I sensommeren 2008 dokumenterede en rapport fra DTU Fødevareinstituttet at udgifterne til kost for mennesker med diabetes ikke var væsentligt højere for mennesker uden diabetes. Det hævdedes at prisforskellen mellem den kost som diabetikere burde spise, og almindelig, sund mad var blevet mindre end tidligere. Det betød, at den såkaldte merudgiftsydelse efter § 100 i serviceloven faldt bort for de fleste. Diabetesforeningens socialrådgiver Signe Hasseriis udtalte i denne forbindelse:
” Når kommunerne ser de nye regnestykker, vil de straks indrette deres fremtidige beregninger, og det vil betyde, at folk i løbet af året vil mærke, at de ikke længere opfylder kriterierne for at få tilskuddet. For mange kommer tilskuddet i fare, og det vil tydeligt kunne mærkes.”
Nu tænker i sikkert, "åhr nej, er det nu sådan én som tuder over at han har mistet sit tilskud fra kommunen?” Umiddelbart skulle man tro, at jeg som diabetiker blot ville bruge dette skrift til at brokke mig over statens og kommunernes manglende forståelse for diabetikeres øgede udgifter til kost og medicin. Men sådan spiller mit klaver ikke. Muligheden for at få hjælp til merudgifter blev indført i 2003. Tilskuddet var indrettet sådan, at personer mellem 18-65 år med insulin-krævende diabetes ved at sandsynliggøre deres udgifter for mere end 500 kr. hver måned, kan få tilskud typisk på 1.500 kr. pr. måned. Grunden til, at man i dag får udbetalt 1.500 kr., selv om man kun sandsynliggør udgifter for 500 kr., er, at loven gælder for en lang række kroniske sygdomme, og at man har vurderet, at der er flere ekstraudgifter, som er svære at beregne og fremlægge dokumentation for. Det vil sige, at alle der kunne dokumentere en udgift på over 500 kr. uden nogen skelen til årsindkomst kunne få et tilskud.
Under et hurtigt møde på socialforvaltningen på Ydre Østerbro informerede socialarbejderen mig da også hurtigt om, at ordningen var til for alle fra høj til lav i samfundet. Men netop denne filosofi var jo netop årsagen til at kommunerne meget hurtigt fulgte Kommunernes Landforenings anbefaling, at de burde følge rapportens anbefalinger til punkt og prikke. Man kunne hurtigt resonere sig frem til at udgifterne forbundet med støtten til kronisk syge måtte være et stort økonomisk problem for kommunerne. En ting var økonomien, noget andet var årsagen til at alle blev tildelt støtte uanset indkomst? Ville det ikke være mere solidarisk at tildele de kronisk syge, som også er økonomisk trængte, en udvidet støtte og fratage støtten fra de kronisk syge, som ikke behøver støtten og kan klare sig selv?
” Når kommunerne ser de nye regnestykker, vil de straks indrette deres fremtidige beregninger, og det vil betyde, at folk i løbet af året vil mærke, at de ikke længere opfylder kriterierne for at få tilskuddet. For mange kommer tilskuddet i fare, og det vil tydeligt kunne mærkes.”
Nu tænker i sikkert, "åhr nej, er det nu sådan én som tuder over at han har mistet sit tilskud fra kommunen?” Umiddelbart skulle man tro, at jeg som diabetiker blot ville bruge dette skrift til at brokke mig over statens og kommunernes manglende forståelse for diabetikeres øgede udgifter til kost og medicin. Men sådan spiller mit klaver ikke. Muligheden for at få hjælp til merudgifter blev indført i 2003. Tilskuddet var indrettet sådan, at personer mellem 18-65 år med insulin-krævende diabetes ved at sandsynliggøre deres udgifter for mere end 500 kr. hver måned, kan få tilskud typisk på 1.500 kr. pr. måned. Grunden til, at man i dag får udbetalt 1.500 kr., selv om man kun sandsynliggør udgifter for 500 kr., er, at loven gælder for en lang række kroniske sygdomme, og at man har vurderet, at der er flere ekstraudgifter, som er svære at beregne og fremlægge dokumentation for. Det vil sige, at alle der kunne dokumentere en udgift på over 500 kr. uden nogen skelen til årsindkomst kunne få et tilskud.
Under et hurtigt møde på socialforvaltningen på Ydre Østerbro informerede socialarbejderen mig da også hurtigt om, at ordningen var til for alle fra høj til lav i samfundet. Men netop denne filosofi var jo netop årsagen til at kommunerne meget hurtigt fulgte Kommunernes Landforenings anbefaling, at de burde følge rapportens anbefalinger til punkt og prikke. Man kunne hurtigt resonere sig frem til at udgifterne forbundet med støtten til kronisk syge måtte være et stort økonomisk problem for kommunerne. En ting var økonomien, noget andet var årsagen til at alle blev tildelt støtte uanset indkomst? Ville det ikke være mere solidarisk at tildele de kronisk syge, som også er økonomisk trængte, en udvidet støtte og fratage støtten fra de kronisk syge, som ikke behøver støtten og kan klare sig selv?
