Hvad skal man med fjender, når man kan nøjes med at ryge i totterne på sine egne? Sådan må parolen lyde, når man ser på den seneste tids borgerlige politik, som regeringen har udstukket. Mest iøjnefaldende er særskatten på de pensionsmidler, der overstiger 350.000 kroner.
Her har godtroende og loyale borgere i årevis indbetalt til deres pension for så at blive beskattet på en måde, de ikke havde kinamandens chance for at tage højde for. Det handler ikke om at give de såkaldte rige mere. Det handler alene om anstændighed. I et demokratisk samfund turde det være indlysende, at man ikke kan vedtage love med tilbagevirkende kraft. Den slags hører kun diktaturstaten til, og når det sker alligevel, kan man kun betragte det som kontraktbrud med vælgerne – på lige fod med Poul Nyrup Rasmussens legendariske efterlønsbrøler.
Forudsætningen for det tillidsforhold, der uanset politisk observans altid må være mellem borger og beslutningstager, er, at man kan stole på hinanden. Skal samfundet bestå, må Folketinget kunne træffe sine beslutninger i en stålsat tro på, at borgerne følger lovene til punkt og prikke. Alternativet er selvtægt, og dermed vil anarkiet og egoismen komme til at råde på bekostning af forståelsen for fællesskabet og sammenhængskraften. På den anden side skal borgerne, private såvel som virksomheder, kunne indrette deres tilværelse ud fra den gældende lovgivning og i tillid til, at loven bliver vedtaget med en så passende tidshorisont, at man kan nå at disponere derefter.
Når en lov så bliver vedtaget med tilbagevirkende kraft, hæver Folketinget sig op over den værste arrogance og stiller borgerne i en tilstand af rådvildhed. For hvem skal vi nu kunne stole på? Kan pensionsmidlerne beskattes posthumt, kan selve skatten det vel også. Folketinget kan på bedste bøddelmanér vedtage særskatter, der ikke vedrører det kommende, men det foregående år. Regeringen skylder vælgerne, ikke mindst sine egne, at fortælle, med hvilken ret den på den måde kan bebyrde borgerne. Glem alt om Christiansborg-fnidder og det magiske mandattal på 90. Det forstår de færreste alligevel noget af, når fornuften som her bliver vist vintervejen.
Var loven besluttet af en socialdemokratisk ledet regering, kunne man slå det hen med et argument om, at det var, hvad man kunne forvente fra den kant. Men når den kommer fra sine egne, træder skuffelsen så markant frem, at man rette kan spørge, om regeringen har taget sit og det borgerlige Danmarks eget liv.
Loven harmonerer heller ikke med skattestoppet, som der ved festlige lejligheder bliver skålet for i regeringskontorerne. Man skal være mere end loyal partisoldat for at kunne se, at en skattestigning er det samme som et skattestop. Dermed taler regeringen imod sine egne idealer og det program, den er valgt på, og hvis det ulykkelige skulle ske, at den mister magten ved næste valg, kan man ikke engang finde trøst i, at det ikke var dens egen skyld. Den bærer ansvaret selv, og med en så svag opposition, der bliver mere og mere skinger i sin politik, er det bekymrende, hvor ubesværet regeringen har fremstillet sin egen uformåen.
„Det ku’ være så godt”, hedder SFs slogan. Desværre må man give Villy & Co. ret. Det, der sker for tiden, er hverken borgerligt eller godt. Det er faktisk socialdemokratisk og skidt.
Her har godtroende og loyale borgere i årevis indbetalt til deres pension for så at blive beskattet på en måde, de ikke havde kinamandens chance for at tage højde for. Det handler ikke om at give de såkaldte rige mere. Det handler alene om anstændighed. I et demokratisk samfund turde det være indlysende, at man ikke kan vedtage love med tilbagevirkende kraft. Den slags hører kun diktaturstaten til, og når det sker alligevel, kan man kun betragte det som kontraktbrud med vælgerne – på lige fod med Poul Nyrup Rasmussens legendariske efterlønsbrøler.
Forudsætningen for det tillidsforhold, der uanset politisk observans altid må være mellem borger og beslutningstager, er, at man kan stole på hinanden. Skal samfundet bestå, må Folketinget kunne træffe sine beslutninger i en stålsat tro på, at borgerne følger lovene til punkt og prikke. Alternativet er selvtægt, og dermed vil anarkiet og egoismen komme til at råde på bekostning af forståelsen for fællesskabet og sammenhængskraften. På den anden side skal borgerne, private såvel som virksomheder, kunne indrette deres tilværelse ud fra den gældende lovgivning og i tillid til, at loven bliver vedtaget med en så passende tidshorisont, at man kan nå at disponere derefter.
Når en lov så bliver vedtaget med tilbagevirkende kraft, hæver Folketinget sig op over den værste arrogance og stiller borgerne i en tilstand af rådvildhed. For hvem skal vi nu kunne stole på? Kan pensionsmidlerne beskattes posthumt, kan selve skatten det vel også. Folketinget kan på bedste bøddelmanér vedtage særskatter, der ikke vedrører det kommende, men det foregående år. Regeringen skylder vælgerne, ikke mindst sine egne, at fortælle, med hvilken ret den på den måde kan bebyrde borgerne. Glem alt om Christiansborg-fnidder og det magiske mandattal på 90. Det forstår de færreste alligevel noget af, når fornuften som her bliver vist vintervejen.
Var loven besluttet af en socialdemokratisk ledet regering, kunne man slå det hen med et argument om, at det var, hvad man kunne forvente fra den kant. Men når den kommer fra sine egne, træder skuffelsen så markant frem, at man rette kan spørge, om regeringen har taget sit og det borgerlige Danmarks eget liv.
Loven harmonerer heller ikke med skattestoppet, som der ved festlige lejligheder bliver skålet for i regeringskontorerne. Man skal være mere end loyal partisoldat for at kunne se, at en skattestigning er det samme som et skattestop. Dermed taler regeringen imod sine egne idealer og det program, den er valgt på, og hvis det ulykkelige skulle ske, at den mister magten ved næste valg, kan man ikke engang finde trøst i, at det ikke var dens egen skyld. Den bærer ansvaret selv, og med en så svag opposition, der bliver mere og mere skinger i sin politik, er det bekymrende, hvor ubesværet regeringen har fremstillet sin egen uformåen.
„Det ku’ være så godt”, hedder SFs slogan. Desværre må man give Villy & Co. ret. Det, der sker for tiden, er hverken borgerligt eller godt. Det er faktisk socialdemokratisk og skidt.
