Den seneste tids udenrigspolitiske stof har stort set alene været koncentreret omkring situationen i Egypten.
Jeg indrømmer blankt, at jeg også følger situationen tæt. Det er utroligt livsbekræftende at se et folk mere eller mindre spontant protestere mod en diktator, som for en tredje del af befolkningens vedkommende har siddet ved magten i hele deres liv. ”Gå af Mubarak”, lyder det igen og igen.
Os med lidt amatør historisk bevidsthed kan på andre virke noget pessimistiske, da vi blot gik og forventede en reaktion fra Mubarak. Ville det virkeligt kunne gå så let til, at en diktator ville gå frivilligt uden videre. Mere eller mindre spontane oprør er tidligere blevet slået hårdt ned, f.eks. Ungarn i 1956 og Prag 1969. Det var selvfølgelig under den kolde krig, hvor Sovjet gjorde sin indflydelse gældende. Vi er ikke under den kolde krig længere. Selvom Mubarak med sin milliardstøtte fra USA er et levn fra dengang.
Andre lande med mindre bevågenhed i dansk verdenspresse har også forsøgt sig med oprør mod deres diktator i dette årtusind. I Zimbabwe har befolkningen forsøgt at afsætte diktatoren Mugabe af ved hjælp af demokratiet. Resultatet har dog ikke været kønt. Ved samtlige valg i det nye årtusind har Mugabe forinden selve valghandlingen udført terror mod oppositionens tillidsfolk og tilhængere. Terror der har bestået i alt fra falske anmeldelser til overfald, voldtægt og mord. Få dage før valgdagen er terroren holdt op, således at selve valgdagen kunne afholdes i god ro og orden til ære for de udenlandske valgobservatører.
Det er sørgeligt at se, hvilken tilstand Zimbabwe er bragt i af en diktators febrilske forsøg på at holde sig ved magten. Landet var i de to første årtier efter selvstændigheden i 1980 kendt som Afrikas brødkurv. Et land som modbeviste teorien om at Afrika ikke kan løfte sig ud af fattigdommen. Velstand tager tid. Fattigdom kan desværre hurtig indføres. Fattigdom har været konsekvensen af Mugabes terror mod sin egen befolkning for at beholde magten. Siden terrorhandlingerne for alvor startede i 2000, inkl. såkaldte landreformer, er produktionen af tobak og kaffe faldet med 80 % og majs med 50 %. Et sådan fald i produktionen pga. af politiske handlinger går ikke ubemærket hen i nogen samfundsøkonomi. Det utrolige er dog alligevel, hvor hurtigt man ad politisk vej kan ødelægge et ellers velstående land med gode fremtidsudsigter.
Hvorfor går Mugabe ikke af? Hvorfor går Mubarak ikke af? Begge har jo sit på det tørre økonomisk. Enhver diktator glemmer aldrig at fylde sine egne lommer. Mubarak skulle være god for 200 milliarder kroner. Det i et land hvor mange laver under FNs fattigdomsgrænse på $2 om dagen.
Svaret er Pinochet. Pinochet gik frivilligt af og overlod magten til en demokratisk valgt forsamling i 1990. I 1998 blev Pinochet anholdt i London efter anmodning fra en dommer i Spanien med henblik på at retsforfølge ham for hans ansvar for ugerningerne under militærdiktaturet i Chile.
Det er kun passende at diktatorer retsforfølges for at tilgodese vores alle sammens retfærdighedsfølelse. Det har dog sin pris, at retsforfølge afgåede diktatorer. Prisen ser vi i Egypten og i Zimbabwe og hvor der ellers sidder diktatorer, som er faldet for aldersgrænsen for længst og ville have bedre af at lade andre komme til. De gamle mænd tør bare ikke at bistå med at deres lande blev mere demokratiske, fordi de ved, at de sandsynligvis vil blive retsforfulgt ligesom Pinochet. Derfor vil de for alt i verden holde fast, indtil de afgår ved døden.
Det ville måske være et anslag mod vores retfærdighedsfølelse, hvis Mubarak og Mugabe skulle side i Frankrig og nyde deres otium, som afrikanske diktatorer tidligere har haft for vane. Alternativet lider befolkningen dog under dagligt. Et alternativ hvor diktatorerne kan gå af uden at blive retsforfulgt vil ikke berolige vores retfærdighedsfølelse, men alternativet er dog meget bedre for de to landes befolkninger.
