Rigtig mange har kommenteret Mette Frederiksens skift i skolesyn og mærket sig forskellen på hendes ord og gerninger. En politiker skal ikke moralisere, vel! Eller skal de. Problemet er ikke moral og politik, men tværtimod at politikken er blevet umoralsk. Lad mig forsøge at forklare.
Kan man sige et og gøre noget andet. Intet er lettere, men det er sjældent en god idé. Og da slet ikke hvis man er politiker eller lærer eller forældre eller en moderne virksomhed. At det forholder sig sådan oplever Mette Frederiksen lige nu. Moral og politik bør være adskilt synes at være præmissen hos mange af dem, der har kommenteret hendes skift i skolesyn. Men præmissen er falsk. Kun den politik, der hviler på et ultraliberalistisk grundlag, kan hævdes at være amoralsk (altså hinsides moral). Ellers handler politik om moral.
Set fra et klassisk liberalt perspektiv bør man ikke blande politik og moral sammen, men i den universelle velfærdsmodel er det fuldstændig uundgåeligt – problemet er her, at politikken er blevet umoralsk. I den liberalistiske model skal politikken sikre rammerne for livet i samfundslegemet, og moral og normer er således noget, man lader opstå og regulere i forbindelse med individers interaktioner i civilsamfundet.
Følger man en klassisk tænker som Thomas Hobbes (1588-1679), er statsoverhovedets eneste opgave at sikre befolkningen mod vilkårlige røveriske overfald. Kan han det, kan befolkningen sejle i sin egen andedam. Sikkert på en måde, der minder om Adam Smiths (1723-1790) moralfilosofiske forestillinger. Smith forestillede sig en slags adfærdskamp i markedet. Ud fra devisen ”Giv mig det, jeg ønsker og du skal få det, du ønsker” opstår der, hvis alt går vel, et samfund, der grundlæggende hviler på folks evner og kunnen. Et meritokrati, som belønner sine borgere alt efter deres opfindsomhed og evne til at tilpasse sig efterspørgslen. Er du omhyggelig, grundig og flittig venter anerkendelsen lige om hjørnet – både økonomisk og socialt.
Det lyder da rimeligt. Noget for noget. Folk får, hvad de fortjener – også hvis de fortjener ingenting (så får de ingenting eller kun det mest nødtørftige). En sådan forestilling om moral er der formodentlig ikke mange, der kan have noget imod? Men enhver kan fejle, så mon ikke der udvikler sig en norm om, at man kan få en chance mere, hvis det går galt, og man kommer til at svigte en aftale. Det er jo i alles interesse (altså alle individers), at der er mange i markedet, for det giver alsidighed, sund konkurrence og øgede indtjeningsmuligheder. Så en chance mere og måske endnu en, men hvis du fortsat svigter dine hjælpere, ender det med, at du må finde en anden andedam. Det er da god moral, og hvis man nu oprettede nogle institutioner til at afgøre tvister, ville det formodentlig lette markedsvilkårene. Altså en form for institutionaliseret moral. Næsten politisk. I hvert fald en øvrighed, der skal påtvinge folk en bestemt form for adfærd.
Men hvad nu hvis der er tilfælde, hvor folk ikke kan leve op til normerne i markedet, og det ikke er selvforskyldt? Hvad nu hvis et forældreløst barn stjæler af nød, hvem skal så afhjælpe denne nød og opdrage barnet? I det tidlige liberalt-borgerlige samfund var svaret, at det var op til lokalsamfundets individer. Men i løbet af 1800-tallet og 1900-tallet viste det sig, at det liberale samfund havde visse vanskeligheder ved at leve op sine egne idealer om lige muligheder for alle: altså at alle skulle have mulighed for at komme frem i verden i kraft af deres kompetencer.
Samfundets strukturelle vilkår – og kristelige værdier – var ikke lige befordrende for alle. Enlige mødre og deres børn klarede sig f.eks. rigtig dårligt. De kristne værdier, der huserede i datidens borgerskab tilsagde, at man var fattig, fordi man var umoralsk. Enlige mødres prostitution skyldtes således moralsk fordærv, mente man. Det krævede en del tid at erkende, at ikke alt elendighed var selvforskyldt. Det nye byproletariat havde vanskeligt ved at tjene til livets ophold ved et fuldtidsarbejde – for ikke at nævne deres fraværende muligheder for at sikre sig mod sygdom og periodevis arbejdsløshed. Det tidlige borgerlige samfund led under en markant forskel på ideal og praksis. Altså en afgrund mellem ord og gerning.
