Lad os slå det fast: Velfærdsstaten virker i dens nuværende udformning på mange områder ikke efter hensigten, og den er skadelig for både samfundet og demokratiet!
I klummen prøver jeg at forklare nogle af grundene til dette.
Velfærdsstatsfilosofien er ligesom mange andre lignende tanker, modeller og initiativer, der har haft til formål at hjælpe den ofte vagt definerede gruppe, som omtales som »de svage«, og gør brug af staten til formålet, bygget på marxistoide eller marxistiske fejlslutninger, og derfor er det intet under, at den ikke fungerer.
Idéen om, at man kan hæve de fattige ud af fattigdom ved at hæve deres levestandard, er i sig selv decideret fornuftstridig.
Der findes et gammelt ordsprog med ordlyden »sulten ulv jager bedst«, men det er kun en af forklaringerne på, hvorfor det ikke vil fungere. Det kan også forklares med et andet gammelt ordsprog, nemlig at »æblet ikke falder langt fra stammen«, eller måske rettere i denne sociale sammenhæng: begge ordsprog på een gang.
Æblet falder ikke langt fra stammen
Indenfor de samfundsvidenskabelige fag og i særdeleshed økonomi, sociologi og beslægtede fag findes der teorier om Risk Aversion eller »risikoaversion«.
Mennesker er generelt set risikoaverse, dvs. med andre ord risikosky (selvom det nok er mere korrekt at sige: frastødte af risici), og vil statistisk set f.eks. hellere indgå i en »sikker« handel eller foretage en mindre risikabel investering med lavere forventeligt afkast end en risikabel investering med væsentligt højere muligt afkast.
Teorien om relativ risikoaversion (Relative Risk Aversion) kom i brug i sociologisk øjemed for at analysere social mobilitet. Det skete som følge af, at man i lande med store velfærdsstater og universal tilgang til videregående uddannelser ikke så den samme grad af social mobilitet, som man måske skulle forvente. Risikoaversionsteorier bliver i disse sammenhænge brugt til at forklare tendensen.
Man mener, at man som menneske primært tilsigter at forblive i den samme sociale klasse som ens forældre (eller det miljø, man kommer fra) og undgå nedadgående social mobilitet, og at nytten, subjektivt set, ved yderligere social mobilitet synes at være mindre end besværet (dette alt fra midlertidigt sænket levestandard, håndgribeligt tabt abejdsfortjeneste, osv) ved positiv social mobilitet og ikke mindst risikoen for at fejle.
Altså er driften til, forudsat at man matcher sine forældre klassemæssigt, at forblive i samme sociale klasse stærkere end driften til at bevæge sig opad.
Teorien er en forklaring på de observationer, som man kan gøre sig, og udfra teorien og den empiri, den forklarer, kan man konludere, at det at give muligheder i sig selv er ikke tilstrækkeligt incitament.
Sulten ulv jæger bedst
Så længe at et liv på offentlig forsørgelse er holdbart, er der ingen nødvendighed for at komme ud af det, og derfor vil en blanding af manglende incitament og risikoaversion formentlig gennem velfærdsstaten i dens nuværende form kun føre til dårlige ting. For at modvirke disse kræfter kræves en klar nødvendighed for at være produktiv.
I tilfældet med langtidsledige, særligt hvor ledigheden er spredt over generationer, og hvor børn er indblandet, ser jeg det som rimeligt at antage, at børnene vil fødes ind i en underklasse, der kan ses som lige så gyldig en klasse i sig selv, der dog til forskel fra andre samfundslag - selv de, der befinder sig lavest - ikke har nogen form for indgangsbarrierer, så som fast arbejde, uddannelse, osv.
Derfor opstår der andre succeskriterier inde i selve samfundslaget. Og det er sådan set ligegyldigt, om der er tale om langtidsledige autonome på førtidspension, der gør alt for at adskille sig fra samfundet og begår forskellige former for kriminalitet for at styrke deres position i det subkulturelle miljø, de befinder sig i, rodløse indvandrerunge, der gør meget af det samme, eller visse andre langtidsledige, for hvem succeskriteriet er at få sig den voldsommeste brandert.
