Dybt inspireret af Henrik Fogh Rasmussens flotte og gennemarbejdede indlæg i Information, lidt for inspireret, vil nogle måske mene, tillader jeg mig at gøre opmærksom på nogle af svaghederne i artiklen:
Næsten overalt i vesten er politikerne i øjeblikket tvunget til at gennemføre drastiske reformer og skære ned på velfærdsydelserne, fordi det politisk fortsat fejlagtigt antages, at finanspolitiske indgreb er vejen frem, også selvom historiens tydelige sprog fortæller det modsatte. Grækenland, Irland og Portugal tager alvorlige skridt for at forhindre et totalt sammenbrud, mens andre lande lever på lidt længere lånt tid, en lidt bedre bevaret illusion, fordi vi reelt har mistet fornemmelsen for virkelighedens konsekvenser og den hastighed, de indfinder sig med. Men alle steder er tendensen den samme: Velfærdsstaten, som vi kender den, er ved at nedlægge sig selv, fordi den teoretiske tanke bag den ikke havde sit afsæt i virkeligheden.
Velfærdsstatens endeligt er som emne en kendsgerning, de fleste politikere viger langt uden om, da det er betændt og stemmerisikabelt. Nedskæringerne bliver derimod prakket befolkningen på som nødvendige for at sikre velfærdsstatens overlevelse. Statsministerens nytårstale var netop et udtryk for dette syndrom: "Hvis vi passivt lader udviklingen fortsætte, vil vi støt og roligt blive trukket i retning af usund økonomi, voksende gæld, højere renter og tab af arbejdspladser." Altså så dør baby!
Ikke engang ud fra en snæver økonomisk synsvinkel, har Lars Løkke ret i påstanden om, at velfærdsstaten fortsat kan hænge sammen økonomisk, hvis nødvendige og rettidige reformer indføres. Hans tese om, at Danmark og USA ellers ender som Grækenland, Irland og Portugal er ren ønsketænkning. Det bliver højst sandsynligt værre. Den finanspolitiske inkompetence har lagt vejen, så det nu kun er et spørgsmål om tid, inden hovedparten af de svækkede og dårligt ledede økonomier bryder endeligt sammen. Det kan de fleste med blot en smule fornuft hurtigt se. Så at stemme på et parti, der går ind for bevarelsen af velfærdsstaten, er også en stemme på et hurtigt økonomisk sammenbrud!
Set i et bredere perspektiv, udviser samtlige politikere manglende lederskab ved blindt at forsvare ‘kernevelfærden’. Frem for deres ulige kamp mod virkeligheden, for at redde stumperne af velfærdsstaten, burde de politiske ledere arbejde på at sikre en stabil overgang fra det 20. århundredes velfærdsstat til det 21. århundredes sociale retsstat.
Den østrigske filosof og fritænker mm. Rudolf Steiner (1864-1925), var helt fra sin ungdom glødende optaget af det sociale spørgsmål, som han kaldte det. Ud fra en sjælden dyb, både historisk og tidssvarende samt holistisk indsigt, trængte han ind bag både det forføreriske, fortænkte og utilstrækkelige i samtlige den tids politiske ideologier, som typisk var polariserede i Kapitalismen og Socialismen. Da landene omkring Østrig atter skulle rejse sig efter katastroferne i 1. Verdenskrig, blev han af den østrigske regering indbudt til at bidrage med sine synspunkter og forslag til regionens genrejsning. Og i det værk, han præsenterede, gjorde han bl.a. klart og tydeligt opmærksom på, at finanspolitik, hvis en sådan overhovedet skulle føres, kun burde udformes af ledende skikkelser indenfor åndslivet, da han anså det politiske livs ledere som inkompetente i det spørgsmål! Og måske er dette også kernen i vor tid. Uomtvisteligt er det i hvert fald, at ingen regering endnu har kunnet føre en fremadrettet sund og fornuftig finanspolitik, men tværtimod nærmest har halset bagefter med hovsaløsninger. Og hvorledes næsten samtlige verdens økonomier ser ud i dag, behøver vist ikke en nærmere uddybning.
