Renten, som har været surret ned i lasten siden vi midt i 1980′erne lærte at føre lavinflationsøkonomi, og holde finanspolitikerne fri for inflationskabende elementer, vil atter flyve i vejret når de mest ekspansive økonomier punkterer - når alt kommer til alt vil den valuta, der i størrelse balancer mest med værdien af produktionen, klare sig bedst i konkurrencen om hvilke kontanter vi ligger mest i. Når man holder dollaren op imod prisen på guld, ser man jo netop - ved en guldpris med kurs mod flere tusinde dollar pr. ounce - hvor slemt det står til i den amerikanske økonomi, da guldprisen indikerer den direkte dollarkurs…
Den drivende kraft i ubalancerne er at renten er holdt nede (så realrenten i realiteten er negativ), likviditet er er derfor - og især i øjeblikket - ekstremt billig og det betyder, at de aggressive styrentenedsættelser og store likviditetsinjektioner som verdens centralbanker har foretaget, svækker banksystemets evne til at stabilisere markedets likviditetsstrømme. Dette er en medvirkende årsag til den øgede fordampning fra pengestrømmene, som vi i dag er vidne til i den stadigt mere overophedede kriseøkonomi som et feberrally mod bunden...
Når interbankmarkedet fejler - og centralbankerne for at tvinge likviditeten ud på markedet pumper ny likviditet ud, baseret på rentebærende fordringer på skatteprovenuet, sættes en uhensigtsmæssig karrusel i sving hvor fremtidig velstand veksles til øjeblikkelig likviditet.
Da likviditetsfaciliterne fornyligt tørrede ind pga. usikkerheden om tab, der ikke behøver at figurere på regnskabet, før tabene begynder at rulle ind som følge af de nye regnskabsregler. Regler, der i vid udstrækning er etableret for at beskytte aktionærerne, og da staterne gik ind og overtog tab på skatteydernes vegne for at forhindre den totale likviditetsnedsmeltning, startede nedtællingen til implosionen.
Udlånet er i de senere år steget voldsomt, og vi låner stadig med arme og ben, og en stadigt stigende del af husstandene er belånt op til skorstenen. Det er ikke specielt overraskende, for over den sidste 10 års periode er bankernes boligudlån vokset med en faktor 5. Men over den samme periode er tilbageløbet (omsætningshastigheden) reduceret, både som følge af den faldende rente; men også fordi løbetiderne er blevet længere. (Vi skal dog samtidig være opmærksomme på at andre udlånsengagementer end boligudlån til husholdninger er faldet.) Men budskabet er at bankernes evne til at udføre det de er sat i verden for: At forvandle penge til en strøm (multiplikatoreffekten) forringes dag for dag ...
Puljen af boligudlånsengagementer i bankerne er steget, mens andre er faldet
Renten er holdt nede så realrenten i realiteten er negativ
Løbetiden er forlænget
I puljen af afdragsfrie lån ligger ligeledes en kilde til reduktion i tilbageløbet
Den aftagende returpengestrøm vil på sigt sætte interbankmarkedet i et stall, da udviklingen i engagementernes struktur medfører at afdragsdelen er trukket ud over en længere løbetid, og samlet set betyder det at det bremsede tilbageløb til bankerne vil forringe bankernes evne til at opretholde et urealistisk aktivitetsniveau. Uanset skiftende regeringers krav og politiske krudtposer vil bankernes evne til at skyde væksten ind være væsentligt reduceret alene af den grund at 4/5 af udlånsmassen i dag og fremover returner pengene til kredsløbet langsommere.
Da bankernes øvrige engagementer er fladet ud (fordi man i væsentligt omfang i husholdningerne i perioden har benyttet boligen som kassekredit), er tilbageløbet også her indskrænket kritisk, ikke mindst fordi renten også her har været trukket under den naturlige rentesats.
Det betyder at banksystemets multiplikationsfaktor faktisk i dag er væsentligt forringet, og det betyder også at likviditetskrisen vil forstærkes af den ringere bonitet i udlånsmassen. Man kan således sige at bankernes mulighed for at påvirke pengestrømmene positivt (vækst i pengemængden) jævnt er faldet i den ekspansive periode, hvor multiplikatoreffekten af likviditetsstrømmen i udlånsmassen er aftaget.
Resultatet er at den negative realrente skubber en dyne af statsgararanteret likviditet frem – uden dækning i hverken produktion eller vareudbud. Det er rigtigt at en kreditfinansieret velstandsbølge kortsigtet vil styrke forbruget og have en kortvarig opaddrivende effekt på aktivpriserne, men den tunge ende vender altid nedad.