Den hjælp, som samfundet tilbyder, fungerer for disse mennesker ikke som hjælp til selvhjælp, hvilket egentlig er formålet med velfærdsstaten, men blot som et middel til at holde dem i live, så de kan fortsætte med deres uhensigtsmæssige livsførsel, hvilket kan ses på bl.a. den udnyttelse af og svindel med sociale ydelser, der finder sted.
Den udbredte svindel er ikke et symptom på utilstrækkelig understøttelse af »de svage«, men det er derimod et udtryk for, at man ikke ønsker at komme ud af sin situation men blot ønsker at have et større rådighedsbeløb.
Der er nok ikke mange, der ønsker at føre et uproduktivt liv, hvilket kan være en forklaring på det temmelig omfattende misbrug, man ser hos visse, og dannelsen af kulturelt, etnisk eller subkulturelt funderede parallelsamfund, men incitamentet til at forlade sumpen er – både på basis af risikoaversionen og fraværet af et reelt behov for at få sig et arbejde – helt og aldeles fraværende.
Government: If you think that its problems are bad, just wait till you see the solutions
Mange mener, at det er humant at have en stor velfærdsstat. Jeg er uenig. Det er inhumant, at vi har en velfærdsstat, der fastholder dele af befolkningen i en fuldkommen amoralsk og afskyelig livsførsel, der ikke blot skader samfundet og lægger beslag på dets ressourcer, men også skader selve ydelsesmodtagerne og som det mest grufulde af alt: deres børn.
En socialistisk tilgang til at hjælpe de svageste er tydeligt fejlsslagen og er en »direkte«, kortsigtet og ureflekteret tilgang.
Det socialdemokratiske klassemobilitetsprojekt er også fejslagent, hvilket bl.a. eksemplificeres ved, at det ikke har ført til samme væsentlige grad af klassemobilitet, som visse socialister vil bilde sig ind, at det gør eller ville gøre.
Det er ikke folk fra de lavere samfundslag, der på nogen måde gør sig gældende på de videregående uddannelser, men det er derimod middel- og overklassens afkom.
Klassesamfundet er ikke blevet afskaffet, og man har blot skabt nye underklasser af bistandsklienter og gennem uansvarlig og fuldkommen uigennemtænkt udlændingepolitik desuden også uintegrerede eller efterhånden reelt set ikke længere intergrerbare indvandrere, som man kan antage lider under de samme mekanismer som deres indfødte bistandskollegaer.
Velfærdsstaten er forstærkende – både for sociale problemer og sig selv
Nu at vi har fastslået, at velfærdsstatens rundthåndethed med andres penge ikke fører til noget godt, kan vi spørge os selv, hvordan man kan bekæmpe problemet.
For at imødekomme disse problemer har vi ikke brug for mere fejlslagen socialistisk sødsuppe, der kun skader dem, den tilsigter at hjælpe.
Måske er der ikke brug for en total afskaffelse af velfærdsstaten, da den på visse områder har en berettigelse i det, at den faktisk giver muligheder, som man realistisk set ellers ikke ville have, hvis man kom fra en mindre velstående baggrund; det er jeg og en del andre mennesker lysende eksempler på, så det er måske ikke uddannelsesområdet, der er brug for nedskæringer på. Men der skal helt klart ikke være mulighed for under nogen omstændigheder at malke systemet på den måde, som man i dag har mulighed for.
Man må nedsætte perioden, man kan modtage offentlige ydelser i, skærpe kravene for førtidspension og tage førtidspensionisters sager op til jævnlig revision eller gøre et eller andet andet i den retning.
Jeg ser en løsning i f.eks. højere kontanthjælps- og dagpengesatser i kortere perioder for at hjælpe dem, der faktisk kommer galt afsted, i stedet for at i godhedens navn at give autonome voldskriminelle og misbrugere, der vanrøgter deres børn, muligheden at være på bistand i årrækker.
