Der er så dejligt ude i naturen ...
Der er grønne træer, der er blomster, der er hav, der er liv, der er
frisk luft. Der er så dejligt ude i naturen! Bag al skønheden lurer
imidlertid ubarmhjertigheden, for lige så dejlig som naturen er, lige
så ubarmhjertig er den. I naturen er det de stærkeste og bedst
tilpassede, der overlever på bekostning af de utilpassede, svage og
syge. De svage sygner hen eller bliver dræbt og fortæret, hvis de da
ikke dør ensomme af sult og udmattelse. At kun den stærke og hurtige
fanger bytte og overlever, mens den langsomme og svage dør, er et
moralsk non-event. Det er blot naturens gang. En naturlig process.
I det universelle velfærdssamfund, vi i Danmark har bygget op for at
forsvare os mod naturens ubarmhjertighed, er det imidlertid en
moralsk forbrydelse af dimensioner at lade de svage i stikken, dø
eller sygne hen, og via staten gør vi vores bedste for at forhindre
det: Vi har et sundhedsvæsen, vi har ældrepleje, vi har børnepasning,
vi har arbejdsløshedsunderstøttelse, vi har pension, vi har
førtidspension, vi har efterløn, vi har børnepenge, vi har SU, vi har
erhvervsstøtteordninger, vi har støtte til behandling af barnløse, vi
har gratis uddannelse, vi har støtte til naturfredning. Der er hjælp
til alle, der ikke kan klare sig selv: individer, virksomheder og
løvfrøer.
Det ser dog ud til at være med stakket frist. Der er nemlig mindst en
trussel, som vores velfærdsmodel ikke kan beskytte imod, og det er,
når selve forudsætningerne for dens eksistens forandrer sig. Den
moderne teknologiske udvikling med internet, mobiltelefoner, jumbojets
og satelliter har åbnet op for en helt ny global, økonomisk dagsorden,
og det er den, der truer med at blive velfærds- ja sågar
nationalstatens endeligt. Darwin formulerede i sin evolutionsteori
doktrinen om 'de bedst tilpassedes overlevelse', og den danske
velfærdsmodel, som vi kender den, er på vej mod den utilpassedes død
af sult og udmattelse.
I ny tid, hvor produktionen af værdi vil være drevet af og baseret på
viden og talent, vil arbejdsstyrken polariseres i to grupper: de
uafhængige, mobile talenter og de stationære service- og
rutinearbejdere. Øverst i hierarkiet er talenterne (kunstnere,
sportsstjerner, forretningstalenter, eliteforskere, iværksættere,
kunsthåndværkere) med deres unikke færdigheder, tæft for
problemløsning og nytænkning. I midten er servicearbejderne (frisører,
revisorer, murere, advokater), der leverer en standardservice og må
differentiere sig på baggrund af pris og kvalitet. I bunden af
hierarkiet er rutinearbejderne (de ufaglærte og lavtuddannede).
Talenterne vil samle sig i hotspots og operere via internationale
informationskanaler og netværk og således løsrive sig fra
traditionelle, nationale sammenhænge professionelt og i stigende grad
også biografisk. Stephen Kinnock er et eksempel på et sådant talent,
og den verserende skattesag udstiller tydeligt den udfordring
nationalstaten og velfærdssamfundet vil møde i fremtiden: talenterne
arbejder på kryds og tværs internationalt, og de enkelte
nationalstater vil miste kontrollen over skatteopkrævningen, da de
ikke vil kunne holde styr på, hvor talenterne er skattepligtige. Både
talenter og multinationale selskaber, der ser skatten som en udgift,
der kan minimeres, vil således kunne betale skat, hvor det er
billigst. Hvis pengene da ikke ender på en off-shore bankkonto i Panama.
Talenterne løsriver sig altså fra det nationale fællesskab og beholder
deres penge for sig selv, så regningen for det gigantiske,
statsstyrede hjælpemaskineri må betales af de immobile service- og
rutinearbejderne.
Med informationsteknologien og den tiltagende globalisering går disse
grupper imidlertid en grum skæbne imøde. Rutinearbejdet flyttes til
lavlønsområder eller automatiseres, da det ikke længere er muligt at
drive en konkurrencedygtig og rentabel forretning, hvis de høje danske
lønninger, som årtiers faglig kamp har sikret, fortsat skal betales.
Ifølge statsminister Lars Løkke er der i løbet af de seneste års krise alene
flyttet 175,000 primært rutinejobs ud af Danmark. Det er kun den spæde
begyndelse, og hvad skal rutinearbejderne lave, når deres jobs
flyttes? De skal naturligvis gribes af det sociale og solidariske
sikkerhedsnet, opkvalificeres, og sendes tilbage på arbejdsmarkedet.
Regningen for den opgave må betales af servicearbejderne. Men da den
jo lægges sammen med regningen for det i forvejen dyre
velfærdsmaskineri, må de betale mere i skat. 70, 80, 90, 100 procent
af deres indtægt? Og hvis den ikke går så via salgsskatter og afgifter
på slik, tobak, alkohol, bilkøb osv. Processen er allerede startet.
