FOR NYLIG faldt jeg i snak med en ung mand, som var stærkt utilfreds med, at mange virksomheder ikke betaler skat. »Jeg betaler skat hvert eneste år«, sagde han. »Så kan jeg ærlig talt ikke forstå, hvorfor store virksomheder slet ikke skal betale noget«. JEG FORKLAREDE, at mens privatpersoner betaler skat af deres indkomst, betaler virksomheder skat af deres overskud. Når en virksomhed ikke har noget overskud, skal den derfor ikke betale selskabsskat. Ligesom en privatperson ikke betaler indkomstskat, hvis indkomsten er nul.
Fyren indvendte, at man da bare kunne lade selskaber betale skat af deres omsætning i stedet for af deres overskud. »Du og jeg skal jo betale skat, hvad enten vi har overskud eller underskud på kontoen«, som han sagde.
JEG SVAREDE, at for det første har nogle virksomheder en meget stor omsætning og en meget lille fortjeneste.
Det kan for eksempel være grossistvirksomheder, som køber varer og sælger dem videre. Lad os sige, at en sådan virksomhed har en omsætning på 10 mio. kr. og et overskud før skat på 400.000 kr. Hvis man opkræver 5 procent af omsætningen i skat, ville virksomheden skulle betale 100.000 kr. mere i skat, end den tjente. Og det går jo ikke.
Så kunne man selvfølgelig sænke skatten til f. eks. 1 procent af omsætningen, men det ville betyde, at andre virksomheder med en lille omsætning ikke skulle betale ret meget i skat, selvom de måske tjener lige så meget som grossisten. Derfor giver det mest mening at beskatte overskuddet i en virksomhed.
DET FORMILDEDE ikke den unge mand, som mente, at det ganske enkelt ikke kunne passe, at halvdelen af landets virksomheder ikke har noget overskud. »Er ideen med at drive virksomhed ikke at tjene penge? Og hvorfor går vi overhovedet så meget op i at tiltrække multinationale virksomheder, hvis de ikke betaler nogen skat?«, tilføjede han.
JEG BAD HAM forestille sig en selvstændig tømrer. En del af hans omsætning går til at dække udgifter til husleje, vand, el, materialer m. v. »Bemærk, at virksomheden allerede her betaler en række afgifter og skatter«, sagde jeg. »Derudover skal tømreren jo selv have noget at leve for, så han trækker sin løn ud af virksomheden. Den løn betaler han skat af. Hvis der ved årets udgang stadig er penge tilbage, kan han vælge at gøre forskellige ting. Han kan udbetale ekstra løn til sig selv. Hvis han gør det, er der ikke noget overskud tilbage i virksomheden. Men skattefar er jo ikke blevet snydt af den grund. Tværtimod. Tømreren betaler skat af den ekstra løn«. »Han kan også vælge at investere pengene i nyt værktøj, it eller lignende. Hvis han gør det, er der heller ikke noget overskud tilbage. Men investeringen vil give et afkast i form af bedre indtjening i fremtiden.
Og den vil blive beskattet - enten som højere løn til tømreren eller som overskud i virksomheden«. »Jeg håber, at du kan se«, sagde jeg, »at der kan være helt legitime grunde til, at virksomheder ikke har noget overskud, og at virksomhedernes vigtigste betydning for samfundet består i at skabe arbejdspladser, som sikrer vores lønindkomst. Det er primært ad den vej, at virksomhederne bidrager med skatteindtægter til staten snarere end via selskabsskat. Faktisk udgør indkomstskatter ca. halvdelen af statens samlede skatteindtægter, mens selskabsskatten kun udgør 6 procent«.
HER SLUTTEDE vores samtale, men jeg kunne have tilføjet, at vores nye skatteminister, Thor Möger Pedersen, opfører sig uklogt, når han gør livet surt for private virksomheder ved at beskylde dem for at snyde med deres selskabsskat og ved at true med øget kontrol og gabestokke. Af Skats egen ' Handlingsplan for beskatning af multinationale selskaber' fremgår det, at »Det danske selskabsskatteprovenu antager således ikke et mindre omfang end det niveau, det indenlandske kapitalapparat tilsiger, at det skal«. Skatteministerens eget ministerium mener altså ikke, at de går glip af ellers berettiget selskabsskat.
HELT MYSTISK bliver det, når der i debatten sættes særligt fokus på multinationale selskaber. Der er færre multinationale selskaber end danske, som ikke betaler skat. Det er en myte, at multinationale selskaber kan flytte rundt på deres overskud efter forgodtbe-findende. Deres skattebetalinger reguleres nemlig af EU-direktiver, dobbeltbeskatningsoverenskomster og internationale guidelines. Det, som mange af selskaberne derimod kan flytte over grænserne, er arbejdspladser og investeringer. Og derfor gør vi klogt i at behandle dem pænt.
(Denne artikel blev bragt i Politiken lørdag den 5. november 2011 som min faste klumme Modpol)