Selvom tiltag i den retning ville være i alles overordnede interesse, er der ingen, der gider miste en indtægt, som de slet ikke gør noget for at få.
På samme måde hører det nok heller ikke til noget, der er kan siges at være særlig ønskværdigt set med øjenene af de tusinder af offentlige ansatte, hvis primære opgave er at uddele offentlige midler til langtidsledige og helt alment at passe dem.
Dansk Folkeparti og rød stue vil af sådanne grunde aldrig gå med til så vidtrækkende ændringer i velfærdsstatens indretning, og den irrationelle humanistiske hjernevask vil formentlig resultere i tab af stemmer for selv de partier, som ikke fungerer som interesseorganisation for de grupper, der til bred udstrækning udnytter muligheden for at modtage de ydelser, og helt teoretisk set måske kunne finde på at støtte et sådant forslag.
Hayek havde ret
Da F.A. Hayek med stor bekymring så på den blandingsøkonomiske udvikling, som fandt sted i Europa, hvilket bl.a. kommer til udtryk i »Vejen til trældom«, havde han ikke ret i alt, men selve bekymringen er slet ikke blevet gjort til skamme. Det er Danmark et lysende eksempel på.
Der vil pga. den omfattende omfordeling formentlig ikke være noget parlamentarisk grundlag for tiltag, der ændrer væsentligt på velfærdsstaten, indenfor nogen overskuelig fremtid, og ligesom på andre områder, hvor reformer faktisk ikke ville være nær så kontroversielle, men til endnu højere grad åbenlyst nødvendige, vil man formentlig ikke gøre noget, før det på alle måder er for sent.
Jeg vil afslutte mit indlæg med en betragtning omkring et citat, kilden til hvilket er uklar, men som har været brug af alle mulige fra P.J. O’Rourke til Ronald Reagan og blevet tilskrevet næsten lige så mange:
“A democracy cannot exist as a permanent form of government. It can only exist until the voters discover that they can vote themselves largesse from the public treasury. From that moment on, the majority always votes for the candidates promising the most benefits from the public treasury with the result that a democracy always collapses over loose fiscal policy, always followed by a dictatorship. The average age of the world´s greatest civilizations has been 200 years.”
Det er for lang tid siden sket i Danmark, at man stemmer for at sikre sig offentlige midler eller på anden vis en højere indtægt, mens det politiske billede er præget af magtbegærlig populisme.
Det er ligegyldigt, om det er SU-modtageren, der stemmer på Enhedslisten, fordi de lover denne højere SU-ydelser, den offentligt ansatte, der føler sig truet på pengepungen af mulige nedskæringer, den langtidsledige, som ønsker sig et større rådighedsbeløb, selvom han på ingen måde bidrager til samfundet, eller for den sags skyld den topskattebetalende lønmodtager, som populært sagt har ondt i topskatten.
Når det kommer til penge og magt, er hele samfundet gennemsyret af grådighed og moralsk forfald.
Og det er ikke »kapitalisternes skyld«, eller hvilke som helst andre venstreorienterede klichéer man måtte bringe på bane.
Det er velfærdsstaten, der på denne måde har først samfundet ud på afveje. Hvis vi levede i et liberalistisk samfund uden samme grad af omfordeling, ville vi givetvis ikke leve i nogen utopi. Men mange af de problemer, vi står med nu, kan føres direkte tilbage til velfærdsstaten.
Selv Dansk Folkepartis indflydelse kan på alle måder føres tilbage til den.
Ligesom at det i tilfældet med industrialiseringens Tyskland var protektionismen, der var en bidragende faktor til den udvikling, der førte til totalitarisme og efterfølgende elendighed, er det formentlig velfærdsstaten, der vil føre til vores undergang, hvis der ikke sker noget drastisk.
Og allerede nu er den som bekendt ved at blive uholdbar som samfundsmodel, men det synes hverken socialisterne eller det altovervældende flertal af befolkningen at fatte.
