Anders Fogh Rasmussen sagde den 10. august 2007 i Jyllands-Posten at: "Man skal lære at betragte investeringer i den offentlige sektor som en del af investeringen i en bedre konkurrenceevne. Det er det moderne samfund. Derfor kan man ikke lave en modsætning mellem den offentlige sektor og den private sektor".
- Men ikke desto mindre er der modsætningsforhold. Et af disse handler om, at den offentlige kan fortrænge den private sektors størrelse, og omvendt. Den private sektor er endvidere organiseret på én måde, og den offentlige sektor på en anden. Og langt de fleste af de ydelser og services, der leveres i den offentlige sektor ville langt bedre kunne frembringes i den private.
Grundlæggende er incitamentsstrukturen og dynamikken på markedspladsen helt anderledes end indenfor den offentlige sektor. I den offentlige sektor har man ikke det fænomen, der hedder ”entreprenøren”, altså det menneske, der med egne midler eller andres midler, som dog også er tilvejebragt i frivillighed, sætter noget nyt i værk, investerer, udvikler, og organiserer - ud fra en forventning om at blive belønnet af interesserede forbrugere, som også vil gøre dette, altså belønne, i al frivillighed.
Den offentlige sektor er i stedet opbygget langt mere formelt og stift. Det betyder at organisationsformen har langt mere vanskeligt ved at imødekomme forbrugernes behov, – alene eftersom man ikke har deres individuelle tilkendegivelse i form af individuelle betalinger til at vurdere, om det, der leveres har værdi eller ej, og hvor meget. Landvindinger og nyskabelse ser man derfor altovervejende blive udviklet og distribueret enten hos den private sektor herhjemme eller fra de udenlandske private sektorers side.
Hvis resten af den frie verden afviklede den private sektor i samme omfang som man har gjort det herhjemme
Vi skal i den forbindelse også glæde os over, at de private sektorer i udlandet procentuelt (men også i absolut forstand) er langt større end vores.
Dette betyder at vi, selv om vores offentlige sektor er ganske stor (og tilsvarende har fortrængt den private) i kraft af at være del af det globale marked, har glæde af alt det der opfindes, udvikles og masseproduceres i de udenlandske private sektorer. Det gælder altså for Nordamerika, resten af Europa, store dele af Asien, men også Latin Amerika.
Den frie handel og de frie udvekslinger, som altså fylder procentuelt mere i andre industrialiserede lande med markedsøkonomi (men som i forhold til Danmarks også fylder mere absolut), er altså årsagen til at varer og ydelser er så billige, men også at vi ikke mærker de fulde konsekvenser ved at have en meget stor og ineffektiv offentlig sektor, der har gjort den private sektor mindre herhjemme.
De samme billige varer og ydelser, som eksisterer i kraft af den generelle dynamik på markedspladsen betyder også, at de økonomiske konsekvenser ved de meget høje skatter i Danmark mildnes. Man kan derfor selv forstille sig hvad der ville ske, hvis resten af den frie verden fik tilsvarende høje skatter, og på samme måde som vi i Danmark fik meget store offentlige sektorer, hvor de private tilsvarende så blev reduceret.
Bevægelsen i retning mod én stor offentlig sektor er i øvrigt også bevægelsen frem i mod et fuldt socialiseret/nationaliseret samfund, som er det samme som et ”socialistisk” samfund. Og de lovmæssigheder, der gælder hvad angår faldende effektivitet i socialistiske samfund, gælder naturligvis også i det omfang, at man bevæger sig i denne retning. Modsætningsforholdet burde derfor allerede i kraft af det indledende være til at forstå.
De frie private virksomheder
Den private sektor består som bekendt af private virksomheder, som kan være små, mellemstore og store. Størrelsen på virksomhederne er bestemt af ”udbud og efterspørgsel”. Det siger måske ikke så meget. Men vigtigt i denne sammenhæng er det, at pege på, at hvad angår private virksomheder, er det forbrugerne, der bestemmer de private virksomheders størrelse ved at købe eller undlade at købe virksomhedernes varer.
Måske vurderes det fra forbrugernes side, at det som den ene virksomhed udbyder, er for dyrt i forhold til en anden virksomhed. Måske foretrækker man visse ydelser frem for andre. De populære virksomheder kan i kraft af at sælge noget populært derfor vokse og fortsætte med at vokse. Deres ydelser kan være en så stor succes, at de også vil blive en succes i andre lande.
Frihed kombineret med succes, der er en konsekvens af dygtighed, kommer med andre ord i høj grad forbrugerne til gode i form af lavere priser og højere kvalitet. Andre virksomheder bliver ikke populære, men forsvinder måske hurtigt efter at de er blevet etableret. Atter andre virksomheder bevarer i lange perioder deres størrelse. Behovet for varer og ydelser er måske ikke så stort. Måske er de individer, der organiserer sådanne virksomheder i andre tilfælde ikke dygtige nok. Forklaringerne kan være mangfoldige. Men hvis behovet, det vil sige efterspørgslen, er højere end det som en bestemt virksomhed kan finde ud af at levere til en for forbrugerne acceptabel pris, vil man også opleve, at andre virksomheder bevæger sig ind på dette marked for at tjene penge på de behov, som den eksisterende virksomhed ikke kan finde ud af at opfylde.
Det sidste forhold, hvor andre virksomheder går ind på et marked, hvor eksisterende virksomheder ikke kunne opfylde nogle større behov betyder så ikke nødvendigvis, at disse sidstnævnte virksomhederne var dårligt organiserede og ledet af de forkerte. Det betyder bare, at forbrugerne ikke valgte de varer eller serviceydelser, der blev solgt, sådan som de blev solgt. Pointen med ovenstående er ikke desto mindre, at man på et forholdsvis frit og ureguleret marked vil kunne se virksomheder opstå og forsvinde, at små virksomheder bliver store; at store bliver små og måske forsvinder; at nogle virksomheder belønnes og andre vrages; at markeder opstår og andre mister deres relevans.
