Filip Berghamar har været så venlig at minde mig om en kronik fra 2009 skrevet af Per Stig Møller i forlængelse af Finanskrisen, hvor denne falske bannerfører for konservatismen skriver, at "Toget skal køre til tiden og komme rettidigt frem. Derfor er der brug for den kombination af liberalisme og socialisme, som er konservatisme."
Lad mig med det samme slå fast med syvtommersøm, at der er 0% socialisme i konservatismen. Det er en gammel nyhed at medlemmer af den konservative folketingsgruppe på Christiansborg ikke just er velbevandret i den konservative ideologi, på samme måde som de fleste venstrefolk ej er velbevandret i liberalismen.
Både Venstre og Konservative har forlængst forladt deres ideologiske ståsted og er blevet fortalere og beskyttere af den socialstat, der primært blev tegnet af Jens Otto Krag gennem et socialdemokratisk manifest tilbage i 1953. Et forløb der tidligere er blevet beskrevet af Henning Fonsmark i "Historien om den danske utopi" fra 1990.
Med 1953-manifestet opgav Socialdemokraterne at pille ved erhvervslivets effektive, økonomiske (kapitalistiske) struktur. Man opgav at socialisere det - og valgte i stedet at socialisere vælgerne. Skønt velstanden blev stadig større, fik stadig flere vælgere deres totale, økonomiske eksistens deponeret i et afhængighedsforhold til den stat, det er den demokratiske vælgers fornemste opgave at kontrollere. Gennem bl.a. kulturpolitik ville man opdrage vælgerne til den nye form form for demokrati.
Socialdemokraterne sejrede som bekendt af helvede til, og siden 1968 har der været total politisk konsensus omkring denne indirekte socialisme i Danmark. Selv Liberal Alliance forsøger i kampagneannoncer at gøre sig selv til den sande garant for bevarelse af den socialdemokratiske socialstat.
På papiret kan det jo i Per Stig Møllers optik godt se ud som om vi har fået et konservativt samfund, et kompromis mellem Grundtvig og Marx. Og øjensynligt ser han og i øvrigt også Connie Hedegaard Finanskrisen som (endnu et) bevis for at kun et kompromis mellem socialisme og liberalisme kan fungere.
Men Per Stig Møller må have fået konservatismen galt i halsen. Socialstaten er ikke konservativ, den er et amoralsk misfoster som et på vej til at ødelægge det civilsamfund som er selve rammen om konservatismen - og foruden et frit samfund ikke kan fungere godt.
Der fandtes allerede en orden i samfundet inden socialstaten, alene af den grund var der ingen grund til at ændre noget. Konservatismen tager udgangspunkt i den allerede eksisterende orden i samfundet som er fremkommet gennem historien og traditionen og som funderer sig på sunde klassiske og borgerlige dyder. Konservatismen tager derfor afstand fra politik, som med vold og magt prøver at sætte en ny og falsk orden uden rod i samfundet.
Konservative sætter en ære i at overholde de regler (sædvaner) der er eksisterende i civilsamfundet som hviler på respekt for hinanden, naturen, visdommen og kulturen og for det fællesskab af tillid til hinanden som fortjener betegnelsen civilisation - og på markedet hviler på respekt for indgåede aftaler. Den evolutionære udvikling af samfundet om man vil.
Konservatismen bygger på tillid. Socialstaten bygger derimod på kontrol. Som bekendt var det Lenin som forkastede konservatismen med ordene: "Tillid er godt, kontrol er bedre."
Konservative burde derfor være bannerførere mod socialstaten og socialismen. Begge er revolter mod alt det konservatismen funderer sig på. Socialstaten har med vold og magt sat en ny orden i samfundet, en udvidet orden der også fx omfatter belønning af de arbejdssky og lignende utøj - og som kun vilkårligt har rod i selve samfundet.
Det er og har altid været socialstatens fremmeste opgave at nedbryde de ideer konservatismen funderer sig på. Det er selve socialstatens eksistensberettigelse, at den overtager de før selvregulerende funktioner i civilsamfundet og på markedet som før skabte orden. For vi behøver ikke love og regler hvis vi har lært at leve med hinanden i fordragelighed.
Hvor liberalismen beskriver frihedens natur og fundament, så sikrer konservatismen den samfundsorden der kan sikre friheden. Herover for står socialismen i alle dens former, herunder socialstaten.
At socialstaten har overtaget og ophøjet visse normer i samfundet til love er derfor ikke en konservativ gevinst eller udtryk for at socialstaten er et kompromis mellem socialismen og liberalismen. Det er et udtryk for at socialstaten har overtaget rollen som samfundsbevarer, med det alibi for krænkelser det giver.
Konservative burde i sandhed kæmpe for at rollen som samfundsbevarer ikke er monopoliseret af en flok historieløse levebrødspolitikere - men at den kommer tilbage i sit rette element. Tilbage til samfundet.