Og hvad med servicearbejderne? En del af dem er selv under pres
fra billigere arbejdskraft fra udlandet: Byggeriet kæmper mod
konkurrence fra østeuropæere, ingeniører og it-folk kæmper mod
konkurrence fra indere og kinesere. Resultatet bliver utvivlsomt flere
servicearbejdere i den voksende kø af værdigt trængende. Og ikke alene
bliver der flere trængende, de lever også længere takket være moderne
teknologi. Regningen til ældrepleje og sundhedsvæsen bliver altså
endnu større. For ret til hjælp har man da. Det lover politikerne.
Spørgsmålet er bare, hvem der skal betale? Harald Børsting, Helle
Thorning-Schmidt og Villy Søvndal vil givetvis siger de rige, men de
er væk! Så når løfterne om social sikring skal overholdes, må pengene
hentes blandt det undertal af hårdtarbejdende servicemedarbejdere, der
er tilbage.
Og ve den synder, der ikke vil betale! Straffene for skatteunddragelse
vil blive skærpet, og de værdigt trængendes krav til den aktive del af
arbejdsstyrken vil fortsætte med at stige. De frihedsrettigheder, der
i mange sammenhænge er blevet fremhævet som kernen i et sundt
demokrati (ejendomsret, ytringsfrihed, bevægelses- og
forsamlingsfrihed m.v.), vil langsomt blive inddraget, naturligvis for
at sikre demokratiets overlevelse - for at sikre fællesskabet mod
asociale individualister. Genindførsel af dødsstraffen vil også komme
på tale, og et øget fremmedhad samt ønsker om at lukke grænserne for
tilflyttere vil fylde en større del af den politiske dagsorden.
Forvandlingen fra demokrati til flertallets tyranni er komplet. De
svage lider, mens de dygtige og ressourcestærke trives i hotspots. Er
det et moralsk non-event, eller er det blot naturens gang? En naturlig
proces?
En ting er sikker: Rart bliver det ikke - for de svage altså. For dem
kan man håbe, at Danmark bliver et hotspot. At sikre dette kræver
imidlertid både handlekraft og inspiration, og det store spørgsmål er,
om vores politikere har format til at løse opgaven. I menneskehedens
historie har de største personligheder hentet deres drivkraft og
inspiration i naturen, så måske de folkevalgte skulle starte det nye
arbejdsår med en picnic i det fri. Der er grønne træer, der er
blomster, der er hav, der er liv, der er frisk luft. Der er så dejligt
ude i naturen.
Der er så dejligt ude i naturen ...
Der er grønne træer, der er blomster, der er hav, der er liv, der er
frisk luft. Der er så dejligt ude i naturen! Bag al skønheden lurer
imidlertid ubarmhjertigheden, for lige så dejlig som naturen er, lige
så ubarmhjertig er den. I naturen er det de stærkeste og bedst
tilpassede, der overlever på bekostning af de utilpassede, svage og
syge. De svage sygner hen eller bliver dræbt og fortæret, hvis de da
ikke dør ensomme af sult og udmattelse. At kun den stærke og hurtige
fanger bytte og overlever, mens den langsomme og svage dør, er et
moralsk non-event. Det er blot naturens gang. En naturlig process.
I det universelle velfærdssamfund, vi i Danmark har bygget op for at
forsvare os mod naturens ubarmhjertighed, er det imidlertid en
moralsk forbrydelse af dimensioner at lade de svage i stikken, dø
eller sygne hen, og via staten gør vi vores bedste for at forhindre
det: Vi har et sundhedsvæsen, vi har ældrepleje, vi har børnepasning,
vi har arbejdsløshedsunderstøttelse, vi har pension, vi har
førtidspension, vi har efterløn, vi har børnepenge, vi har SU, vi har
erhvervsstøtteordninger, vi har støtte til behandling af barnløse, vi
har gratis uddannelse, vi har støtte til naturfredning. Der er hjælp
til alle, der ikke kan klare sig selv: individer, virksomheder og
løvfrøer.
Det ser dog ud til at være med stakket frist. Der er nemlig mindst en
trussel, som vores velfærdsmodel ikke kan beskytte imod, og det er,
når selve forudsætningerne for dens eksistens forandrer sig. Den
moderne teknologiske udvikling med internet, mobiltelefoner, jumbojets
og satelliter har åbnet op for en helt ny global, økonomisk dagsorden,
og det er den, der truer med at blive velfærds- ja sågar
nationalstatens endeligt. Darwin formulerede i sin evolutionsteori
doktrinen om 'de bedst tilpassedes overlevelse', og den danske
velfærdsmodel, som vi kender den, er på vej mod den utilpassedes død
af sult og udmattelse.
I ny tid, hvor produktionen af værdi vil være drevet af og baseret på
viden og talent, vil arbejdsstyrken polariseres i to grupper: de
uafhængige, mobile talenter og de stationære service- og
rutinearbejdere. Øverst i hierarkiet er talenterne (kunstnere,
sportsstjerner, forretningstalenter, eliteforskere, iværksættere,
kunsthåndværkere) med deres unikke færdigheder, tæft for
problemløsning og nytænkning. I midten er servicearbejderne (frisører,
revisorer, murere, advokater), der leverer en standardservice og må
differentiere sig på baggrund af pris og kvalitet. I bunden af
hierarkiet er rutinearbejderne (de ufaglærte og lavtuddannede).
