Man kan undre sig over hvorfor afhøringen af skattedirektør Erling Andersen har rejst så store forventninger hos pressen som tilfældet er, for afhøringen bragte helt som forventet intet nyt.
Den mand, som fra første dag har haft en klar mission i sagen, og som har været en af hovedårsagerne til at kommissionen overhovedet blev nedsat, afgav/afgiver naturligvis en forklaring, som understøtter hans tidligere beskyldninger - det bør ikke undre nogen!
Der er dog refereret nogle gode eksempler på hvordan virkeligheden ser ud gennem socialdemokraten Erling Andersen´s - undskyld, skattedirektør Erling Andersen´s - øjne:
Erling Andersen påstår hårdnakket, at det (efter hans mening) lå ministeren meget på sinde for enhver pris at få Kinnock erklæret skattepligtig. Det udsagn er nogenlunde lige så troværdigt som at påstå, at det lå skattedirektøren meget på sinde for enhver pris at få samme Kinnock frikendt.
Manden er organiseret socialdemokrat for f...... - det eneste der for alvor kan undre er hvorfor skattedirektøren med den baggrund overhovedet har været så tæt inde på sagen - og efter eget udsagn usædvanligt tæt på sagen. Han burde fra starten have været kendt inhabil.
At han forsøger at hjælpe en "kammerat" er vel forståeligt - uprofessionelt, men forståeligt - men at han ikke selv indså at han havde et alvorligt habilitetsproblem er til gengæld problematisk.
Erling Anderse erkender også, at det var ham der bragte "rygtet" om Kinnocks seksuelle præferencer videre til departementschefen - og han tilføjer noget forstilt at han var "chokeret" over at erfare, at departementschefen bragte oplysningen videre til skatteministeren. Hvad er der så galt med det teaterstykke?
For det første forsøger Arling Andersen at give det udtryk af, at oplysningen vandrede i denne snævre (og nærmest vandtætte) kæde fra Frode Holm til Erling Andersen og videre til departementschefen for at lande på ministerens bord - underforstået, at så ved man også hvem der har bragt oplysningen videre. Sagen er imidlertid, at der er mange - formentlig 100-vis - der blev indviet i den pikante detalje, som siden har ændret status fra at være afgørende for en vurdering af Kinnocks tilknytningsforhhold til nu at være en nærmest henkastet og helt teoretisk eksempel opfundet af Frode Holm.
Hvis oplysningen ingen relevans har overhovedet kan man undre sig over hvorfor Erling Andersen overhovedet fandt det nødvendigt at underholde departementschefen med den? For Erling Andersen er vel ikke en simpel sladretaske?
Det næste er, at hvis oplysningen var relevant, hvorfor mener Erling Andersen så det var relevant for ham at dele den med sin ultimative chef i departementet, mens han finder det helt usædvanligt, at departementschefen fandt det lige så relevant at dele oplysningen med sin minister.
Erling Andersen stille op til det bestilte teater og han spiller sin rolle helt efter manuskriptet. Hvis regeringen sidder længe nok, skal han nok få både kors og bånd og stjerner på.