Friheden skal sikres af et kompromis mellem liberalismen og konservatismen. Socialismen, herunder også socialstaten, er derimod en trussel (indskrænker) af frihed.
Lad mig med det samme slå fast med syvtommersøm, at der er 0% socialisme i konservatismen. Det er en gammel nyhed at medlemmer af den konservative folketingsgruppe på Christiansborg ikke just er velbevandret i den konservative ideologi, på samme måde som de fleste venstrefolk ej er velbevandret i liberalismen.
Både Venstre og Konservative har forlængst forladt deres ideologiske ståsted og er blevet fortalere og beskyttere af den socialstat, der primært blev tegnet af Jens Otto Krag gennem et socialdemokratisk manifest tilbage i 1953. Et forløb der tidligere er blevet beskrevet af Henning Fonsmark i "Historien om den danske utopi" fra 1990.
Med 1953-manifestet opgav Socialdemokraterne at pille ved erhvervslivets effektive, økonomiske (kapitalistiske) struktur. Man opgav at socialisere det - og valgte i stedet at socialisere vælgerne. Skønt velstanden blev stadig større, fik stadig flere vælgere deres totale, økonomiske eksistens deponeret i et afhængighedsforhold til den stat, det er den demokratiske vælgers fornemste opgave at kontrollere. Gennem bl.a. kulturpolitik ville man opdrage vælgerne til den nye form form for demokrati.
Socialdemokraterne sejrede som bekendt af helvede til, og siden 1968 har der været total politisk konsensus omkring denne indirekte socialisme i Danmark. Selv Liberal Alliance forsøger i kampagneannoncer at gøre sig selv til den sande garant for bevarelse af den socialdemokratiske socialstat.
På papiret kan det jo i Per Stig Møllers optik godt se ud som om vi har fået et konservativt samfund, et kompromis mellem Grundtvig og Marx. Og øjensynligt ser han og i øvrigt også Connie Hedegaard Finanskrisen som (endnu et) bevis for at kun et kompromis mellem socialisme og liberalisme kan fungere.
Men Per Stig Møller må have fået konservatismen galt i halsen. Socialstaten er ikke konservativ, den er et amoralsk misfoster som et på vej til at ødelægge det civilsamfund som er selve rammen om konservatismen - og foruden et frit samfund ikke kan fungere godt.
Der fandtes allerede en orden i samfundet inden socialstaten, alene af den grund var der ingen grund til at ændre noget. Konservatismen tager udgangspunkt i den allerede eksisterende orden i samfundet som er fremkommet gennem historien og traditionen og som funderer sig på sunde klassiske og borgerlige dyder. Konservatismen tager derfor afstand fra politik, som med vold og magt prøver at sætte en ny og falsk orden uden rod i samfundet.
Konservative sætter en ære i at overholde de regler (sædvaner) der er eksisterende i civilsamfundet som hviler på respekt for hinanden, naturen, visdommen og kulturen og for det fællesskab af tillid til hinanden som fortjener betegnelsen civilisation - og på markedet hviler på respekt for indgåede aftaler. Den evolutionære udvikling af samfundet om man vil.
Konservatismen bygger på tillid. Socialstaten bygger derimod på kontrol. Som bekendt var det Lenin som forkastede konservatismen med ordene: "Tillid er godt, kontrol er bedre."
Konservative burde derfor være bannerførere mod socialstaten og socialismen. Begge er revolter mod alt det konservatismen funderer sig på. Socialstaten har med vold og magt sat en ny orden i samfundet, en udvidet orden der også fx omfatter belønning af de arbejdssky og lignende utøj - og som kun vilkårligt har rod i selve samfundet.
Det er og har altid været socialstatens fremmeste opgave at nedbryde de ideer konservatismen funderer sig på. Det er selve socialstatens eksistensberettigelse, at den overtager de før selvregulerende funktioner i civilsamfundet og på markedet som før skabte orden. For vi behøver ikke love og regler hvis vi har lært at leve med hinanden i fordragelighed.
Hvor liberalismen beskriver frihedens natur og fundament, så sikrer konservatismen den samfundsorden der kan sikre friheden. Herover for står socialismen i alle dens former, herunder socialstaten.
At socialstaten har overtaget og ophøjet visse normer i samfundet til love er derfor ikke en konservativ gevinst eller udtryk for at socialstaten er et kompromis mellem socialismen og liberalismen. Det er et udtryk for at socialstaten har overtaget rollen som samfundsbevarer, med det alibi for krænkelser det giver.
Konservative burde i sandhed kæmpe for at rollen som samfundsbevarer ikke er monopoliseret af en flok historieløse levebrødspolitikere - men at den kommer tilbage i sit rette element. Tilbage til samfundet.
Friheden skal sikres af et kompromis mellem liberalismen og konservatismen. Socialismen, herunder også socialstaten, er derimod en trussel (indskrænker) af frihed.