Entreprenørens rolle og muligheden for at agere frit
Den centrale aktør som ikke findes i den offentlige sektor er så ”entreprenøren” forstået som iværksætteren men også ”entreprenøren” forstået som spekulanten, der ikke blot sætter én virksomhed i værk, men måske sætter adskillige i søen; og som altså har specialiseret sig i at identificere forbrugernes skiftende behov, og som ofte tjener store penge på at gøre dette. Sådanne aktører kan i visse tilfælde også være drivkraften bag fremkomsten af helt nye markeder eventuelt samme med andre enkeltstående og tilsvarende dygtige organisatorer.
I den private sektor er der således en ekstrem grad af individuel frihed. Og den store grad af individuel frihed, der findes i Danmark skyldes netop også, at vi har en privat sektor, og at man også i den offentlige sektor er nødt til at agerer på den private sektors præmisser.
Fordi vi i Danmark har en markedsøkonomi, må offentlige virksomheder operere på noget, der tilnærmer markedsvilkår forstået på den måde, at man må efterspørge arbejdskraft ved at tilbyde en løn, der trækker arbejdskraft væk fra andre virksomheder (eller fra frivillig lediggang). Hvis der kun var en offentlig sektor, der ikke skulle tage hensyn til en markedsplads (der i så fald ikke eksisterede), ville man i stedet selv kunne bestemme, hvor arbejdskraften skulle placeres. Man ville med andre ord kunne ”arbejdstildele”, sådan som man gør det i Nordkorea, og sådan som man i vid udstrækning også gjorde det i de lande, der forsøgte at skabe et socialistisk system i Østeuropa og Asien tidligere. I kraft af en voksende offentlig sektor bevæger man sig ikke blot på grund af ringere materiel velstand, men også som følge af en reduceret personlig frihed væk fra sikringen af maksimal beslutningskraft til den enkelte.
I denne sammenhæng skal det derfor også påpeges, at den offentlige sektor og offentlige virksomheder ”konkurrerer” med private virksomheder og den private sektor om arbejdskraft. I mange tilfælde udbyder man også ydelser indenfor de samme områder, og her er det så nogle gange, at det offentlige kan fortrænge private virksomheder, i kraft at man kan tilbyde sine ydelser ”gratis” i kraft af de midler, man får via beskatning.
Når man først, som offentlig etableret virksomhed har sikret sig et monopol, opstår imidlertid problemet med at man herefter i langt ringere omfang kender forbrugernes behov, eftersom disse er skiftende. Man vidste med andre ord i vid udstrækning, hvad behovene var, dengang man havde en privat konkurrent, som man kunne efterligne. Men når denne konkurrent forsvinder, kan man enten vælge at fortsætte med at udbyde det samme, eller man må famle i blinde eftersom forbrugerne vil tage, hvad man tilbyder, når det er gratis. Hvis man så bedre vil vide, hvad der efterspørges, kan man så begynde at agere mere som den private virksomhed, og sætte en pris på den vare man tilbyder. Men hvad skal prisen være i kraft af finansieringen via beskatning?
Læg også mærke til at disse strategiske valg, som man i en offentlig virksomhed kan vælge at forfølge i den offentlige virksomhed fremstår som noget ”ikke-nødvendigt”. For i kraft af beskatningen og det politiske mandat, er man strengt taget ikke specielt påvirket af forbrugernes behov og interesser. Det er nu engang de politiske beslutningstagere, der sikrer indkomsten. Og så længe de vurderer at det, der frembringes er ”tilstrækkeligt”, er der ikke den store grund til at produktudvikle eller for den sags skyld at anstrenge sig for at holde omkostningerne lave.
Stor forskel på incitamentsstrukturen
Atter skal det således påpeges, at incitamentsstrukturen er helt anderledes for offentlige virksomheder, end det er tilfældet for private virksomheder. En anden måde at forklare dette på, er ved at påpege, at beskyttelsesniveauet for offentlige virksomheder er usædvanligt højt. Faktisk forstår man i offentlige virksomheder, over tid også, at det er de politiske beslutningstagere, der er afgørende for den offentlige organisations eksistens (og hverken vælgere eller forbrugere). Det bliver lidt efter lidt åbenlyst, at det meningsfulde for at sikre institutionens overlevelse først og fremmest handler om at bevare den politiske beskyttelse, eftersom man i takt med at have eksisteret i en længere periode uden private konkurrenter ikke rigtigt længere ved hvad det er, forbrugerne i virkeligheden ønsker i praksis.
Blot en lille smule privat konkurrence, kan derfor udstille en traditionelt beskyttet offentlig virksomhed, som fuldstændig utidssvarende.
Det som de politiske beslutningstagere så bruger som pejlemærker, er de politisk motiverede behov, som man fra den offentlige institution aktivt vil bidrage til at sandsynliggøre eksisterer. Læg blot mærke til, at disse diskussioner om ydelser, så i modsætning til hvad der er tilfældet for private virksomheder, bliver ekstremt diffuse; hvilket netop skyldes, at de præcis ikke er kunde- og forbrugerorienterede men i stedet orienterede mod de politiske beslutningstagere, der måske ikke efterspørger de pågældende ydelser selv; og som man derfor måske bedst får i tale ved ikke at fokusere på de konkrete behov, men i stedet på følelser og forskellige former for pression (via pressen), der sikrer opmærksomheden og i sidste instans de løfter om ”midler”, som er bundlinien også for den offentlige virksomhed.
Disse løfter fra politiske beslutningstagere og de skatter, der opkræves efterfølgende skal altså sammenlignes med hvad, der finder sted af frivillige udvekslinger mellem borgerne på markedspladsen. (Her er der altså tale om et enten-eller). Og det burde være åbenlyst, at den information, der skabes på markedspladsen er langt mere detaljeret, end hvad det er for informationer, der ligger til grund for de løfter, som bureaukrater kan opnå fra politiske beslutningstagere, når det gælder hvad der afsættes til de respektive offentlige institutioner og virksomheder.
