Når en sort TV-skærm en enkelt aften har kunnet påvirke fødselstallet positivt tidligere, skal det blive spændende at se hvad en kraftig beskæring af børnechecken kan få af følger ...
-----
Staten skal spare, og som enhver dansker med hjemmeboende børn er helt klar over nu, så er børnefamilierne blandt dem, der denne gang skal holde for i VKOs netop vedtagede genopretningsplan.
Men i et vestligt land, hvor en af de største udfordringer generelt er en stadigt skrumpende befolkning, forekommer det at være en risikabel disposition.
Af erfaring ved man nemlig, at fødselstallet er meget påvirkeligt overfor usikkerhed og ændringer i folks privatøkonomi, ligesom det har vist sig påvirkeligt - omend i positiv retning - overfor noget så banalt som et 'midlertidigt ophold i sendefladen' på TV.
Om ni måneder kender vi følgerne og ved om denne reducering - udover besparelsen - også har fået den tilsigtede sideeffekt: At få visse indvandrerfamilier med mange børn til at tænke sig om en ekstra gang inden de lægger an til et nyt familiemedlem.
Det heldigvis hedengangne DDR støttede aktivt en tilvækst af nye DDR-borgere og havde et fødselstal, der lå langt højere end Forbundsrepublikkens. Men blot ni måneder efter Murens fald var fødselstallet i det tidligere Østtyskland faldet til samme lave niveau som hos den 'bedre halvdel' i vest.
I den netop verserende debat om det rimelige i at lade børnefamilierne mærke sparekniven - mens raske og rørige efterlønnere løber på rulleskøjter eller svinger golfkøllen - har mange debattører udstillet deres totale ignorance på området.
Allermest tåkrummende var det at høre emnet behandlet af tre debattører forleden i Deadline: Den såkaldt borgerlige blogger, Anne Sophie Hermansen, Ekstrabladets chefredaktør Poul Madsen og SFs nye lys Matthias Tesfaye, der som bekendt gjorde sig bemærket fornyligt, da han foreslog et loft på 50.000 kr. på samtlige indtægter.
Matthias Tesfaye har allerede lært den klynkende SF-retorik: Besparelserne vil ramme de svageste - denne gang børnene. Ja, det vil den, ligesom i øvrigt mange dispositioner foretaget af voksne - og af politikere - rammer de svageste, de mindste, de umælende: F.eks. placerer vi grundet verdens højeste skattetryk rask væk små børn i vuggestuer dagen lang væk fra deres primære omsorgspersoner, og det til trods, at forskning for længst har dokumenteret, hvilke uheldige følger det får for børnenes helbred og udvikling.
Det plejer at være en model, der forsvares lidenskabeligt af enhver venstreorienteret politiker, der ser kvinders fulde erhvervsdeltagelse som et stort skridt for ligestillingen, for lønudligningen, for demokratiet og for ligheden. Jo tak, den er sivet ind: Dansk familieliv anno 2010 hedder far og mor på arbejde og børnene parallelforskudt i en daginstitution -hvadenten de vil det eller ej.
Staten har taget kraftigt parti for denne livsform, idet den aktivt støtter modellen ved at betale hovedparten af udgifterne til den enkelte institutionsplads. Stort set ingen harmes over denne ydelse, heller ikke Anne Sophie Hermansen, der ellers efterlyste en pligt til at forsørge egne børn uden hjælp fra moder stat.
Hermansen udstillede, at heller ikke hun har fattet ideen med børnechecken: At den ikke er et socialt tilskud fra Socialministeriet til samtlige børnefamilier, fordi det er synd for dem, men én fra Told & Skat tilsendt check, der skal ses som en kompensation for alle de løbende udgifter, der er forbundet med at forsørge børn - uanset indkomstgruppe. Det sidste er vigtigt: Checken er en horisontal udligning såvel mellem mindrebemidlede husstande med børn og mindrebemidlede husstande uden børn - ligesom den er en udligning mellem bedrebemidlede husstande med børn og bedrebemidlede husstande uden børn.