Pengemængden skal altid afspejle aktiviteternes likviditetsbehov, ikke nationaløkonomiernes ønske om at styrke væksten. For en stund kan man holde markedet løftet, men korrektionen vil udslette sikkerheden for de øgede udlån og dermed være en stadigt større tikkende bombe - ikke bare under banksystemet - men er en bombe under hele økonomien.
Banksystemets evne til at skabe en dynamisk likviditetsstrøm er nemlig afhængig af at lånene rent faktisk bliver betalt tilbage - med renter, og renters rente - det er jo forudsætningen for at pengene kan sendes i udlån igen og derved blive til en strøm ...
Men det bliver først rigtigt kritisk når boligboblen punkterer for alvor. Tvangsauktioner og nedskrivninger på ikke performende lån vil her udhule sikkerheden for lånene, efterhånden som realværdien af fast ejendom falder. Bortset fra at det vil stavnsbinde en stor del af boligejerne til en høj ydelse - for en stor dels vedkommende uden at gælden bliver mindre pga. afdragsfriheden, betyder det også at bankerne, der i dag har placeret en stor del af deres udlånsengagementer i boliglån kommer til at sidde med store og værdimæssigt udhulede ejendomsporteføjler, efterhånden som kunderne falder af karrusellen.
Bankernes fortsatte evne til at skabe værdi i et dalende boligmarked vil blive udfordret af kunderne fortsat vil styrke krisebufferen og nedbringe gælden - herved rammes pengeinstitutterne jo på 80 % af deres forretning. I første gang bliver det et kapløb i strid modvind, fordi realværdien af restgælden vil stige eferhånden som afdragene øges, men den stærke påholdenhed hos kunderne og opbremsningen i investeringer og forbrug vil med tiden øge indlånsmassen, fordi de stigende renter vil øge ønsket om at afdrage på gæld.
Pengeinstitutterne står derfor overfor en monumental udfordring. Konkurrencesituationen vil udslette en stor del af den udbudsstruktur som vi har haft igennem højkonjunkturen. Der vil ske alvorlige produktivitetsforbedringer og omstillingen af produktionsapparatet vil strømline de resterende pengeinstitutter og omlægninger af kapitalstrukturerne vil frigøre likviditet til fornyet ekspansion når konjunkturerne vender.
På Christiansborg skal politikerne se at få skeen i den anden hånd og skabe forudsætningerne for at vi i Danmark kan producere os ud af krisen. Vækstorienterede politikker og styrkelse af erhvervslivets vækstvilkår er ikke gjort med at udsætte skatten og lave en hjemmeside med 5 mia. i jackpot til de heldigste. Der skal helt andre boller på suppen!
Christiansborg skal slippe kontrollen med midlerne og skabe det nødvendige frirum for erhvervsliv og lokal/regionalpolitikere til at der kan skabes de nødvendige arbejdspladser og produktion der skal til at sætte væksten i gang.
Den drivende kraft i ubalancerne er at renten er holdt nede (så realrenten i realiteten er negativ), likviditet er er derfor - og især i øjeblikket - ekstremt billig og det betyder, at de aggressive styrentenedsættelser og store likviditetsinjektioner som verdens centralbanker har foretaget, svækker banksystemets evne til at stabilisere markedets likviditetsstrømme. Dette er en medvirkende årsag til den øgede fordampning fra pengestrømmene, som vi i dag er vidne til i den stadigt mere overophedede kriseøkonomi som et feberrally mod bunden...
Når interbankmarkedet fejler - og centralbankerne for at tvinge likviditeten ud på markedet pumper ny likviditet ud, baseret på rentebærende fordringer på skatteprovenuet, sættes en uhensigtsmæssig karrusel i sving hvor fremtidig velstand veksles til øjeblikkelig likviditet.
Da likviditetsfaciliterne fornyligt tørrede ind pga. usikkerheden om tab, der ikke behøver at figurere på regnskabet, før tabene begynder at rulle ind som følge af de nye regnskabsregler. Regler, der i vid udstrækning er etableret for at beskytte aktionærerne, og da staterne gik ind og overtog tab på skatteydernes vegne for at forhindre den totale likviditetsnedsmeltning, startede nedtællingen til implosionen.
Udlånet er i de senere år steget voldsomt, og vi låner stadig med arme og ben, og en stadigt stigende del af husstandene er belånt op til skorstenen. Det er ikke specielt overraskende, for over den sidste 10 års periode er bankernes boligudlån vokset med en faktor 5. Men over den samme periode er tilbageløbet (omsætningshastigheden) reduceret, både som følge af den faldende rente; men også fordi løbetiderne er blevet længere. (Vi skal dog samtidig være opmærksomme på at andre udlånsengagementer end boligudlån til husholdninger er faldet.) Men budskabet er at bankernes evne til at udføre det de er sat i verden for: At forvandle penge til en strøm (multiplikatoreffekten) forringes dag for dag ...