Kort sagt så er informationsniveauet lavere, når det gælder hvad der ligger til grund for organisationen af den offentlige sektor, end hvad der gælder for den private. Og i meget vid udstrækning er den information, som man trods alt har, en konsekvens af, at der eksisterer en markedsøkonomi, hvor man kan danne sig en ide om, hvad forbrugerne er villige til at bruge deres midler på.
I takt med at man afvikler den private sektor vil man altså også samtidig se at, det der frembringes i den offentlige sektor bliver stadigt mindre interessant for borgerne; og at projekterne i stadigt højere grad får deres eget liv. (Der bliver i værste tilfælde tale om, at skatteydernes penge bruges på forskellige former for ”bureaukratisk selvrealisering” alene til ære for de offentligt ansatte; at man ”eksperimenterer”, og kaster sig ud i de mest besynderlige projekter, eftersom man ikke længere har nogen som helst standard og målestok at agere ud fra, som følge af det voksende informationstab. Netop indenfor uddannelsesområdet er man over tid således blevet forholdsvist afsondret fra markedsøkonomien, med netop disse konsekvenser til følge).
Forskellen på informationsdannelse
Det sikre for offentligt ansatte og institutioner bliver dog først og fremmest - i kraft af monopoliseringen, og den aftagende informationsmængde - at man gør det samme, som man gjorde ”dagen før”. På denne måde er den private sektor omvendt dynamisk. Der kan med andre tjenes store penge på at regne ud, hvad det er, forbrugerne efterspørger imorgen; hvor meget der efterspørges her og nu; hvordan; hvornår og så videre. Skifter forbrugernes præferencer, kan man opleve dette meget kontant. Man kan se, at forbrugerne enten svigter markedet, eller man kan se at de mere vælger den ene konkurrent frem for en anden. Man kan så prøve at komme udviklingen i forkøbet, og på denne måde høste fordele ved at opfylde de behov, man forventer, vil være mere tilstede i fremtiden.
Derfor har man historisk kunne iagttage, hvordan produkter udvikles på det fri marked, ofte over ganske kort tid, og især på de delmarkeder, hvor politiske beslutningstagere især undlader at blande sig. Selvfølgelig skal IT-området nævnes. Det skal det ikke mindst netop, eftersom masser af entreprenører og forretningsfolk som udgangspunkt afskrev, at almindelige mennesker skulle have interesse i en personlig computer, mens andre mente at noget sådant ville blive et behov på linie med telefonen. Markedsøkonomien sikrede netop plads til, at nogle kunne forsøge at undersøge om de havde ret, hvor andre tvivlede. Og så snart det viste sig, at de havde det, opstod så nye spørgsmål, om præcist hvad det var, som personlige computere skulle kunne, hvad de skulle indeholde, hvilken kapacitet de skulle have med meget mere. Og den variation, vi ser i dag er så netop udtryk for vidt forskellige svar på vidt forskellige behov, men altså også svar på nogle fælles behov.
Tilsvarende fortsætter processen med nye spørgsmål om, hvad der er fremtiden, med nye forbrugere, der vælger og undlader at vælge, med forskellige individer, der forsøger at besvare spørgsmålene og med nogle, der har succes, andre der klarer sig hæderligt og atter andre, der må finde noget andet at foretage sig.
Her i den private sektor er beskyttelsesniveauet således omvendt lavt, og dynamikken er tilsvarende meget højere - ikke mindst hvad angår produktudvikling, men altså også hvad angår evnen til at reducere omkostninger og dermed hvad angår muligheden for at øge effektivitetsniveauet. Men selv om beskyttelsen er lav, kan man også se, at den IT-entreprenør, der må holde op med at være det, og finde på noget andet at lave, også nyder godt at de succeser, landvindinger og frembringelser, der finder sted: Vedkommende kan nu også købe computere, der koster mindre og kan mere. Og takket være disse forbedringer bliver det derfor tilsvarende muligt langt hurtigere at sprede information og kommunikere den nye ide, som netop dette individ måske vil forsøge at tjene penge på.
(Tilsvarende indenfor alle mulige andre områder, har den succes som de bedste har haft ved at producere til de laveste omkostninger og tilbyde den mest ønskede vare, også gavnet alle andre på markedspladsen ved også at reducere deres omkostninger. Der er jo fælles objektive faktorer, der forbedres som følge af denne dynamik eksempelvis i form af tidsbesparelser; energibesparelser; og pengebesparelser, der betyder at man kan bruge mere af sin tid og ens penge, på noget andet. Det er således netop dynamikken på markedspladsen, der har sikret at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer, som man skulle før - for at opnå det samme resultat.
Markedsøkonomien (og altså den private sektor) er således netop en organisationsform, der sikrer at man i stigende grad kan bruge sit liv, på netop de ting man selv synes er allermest interessant, netop eftersom organisationsformen reducerer omkostningerne og sparer tid og energi. Når man reducerer den private sektor, reducerer man altså tilsvarende dette fænomen; og man erstatter det i stedet med et system, der som udgangspunkt vil levere det som blev efterspurgt ”i går”, og som i takt med afviklingen af markedsøkonomien vil miste mere og mere information; og derfor til sidst – som i Nordkorea eller Sovjetunionen ikke vil kunne levere noget som helst – jævnfør de mangeltilstande og knaphedssituationer, der fysisk kunne - og kan - iagttages i takt med denne tilnærmelse til absolut socialisering.