Og ideen er gammel: Lige siden starten af 1900-tallet har man anerkendt, at folk, der satte børn i verden påførte sig selv udgifter, (som voksne uden børn ikke havde), og som det derfor var rimeligt at kompensere dem for. Samtidig har man sikkert prøvet at overflødigøre argumentet om "ikke at have råd til børn", hvilket man har været pinedød afhængig af, at folk netop fik.
Gang på gang kan man høre selv borgerlige argumentere vildt og inderligt for en indtægtsregulering af checken, uagtet at de dermed gør børnechecken til et instrument til økonomisk udligning mellem høj og lav, reducerer incitamentet til at arbejde og påfører mange familier en særlig hård marginalskat.
Det kunne samtlige tre debattører i "Ugens værste" - trods forskelligt politisk ståsted - sjovt nok enes om.
Og børnetilskuddene, som børnechecken hed tidligere, har været indtægtsreguleret før: Det skete i en kort periode i slutningen af 70'erne, hvor man nedsatte børnetilskuddet med 60 kr. for hver 1000 kr. indkomsten oversteg 150.000. Det var en gang administrativt bøvl, som på landsplan krævede 500 fuldtidsstillinger, og da man gik bort fra ordningen, og gjorde regnskabet op, viste der sig paradoksalt nok en besparelse! Alt taler for at gå tilbage til et bundfradag pr. barn, da det i et moderne samfund forekommer både formynderisk og molboaftigt først at opkræve skatter og dernæst lønne offentligt ansatte til at sidde og udbetale dem igen. Samtidigt ville et bundfradrag højst sandsynligt begrænse overførslen af sociale ydelser og øge incitamentet til at arbejde.
Men indtil besparelsen har børnechecken trods alt været en retfærdighed i et samfund, der ikke levner meget økonomisk råderum og valgfrihed for børnefamilier. Ikke mindst har den kunnet opfattes som en sidste rest af retfærdighed overfor de familier, der prøver at tilgodese tid med deres især bittesmå børn ved at indrette sig udenom institutioner og dobbelt-jobs.
-----
Staten skal spare, og som enhver dansker med hjemmeboende børn er helt klar over nu, så er børnefamilierne blandt dem, der denne gang skal holde for i VKOs netop vedtagede genopretningsplan.
Men i et vestligt land, hvor en af de største udfordringer generelt er en stadigt skrumpende befolkning, forekommer det at være en risikabel disposition.
Af erfaring ved man nemlig, at fødselstallet er meget påvirkeligt overfor usikkerhed og ændringer i folks privatøkonomi, ligesom det har vist sig påvirkeligt - omend i positiv retning - overfor noget så banalt som et 'midlertidigt ophold i sendefladen' på TV.
Om ni måneder kender vi følgerne og ved om denne reducering - udover besparelsen - også har fået den tilsigtede sideeffekt: At få visse indvandrerfamilier med mange børn til at tænke sig om en ekstra gang inden de lægger an til et nyt familiemedlem.
Det heldigvis hedengangne DDR støttede aktivt en tilvækst af nye DDR-borgere og havde et fødselstal, der lå langt højere end Forbundsrepublikkens. Men blot ni måneder efter Murens fald var fødselstallet i det tidligere Østtyskland faldet til samme lave niveau som hos den 'bedre halvdel' i vest.
I den netop verserende debat om det rimelige i at lade børnefamilierne mærke sparekniven - mens raske og rørige efterlønnere løber på rulleskøjter eller svinger golfkøllen - har mange debattører udstillet deres totale ignorance på området.
Allermest tåkrummende var det at høre emnet behandlet af tre debattører forleden i Deadline: Den såkaldt borgerlige blogger, Anne Sophie Hermansen, Ekstrabladets chefredaktør Poul Madsen og SFs nye lys Matthias Tesfaye, der som bekendt gjorde sig bemærket fornyligt, da han foreslog et loft på 50.000 kr. på samtlige indtægter.
