Som bekendt har den nuværende regering her i foråret vedtaget en såkaldt ”genopretningspakke” sammen med Dansk Folkeparti. Selve navnet på pakken antyder at der er tale om en tilståelsessag i forhold til holdbarheden (eller mangel på samme) af den hidtidige økonomiske politik – en erkendelse der nu med det varslede ønske om at fjerne efterlønnen (et forslag som det i øvrigt ingenlunde er givet vil virke efter hensigten, selv om det i øjeblikket fremføres af CEPOS og borgerlige politikere som en økonomisk mirakelkur – se f,eks http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1033318/myter-og-realiteter-om-efterloennen/), nu også synes at have nået den siddende statsminister (om end måske lige lovlig sent). Som oppositionen og flere økonomiske eksperter nu i længere tid har påpeget, førte regeringen under Anders Fogh Rasmussen (hvori altså både Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen indtog fremtrædende poster) sammen med Dansk Folkeparti en ekspansiv økonomisk politik under en højkonjunktur, og altså på det helt forkerte tidspunkt. I tilgift har en kombination af skattestop, afdragsfrie lån og manglende styr på de offentlige udgifter (der konstant er blevet overskredet hvert år, og senest endnu engang i 2010), gjort at Danmark nu står langt værre under den nuværende internationale krise, end man ville have gjort, hvis man f.eks. havde fulgt den samme økonomiske linje som under Poul Nyrup Rasmussens regeringsperiode, hvor tendenser til overforbrug blev modgået af rettidige finanspolitiske stramninger, som f.eks. pinsepakken.
Vi har med andre ord at gøre med en klassisk sag om økonomisk uansvarlighed hos en regering, der i dette tilfælde er af erklæret borgerlig observans. I en radiodebat på P1 fik dette forhold debattøren David Rehling (der er ansat som redaktør på Dagbladet Information og medlem af det Radikale Venstre) til i en kommentar at give regeringens økonomiske politik følgende skosende skudsmål: ”Hvis de borgerlige ikke engang kan finde ud af økonomien, hvad kan de så finde ud af?”
Selve ytringen er interessant fordi den afslører en skjult forudsætning i David Rehlings politikforståelse, som formentlig deles af mange danskere, nemlig den at borgerlige regeringer skulle have økonomisk ansvarlighed som spidskompetence. Ud fra en sådan betragtning skal selve det at en borgerlig regering skulle have soldet pengene op på hæmningsløst forbrug betragtes som en usædvanlig undtagelse fra den måde borgerlige regeringer ellers må forventes at agere på.
Det er imidlertid bestemt ikke første gang en borgerlig regering har været ude af stand til at styre de offentlige finanser. Det samme gjaldt VKR-regeringen 1968-1971, der gennemførte en kommunalreform, der fik de offentlige udgifter til at stige eksplosivt i løbet af 1970’erne – noget, der sammen med to oliekriser og en ufinansieret skattelettelse under Poul Hartlings Venstre-regering 1973-1975 i høj grad var med til at vanskeliggøre forholdene for de socialdemokratiske regeringer, der under Anker Jørgensens ledelse, i anden halvdel af 1970’erne søgte at finde en vej ud af den økonomiske krise Danmark var havnet i, på grund af forhøjet gældsætning og forringet konkurrenceevne.
Heller ikke Schlüters firkløverregering går ram forbi i denne sammenhæng. Som påvist i Balder Asmussens phd.-afhandling ’Drivkræfterne bag den økonomiske politik 1974-1994’ (http://vbn.aau.dk/en/publications/drivkraefterne-bag-den-oekonomiske-politik-19741994%284f697560-ff20-11 førte Schlüter-regeringerne i de første år en alt for lempelig økonomisk politik med øget lånefinansieret forbrug, og deraf følgende øget gældssætning. Da den nødvendige finanspolitiske stramning endelig kom i forbindelse med kartoffelkuren i 1986, var den således en opbremsning, der i lige så høj grad måtte forholde sig til et gigantisk overforbrug under fire års borgerligt styre, som den øgede gældsætning under Anker Jørgensens regeringer (og her hører det som nævnt med i billedet, at Anker Jørgensen i sin tid både måtte slås med to oliekriser, Poul Hartlings ufinansierede skattelettelse, samt de økonomiske følger af VKR-regeringens kommunalreform).