Offentlige virksomheder og den politiske famlen i blinde
Offentlige virksomheder er således drevet ud fra en helt anden incitamentsstruktur end private virksomheder. Deres størrelse er ikke bestemt af forbrugernes efterspørgsel, men i stedet bestemt af de politiske beslutningstageres diktater, og vel at mærke ikke af vælgerne. Og jo mere offentlige virksomheder fylder i et samfund, desto mindre bliver tilsvarende den private sektor. I Danmark har man dermed reduceret forbrugernes frihed (og skatteydernes) til fordel for de politiske beslutningstagere. Det er derfor vigtigt at pointere, at forbrugerne (som analytisk kategori) ikke har mistet indflydelse til vælgerne (som analytisk kategori, for det er jo i vid udstrækning de samme individer). Forbrugerne har først og fremmest mistet beslutningskraft til de folkevalgte. Og denne beslutning har altså skæbnesvangre konsekvenser for, hvordan samfundet organiseres. Hvad man gør i praksis er således, at man afgiver ca. halvdelen af sin indkomst i skat, og så kan man ”til gengæld” ca. hvert fjerde år stemme på ensartede partier, der nu bruger de penge, man i stedet selv kunne have brugt ved at belønne virksomheder, men som de nu bruger på diverse politiske projekter med højt symbolindhold, men med aftagende (som udgangspunkt stagnerende) kvalitet.
På markedspladsen kan en mangelsituation, hvor der er høj efterspørgsel men lavt udbud således føre til, at nogle sætter sig ind i dette behov, og organiserer en virksomhed; sådan at de varer og serviceydelser, der efterspørges bliver udbudt. Det er et andet ord for, at stigende priser indenfor et område (og muligheden for øget indtjening her i forhold til andre), fører til at flere virksomheder bevæger sig ind på dette område (og tilsvarende forlader andre områder). Dynamikken på markedspladsen kan dermed også beskrives ved en høj grad af smidig koordination mellem forbrugere og producenter. Men igen kan denne koordination forklares ved, at informationsniveauet er ganske højt i kraft af de daglige køb og undladelseskøb fra forbrugernes side.
Sådanne køb og undladelseskøb finder naturligvis også sted indenfor produktionssektorens domæne, og er blandt andet bestemt af forventninger til fremtidigt forbrug; men de er også udtryk for omkostningerne forbundet med tilvejebringelse af materialer og energi. Alt sammen bidrager dette, til at gøre prisdannelse til en helt central faktor i markedsøkonomien sammen med den frit agerende forretningsmands (entreprenørens) rolle. Atter er den effektivitet, hvormed forretningsmanden eller -kvinden kan agere vel at mærke bestemt af forbrugernes frihed til at købe og undlade at købe. Måske er den letteste måde at konkretisere dette på, netop ved at henvise til de forhandlinger som af og til opstår mellem den individuelle køber og sælger, og som jo netop også er udtryk for udveksling af information. (Og selv om køberen ikke køber noget, så bruges informationen således netop alligevel blandt andet på at skrue produktet lidt bedre sammen i fremtiden for at øge sandsynligheden for det fremtidige salg. Tilsvarende sendes den indsamlede information om undladelseskøb såvel som køb videre tilbage i systemet, og præger på denne måde den fremtidige produktion.)
Politikere derimod famler i praksis i blinde - i kraft af, at de ikke har forbrugernes valg og undladelses-valg at forholde sig til. I forbindelse med folketingsvalgene giver det naturligvis ikke mening, at lave gigantiske lister med behov og ønsker fra vælgernes side, hvor alle disse ønsker rangordnes ud fra en eller anden ide om en ”kollektiv præference”. Som bekendt handler de fleste folketingsvalg om ganske få sager, uanset om der er tale om et land med et lavt eller højt skattetryk. Mellem valgene står det ikke meget bedre til. Her har man meningsmålinger, hvor vælgerne kan rangere nogle få overordnede mærkesager, der praktisk talt intet fortæller sammenlignet med det overflødighedshorn af data, som skabes på markedspladsen i kraft af forbrugernes daglige handlinger.
Konklusion
- Så jo større offentlig sektor, desto mere har man en situation, hvor det der frembringes ikke er det, der efterspørges. Uanset dette kan Anders Fogh Rasmussen så have ret i, at der i et eller andet omfang fra den offentlige sektors side bidrages til at facilitere produktionen, og at der også bliver produceret noget. Men det burde i kraft af ovenstående samtidig være klart, at dette er sagen uvedkommende. For spørgsmålet her handler i sidste instans om effektivitet og nytte. Det er ikke et spørgsmål, om der bliver gjort noget nyttigt i en absolut forstand, men ”kun” et spørgsmål om, at den ene sektor er den anden relativt mere overlegen. Dertil må så også tilføjes, at en del af det, man foretager sig i den offentlige sektor slet ikke har en positiv, men kun en negativ effekt og en negativ værdi. Og at denne adfærd fortsætter, skyldes netop, at forbrugerne (og dermed borgerne) ikke kan vrage denne adfærd i kraft af undladelseskøb. Adfærden fra de offentligt ansattes side er som nævnt udelukkende politisk bestemt.
Der er, som det her forholdsvist kort er skitseret, derfor en åbenlys forskel på private og offentlige virksomheders organisationsform, og i stort omfang derfor også et modsætningsforhold. Det skyldes ikke bare organisationen og herunder informationsniveauet for henholdsvis den offentlige og private sektor, men altså også finansieringsformen. Der er nu engang en verden til forskel på organisationer, der fungerer i kraft af frie udvekslinger på markedspladsen - og så på den anden side - organisationer, der eksisterer i kraft af konfiskation og dermed magtanvendelse.
Det omfang af magtanvendelse, som benyttes i et samfund fortæller naturligvis også noget om moralen i sådan et samfund. Så spørgsmålet om forskellen på offentligt og privat handler derfor også om, hvad der er rigtigt og forkert, og ikke kun om nytte. I begge tilfælde er den private sektor (og model) vel at mærke den offentlige sektor overlegen; og modsætningsforholdet er også af den grund en realitet.
