengeinstitutterne holder på likviditeten. Er Grækenland, Spanien og Storbritannien ude af stand til at svare deres forpligtelser i fuldt omfang, vil de banker der ligger inde med de respektive statsobligationer lide tab. Tab der – som vi har set det hidtil – bliver væltet over på de mest likvide staters skatteborgere, og det vil stække konjunkturerne yderligere…
Konjunkturerne er i øjeblikket kunstigt høje og vil dæmpes kraftigt, når den ekspansive finanspolitik aftager i takt med at gældskrisen tager til. I den kommende tid vil recessionen atter indfinde sig – ikke blot i Europa’s økonomier – men også i Amerika og Kina.
Krisen er strukturelt set tre-dimensional – aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som er hovedproblemet.
Forskellen ligger blot i at økonomierne er ekstreme med en vis forskydning i tid og rum og grad. Man må ikke glemme at renten rent faktisk er det finansielle redskab, der skal sikre at pengene bliver til en strøm. Der kan nødvendigvis ikke være gevinst på alle lodder i den finansielle tombola.
Der er sorte skyer i horisonten, det kan selv Leif Beck Fallesen ikke se bort fra.
Renteniveauet er desuden afhængigt af hvorvidt omverdenen har tillid til valutaen, ikke bare den danske krone, men også euroen.
Det er afgørende for den danske økonomi om omverdenen har tillid til vor valuta. Den ideelle valutasituation er naturligvis at det ikke udvikler sig til en krise. At:
Dette er forhold, der ofte står i modsætning til den politiske dagsorden fra Christiansborg, der ikke nødvendigvis fører til hverken finansiel, økonomisk eller monetær stabilitet, men derimod ofte netop trækker økonomien ud på et skråplan. Finanspolitikken har nemlig ikke den monetære stabilitet som første prioritet, men likviderne anvendes i finanspolitikken som styringsmedier, der via lovgivningen kan iværksætte og udføre handlinger uden efterfølgende diskussion ved hjælp af pengene. Handlinger, der koster i skat mange år fremover.
Nationalbanken står her med et grundlæggende ansvar for at værne valutaen således at den forbliver et effektivt styringsmedie i økonomien. At kunne forsvare valutaen imod utilsigtede kurshop er derfor en del af det almindelige beredskab en centralbank skal opretholde, for at kunne sikre den monetære stabilitet i sit udbredelsesområde.
Under valutakriser køber Nationalbanken danske kroner (til en lav kurs) og sælger efterfølgende danske kroner igen (når kursen på danske kroner er steget) - når og hvis valutakrisen ophører - Nationalbanken er derfor nødt til at have en ikke uanseelig valutareserve til rådighed for at kunne forsvare den danske krone. Valutareserven består af udenlandske fordringer, der forrentes til den lavere udenlandske rente. Nationalbanken har som følge heraf en løbende omkostning, som består af differensen i mellem ydelsen på finansieringen af valutareserverne og afkastet af valutareserverne.
Men pengene skal jo komme et sted fra, så Nationalbanken finansierer sig derfor blandt andet ved at sælge statsobligationer og indskudsbeviser. Disse værdipapirer forrentes så i forhold til den danske rente.
Succeskriteriet er naturligvis at det er Nationalbankens pengepolitik, der bestemmer kronekursen og renten. Det er aldrig en økonomisk fordel for Nationalbanken, at være presset ud i en valutakrise – selv når det lykkes at forsvare den danske krone - men det siger sig selv, at det er nødvendigt at have store valutareserver klar når valutakriser opstår.
Den drivende kraft i en valutakrise er at der spekuleres i valutaens styrke: (Hvor langt er Nationalbanken rede til at gå for at forsvare kronekursen) – incitamentet er indlysende: Hvis Nationalbankens valutabeholdning er for lille vil valutaen ende med at tabe i værdi. Når det derimod lykkes for Nationalbanken at imødegå en valutakrise, (ved at sælge danske kroner mod udenlandsk valuta til en lav kurs) vil kronen bevare sin værdi.
Spekulanternes tab er marginale i forhold til den potentielle gevinst, i fald det faktisk lykkes at fremtvinge en kursændring. Forholdet mellem et eventuelt tab og de meget store potentielle gevinster, er jo netop årsagen til at spekulationen overhovedet opstår.
Det største tab i forbindelse med valutakriser er imidlertid ikke hverken Nationalbankens eller spekulanternes eventuelle tab, men derimod den samfundsøkonomiske omkostning, når Nationalbanken for at forsvare kronen er nødt til at hæve renten. Hele samfundsøkonomien rammes af de renteforhøjelser, som følger forsvaret af kronen, og Nationalbanken er konstant nødt til at være beredt til at benytte rentevåbnet og at have store valutareserver klar, og det koster i det lange løb samfundet dyrt, men er en nødvendig forsikring i en lille stabil og stærk økonomi som den danske.
