LEDER:
"Systemet suger mennesker til sig og fastholder dem på offentlig forsørgelse."
Sådan lyder DA-direktør Jørn Neergaard Larsens forklaring på, at stadig flere svenskere, tyskere, polakker og andre EU-borgere finder arbejde i Danmark, selvom mellem 800.000 og 1 mio. danskere i den arbejdsdygtige alder - afhængig af opgørelsesmetode - ikke arbejder, men forsørges af det offentlige. De seneste to år er antallet af udlændinge i job i Danmark steget med 15.500 til nu næsten 118.000, fortæller Politikens papiravis i dag med nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Problemet er, kan vi konstatere, ikke, at der ikke er arbejde i Danmark, for det er der. Arbejdsgiverne er sågar villige til at ansætte mennesker, som ikke kan tale dansk og måske kun et gebrokkent engelsk. Problemet er, at selvom der er mange ledige danskere, så er de ikke lige så motiverede til at tage det arbejde, de kan få, som udlændingene er.
"Både svensk og tysk arbejdskraft har ikke det samme lukrative overførselssystem at læne sig op ad. Derfor har de et langt større engagement og en villighed til at tage lavtlønsjob," forklarer Jørn Neergaard Larsen.
Det er ikke en holdbar situation. Det skader velstandsudviklingen i Danmark, at mennesker, som kunne være i arbejde og bidrage til velstandsskabelsen, får penge af det offentlige for at lade være. Og det er uretfærdigt at kræve af folk, der går på arbejde, at de skal betale verdens højeste skatter for at skaffe tag over hovedet og mad på bordet for andre, som ikke har viljen til at tage et arbejde, som ville gøre dem i stand til at forsørge sig selv.
Den socialdemokratiske velfærdsstat har i årtier været genstand for ukritisk hyldest fra en bred skare af partier og meningsdannere, selvom det er et gammelt problem, at den permanent lader hver fjerde i den arbejdsdygtige alder tulle rundt derhjemme uden at bestille noget.
Måske Carina-, Robert-, og Tania-debatter sammen med den frie bevægelighed for arbejdskraft i EU nu er ved at åbne danskernes øjne for samme socialdemokratiske velfærdsstats bagside.