I klummen prøver jeg at forklare nogle af grundene til dette.
Velfærdsstatsfilosofien er ligesom mange andre lignende tanker, modeller og initiativer, der har haft til formål at hjælpe den ofte vagt definerede gruppe, som omtales som »de svage«, og gør brug af staten til formålet, bygget på marxistoide eller marxistiske fejlslutninger, og derfor er det intet under, at den ikke fungerer.
Idéen om, at man kan hæve de fattige ud af fattigdom ved at hæve deres levestandard, er i sig selv decideret fornuftstridig.
Der findes et gammelt ordsprog med ordlyden »sulten ulv jager bedst«, men det er kun en af forklaringerne på, hvorfor det ikke vil fungere. Det kan også forklares med et andet gammelt ordsprog, nemlig at »æblet ikke falder langt fra stammen«, eller måske rettere i denne sociale sammenhæng: begge ordsprog på een gang.
Æblet falder ikke langt fra stammen
Indenfor de samfundsvidenskabelige fag og i særdeleshed økonomi, sociologi og beslægtede fag findes der teorier om Risk Aversion eller »risikoaversion«.
Mennesker er generelt set risikoaverse, dvs. med andre ord risikosky (selvom det nok er mere korrekt at sige: frastødte af risici), og vil statistisk set f.eks. hellere indgå i en »sikker« handel eller foretage en mindre risikabel investering med lavere forventeligt afkast end en risikabel investering med væsentligt højere muligt afkast.
Teorien om relativ risikoaversion (Relative Risk Aversion) kom i brug i sociologisk øjemed for at analysere social mobilitet. Det skete som følge af, at man i lande med store velfærdsstater og universal tilgang til videregående uddannelser ikke så den samme grad af social mobilitet, som man måske skulle forvente. Risikoaversionsteorier bliver i disse sammenhænge brugt til at forklare tendensen.
Man mener, at man som menneske primært tilsigter at forblive i den samme sociale klasse som ens forældre (eller det miljø, man kommer fra) og undgå nedadgående social mobilitet, og at nytten, subjektivt set, ved yderligere social mobilitet synes at være mindre end besværet (dette alt fra midlertidigt sænket levestandard, håndgribeligt tabt abejdsfortjeneste, osv) ved positiv social mobilitet og ikke mindst risikoen for at fejle.
Altså er driften til, forudsat at man matcher sine forældre klassemæssigt, at forblive i samme sociale klasse stærkere end driften til at bevæge sig opad.
Teorien er en forklaring på de observationer, som man kan gøre sig, og udfra teorien og den empiri, den forklarer, kan man konludere, at det at give muligheder i sig selv er ikke tilstrækkeligt incitament.
Sulten ulv jæger bedst
Så længe at et liv på offentlig forsørgelse er holdbart, er der ingen nødvendighed for at komme ud af det, og derfor vil en blanding af manglende incitament og risikoaversion formentlig gennem velfærdsstaten i dens nuværende form kun føre til dårlige ting. For at modvirke disse kræfter kræves en klar nødvendighed for at være produktiv.
I tilfældet med langtidsledige, særligt hvor ledigheden er spredt over generationer, og hvor børn er indblandet, ser jeg det som rimeligt at antage, at børnene vil fødes ind i en underklasse, der kan ses som lige så gyldig en klasse i sig selv, der dog til forskel fra andre samfundslag - selv de, der befinder sig lavest - ikke har nogen form for indgangsbarrierer, så som fast arbejde, uddannelse, osv.
Derfor opstår der andre succeskriterier inde i selve samfundslaget. Og det er sådan set ligegyldigt, om der er tale om langtidsledige autonome på førtidspension, der gør alt for at adskille sig fra samfundet og begår forskellige former for kriminalitet for at styrke deres position i det subkulturelle miljø, de befinder sig i, rodløse indvandrerunge, der gør meget af det samme, eller visse andre langtidsledige, for hvem succeskriteriet er at få sig den voldsommeste brandert.