Jyllands-Posten: Fogh-interview: Med fingeren på knappen
Læs også Ludwig von Mises: HUMAN ACTION - Part Six - The Hampered Market Economy (pdf).
GENOPTRYK
- Men ikke desto mindre er der modsætningsforhold. Et af disse handler om, at den offentlige kan fortrænge den private sektors størrelse, og omvendt. Den private sektor er endvidere organiseret på én måde, og den offentlige sektor på en anden. Og langt de fleste af de ydelser og services, der leveres i den offentlige sektor ville langt bedre kunne frembringes i den private.
Grundlæggende er incitamentsstrukturen og dynamikken på markedspladsen helt anderledes end indenfor den offentlige sektor. I den offentlige sektor har man ikke det fænomen, der hedder ”entreprenøren”, altså det menneske, der med egne midler eller andres midler, som dog også er tilvejebragt i frivillighed, sætter noget nyt i værk, investerer, udvikler, og organiserer - ud fra en forventning om at blive belønnet af interesserede forbrugere, som også vil gøre dette, altså belønne, i al frivillighed.
Den offentlige sektor er i stedet opbygget langt mere formelt og stift. Det betyder at organisationsformen har langt mere vanskeligt ved at imødekomme forbrugernes behov, – alene eftersom man ikke har deres individuelle tilkendegivelse i form af individuelle betalinger til at vurdere, om det, der leveres har værdi eller ej, og hvor meget. Landvindinger og nyskabelse ser man derfor altovervejende blive udviklet og distribueret enten hos den private sektor herhjemme eller fra de udenlandske private sektorers side.
Hvis resten af den frie verden afviklede den private sektor i samme omfang som man har gjort det herhjemme
Vi skal i den forbindelse også glæde os over, at de private sektorer i udlandet procentuelt (men også i absolut forstand) er langt større end vores.
Dette betyder at vi, selv om vores offentlige sektor er ganske stor (og tilsvarende har fortrængt den private) i kraft af at være del af det globale marked, har glæde af alt det der opfindes, udvikles og masseproduceres i de udenlandske private sektorer. Det gælder altså for Nordamerika, resten af Europa, store dele af Asien, men også Latin Amerika.
Den frie handel og de frie udvekslinger, som altså fylder procentuelt mere i andre industrialiserede lande med markedsøkonomi (men som i forhold til Danmarks også fylder mere absolut), er altså årsagen til at varer og ydelser er så billige, men også at vi ikke mærker de fulde konsekvenser ved at have en meget stor og ineffektiv offentlig sektor, der har gjort den private sektor mindre herhjemme.
De samme billige varer og ydelser, som eksisterer i kraft af den generelle dynamik på markedspladsen betyder også, at de økonomiske konsekvenser ved de meget høje skatter i Danmark mildnes. Man kan derfor selv forstille sig hvad der ville ske, hvis resten af den frie verden fik tilsvarende høje skatter, og på samme måde som vi i Danmark fik meget store offentlige sektorer, hvor de private tilsvarende så blev reduceret.
Bevægelsen i retning mod én stor offentlig sektor er i øvrigt også bevægelsen frem i mod et fuldt socialiseret/nationaliseret samfund, som er det samme som et ”socialistisk” samfund. Og de lovmæssigheder, der gælder hvad angår faldende effektivitet i socialistiske samfund, gælder naturligvis også i det omfang, at man bevæger sig i denne retning. Modsætningsforholdet burde derfor allerede i kraft af det indledende være til at forstå.
De frie private virksomheder
Den private sektor består som bekendt af private virksomheder, som kan være små, mellemstore og store. Størrelsen på virksomhederne er bestemt af ”udbud og efterspørgsel”. Det siger måske ikke så meget. Men vigtigt i denne sammenhæng er det, at pege på, at hvad angår private virksomheder, er det forbrugerne, der bestemmer de private virksomheders størrelse ved at købe eller undlade at købe virksomhedernes varer.
Måske vurderes det fra forbrugernes side, at det som den ene virksomhed udbyder, er for dyrt i forhold til en anden virksomhed. Måske foretrækker man visse ydelser frem for andre. De populære virksomheder kan i kraft af at sælge noget populært derfor vokse og fortsætte med at vokse. Deres ydelser kan være en så stor succes, at de også vil blive en succes i andre lande.
Frihed kombineret med succes, der er en konsekvens af dygtighed, kommer med andre ord i høj grad forbrugerne til gode i form af lavere priser og højere kvalitet. Andre virksomheder bliver ikke populære, men forsvinder måske hurtigt efter at de er blevet etableret. Atter andre virksomheder bevarer i lange perioder deres størrelse. Behovet for varer og ydelser er måske ikke så stort. Måske er de individer, der organiserer sådanne virksomheder i andre tilfælde ikke dygtige nok. Forklaringerne kan være mangfoldige. Men hvis behovet, det vil sige efterspørgslen, er højere end det som en bestemt virksomhed kan finde ud af at levere til en for forbrugerne acceptabel pris, vil man også opleve, at andre virksomheder bevæger sig ind på dette marked for at tjene penge på de behov, som den eksisterende virksomhed ikke kan finde ud af at opfylde.
Det sidste forhold, hvor andre virksomheder går ind på et marked, hvor eksisterende virksomheder ikke kunne opfylde nogle større behov betyder så ikke nødvendigvis, at disse sidstnævnte virksomhederne var dårligt organiserede og ledet af de forkerte. Det betyder bare, at forbrugerne ikke valgte de varer eller serviceydelser, der blev solgt, sådan som de blev solgt. Pointen med ovenstående er ikke desto mindre, at man på et forholdsvis frit og ureguleret marked vil kunne se virksomheder opstå og forsvinde, at små virksomheder bliver store; at store bliver små og måske forsvinder; at nogle virksomheder belønnes og andre vrages; at markeder opstår og andre mister deres relevans.