Bl.a. derfor er velfærdsstatens dage er talte. Den var et velment eksperiment, men ikke en realpolitisk mulighed. I dag eksisterer de traditionelle klasser ikke længere, men visse politiske kræfter forsøger stadig at klasseopdele det moderne samfund, og derfor har endnu et spøjst fænomen rejst sig af asken, nemlig den kreative klasse. Bredt defineret skulle det være mennesker, der lever af at udvikle og omsætte ny viden og ideer som nødvendige for statens velstand og sikkerhed.
Ifølge Rudolf Steiner hører viden og ideer til i og udspringer af åndslivet, og en del af den kapital, der efterfølgende opstår i det økonomiske livs område, når denne viden og ideerne omsættes til varer eller ydelser, bør flyde tilbage til åndslivet, for at opretholde en sund balance. Rudolf Steiners påstand var desuden, at frihedsidealet endnu aldrig rigtigt er blevet forstået, ligeså lidt som lighedsidealet og broderskabsfølelsen. Alles lighed for loven og frihed i tanke og ytring kan vi forholde os til, men en broderskabsfølelse i det økonomiske liv som en ægte social impuls, ligger endnu alt for langt fra vores generelle og egoistiske fatteevne. Ikke desto mindre pegede Rudolf Steiner allerede dengang på, at denne sociale impuls måtte optages i åndslivet, og gennem skoler og uddannelsesvæsnet blive en del af den almene, menneskelige dannelse, for ellers, forudså han, at især den vestlige verden ville havne i dybe, sociale og økonomiske problemstillinger. Noget, vi efterhånden vist godt kan nikke genkendende til.
Rudolf Steiner anså en adskillelse mellem de tre ’søjler’, det økonomiske liv, åndslivet og det politiske liv, herunder retsstaten, som fundamental, da en sammenblanding af de forskellige, og ofte modsatrettede, interesser indenfor disse områder, er til skade for samfundet. Men det er netop en sådan sammenblanding, der forsvares i tanken om den såkaldte kreative klasse. Ideer og viden udspringer af åndslivet. Den konkrete viden, højteknologiske ideer baserer sig på, er optaget på højere læreanstalter, og når ideerne efterfølgende realiseres og bliver en del af det økonomiske livs kredsløb, bliver de kapitaliserede. En del af denne kapital må, ifølge Rudolf Steiner, altså føres tilbage til åndslivet, mens en andel bør tilflyde statskassen som en del af det økonomiske fundament, samfundet bygger på. Den tilbageværende del af kapitalen bør samtlige involverede i processen fra ide til kapital have en andel i, så vi ser her, hvorledes tanken om den kreative klasse blot er en fortænk illusion uden afsæt i virkeligheden og derfor endnu et forfejlet tankesæt til skade for samfundet.
Hvis potentialet i det økonomiske liv skal udnyttes fuldt ud, bør det kunne udfolde sig på fuldstændigt frie markeder. Enhver politisk indblanding vil virke forstyrrende eller begrænsende, men omvendt er det ligeså uhensigtsmæssigt, at det økonomiske liv indblandes i det politiske. Åndslivet bør også stå som en fri ’søjle’ i lighed med det politiske og økonomiske liv, men da åndslivet er bærer af al viden og al viden udspringer herfra, bør åndslivet, ikke ud fra egne men samfundets interesser, have visse beføjelser, herunder finanspolitiske - om nødvendigt - i forhold til både det økonomiske, men især det politiske liv. Og særligt her ser vi, at det er gået helt galt i vor tid. Netop åndslivet er fuldt og helt reguleret, nærmest knægtet, af det politiske liv, men også af det økonomiske liv, der virker både direkte og indirekte igennem dette i forhold til åndslivet. Det er med andre ord den omvendte verden, vi lever i!
Hvor utroligt det end kan forekomme, er det, i denne optik, altså ikke egentlige økonomiske problemer, verden lider under, men derimod skævvridninger i balancen i de samfundsmæssige strukturer. Påstanden er derfor også, at så længe der ikke arbejdes hen imod en gennemførelse af en sund samfundsmæssig struktur, vil der heller ikke være løsninger for de økonomiske problemer. Diverse tiltag vil blot forlænge eller afkorte afstanden mod den vestlige verdens økonomiers sammenbrud.
