Der findes (næsten) ingen borgerlige kvinder i den fødedygtige alder

Søstersolidariteten stortrives på Borgen. Det faktum giver sig udslag i en besynderlig tværpolitisk kvindealliance, når det gælder spørgsmål vedrørende køn og familieliv. En alliance der dybest set er venstreorienteret - helt uafhængigt af de enkelte kvinders generelle politiske tilhørsforhold. Deri ligger naturligvis en fundamental misforståelse af politik. For politik handler ikke om faktioner eller om at varetage særlige gruppers interesser, men om ideernes kamp. Den idémæssige ensretning på køns- og ligestillingsområdet er tankevækkende og meget problematisk. Fra venstre til højre er man enige om, at det er for galt, at der ikke er lige mange kvinder og mænd på samfundets ledende poster. For eksempel. Bag denne indignation ligger et ubesvaret spørgsmål af allerstørste vigtighed. Hvorfor er det så forbandet vigtigt, at kvinder og mænd er ligeligt fordelt? At de træffer de samme valg og interesserer sig for de samme ting? At de er ens? For der er ingen uenighed om dette mål - om ligelig fordeling. Det mål deler alle politikere. Når det gælder køn. Det vil sige, der stilles aldrig spørgsmålstegn ved idealet om enshed. Der er højest lidt debat om, hvilke midler der er acceptable for at nå hen til målet. Selv den debat forstummer dog langsomt, men sikkert. Da Pia Christmas-Møller stadig var hos de Konservative, kom hun med det ene feministiske forslag efter det andet. Hun ville true mænd til tage mere barsel. Hun var også blandt de første til at foreslå, at regeringen nedsatte en ligestillingskommision som skulle se på forholdet mellem kønnene i familierne og på arbejdsmarkedet. Så selv en såkaldt konservativ kvinde var altså parat til at bruge statens magt til at "omstrukturere" familielivet. Ville familierne ikke frivilligt rette ind efter det feministiske (og i virkeligheden også socialistiske) ligestillingsideal om lige fordeling, så måtte staten træde til med magt. Det er vitterligt en absurd tanke, at staten skulle blive så omnipotent og -present, at den kan sørge for, at far og mor laver lige meget i hjemmet. Selve ideen er også dybt destruktiv, for den placerer mænd og kvinder i konflikt og konkurrence i stedet for som komplementære partnere med en klar rollefordeling og gensidige styrker og svagheder. Netop den slags burde konservative ellers have øje for. Karen Jespersen var ligestillingsminister i Venstre. Et parti der kalder sig liberalt. For ikke så længe siden satte hun gang i en kampagne rettet med børnehavebørn. De små poder skulle genuddannes, således at ethvert spor fra de undertrykkende traditionelle kønsroller én gang for alle kunne fjernes. Altså et radikalt opgør med det værende med staten som genuddanner af børn helt ned til 3-4-årsalderen. Det er ikke borgerlig politik. Familien skal opdrage små børn, ikke staten. Nu blev Lene Espersen så formand for de Konservative. Hun er ikke meget bedre. Ved hver given lejlighed har hun tudet os ørerne fulde om, hvordan en mand bør være mere som en hjemmegående husmor, så kvinden kan gøre mere karriere. Senest har både Lene Espersen og Karen Jespersen været ude med riven overfor virksomhederne: Ansæt flere kvinder som ledere og få flere kvinder i bestyrelsen, ellers ... Eliten af kvinder er ude af trit med de almindelige borgeres liv. Ikke desto mindre bruger de deres egne erfaringer som skabelon for den politik, de med statens magt vil tvinge os alle til at efterleve. Hvis politikere vil bytte roller, eller hvis de vil leve progressivt helt uden traditionelle kønsroller, så er de hjertens velkomne til at gøre det - i deres egne hjem. Men samfundet som helhed er altså ikke et laboratorium for politikeres mere eller mindre vanvittige forsøg ud i social modellering. Der er noget decideret totalitært over en stat, der insisterer på at tage fat i tre-årige og opdrage dem i bizarre forestillinger om køn. Al denne statsopdragen af børn retfærdiggøres naturligvis med løfter om en bedre fremtid. En perfekt fremtid, hvor mænd og kvinder er ens og lige. Denne utopiske impuls er ikke borgerlig. Borgerlige skaber små forbedringer her og nu ud fra en realistisk opfattelse af menneskets natur, hvorimod venstrefløjen tror sig i stand til at omskabe mennesket sådan, at et perfekt samfund en dag er muligt. Dagen indfinder sig bare aldrig. Det ender altid i et totalitært tyranni. Det vil det også gøre denne gang, medmindre vi får sagt ordentligt stop til de kønsambitiøse politikere. Eva Kjer kørte i sin tid fra Ligestillingsministeriet en storstilet kampagne rettet med folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Hun mente, det var problematisk, at kvinder "servicerede" mænd. Hvad? Mænd bygger en verden til kvinder, og de falder i krig for at forsvare dem, og så kan mændene ikke engang få lidt "servicering" til gengæld, uden at statsmutter skal blande sig med indignation og en løftet pegefinger? Der er intet galt med at servicere, hvad enten man tjener sit land eller en anden person - så længe det foregår frivilligt. Politikere er ikke for fine til at tvinge unge mænd til at tjene landet (serve the country), men skulle et par kvinder frivilligt udvise begejstring og taknemmelighed overfor en mand, så er det søreme for galt. Det viser noget om Eva Kjers opfattelse af mænd og kvinder. Mænd er kanonføde, mens kvinder er så ophøjede, at det er skandaløst, hvis de i ny og næ frivilligt går ned på knæ. Igen viser det noget om, at politikerne er ude af trit med borgerne. For ude i virkeligheden kan mænd og kvinder i de fleste tilfælde godt finde ud af at servicere hinanden, uden at staten skal blande sig. Er det ikke nok, at den feminiserede stat vil overtage moderrollen for børn i 3-årsalderen, skal den nu også med ind i soveværelset? Feministerne på Borgen vil have magt over seksualiteten, familien, over børnene og over erhvervslivet. Intet område af civilsamfundet undgår den politiske moraliseren. Feministernes kvælende ide om enshed opløser, overalt hvor den vinder indpas. I Norge opløser den endda med statsmagt virksomheder, som ikke tidsnok når at indstille sammensætningen af bestyrelsen efter kønskvoterne. I det hele taget er det yderst besynderligt, at en borgerlig regering overhovedet har en ligestillingsminister. Tillad mig at forklare hvorfor. Vi har allerede formel ligestilling her i landet - og har haft det i mange år, efterhånden. Mænd og kvinder er lige for loven. De har de samme rettigheder. En kvinde kan blive, lige hvad hun vil, så længe evnerne rækker. Vi har også de samme muligheder for at deltage i det politiske liv, og vi har de samme pligter. Nå ja, bortset fra værnepligten, som kvinder ikke har, så om noget er de bedre stillede i forhold til formel ligestilling end mænd. Men værnepligten snakker de skiftende ligestillingsministre jo ikke om. Så i og med vi allerede har formel ligestilling, så må ligestillingsministerens opgave jo være at sørge for substantiel ligestilling, det man på engelsk kalder equality of outcome. Men substantiel ligestilling er jo et socialistisk ideal. Ikke et borgerligt. Hvorfor er det, at borgerlige normalt kæmper for borgerlige idealer, men så snart det gælder ligestilling, køn og familiepolitik så kæmper de borgerlige pludselig for feministiske og socialistiske idealer? Tyg lige lidt på den.