Problemerne skulle afhjælpes, og det tror jeg, at både datidens liberale, borgerlige og socialister var enige om. Men de var ikke enige om hvordan. Den private hjælp viste sig ind imellem at være lidt for vilkårlig og lunefuld. I sidste ende fik de reformvenlige socialisters (altså socialdemokraternes) model overtaget. I hvert fald her i Danmark, og vi lever nu med den universelle velfærdsstat. I sin iver efter at afhjælpe ethvert problem – stort eller lille – har den mistet enhver regulerende egenskab. Enhver incitamentsstruktur er gået tabt. I den universelle velfærdsmodel får man ikke længere som fortjent, men efter behov – og vel i virkeligheden langt ud over behovene. Det betyder, at ligegyldigt hvad man laver, så er der løn til den første. Fortjent eller ufortjent.
Civilsamfundet kan ikke opretholde et normsæt eller moralske standarder, når skadelige handlinger begået mod andre ikke længere har skadelige konsekvenser for gerningsmanden. Jeg kan te mig, som jeg vil. Og jeg kan lade mine børn te sig, som de vil i klasselokalet. Det får ingen konsekvenser for dem. Det gør det derimod for deres klassekammerater. Men de får besked på at være rummelige og tålmodige, mens vandalerne udredes, og man finder ud af, hvilken type af ekstra omsorg, de skal have. Det er selvfølgelig fint, at man ønsker at tage vare på og omsorgsfuldt afhjælpe folk deres utilpassethed. Problemet opstår, når man ikke er opmærksom på om hjælpen har den ønskede effekt.
Den universelle velfærdsstat insisterer på at hjælpe alle med alt. Derfor har den 1) vokset sig til en økonomisk byrde uden sidestykke, og 2) den har udviklet sig til en mekanisme, der ikke hverken kan eller vil vurdere, hvad der er ret og rimeligt. Og derfor er den blevet umoralsk. Et system, der betaler folk for kontraproduktiv og selvskadelig virksomhed – og ikke mindst for virksomhed, der er til gene for andre (i øvrigt med produktive folks penge, men det er en anden diskussion). Den eneste måde, hvorpå man kan tage afstand fra andres umoralske handlinger, er ved at fjerne sig fra dem og skabe sine egne små private lommer sammen med ligesindede. F.eks. i privatskoler. Så længe velfærdsstaten er indrettet som den er, kan vi råbe så højt vi vil.
Kan man sige et og gøre noget andet. Intet er lettere, men det er sjældent en god idé. Og da slet ikke hvis man er politiker eller lærer eller forældre eller en moderne virksomhed. At det forholder sig sådan oplever Mette Frederiksen lige nu. Moral og politik bør være adskilt synes at være præmissen hos mange af dem, der har kommenteret hendes skift i skolesyn. Men præmissen er falsk. Kun den politik, der hviler på et ultraliberalistisk grundlag, kan hævdes at være amoralsk (altså hinsides moral). Ellers handler politik om moral.
Set fra et klassisk liberalt perspektiv bør man ikke blande politik og moral sammen, men i den universelle velfærdsmodel er det fuldstændig uundgåeligt – problemet er her, at politikken er blevet umoralsk. I den liberalistiske model skal politikken sikre rammerne for livet i samfundslegemet, og moral og normer er således noget, man lader opstå og regulere i forbindelse med individers interaktioner i civilsamfundet.
Følger man en klassisk tænker som Thomas Hobbes (1588-1679), er statsoverhovedets eneste opgave at sikre befolkningen mod vilkårlige røveriske overfald. Kan han det, kan befolkningen sejle i sin egen andedam. Sikkert på en måde, der minder om Adam Smiths (1723-1790) moralfilosofiske forestillinger. Smith forestillede sig en slags adfærdskamp i markedet. Ud fra devisen ”Giv mig det, jeg ønsker og du skal få det, du ønsker” opstår der, hvis alt går vel, et samfund, der grundlæggende hviler på folks evner og kunnen. Et meritokrati, som belønner sine borgere alt efter deres opfindsomhed og evne til at tilpasse sig efterspørgslen. Er du omhyggelig, grundig og flittig venter anerkendelsen lige om hjørnet – både økonomisk og socialt.
