I et civiliseret samfund hvor familien udgør det vigtigste fællesskab, burde det ikke være usædvanligt at passe sine småbørn i hjemmet. Det er det dog i Danmark. I en fornuftsfyldt verden hvor familier er forskellige og har forskellige præferencer, skulle de, der får passet børnene ude, kunne forvente en vis variation af børnepasningsmuligheder. Det kan de ikke i Danmark. Disse to beslægtede og absurde situationer skitseres i to udgivelser, som så dagens lys i oktober. Den første i Katrine Winkel Holms bog Rend mig i kødgryderne, den anden i et notat fra CEPOS vedrørende dagtilbudsloven. Samlet set fortæller de to udgivelser os, at langt de fleste småbørn bliver passet uden for hjemmet, og at stort set alle pasningstilbud er offentlige. Mere om begge dele senere men først denne illustration.
Vi undrede os, da vi ledte efter vuggestue til vores førstefødte. Lokalområdet er nok rigt på institutioner, men de synes alle ens og med få afvigelser i beskrivelserne af pædagogik og verdenssyn. Der er slet ingen, der tilbyder den såkaldte Montessori-metode, som vi efter grundige overvejelser fandt rigtig for vores børn. Nuvel, man kan ikke forvente, at fordi man udser sig en perifer filosofisk tilgang til børns udvikling, at denne er repræsenteret i det lokale pasningsudbud. Det viser sig dog, at Montessori-metoden slet ikke er så sær. Det sære er snarere den variation, eller mangel på samme, som præger udvalget af danske daginstitutioner.
Et notat fra CEPOS viser nemlig, at trods en lovændring i 2005 så trænger dagtilbudsloven til en revision. Lovændringen skulle give forældre frit valg mellem private og offentlige dagtilbud, men reelt set er det småt med de private tilbud og dermed forældrenes frie valg. Kommunerne har monopolstatus på daginstitutionsområdet, og den heftige detailregulering hindrer driftige sjæle i at oprette børnepasningsordninger efter egne præferencer. Og det kan måske forklare, hvorfor der eksempelvis findes så få Montessori-institutioner i Danmark, på trods af at metoden er ganske anvendt i resten af Europa og i USA. Måske. I alle fald vidner situationen om en politisk holdning, der sætter systemet før mennesket og mere eller mindre direkte befaler en bestemt organisering af familielivet.
Vi valgte at passe vores søn hjemme. Det viste sig at være en god beslutning af flere årsager, end vi indså på tidspunktet. Vi blev løbende klar over, at det har sine fordele at tage sig af sine egne småbørn. Man slipper for institutionens høje støjniveau, kedelige normering og alt for mange løbende næser med grøn snot. Vigtigst er al glæden og stoltheden, når man ser frugterne af det hårde arbejde med at assistere de små i at blive stadigt større og selvhjulpne mennesker. Små børn har godt af at være hjemme og af at være sammen med omsorgspersoner, der er tæt knyttet til dem. Det er forældre, andre familiemedlemmer og nære relationer. Egentlig en elementær erkendelse men nok så sofistikeret i et samfund hvor langt de fleste småbørn bliver passet i kommunale vuggestuer eller dagpleje. At små børn har det bedst hjemme er naturligvis en personlig holdning, og den skulle gerne være fri af politik, således at alle forældre kan træffe egne frie valg. Sådan forholder virkeligheden sig bare ikke.
Den virkelighed vi befinder os i, når det drejer sig om at organisere sig som familie, har forfatter og samfundsdebattør Katrine Winkel Holm beskrevet så glimrende i sin bog Rend mig i kødgryderne. Det er en grum virkelighed med lige dele statsfeminisme, politisk opportunisme og økonomisk favorisering af de, der vælger den kommunale børnepasning. Det lyder voldsomt, men ikke desto mindre må man forholde sig til, at familien som institution er under pres fra en evigt voksende velfærdsstat, der både giver den som børnenes kære moder, formynder og fordeler af goderne. Det kræver sit udearbejdende folk.