Den hjælp, som samfundet tilbyder, fungerer for disse mennesker ikke som hjælp til selvhjælp, hvilket egentlig er formålet med velfærdsstaten, men blot som et middel til at holde dem i live, så de kan fortsætte med deres uhensigtsmæssige livsførsel, hvilket kan ses på bl.a. den udnyttelse af og svindel med sociale ydelser, der finder sted.
Den udbredte svindel er ikke et symptom på utilstrækkelig understøttelse af »de svage«, men det er derimod et udtryk for, at man ikke ønsker at komme ud af sin situation men blot ønsker at have et større rådighedsbeløb.
Der er nok ikke mange, der ønsker at føre et uproduktivt liv, hvilket kan være en forklaring på det temmelig omfattende misbrug, man ser hos visse, og dannelsen af kulturelt, etnisk eller subkulturelt funderede parallelsamfund, men incitamentet til at forlade sumpen er – både på basis af risikoaversionen og fraværet af et reelt behov for at få sig et arbejde – helt og aldeles fraværende.
Government: If you think that its problems are bad, just wait till you see the solutions
Mange mener, at det er humant at have en stor velfærdsstat. Jeg er uenig. Det er inhumant, at vi har en velfærdsstat, der fastholder dele af befolkningen i en fuldkommen amoralsk og afskyelig livsførsel, der ikke blot skader samfundet og lægger beslag på dets ressourcer, men også skader selve ydelsesmodtagerne og som det mest grufulde af alt: deres børn.
En socialistisk tilgang til at hjælpe de svageste er tydeligt fejlsslagen og er en »direkte«, kortsigtet og ureflekteret tilgang.
Det socialdemokratiske klassemobilitetsprojekt er også fejslagent, hvilket bl.a. eksemplificeres ved, at det ikke har ført til samme væsentlige grad af klassemobilitet, som visse socialister vil bilde sig ind, at det gør eller ville gøre.
Det er ikke folk fra de lavere samfundslag, der på nogen måde gør sig gældende på de videregående uddannelser, men det er derimod middel- og overklassens afkom.
Klassesamfundet er ikke blevet afskaffet, og man har blot skabt nye underklasser af bistandsklienter og gennem uansvarlig og fuldkommen uigennemtænkt udlændingepolitik desuden også uintegrerede eller efterhånden reelt set ikke længere intergrerbare indvandrere, som man kan antage lider under de samme mekanismer som deres indfødte bistandskollegaer.
Velfærdsstaten er forstærkende – både for sociale problemer og sig selv
Nu at vi har fastslået, at velfærdsstatens rundthåndethed med andres penge ikke fører til noget godt, kan vi spørge os selv, hvordan man kan bekæmpe problemet.
For at imødekomme disse problemer har vi ikke brug for mere fejlslagen socialistisk sødsuppe, der kun skader dem, den tilsigter at hjælpe.
Måske er der ikke brug for en total afskaffelse af velfærdsstaten, da den på visse områder har en berettigelse i det, at den faktisk giver muligheder, som man realistisk set ellers ikke ville have, hvis man kom fra en mindre velstående baggrund; det er jeg og en del andre mennesker lysende eksempler på, så det er måske ikke uddannelsesområdet, der er brug for nedskæringer på. Men der skal helt klart ikke være mulighed for under nogen omstændigheder at malke systemet på den måde, som man i dag har mulighed for.
Man må nedsætte perioden, man kan modtage offentlige ydelser i, skærpe kravene for førtidspension og tage førtidspensionisters sager op til jævnlig revision eller gøre et eller andet andet i den retning.
Jeg ser en løsning i f.eks. højere kontanthjælps- og dagpengesatser i kortere perioder for at hjælpe dem, der faktisk kommer galt afsted, i stedet for at i godhedens navn at give autonome voldskriminelle og misbrugere, der vanrøgter deres børn, muligheden at være på bistand i årrækker.