Matthias Tesfaye har allerede lært den klynkende SF-retorik: Besparelserne vil ramme de svageste - denne gang børnene. Ja, det vil den, ligesom i øvrigt mange dispositioner foretaget af voksne - og af politikere - rammer de svageste, de mindste, de umælende: F.eks. placerer vi grundet verdens højeste skattetryk rask væk små børn i vuggestuer dagen lang væk fra deres primære omsorgspersoner, og det til trods, at forskning for længst har dokumenteret, hvilke uheldige følger det får for børnenes helbred og udvikling.
Det plejer at være en model, der forsvares lidenskabeligt af enhver venstreorienteret politiker, der ser kvinders fulde erhvervsdeltagelse som et stort skridt for ligestillingen, for lønudligningen, for demokratiet og for ligheden. Jo tak, den er sivet ind: Dansk familieliv anno 2010 hedder far og mor på arbejde og børnene parallelforskudt i en daginstitution -hvadenten de vil det eller ej.
Staten har taget kraftigt parti for denne livsform, idet den aktivt støtter modellen ved at betale hovedparten af udgifterne til den enkelte institutionsplads. Stort set ingen harmes over denne ydelse, heller ikke Anne Sophie Hermansen, der ellers efterlyste en pligt til at forsørge egne børn uden hjælp fra moder stat.
Hermansen udstillede, at heller ikke hun har fattet ideen med børnechecken: At den ikke er et socialt tilskud fra Socialministeriet til samtlige børnefamilier, fordi det er synd for dem, men én fra Told & Skat tilsendt check, der skal ses som en kompensation for alle de løbende udgifter, der er forbundet med at forsørge børn - uanset indkomstgruppe. Det sidste er vigtigt: Checken er en horisontal udligning såvel mellem mindrebemidlede husstande med børn og mindrebemidlede husstande uden børn - ligesom den er en udligning mellem bedrebemidlede husstande med børn og bedrebemidlede husstande uden børn.
Og ideen er gammel: Lige siden starten af 1900-tallet har man anerkendt, at folk, der satte børn i verden påførte sig selv udgifter, (som voksne uden børn ikke havde), og som det derfor var rimeligt at kompensere dem for. Samtidig har man sikkert prøvet at overflødigøre argumentet om "ikke at have råd til børn", hvilket man har været pinedød afhængig af, at folk netop fik.
Gang på gang kan man høre selv borgerlige argumentere vildt og inderligt for en indtægtsregulering af checken, uagtet at de dermed gør børnechecken til et instrument til økonomisk udligning mellem høj og lav, reducerer incitamentet til at arbejde og påfører mange familier en særlig hård marginalskat.
Det kunne samtlige tre debattører i "Ugens værste" - trods forskelligt politisk ståsted - sjovt nok enes om.
Og børnetilskuddene, som børnechecken hed tidligere, har været indtægtsreguleret før: Det skete i en kort periode i slutningen af 70'erne, hvor man nedsatte børnetilskuddet med 60 kr. for hver 1000 kr. indkomsten oversteg 150.000. Det var en gang administrativt bøvl, som på landsplan krævede 500 fuldtidsstillinger, og da man gik bort fra ordningen, og gjorde regnskabet op, viste der sig paradoksalt nok en besparelse! Alt taler for at gå tilbage til et bundfradag pr. barn, da det i et moderne samfund forekommer både formynderisk og molboaftigt først at opkræve skatter og dernæst lønne offentligt ansatte til at sidde og udbetale dem igen. Samtidigt ville et bundfradrag højst sandsynligt begrænse overførslen af sociale ydelser og øge incitamentet til at arbejde.
Men indtil besparelsen har børnechecken trods alt været en retfærdighed i et samfund, der ikke levner meget økonomisk råderum og valgfrihed for børnefamilier. Ikke mindst har den kunnet opfattes som en sidste rest af retfærdighed overfor de familier, der prøver at tilgodese tid med deres især bittesmå børn ved at indrette sig udenom institutioner og dobbelt-jobs.