Det lyder da rimeligt. Noget for noget. Folk får, hvad de fortjener – også hvis de fortjener ingenting (så får de ingenting eller kun det mest nødtørftige). En sådan forestilling om moral er der formodentlig ikke mange, der kan have noget imod? Men enhver kan fejle, så mon ikke der udvikler sig en norm om, at man kan få en chance mere, hvis det går galt, og man kommer til at svigte en aftale. Det er jo i alles interesse (altså alle individers), at der er mange i markedet, for det giver alsidighed, sund konkurrence og øgede indtjeningsmuligheder. Så en chance mere og måske endnu en, men hvis du fortsat svigter dine hjælpere, ender det med, at du må finde en anden andedam. Det er da god moral, og hvis man nu oprettede nogle institutioner til at afgøre tvister, ville det formodentlig lette markedsvilkårene. Altså en form for institutionaliseret moral. Næsten politisk. I hvert fald en øvrighed, der skal påtvinge folk en bestemt form for adfærd.
Men hvad nu hvis der er tilfælde, hvor folk ikke kan leve op til normerne i markedet, og det ikke er selvforskyldt? Hvad nu hvis et forældreløst barn stjæler af nød, hvem skal så afhjælpe denne nød og opdrage barnet? I det tidlige liberalt-borgerlige samfund var svaret, at det var op til lokalsamfundets individer. Men i løbet af 1800-tallet og 1900-tallet viste det sig, at det liberale samfund havde visse vanskeligheder ved at leve op sine egne idealer om lige muligheder for alle: altså at alle skulle have mulighed for at komme frem i verden i kraft af deres kompetencer.
Samfundets strukturelle vilkår – og kristelige værdier – var ikke lige befordrende for alle. Enlige mødre og deres børn klarede sig f.eks. rigtig dårligt. De kristne værdier, der huserede i datidens borgerskab tilsagde, at man var fattig, fordi man var umoralsk. Enlige mødres prostitution skyldtes således moralsk fordærv, mente man. Det krævede en del tid at erkende, at ikke alt elendighed var selvforskyldt. Det nye byproletariat havde vanskeligt ved at tjene til livets ophold ved et fuldtidsarbejde – for ikke at nævne deres fraværende muligheder for at sikre sig mod sygdom og periodevis arbejdsløshed. Det tidlige borgerlige samfund led under en markant forskel på ideal og praksis. Altså en afgrund mellem ord og gerning.
Problemerne skulle afhjælpes, og det tror jeg, at både datidens liberale, borgerlige og socialister var enige om. Men de var ikke enige om hvordan. Den private hjælp viste sig ind imellem at være lidt for vilkårlig og lunefuld. I sidste ende fik de reformvenlige socialisters (altså socialdemokraternes) model overtaget. I hvert fald her i Danmark, og vi lever nu med den universelle velfærdsstat. I sin iver efter at afhjælpe ethvert problem – stort eller lille – har den mistet enhver regulerende egenskab. Enhver incitamentsstruktur er gået tabt. I den universelle velfærdsmodel får man ikke længere som fortjent, men efter behov – og vel i virkeligheden langt ud over behovene. Det betyder, at ligegyldigt hvad man laver, så er der løn til den første. Fortjent eller ufortjent.
Civilsamfundet kan ikke opretholde et normsæt eller moralske standarder, når skadelige handlinger begået mod andre ikke længere har skadelige konsekvenser for gerningsmanden. Jeg kan te mig, som jeg vil. Og jeg kan lade mine børn te sig, som de vil i klasselokalet. Det får ingen konsekvenser for dem. Det gør det derimod for deres klassekammerater. Men de får besked på at være rummelige og tålmodige, mens vandalerne udredes, og man finder ud af, hvilken type af ekstra omsorg, de skal have. Det er selvfølgelig fint, at man ønsker at tage vare på og omsorgsfuldt afhjælpe folk deres utilpassethed. Problemet opstår, når man ikke er opmærksom på om hjælpen har den ønskede effekt.
Den universelle velfærdsstat insisterer på at hjælpe alle med alt. Derfor har den 1) vokset sig til en økonomisk byrde uden sidestykke, og 2) den har udviklet sig til en mekanisme, der ikke hverken kan eller vil vurdere, hvad der er ret og rimeligt. Og derfor er den blevet umoralsk. Et system, der betaler folk for kontraproduktiv og selvskadelig virksomhed – og ikke mindst for virksomhed, der er til gene for andre (i øvrigt med produktive folks penge, men det er en anden diskussion). Den eneste måde, hvorpå man kan tage afstand fra andres umoralske handlinger, er ved at fjerne sig fra dem og skabe sine egne små private lommer sammen med ligesindede. F.eks. i privatskoler. Så længe velfærdsstaten er indrettet som den er, kan vi råbe så højt vi vil.