Selvom tiltag i den retning ville være i alles overordnede interesse, er der ingen, der gider miste en indtægt, som de slet ikke gør noget for at få.
På samme måde hører det nok heller ikke til noget, der er kan siges at være særlig ønskværdigt set med øjenene af de tusinder af offentlige ansatte, hvis primære opgave er at uddele offentlige midler til langtidsledige og helt alment at passe dem.
Dansk Folkeparti og rød stue vil af sådanne grunde aldrig gå med til så vidtrækkende ændringer i velfærdsstatens indretning, og den irrationelle humanistiske hjernevask vil formentlig resultere i tab af stemmer for selv de partier, som ikke fungerer som interesseorganisation for de grupper, der til bred udstrækning udnytter muligheden for at modtage de ydelser, og helt teoretisk set måske kunne finde på at støtte et sådant forslag.
Hayek havde ret
Da F.A. Hayek med stor bekymring så på den blandingsøkonomiske udvikling, som fandt sted i Europa, hvilket bl.a. kommer til udtryk i »Vejen til trældom«, havde han ikke ret i alt, men selve bekymringen er slet ikke blevet gjort til skamme. Det er Danmark et lysende eksempel på.
Der vil pga. den omfattende omfordeling formentlig ikke være noget parlamentarisk grundlag for tiltag, der ændrer væsentligt på velfærdsstaten, indenfor nogen overskuelig fremtid, og ligesom på andre områder, hvor reformer faktisk ikke ville være nær så kontroversielle, men til endnu højere grad åbenlyst nødvendige, vil man formentlig ikke gøre noget, før det på alle måder er for sent.
Jeg vil afslutte mit indlæg med en betragtning omkring et citat, kilden til hvilket er uklar, men som har været brug af alle mulige fra P.J. O’Rourke til Ronald Reagan og blevet tilskrevet næsten lige så mange:
“A democracy cannot exist as a permanent form of government. It can only exist until the voters discover that they can vote themselves largesse from the public treasury. From that moment on, the majority always votes for the candidates promising the most benefits from the public treasury with the result that a democracy always collapses over loose fiscal policy, always followed by a dictatorship. The average age of the world´s greatest civilizations has been 200 years.”
Det er for lang tid siden sket i Danmark, at man stemmer for at sikre sig offentlige midler eller på anden vis en højere indtægt, mens det politiske billede er præget af magtbegærlig populisme.
Det er ligegyldigt, om det er SU-modtageren, der stemmer på Enhedslisten, fordi de lover denne højere SU-ydelser, den offentligt ansatte, der føler sig truet på pengepungen af mulige nedskæringer, den langtidsledige, som ønsker sig et større rådighedsbeløb, selvom han på ingen måde bidrager til samfundet, eller for den sags skyld den topskattebetalende lønmodtager, som populært sagt har ondt i topskatten.
Når det kommer til penge og magt, er hele samfundet gennemsyret af grådighed og moralsk forfald.
Og det er ikke »kapitalisternes skyld«, eller hvilke som helst andre venstreorienterede klichéer man måtte bringe på bane.
Det er velfærdsstaten, der på denne måde har først samfundet ud på afveje. Hvis vi levede i et liberalistisk samfund uden samme grad af omfordeling, ville vi givetvis ikke leve i nogen utopi. Men mange af de problemer, vi står med nu, kan føres direkte tilbage til velfærdsstaten.
Selv Dansk Folkepartis indflydelse kan på alle måder føres tilbage til den.
Ligesom at det i tilfældet med industrialiseringens Tyskland var protektionismen, der var en bidragende faktor til den udvikling, der førte til totalitarisme og efterfølgende elendighed, er det formentlig velfærdsstaten, der vil føre til vores undergang, hvis der ikke sker noget drastisk.
Og allerede nu er den som bekendt ved at blive uholdbar som samfundsmodel, men det synes hverken socialisterne eller det altovervældende flertal af befolkningen at fatte.