Den spekulation, der sker når markedet tester valutakurserne er altid dyr for samfundsøkonomierne, og er om man så kan sige “straffen” for at lade stå til og føre økonomiske politikker uden dækning i virkeligheden. Det er derfor afgørende at borgere og virksomheder ruster sig – og forbereder sig – på et worst case scenarium, hvor vi kan blive nødt til at sende renterne mod skyerne.
Uanset hvad de etablerede medier, Nationalbankdirektørene, kreditanstalter og professionelle meningsdannere stikker os i øjnene – er det vigtigt at få låst prioritetsrenterne fast - og de nuværende 4 % er ikke afskrækkende – tro mig, renteniveauet vil i den nære fremtid vokse til ufattelige højder.
Man vil gerne plædere for at stærke kræfter holder renteudviklingen i skak, og at den lange rente vil være lav – ikke bare året ud – men også godt ind i det kommende år. Dagbladets dygtige redaktør Leif Beck Fallesen gør hermed Børsen til opponent for det rene økonomiske fantasteri - og set i lyset af de økonomiske realiteter, trækker det nyhedsmediet et godt stykke længere ned på troværdighedsstigen.
I det økonomiske år er vi tillige trådt ind i august – hedebølgen er ovre i vores nabolag, og kornmodsglansen breder sig over det ganske land. Ude i den store verden brænder afgrøderne. Men i dette lille land - i denne lille afkrog af verdensøkonomien – mener altså det førende dagblad, at en risikotest der i fup- og fidus-grad ikke lader IT-Factory meget efter, og at den multinationale pengetank EFSF – der er baseret på statsligt vekselrytteri og tvivlsomme garantier – borger for den finansielle stabilitet.
Den traditionelle opfattelse af renteniveauet – hvor rentestigningerne afmærker økonomiens kapacitetsgrænser – holder ikke længere på grund af at den makroøkonomiske virkelighed i denne tidsserie har været abnorm. Rentebevægelser normalt følger de ekspansive aktiviteter i økonomierne - og traditionel analyse foreskriver da også at renten bundede i 2009. Men på grund af de ekstreme økonomiske forhold – og de mange og store statsindgreb - er den kunstige horisont sænket, så konjunkturerne faktisk er på kollisionskurs med virkeligheden.
Man vil også gerne fremstille den nylige stresstest af Europa’s banker som en succes – og Børsen gør sig da også her til ivrig talsmand for det smukke resultat. Ligeledes fremhæves fremkomsten af EFSF – European Financial Stability Facility – som en banebrydende begivenhed, der har skabt orden i Europa’s syge økonomi, selvom det relativt enkelt kan påvises at det blot er en atmosfærisk forstyrrelse, der tangerer en krydsning imellem et fata morgana og et statsgaranteret trusserederi.
Når Børsen ser udsigt til lave renter så langt øjet rækker, er det jo netop fordi at økonomien grundlæggende er er usund. Det siger sig selv, at hverken den europæiske stress-test af bankerne, eller oprettelsen af den nye fælleeuropæiske likviditetsfacilitet EFSF vil kunne holde vand, når virkeligheden melder sig igen.
En bank skal skabe overskud på sin drift, og der skal være betalingsevne og -vilje bag selv en statsgaranti. Markedet er i dag supersensitivt med hensyn til risiko, og man kommer altså ikke langt med en gummicheck – selv hvis den er udstedt i ECB.
Markeds- og kreditrisikoen er overordentlig fintfølende - såfremt tabene begynder at rulle ind – hvis et eller flere europæiske lande går bankerot, vil interbankmarkedet fejle, når pengeinstitutterne holder på likviditeten. Er Grækenland, Spanien og Storbritannien ude af stand til at svare deres forpligtelser i fuldt omfang, vil de banker der ligger inde med de respektive statsobligationer lide tab. Tab der – som vi har set det hidtil – bliver væltet over på de mest likvide staters skatteborgere, og det vil stække konjunkturerne yderligere…
Konjunkturerne er i øjeblikket kunstigt høje og vil dæmpes kraftigt, når den ekspansive finanspolitik aftager i takt med at gældskrisen tager til. I den kommende tid vil recessionen atter indfinde sig – ikke blot i Europa’s økonomier – men også i Amerika og Kina.
Krisen er strukturelt set tre-dimensional – aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som er hovedproblemet.
Forskellen ligger blot i at økonomierne er ekstreme med en vis forskydning i tid og rum og grad. Man må ikke glemme at renten rent faktisk er det finansielle redskab, der skal sikre at pengene bliver til en strøm. Der kan nødvendigvis ikke være gevinst på alle lodder i den finansielle tombola.