Staten i rollen som moder er efter alt at dømme en konsekvens af, at 70’ernes feminister mente, at kvinden skulle frigøre sig fra manden via sin deltagelse på arbejdsmarkedet. Børnepasning skulle blive en kollektiv opgave. At man nogenlunde samtidig ramlede ind i en tid, hvor arbejdsmarkedet manglede ”hænder”, gjorde det sandsynligvis opportunt for en ferm politiker at fremføre det synspunkt, at kvinden da ikke skulle lade alle sine gode egenskaber gå tabt derhjemme i et miskmask af lortebleer, tøjvask og suppekogning. Missionen lykkedes, og ifølge Winkel Holm tilbringer 85% af alle 1-3-årige hverdagen i vuggestue eller dagpleje og 91% af 3-5-årige er i børnehave.
Flere steder, eksempelvis i pædagogiske læreplaner, kronikker og i en bog om pædagogiske tænkere, har jeg hørt tale om, at man i institutionerne anvender en åbenbart helt særlig ”dansk pædagogik”. Kogt ned til det essentielle indeholder opskriften på denne enestående pædagogik meget Fröbel, lidt Rousseau og en smule Montessori krydret med tolerance, puderum og økologisk mælk. Altså, en forvirrende blanding af klassiske pædagogiske teorier og tilfældige modeluner som til dels er nedfældet ved lov (dagtilbudsloven) og således ensartet over hele linien.
Den grundige statslige styring leder, som al anden centralisering, til ensretning. Ensretning af børnene men også af Manden for barndommen er ikke en selvstændig periode i et menneskes liv. Manden er det voksne barn, med alt det gode og onde han eller hun bærer med sig gennem livet. Så det er ensretning af befolkningen, fordi så mange børn frekventerer disse kommunale institutioner, og det er en udhuling af familiens autonomi, fordi man politisk har smadret det frie valg. Ikke blot ved en diktatorisk dagtilbudslov men suppleret med en forfordeling af den familie som går egne veje.
Denne forfordeling manifesteres ved en reel økonomisk diskrimination. Familien, der vælger at hjemmepasse sine børn, modtager ingen skatterabatter eller tilskudsordninger men har værsågod at bidrage til at subsidiere familier, der vælger de kommunale ordninger. Her modtages et årligt tilskud på op mod 95.000 kroner per vuggestueplads per barn. Man belønnes for, at sende sit barn afsted hurtigere end guldklumpen kan lære at sige far.
På papiret er familiens indretning et frit valg, men reelt er det ikke. Afviger familien fra normen ved at hjemmepasse sine børn, må den acceptere den økonomiske diskrimination der følger med. Det gør man, hvis det er vigtigt nok. Men man skal virkelig ville det, for incitamenterne til at vælge den standardiserede løsning er betydelige. Dette private valg er altså i meget høj grad påvirket politisk, om end det er godt kamufleret i indirekte tilskud og monopollignende tilstande. Man kan ikke meget andet end at konkludere, at den politiske indflydelse er blevet så godt gemt væk, at de færreste familier efterhånden bekymrer sig om, hvorvidt det er sundt for småbørn at være i institution, hvilke krav man vil stille til institutionen og ikke mindst hvad man er villig til at betale for denne ydelse. For nok kan forældre flest hidse sig op over betjeningen hos Pladsanvisningen, men reelt står valget mellem den eklektiske, kommunale institution A og ditto B, til samme pris i øvrigt og blot med varierende afstand til hjemmet. Den eneste offentlige debat, der pågår på området, er tilsyneladende om ventelister, garantipladser og nedskæringer, alt imens det er småt med drøftelserne om selve indretningen af systemet. Fantasiløsheden er ofte slående, når man nævner sagen i gode venners lag, for hvem skulle dog passe vores børn hvis ej det offentlige?
Det må, som både CEPOS og Winkel Holm fremfører, være på tide at gøre op med et system, der i sådan et omfang politiserer et valg, som burde være helt privat. Det skal være et opgør med ensretningen og et opgør med den økonomiske favorisering af de, der vælger den statsligt styrede kommunale løsning.