Puljen af boligudlånsengagementer i bankerne er steget, mens andre er faldet
Renten er holdt nede så realrenten i realiteten er negativ
Løbetiden er forlænget
I puljen af afdragsfrie lån ligger ligeledes en kilde til reduktion i tilbageløbet
Den aftagende returpengestrøm vil på sigt sætte interbankmarkedet i et stall, da udviklingen i engagementernes struktur medfører at afdragsdelen er trukket ud over en længere løbetid, og samlet set betyder det at det bremsede tilbageløb til bankerne vil forringe bankernes evne til at opretholde et urealistisk aktivitetsniveau. Uanset skiftende regeringers krav og politiske krudtposer vil bankernes evne til at skyde væksten ind være væsentligt reduceret alene af den grund at 4/5 af udlånsmassen i dag og fremover returner pengene til kredsløbet langsommere.
Da bankernes øvrige engagementer er fladet ud (fordi man i væsentligt omfang i husholdningerne i perioden har benyttet boligen som kassekredit), er tilbageløbet også her indskrænket kritisk, ikke mindst fordi renten også her har været trukket under den naturlige rentesats.
Det betyder at banksystemets multiplikationsfaktor faktisk i dag er væsentligt forringet, og det betyder også at likviditetskrisen vil forstærkes af den ringere bonitet i udlånsmassen. Man kan således sige at bankernes mulighed for at påvirke pengestrømmene positivt (vækst i pengemængden) jævnt er faldet i den ekspansive periode, hvor multiplikatoreffekten af likviditetsstrømmen i udlånsmassen er aftaget.
Resultatet er at den negative realrente skubber en dyne af statsgararanteret likviditet frem – uden dækning i hverken produktion eller vareudbud. Det er rigtigt at en kreditfinansieret velstandsbølge kortsigtet vil styrke forbruget og have en kortvarig opaddrivende effekt på aktivpriserne, men den tunge ende vender altid nedad.
Pengemængden skal altid afspejle aktiviteternes likviditetsbehov, ikke nationaløkonomiernes ønske om at styrke væksten. For en stund kan man holde markedet løftet, men korrektionen vil udslette sikkerheden for de øgede udlån og dermed være en stadigt større tikkende bombe - ikke bare under banksystemet - men er en bombe under hele økonomien.
Banksystemets evne til at skabe en dynamisk likviditetsstrøm er nemlig afhængig af at lånene rent faktisk bliver betalt tilbage - med renter, og renters rente - det er jo forudsætningen for at pengene kan sendes i udlån igen og derved blive til en strøm ...
Men det bliver først rigtigt kritisk når boligboblen punkterer for alvor. Tvangsauktioner og nedskrivninger på ikke performende lån vil her udhule sikkerheden for lånene, efterhånden som realværdien af fast ejendom falder. Bortset fra at det vil stavnsbinde en stor del af boligejerne til en høj ydelse - for en stor dels vedkommende uden at gælden bliver mindre pga. afdragsfriheden, betyder det også at bankerne, der i dag har placeret en stor del af deres udlånsengagementer i boliglån kommer til at sidde med store og værdimæssigt udhulede ejendomsporteføjler, efterhånden som kunderne falder af karrusellen.
Bankernes fortsatte evne til at skabe værdi i et dalende boligmarked vil blive udfordret af kunderne fortsat vil styrke krisebufferen og nedbringe gælden - herved rammes pengeinstitutterne jo på 80 % af deres forretning. I første gang bliver det et kapløb i strid modvind, fordi realværdien af restgælden vil stige eferhånden som afdragene øges, men den stærke påholdenhed hos kunderne og opbremsningen i investeringer og forbrug vil med tiden øge indlånsmassen, fordi de stigende renter vil øge ønsket om at afdrage på gæld.
Pengeinstitutterne står derfor overfor en monumental udfordring. Konkurrencesituationen vil udslette en stor del af den udbudsstruktur som vi har haft igennem højkonjunkturen. Der vil ske alvorlige produktivitetsforbedringer og omstillingen af produktionsapparatet vil strømline de resterende pengeinstitutter og omlægninger af kapitalstrukturerne vil frigøre likviditet til fornyet ekspansion når konjunkturerne vender.
På Christiansborg skal politikerne se at få skeen i den anden hånd og skabe forudsætningerne for at vi i Danmark kan producere os ud af krisen. Vækstorienterede politikker og styrkelse af erhvervslivets vækstvilkår er ikke gjort med at udsætte skatten og lave en hjemmeside med 5 mia. i jackpot til de heldigste. Der skal helt andre boller på suppen!
Christiansborg skal slippe kontrollen med midlerne og skabe det nødvendige frirum for erhvervsliv og lokal/regionalpolitikere til at der kan skabes de nødvendige arbejdspladser og produktion der skal til at sætte væksten i gang.