Går man endnu længere tilbage, kan man finde en Venstre-regering 1945-1947, der under Knud Kristensens ledelse øgede den offentlige gæld voldsomt - i dette tilfælde som følge af en kæmpe stigning i forsvarsbevillingerne. Der er således intet historisk belæg for at hævde at borgerlige regeringer generelt er bedre til at føre en ansvarlig økonomisk politik end socialdemokratiske regeringer. Det er ganske enkelt en myte, der måske nok har en tendens til sejlivet overlevelse i kraft af dens udbredte genfortælling, men som ikke desto mindre er forkert. Faktisk har flere socialdemokratiske regeringer klaret sig væsentligt bedre i disciplinen ’økonomisk ansvarlighed’ end deres borgerlige modsvar. Det gælder selvfølgelig ikke mindst Poul Nyrup Rasmussens regeringer 1993-2001, men også f.eks. regeringerne under H.C. Hansen (1955-1960) og Viggo Kampmann (1960-1962) udviste en sund balance på regnskaberne.
Hvordan kan det nu være? Det fremføres ofte som en påstand at fejlslagen eller umådeholden økonomisk politik føres som en følge af ’uvidenhed’. Det er naturligvis rigtigt at økonomiske dispositioner altid er forbundet med en hvis usikkerhed, dels fordi de omhandler fremtiden, og dels de økonomiske teorier, der ligger til grund for politiske beslutninger i selv kan være (og ofte er) mangelfulde i forhold til de fænomener, de forsøger at håndtere. Men en sådan fremstilling overser imidlertid det forhold, at mange af de politikere, herunder flere ledende ministre, der i efterkrigstiden har været med til at foretage mere eller mindre fejlslagne økonomiske dispositioner, selv har været uddannet økonomer. Det gælder således Jens Otto Krag, Viggo Kampmann, Knud Heinesen, Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen men også Anders Fogh Rasmussen og Henning Christophersen: Især Krags embedsførelse er her interessant, fordi han selv som statsminister af parlamentariske grunde faktisk endte med at føre en mere ekspansiv finanspolitik end den han i årevis havde advokeret for som minister på diverse juniorposter i forskellige socialdemokratiske regeringer.*
Det synes således ikke at være manglende viden eller forstand på økonomiske forhold hos ledende ministre, der afgør hvorvidt en regering er i stand til at føre en økonomisk ansvarlig politik. Og som eksemplerne overfor demonstrerer, er det heller ikke sådan at bare fordi en stram finanspolitik er en politisk mærkesag, så vil det man også automatisk føre politikken ud i livet, når man kommer til magten.
Men hvad styrer i så fald udformningen af den økonomiske politik hos skiftende regeringer? Jeg vil her fremføre en alternativ tese, nemlig den at en regerings vilje til at føre en stram finanspolitik ofte er stærkt forbundet til dens behov for at legitimere sig i vælgernes øjne. I en sådan optik vil det typisk være en borgerlig regerings frygt at fremstå ’asocial’ overfor vælgerne, mens det ofte er en socialdemokratisk regerings frygt netop at fremstå som ’økonomisk uansvarlig’. I begge tilfælde opstår et legitimeringsbehov, hvor man, så at sige, forsøger at vinde slaget på ”modstanderens banehalvdel.” For en borgerlig regerings vedkommende betyder det, at man ofte søger at dække sig ind mod anklager om asocial nedskæringspolitik, dels ved at stimulere forbruget hæve de offentlige udgifter (ofte stik imod den erklærede politik i opposition), mens en socialdemokratisk regering tilsvarende ofte ender med at føre end strammere finanspolitik, end hvad man har advokeret for mens man var i opposition.
Med dette in mente vil jeg godt sætte en flaske rødvin på højkant på, at en kommende (hvis vælgerne tillader det) socialdemokratisk ledet regering vil evne at føre en strammere økonomisk politik, end hvad der har været tilfældet under de sidste ti års borgerligt styre, og at de vil efterlade statsfinanserne i bedre stand end den nuværende VK-regering. Men dog ikke mere end en flaske rødvin.
* Udover Balder Assmussen phd-afhandling stammer de fleste af oplysningerne her stammer fra historikeren Bo Lidegaards tobinds biografi om Jens Otto Krag (http://www.g.dk/bog/jens-otto-krag-1914---1961---zip-bo-lidegaard_9788702049190; http://www.g.dk/bog/jens-otto-krag-bo-lidegaard_9788702022049)