Der er sorte skyer i horisonten, det kan selv Leif Beck Fallesen ikke se bort fra.
Renteniveauet er desuden afhængigt af hvorvidt omverdenen har tillid til valutaen, ikke bare den danske krone, men også euroen.
Det er afgørende for den danske økonomi om omverdenen har tillid til vor valuta. Den ideelle valutasituation er naturligvis at det ikke udvikler sig til en krise. At:
- Kronen fremstår med overbevisende styrke
- Der er styr på de økonomiske forhold i nationaløkonomien
- Betalingsbalancen ikke tipper i den gale retning
- De løbende poster fremviser positive resultater
- Renten kan holde inflationen i skak
Dette er forhold, der ofte står i modsætning til den politiske dagsorden fra Christiansborg, der ikke nødvendigvis fører til hverken finansiel, økonomisk eller monetær stabilitet, men derimod ofte netop trækker økonomien ud på et skråplan. Finanspolitikken har nemlig ikke den monetære stabilitet som første prioritet, men likviderne anvendes i finanspolitikken som styringsmedier, der via lovgivningen kan iværksætte og udføre handlinger uden efterfølgende diskussion ved hjælp af pengene. Handlinger, der koster i skat mange år fremover.
Nationalbanken står her med et grundlæggende ansvar for at værne valutaen således at den forbliver et effektivt styringsmedie i økonomien. At kunne forsvare valutaen imod utilsigtede kurshop er derfor en del af det almindelige beredskab en centralbank skal opretholde, for at kunne sikre den monetære stabilitet i sit udbredelsesområde.
Under valutakriser køber Nationalbanken danske kroner (til en lav kurs) og sælger efterfølgende danske kroner igen (når kursen på danske kroner er steget) - når og hvis valutakrisen ophører - Nationalbanken er derfor nødt til at have en ikke uanseelig valutareserve til rådighed for at kunne forsvare den danske krone. Valutareserven består af udenlandske fordringer, der forrentes til den lavere udenlandske rente. Nationalbanken har som følge heraf en løbende omkostning, som består af differensen i mellem ydelsen på finansieringen af valutareserverne og afkastet af valutareserverne.
Men pengene skal jo komme et sted fra, så Nationalbanken finansierer sig derfor blandt andet ved at sælge statsobligationer og indskudsbeviser. Disse værdipapirer forrentes så i forhold til den danske rente.
Succeskriteriet er naturligvis at det er Nationalbankens pengepolitik, der bestemmer kronekursen og renten. Det er aldrig en økonomisk fordel for Nationalbanken, at være presset ud i en valutakrise – selv når det lykkes at forsvare den danske krone - men det siger sig selv, at det er nødvendigt at have store valutareserver klar når valutakriser opstår.
Den drivende kraft i en valutakrise er at der spekuleres i valutaens styrke: (Hvor langt er Nationalbanken rede til at gå for at forsvare kronekursen) – incitamentet er indlysende: Hvis Nationalbankens valutabeholdning er for lille vil valutaen ende med at tabe i værdi. Når det derimod lykkes for Nationalbanken at imødegå en valutakrise, (ved at sælge danske kroner mod udenlandsk valuta til en lav kurs) vil kronen bevare sin værdi.
Spekulanternes tab er marginale i forhold til den potentielle gevinst, i fald det faktisk lykkes at fremtvinge en kursændring. Forholdet mellem et eventuelt tab og de meget store potentielle gevinster, er jo netop årsagen til at spekulationen overhovedet opstår.
Det største tab i forbindelse med valutakriser er imidlertid ikke hverken Nationalbankens eller spekulanternes eventuelle tab, men derimod den samfundsøkonomiske omkostning, når Nationalbanken for at forsvare kronen er nødt til at hæve renten. Hele samfundsøkonomien rammes af de renteforhøjelser, som følger forsvaret af kronen, og Nationalbanken er konstant nødt til at være beredt til at benytte rentevåbnet og at have store valutareserver klar, og det koster i det lange løb samfundet dyrt, men er en nødvendig forsikring i en lille stabil og stærk økonomi som den danske.
Den spekulation, der sker når markedet tester valutakurserne er altid dyr for samfundsøkonomierne, og er om man så kan sige “straffen” for at lade stå til og føre økonomiske politikker uden dækning i virkeligheden. Det er derfor afgørende at borgere og virksomheder ruster sig – og forbereder sig – på et worst case scenarium, hvor vi kan blive nødt til at sende renterne mod skyerne.
Uanset hvad de etablerede medier, Nationalbankdirektørene, kreditanstalter og professionelle meningsdannere stikker os i øjnene – er det vigtigt at få låst prioritetsrenterne fast - og de nuværende 4 % er ikke afskrækkende – tro mig, renteniveauet vil i den nære fremtid vokse til ufattelige højder.