Talenterne vil samle sig i hotspots og operere via internationale
informationskanaler og netværk og således løsrive sig fra
traditionelle, nationale sammenhænge professionelt og i stigende grad
også biografisk. Stephen Kinnock er et eksempel på et sådant talent,
og den verserende skattesag udstiller tydeligt den udfordring
nationalstaten og velfærdssamfundet vil møde i fremtiden: talenterne
arbejder på kryds og tværs internationalt, og de enkelte
nationalstater vil miste kontrollen over skatteopkrævningen, da de
ikke vil kunne holde styr på, hvor talenterne er skattepligtige. Både
talenter og multinationale selskaber, der ser skatten som en udgift,
der kan minimeres, vil således kunne betale skat, hvor det er
billigst. Hvis pengene da ikke ender på en off-shore bankkonto i Panama.
Talenterne løsriver sig altså fra det nationale fællesskab og beholder
deres penge for sig selv, så regningen for det gigantiske,
statsstyrede hjælpemaskineri må betales af de immobile service- og
rutinearbejderne.
Med informationsteknologien og den tiltagende globalisering går disse
grupper imidlertid en grum skæbne imøde. Rutinearbejdet flyttes til
lavlønsområder eller automatiseres, da det ikke længere er muligt at
drive en konkurrencedygtig og rentabel forretning, hvis de høje danske
lønninger, som årtiers faglig kamp har sikret, fortsat skal betales.
Ifølge statsminister Lars Løkke er der i løbet af de seneste års krise alene
flyttet 175,000 primært rutinejobs ud af Danmark. Det er kun den spæde
begyndelse, og hvad skal rutinearbejderne lave, når deres jobs
flyttes? De skal naturligvis gribes af det sociale og solidariske
sikkerhedsnet, opkvalificeres, og sendes tilbage på arbejdsmarkedet.
Regningen for den opgave må betales af servicearbejderne. Men da den
jo lægges sammen med regningen for det i forvejen dyre
velfærdsmaskineri, må de betale mere i skat. 70, 80, 90, 100 procent
af deres indtægt? Og hvis den ikke går så via salgsskatter og afgifter
på slik, tobak, alkohol, bilkøb osv. Processen er allerede startet.
Og hvad med servicearbejderne? En del af dem er selv under pres
fra billigere arbejdskraft fra udlandet: Byggeriet kæmper mod
konkurrence fra østeuropæere, ingeniører og it-folk kæmper mod
konkurrence fra indere og kinesere. Resultatet bliver utvivlsomt flere
servicearbejdere i den voksende kø af værdigt trængende. Og ikke alene
bliver der flere trængende, de lever også længere takket være moderne
teknologi. Regningen til ældrepleje og sundhedsvæsen bliver altså
endnu større. For ret til hjælp har man da. Det lover politikerne.
Spørgsmålet er bare, hvem der skal betale? Harald Børsting, Helle
Thorning-Schmidt og Villy Søvndal vil givetvis siger de rige, men de
er væk! Så når løfterne om social sikring skal overholdes, må pengene
hentes blandt det undertal af hårdtarbejdende servicemedarbejdere, der
er tilbage.
Og ve den synder, der ikke vil betale! Straffene for skatteunddragelse
vil blive skærpet, og de værdigt trængendes krav til den aktive del af
arbejdsstyrken vil fortsætte med at stige. De frihedsrettigheder, der
i mange sammenhænge er blevet fremhævet som kernen i et sundt
demokrati (ejendomsret, ytringsfrihed, bevægelses- og
forsamlingsfrihed m.v.), vil langsomt blive inddraget, naturligvis for
at sikre demokratiets overlevelse - for at sikre fællesskabet mod
asociale individualister. Genindførsel af dødsstraffen vil også komme
på tale, og et øget fremmedhad samt ønsker om at lukke grænserne for
tilflyttere vil fylde en større del af den politiske dagsorden.
Forvandlingen fra demokrati til flertallets tyranni er komplet. De
svage lider, mens de dygtige og ressourcestærke trives i hotspots. Er
det et moralsk non-event, eller er det blot naturens gang? En naturlig
proces?
En ting er sikker: Rart bliver det ikke - for de svage altså. For dem
kan man håbe, at Danmark bliver et hotspot. At sikre dette kræver
imidlertid både handlekraft og inspiration, og det store spørgsmål er,
om vores politikere har format til at løse opgaven. I menneskehedens
historie har de største personligheder hentet deres drivkraft og
inspiration i naturen, så måske de folkevalgte skulle starte det nye
arbejdsår med en picnic i det fri. Der er grønne træer, der er
blomster, der er hav, der er liv, der er frisk luft. Der er så dejligt
ude i naturen.
Der er så dejligt ude i naturen ...