Entreprenørens rolle og muligheden for at agere frit
Den centrale aktør som ikke findes i den offentlige sektor er så ”entreprenøren” forstået som iværksætteren men også ”entreprenøren” forstået som spekulanten, der ikke blot sætter én virksomhed i værk, men måske sætter adskillige i søen; og som altså har specialiseret sig i at identificere forbrugernes skiftende behov, og som ofte tjener store penge på at gøre dette. Sådanne aktører kan i visse tilfælde også være drivkraften bag fremkomsten af helt nye markeder eventuelt samme med andre enkeltstående og tilsvarende dygtige organisatorer.
I den private sektor er der således en ekstrem grad af individuel frihed. Og den store grad af individuel frihed, der findes i Danmark skyldes netop også, at vi har en privat sektor, og at man også i den offentlige sektor er nødt til at agerer på den private sektors præmisser.
Fordi vi i Danmark har en markedsøkonomi, må offentlige virksomheder operere på noget, der tilnærmer markedsvilkår forstået på den måde, at man må efterspørge arbejdskraft ved at tilbyde en løn, der trækker arbejdskraft væk fra andre virksomheder (eller fra frivillig lediggang). Hvis der kun var en offentlig sektor, der ikke skulle tage hensyn til en markedsplads (der i så fald ikke eksisterede), ville man i stedet selv kunne bestemme, hvor arbejdskraften skulle placeres. Man ville med andre ord kunne ”arbejdstildele”, sådan som man gør det i Nordkorea, og sådan som man i vid udstrækning også gjorde det i de lande, der forsøgte at skabe et socialistisk system i Østeuropa og Asien tidligere. I kraft af en voksende offentlig sektor bevæger man sig ikke blot på grund af ringere materiel velstand, men også som følge af en reduceret personlig frihed væk fra sikringen af maksimal beslutningskraft til den enkelte.
I denne sammenhæng skal det derfor også påpeges, at den offentlige sektor og offentlige virksomheder ”konkurrerer” med private virksomheder og den private sektor om arbejdskraft. I mange tilfælde udbyder man også ydelser indenfor de samme områder, og her er det så nogle gange, at det offentlige kan fortrænge private virksomheder, i kraft at man kan tilbyde sine ydelser ”gratis” i kraft af de midler, man får via beskatning.
Når man først, som offentlig etableret virksomhed har sikret sig et monopol, opstår imidlertid problemet med at man herefter i langt ringere omfang kender forbrugernes behov, eftersom disse er skiftende. Man vidste med andre ord i vid udstrækning, hvad behovene var, dengang man havde en privat konkurrent, som man kunne efterligne. Men når denne konkurrent forsvinder, kan man enten vælge at fortsætte med at udbyde det samme, eller man må famle i blinde eftersom forbrugerne vil tage, hvad man tilbyder, når det er gratis. Hvis man så bedre vil vide, hvad der efterspørges, kan man så begynde at agere mere som den private virksomhed, og sætte en pris på den vare man tilbyder. Men hvad skal prisen være i kraft af finansieringen via beskatning?
Læg også mærke til at disse strategiske valg, som man i en offentlig virksomhed kan vælge at forfølge i den offentlige virksomhed fremstår som noget ”ikke-nødvendigt”. For i kraft af beskatningen og det politiske mandat, er man strengt taget ikke specielt påvirket af forbrugernes behov og interesser. Det er nu engang de politiske beslutningstagere, der sikrer indkomsten. Og så længe de vurderer at det, der frembringes er ”tilstrækkeligt”, er der ikke den store grund til at produktudvikle eller for den sags skyld at anstrenge sig for at holde omkostningerne lave.
Stor forskel på incitamentsstrukturen
Atter skal det således påpeges, at incitamentsstrukturen er helt anderledes for offentlige virksomheder, end det er tilfældet for private virksomheder. En anden måde at forklare dette på, er ved at påpege, at beskyttelsesniveauet for offentlige virksomheder er usædvanligt højt. Faktisk forstår man i offentlige virksomheder, over tid også, at det er de politiske beslutningstagere, der er afgørende for den offentlige organisations eksistens (og hverken vælgere eller forbrugere). Det bliver lidt efter lidt åbenlyst, at det meningsfulde for at sikre institutionens overlevelse først og fremmest handler om at bevare den politiske beskyttelse, eftersom man i takt med at have eksisteret i en længere periode uden private konkurrenter ikke rigtigt længere ved hvad det er, forbrugerne i virkeligheden ønsker i praksis.
Blot en lille smule privat konkurrence, kan derfor udstille en traditionelt beskyttet offentlig virksomhed, som fuldstændig utidssvarende.
Det som de politiske beslutningstagere så bruger som pejlemærker, er de politisk motiverede behov, som man fra den offentlige institution aktivt vil bidrage til at sandsynliggøre eksisterer. Læg blot mærke til, at disse diskussioner om ydelser, så i modsætning til hvad der er tilfældet for private virksomheder, bliver ekstremt diffuse; hvilket netop skyldes, at de præcis ikke er kunde- og forbrugerorienterede men i stedet orienterede mod de politiske beslutningstagere, der måske ikke efterspørger de pågældende ydelser selv; og som man derfor måske bedst får i tale ved ikke at fokusere på de konkrete behov, men i stedet på følelser og forskellige former for pression (via pressen), der sikrer opmærksomheden og i sidste instans de løfter om ”midler”, som er bundlinien også for den offentlige virksomhed.
Disse løfter fra politiske beslutningstagere og de skatter, der opkræves efterfølgende skal altså sammenlignes med hvad, der finder sted af frivillige udvekslinger mellem borgerne på markedspladsen. (Her er der altså tale om et enten-eller). Og det burde være åbenlyst, at den information, der skabes på markedspladsen er langt mere detaljeret, end hvad det er for informationer, der ligger til grund for de løfter, som bureaukrater kan opnå fra politiske beslutningstagere, når det gælder hvad der afsættes til de respektive offentlige institutioner og virksomheder.
