SF har fremlagt en vækstplan, som angiveligt skulle “skabe” 75.000 nye arbejdspladser. Planen går ud på, at statsmagten skal subsidiere særligt udvalgte brancher, som ifølge politikernes vurdering vil være fremtidens vindere.
Behovet for en vækstplan er reelt nok. Danmark sakker agterud, når det handler om vækst og velstand. Siden 1998 er vi gået fra at være det 6. rigeste land i OECD til en beskeden 12. plads. Og ifølge prognoserne står Danmark til den næstlaveste vækst frem mod 2020 og vil derfor yderligere miste terræn. SF har fat i det rette problem. Men partiet peger desværre på den forkerte løsning.
Indenfor nogle få år er udfordringen nemlig en ganske anden, end den SF har sat sig for at imødegå. Problemet bliver ikke mangel på arbejdspladser. Problemet bliver, at virksomhederne vil mangle den arbejdskraft, som de skal bruge for at skabe vækst.
Op til den nuværende økonomiske krise var ledigheden kommet ned på et niveau, der lå langt under dét, økonomer kalder fuld beskæftigelse. Det kan lyde underligt at tale om fuld beskæftigelse, når der er ledige hænder. Baggrunden er, at der altid vil være et vist antal personer på arbejdsmarkedet, som er imellem jobs. Endvidere kan der i nogle brancher (eller regioner af landet) være en vis ledighed, mens der i andre er akut mangel på arbejdskraft.
Erfaringen viser, at hvis ledigheden falder til under et vist niveau, begynder lønningerne at stige så hurtigt, at konkurrenceevnen forværres. Lønfesten kan være ganske rar på kort sigt. Men på langt sigt skaber det store problemer, når lønningerne i Danmark stiger hurtigere end i andre lande.
Det var, hvad der skete i årene op til den økonomiske krise i 2008. Hvis vi vil undgå en gentagelse af denne udvikling, skal udbuddet af arbejdskraft øges i årene frem til 2020. Indenfor nogle få år vil vi igen have mangel på arbejdskraft. Nogle økonomer vurderer, at der fra omkring 2014-15 igen vil være fuld beskæftigelse. Hvis der ikke på det tidspunkt er sat initiativer i gang, som øger arbejdsudbuddet, vil det være svært for virksomhederne at skabe vækst.
Ser man på den samlede vifte af forslag fra S og SF, er der en række, som trækker udbuddet af arbejdskraft i den forkerte retning. For eksempel vil partierne forlænge dagpengeperioden fra to til fire år. Det vil reducere arbejdsudbuddet med 13.000. Endvidere vil S og SF hæve diverse skatter og afgifter med i alt 33 mia. kr., om end det fortsat er uklart hvilke. Endelig vil S og SF frem mod 2013 øge det offentlige forbrug med ca. 20 mia. kr., hvilket svarer til ca. 40.000 medarbejdere. Disse vil dermed ikke være til rådighed for det private erhvervsliv.
S og SF har kun ét såkaldt “forslag”, som trækker i den modsatte retning. Nemlig de kontroversielle 12 minutter, som danskerne skal arbejde ekstra. Men egentlig er det ikke noget forslag, men en målsætning. For det er helt uklart, hvordan dette skal realiseres i praksis, eftersom trenden indtil nu er gået i den modsatte retning: danskerne har i mindst fire årtier ønsket at reducere deres samlede arbejdstid gennem færre timer per uge, mere ferie, længere barselsorlov o.s.v.
Under fuld beskæftigelse er det eneste SF kan opnå med sin “vækstplan” at flytte beskæftigelse fra én sektor til en anden. At forvente, at det skaber vækst, når politikerne flytter rundt på arbejdskraften, kræver en helt bestemt og ganske urealistisk forudsætning: nemlig, at politikerne forstår at subsidiere brancher, som fremadrettet skaber mere værditilvækst per medarbejder end normalt. Det forekommer ganske usandsynligt, at politikere skulle være bedre til at drive forretning end professionelle forretningsfolk.
Vindmøllebranchen påstås ofte at være et eksempel på, at politikeres subsidier til det private erhvervsliv er en god forretning. De økonomiske vismænd undersøgte imidlertid sagen i 2002 og nåede til følgende konklusion: “Vindkraftudbygningen i 1990erne er et eksempel på en politik, der har været samfundsmæssigt urentabel, selv når der tages højde for de erhvervsøkonomiske fordele, vindmøllebranchen har opnået”. Med andre ord er det ikke et eksempel til efterlevelse.
Den samlede effekt på væksten af SF’s vækstplan vil formentlig blive negativ, fordi omkostningerne til subsidier og andre særlige fordele skal bæres af resten af samfundet. Men den værste omkostning opstår, hvis planen bliver brugt som en undskyldning for ikke at gennemføre andre – og mere virkningsfulde – vækstinitiativer. I givet fald går Danmark en periode i møde med lavvækst.
(Offentliggjort 5. februar 2011 i Politiken som min faste klumme Modpol)