Kort sagt så er informationsniveauet lavere, når det gælder hvad der ligger til grund for organisationen af den offentlige sektor, end hvad der gælder for den private. Og i meget vid udstrækning er den information, som man trods alt har, en konsekvens af, at der eksisterer en markedsøkonomi, hvor man kan danne sig en ide om, hvad forbrugerne er villige til at bruge deres midler på.
I takt med at man afvikler den private sektor vil man altså også samtidig se at, det der frembringes i den offentlige sektor bliver stadigt mindre interessant for borgerne; og at projekterne i stadigt højere grad får deres eget liv. (Der bliver i værste tilfælde tale om, at skatteydernes penge bruges på forskellige former for ”bureaukratisk selvrealisering” alene til ære for de offentligt ansatte; at man ”eksperimenterer”, og kaster sig ud i de mest besynderlige projekter, eftersom man ikke længere har nogen som helst standard og målestok at agere ud fra, som følge af det voksende informationstab. Netop indenfor uddannelsesområdet er man over tid således blevet forholdsvist afsondret fra markedsøkonomien, med netop disse konsekvenser til følge).
Forskellen på informationsdannelse
Det sikre for offentligt ansatte og institutioner bliver dog først og fremmest - i kraft af monopoliseringen, og den aftagende informationsmængde - at man gør det samme, som man gjorde ”dagen før”. På denne måde er den private sektor omvendt dynamisk. Der kan med andre tjenes store penge på at regne ud, hvad det er, forbrugerne efterspørger imorgen; hvor meget der efterspørges her og nu; hvordan; hvornår og så videre. Skifter forbrugernes præferencer, kan man opleve dette meget kontant. Man kan se, at forbrugerne enten svigter markedet, eller man kan se at de mere vælger den ene konkurrent frem for en anden. Man kan så prøve at komme udviklingen i forkøbet, og på denne måde høste fordele ved at opfylde de behov, man forventer, vil være mere tilstede i fremtiden.
Derfor har man historisk kunne iagttage, hvordan produkter udvikles på det fri marked, ofte over ganske kort tid, og især på de delmarkeder, hvor politiske beslutningstagere især undlader at blande sig. Selvfølgelig skal IT-området nævnes. Det skal det ikke mindst netop, eftersom masser af entreprenører og forretningsfolk som udgangspunkt afskrev, at almindelige mennesker skulle have interesse i en personlig computer, mens andre mente at noget sådant ville blive et behov på linie med telefonen. Markedsøkonomien sikrede netop plads til, at nogle kunne forsøge at undersøge om de havde ret, hvor andre tvivlede. Og så snart det viste sig, at de havde det, opstod så nye spørgsmål, om præcist hvad det var, som personlige computere skulle kunne, hvad de skulle indeholde, hvilken kapacitet de skulle have med meget mere. Og den variation, vi ser i dag er så netop udtryk for vidt forskellige svar på vidt forskellige behov, men altså også svar på nogle fælles behov.
Tilsvarende fortsætter processen med nye spørgsmål om, hvad der er fremtiden, med nye forbrugere, der vælger og undlader at vælge, med forskellige individer, der forsøger at besvare spørgsmålene og med nogle, der har succes, andre der klarer sig hæderligt og atter andre, der må finde noget andet at foretage sig.
Her i den private sektor er beskyttelsesniveauet således omvendt lavt, og dynamikken er tilsvarende meget højere - ikke mindst hvad angår produktudvikling, men altså også hvad angår evnen til at reducere omkostninger og dermed hvad angår muligheden for at øge effektivitetsniveauet. Men selv om beskyttelsen er lav, kan man også se, at den IT-entreprenør, der må holde op med at være det, og finde på noget andet at lave, også nyder godt at de succeser, landvindinger og frembringelser, der finder sted: Vedkommende kan nu også købe computere, der koster mindre og kan mere. Og takket være disse forbedringer bliver det derfor tilsvarende muligt langt hurtigere at sprede information og kommunikere den nye ide, som netop dette individ måske vil forsøge at tjene penge på.
(Tilsvarende indenfor alle mulige andre områder, har den succes som de bedste har haft ved at producere til de laveste omkostninger og tilbyde den mest ønskede vare, også gavnet alle andre på markedspladsen ved også at reducere deres omkostninger. Der er jo fælles objektive faktorer, der forbedres som følge af denne dynamik eksempelvis i form af tidsbesparelser; energibesparelser; og pengebesparelser, der betyder at man kan bruge mere af sin tid og ens penge, på noget andet. Det er således netop dynamikken på markedspladsen, der har sikret at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer, som man skulle før - for at opnå det samme resultat.
Markedsøkonomien (og altså den private sektor) er således netop en organisationsform, der sikrer at man i stigende grad kan bruge sit liv, på netop de ting man selv synes er allermest interessant, netop eftersom organisationsformen reducerer omkostningerne og sparer tid og energi. Når man reducerer den private sektor, reducerer man altså tilsvarende dette fænomen; og man erstatter det i stedet med et system, der som udgangspunkt vil levere det som blev efterspurgt ”i går”, og som i takt med afviklingen af markedsøkonomien vil miste mere og mere information; og derfor til sidst – som i Nordkorea eller Sovjetunionen ikke vil kunne levere noget som helst – jævnfør de mangeltilstande og knaphedssituationer, der fysisk kunne - og kan - iagttages i takt med denne tilnærmelse til absolut socialisering.
Offentlige virksomheder og den politiske famlen i blinde
Offentlige virksomheder er således drevet ud fra en helt anden incitamentsstruktur end private virksomheder. Deres størrelse er ikke bestemt af forbrugernes efterspørgsel, men i stedet bestemt af de politiske beslutningstageres diktater, og vel at mærke ikke af vælgerne. Og jo mere offentlige virksomheder fylder i et samfund, desto mindre bliver tilsvarende den private sektor. I Danmark har man dermed reduceret forbrugernes frihed (og skatteydernes) til fordel for de politiske beslutningstagere. Det er derfor vigtigt at pointere, at forbrugerne (som analytisk kategori) ikke har mistet indflydelse til vælgerne (som analytisk kategori, for det er jo i vid udstrækning de samme individer). Forbrugerne har først og fremmest mistet beslutningskraft til de folkevalgte. Og denne beslutning har altså skæbnesvangre konsekvenser for, hvordan samfundet organiseres. Hvad man gør i praksis er således, at man afgiver ca. halvdelen af sin indkomst i skat, og så kan man ”til gengæld” ca. hvert fjerde år stemme på ensartede partier, der nu bruger de penge, man i stedet selv kunne have brugt ved at belønne virksomheder, men som de nu bruger på diverse politiske projekter med højt symbolindhold, men med aftagende (som udgangspunkt stagnerende) kvalitet.
På markedspladsen kan en mangelsituation, hvor der er høj efterspørgsel men lavt udbud således føre til, at nogle sætter sig ind i dette behov, og organiserer en virksomhed; sådan at de varer og serviceydelser, der efterspørges bliver udbudt. Det er et andet ord for, at stigende priser indenfor et område (og muligheden for øget indtjening her i forhold til andre), fører til at flere virksomheder bevæger sig ind på dette område (og tilsvarende forlader andre områder). Dynamikken på markedspladsen kan dermed også beskrives ved en høj grad af smidig koordination mellem forbrugere og producenter. Men igen kan denne koordination forklares ved, at informationsniveauet er ganske højt i kraft af de daglige køb og undladelseskøb fra forbrugernes side.
Sådanne køb og undladelseskøb finder naturligvis også sted indenfor produktionssektorens domæne, og er blandt andet bestemt af forventninger til fremtidigt forbrug; men de er også udtryk for omkostningerne forbundet med tilvejebringelse af materialer og energi. Alt sammen bidrager dette, til at gøre prisdannelse til en helt central faktor i markedsøkonomien sammen med den frit agerende forretningsmands (entreprenørens) rolle. Atter er den effektivitet, hvormed forretningsmanden eller -kvinden kan agere vel at mærke bestemt af forbrugernes frihed til at købe og undlade at købe. Måske er den letteste måde at konkretisere dette på, netop ved at henvise til de forhandlinger som af og til opstår mellem den individuelle køber og sælger, og som jo netop også er udtryk for udveksling af information. (Og selv om køberen ikke køber noget, så bruges informationen således netop alligevel blandt andet på at skrue produktet lidt bedre sammen i fremtiden for at øge sandsynligheden for det fremtidige salg. Tilsvarende sendes den indsamlede information om undladelseskøb såvel som køb videre tilbage i systemet, og præger på denne måde den fremtidige produktion.)
Politikere derimod famler i praksis i blinde - i kraft af, at de ikke har forbrugernes valg og undladelses-valg at forholde sig til. I forbindelse med folketingsvalgene giver det naturligvis ikke mening, at lave gigantiske lister med behov og ønsker fra vælgernes side, hvor alle disse ønsker rangordnes ud fra en eller anden ide om en ”kollektiv præference”. Som bekendt handler de fleste folketingsvalg om ganske få sager, uanset om der er tale om et land med et lavt eller højt skattetryk. Mellem valgene står det ikke meget bedre til. Her har man meningsmålinger, hvor vælgerne kan rangere nogle få overordnede mærkesager, der praktisk talt intet fortæller sammenlignet med det overflødighedshorn af data, som skabes på markedspladsen i kraft af forbrugernes daglige handlinger.
Konklusion
- Så jo større offentlig sektor, desto mere har man en situation, hvor det der frembringes ikke er det, der efterspørges. Uanset dette kan Anders Fogh Rasmussen så have ret i, at der i et eller andet omfang fra den offentlige sektors side bidrages til at facilitere produktionen, og at der også bliver produceret noget. Men det burde i kraft af ovenstående samtidig være klart, at dette er sagen uvedkommende. For spørgsmålet her handler i sidste instans om effektivitet og nytte. Det er ikke et spørgsmål, om der bliver gjort noget nyttigt i en absolut forstand, men ”kun” et spørgsmål om, at den ene sektor er den anden relativt mere overlegen. Dertil må så også tilføjes, at en del af det, man foretager sig i den offentlige sektor slet ikke har en positiv, men kun en negativ effekt og en negativ værdi. Og at denne adfærd fortsætter, skyldes netop, at forbrugerne (og dermed borgerne) ikke kan vrage denne adfærd i kraft af undladelseskøb. Adfærden fra de offentligt ansattes side er som nævnt udelukkende politisk bestemt.
Der er, som det her forholdsvist kort er skitseret, derfor en åbenlys forskel på private og offentlige virksomheders organisationsform, og i stort omfang derfor også et modsætningsforhold. Det skyldes ikke bare organisationen og herunder informationsniveauet for henholdsvis den offentlige og private sektor, men altså også finansieringsformen. Der er nu engang en verden til forskel på organisationer, der fungerer i kraft af frie udvekslinger på markedspladsen - og så på den anden side - organisationer, der eksisterer i kraft af konfiskation og dermed magtanvendelse.
Det omfang af magtanvendelse, som benyttes i et samfund fortæller naturligvis også noget om moralen i sådan et samfund. Så spørgsmålet om forskellen på offentligt og privat handler derfor også om, hvad der er rigtigt og forkert, og ikke kun om nytte. I begge tilfælde er den private sektor (og model) vel at mærke den offentlige sektor overlegen; og modsætningsforholdet er også af den grund en realitet.
Jyllands-Posten: Fogh-interview: Med fingeren på knappen
Læs også Ludwig von Mises: HUMAN ACTION - Part Six - The Hampered Market Economy (pdf).
GENOPTRYK
