Ole Birk Olesen skriver idag i Jyllands-Posten om drengene, der hænges ud som fremtidens tabere. De kan ikke klare sig i skolen - ja, de kan nærmest ikke klare sig nogensteder, fortæller OBO, vi hele tiden, af kvindelige journalister og ditto politikere får tudet ørerne fulde af. OBO har fuldkommen ret, når han trods disse tilsyneladende dystre profetier for mandekønnet, alligevel hævder, at fremtiden tilhører drengene, også når de er blevet store, og kalder sig mænd.
OBO gør opmærksom på, at drengene søger dérhen hvor der kan gøres karriere, hvor pengene kan tjenes. I denne forbindelse, nævner OBO, at det næsten kun er en mandeting, at være iværksætter i erhvervslivet, når man ser bort fra mode og hårstyling.
Det er godt set af OBO. Men det er dog alligevel ikke hele historien. Så den må også, i sandhedens interesse frem her. Se, da jeg gik i folkeskolen i begyndelsen af 70'erne talte man ikke om de svage drenge, der ikke kunne klare sig intellektuelt eller på anden vis i skolen. Nej, dengang, talte man hele tiden om pigerne. "De stille piger", der ikke kunne få nogen uddannelse, og klarede sig mindre godt i skolen, fordi drengene masede sig frem og scorede de gode karakterer, eksaminer og derfor også jobs.
Det var synd og skam for pigerne, mente man. Og siden da skal jeg virkelig love for, at feminitetet har holdt sit indtog i skolesystemet fra børnehave til universitetet!
Glæden ved at konkurrere i fagene på dygtighed og karakterer er væk. Nu er alting skraben og fedteri for lærerinderne. Tidligere var det også socialt drengenes normer, der gjaldt mellem drengene i skolen: Man ordner tingene indbyrdes og sætter dem på plads, der skal sættes på plads; og mobberne får en besked, de ikke kan misforstå. Idag kører alt i skolen efter pigeregler: dvs. der er en sladren og renden til lærere og en bagtalelsens skole uden lige. Alt dette flygter drengene væk fra. Så meget for den ændrede kultur i vort uddannelsessystem.
Overordnet set er pigernes opstigning i skolesystemet udtryk for den store omvæltning, vort samfund har gennemgået de seneste 30-40 år. Idag uddanner skolesystemet stort set kun til den offentlige sektor. Alle uddannelserne retter sig herimod, fordi det offentlige fylder så meget, som det nu gør. Jurister, økonomer, læger, ingeniører skal ikke ud og arbejde i erhvervslivet til gavn for landets økonomi, men ind i den offentlige sektor i jobs, der kontrollerer og sætter erhvervslivet på plads. Dette afspejler i høj grad det forhold, som i forvejen eksisterer mellem mand og kvinde i hjemmet. Hvor det dér er kvinden, der render rundt med sit: gør dit gør dat! til manden i en uendelighed. Derfor er den nuværende uddannnelsesstruktur og den efterfølgende ansættelsesstruktur og forskellene mellem mænd og kvinder her kun en spejling af de hjemlige kønsrollemønstrer.
Forskellen på før og nu er blot den. At før fyldte det offentlige østrogene herseri med resten af samfundet kun en brøkdel (i 1960 udgjorde det offentlige knap 30% af BNP). Det var erhvervslivet, der virkeligt betød noget. Vi er således havnet i en usund suppe af kvindelige tryghedsdyder, der i takt med, at kvinderne kommer ud i det offentlige breder sig mere og mere, og kræver stadig større ydelser til alt muligt i samfundet af erhvervslivet fra den "kvindelige sektors" side.
Det er dog sådan, at virkeligheden vil i fremtiden modvirke denne tendens. For et samfund kan nu engang ikke leve, af østrogene offentlige pegefingre, tryghedsoverførsler og restriktive formaninger til industrien, landbruget, fiskeriet og de andre værdiskabende områder.
Derfor har OBO også ret i, at fremtiden tilhører drengene og deres fandenivoldske gå-på-mod. Hvis ikke, så vil samfundet gå under i en offentlig sektor, der kvæler alt i et skatte- og regelhelvede.
OBO gør opmærksom på, at drengene søger dérhen hvor der kan gøres karriere, hvor pengene kan tjenes. I denne forbindelse, nævner OBO, at det næsten kun er en mandeting, at være iværksætter i erhvervslivet, når man ser bort fra mode og hårstyling.
Det er godt set af OBO. Men det er dog alligevel ikke hele historien. Så den må også, i sandhedens interesse frem her. Se, da jeg gik i folkeskolen i begyndelsen af 70'erne talte man ikke om de svage drenge, der ikke kunne klare sig intellektuelt eller på anden vis i skolen. Nej, dengang, talte man hele tiden om pigerne. "De stille piger", der ikke kunne få nogen uddannelse, og klarede sig mindre godt i skolen, fordi drengene masede sig frem og scorede de gode karakterer, eksaminer og derfor også jobs.
Det var synd og skam for pigerne, mente man. Og siden da skal jeg virkelig love for, at feminitetet har holdt sit indtog i skolesystemet fra børnehave til universitetet!
Glæden ved at konkurrere i fagene på dygtighed og karakterer er væk. Nu er alting skraben og fedteri for lærerinderne. Tidligere var det også socialt drengenes normer, der gjaldt mellem drengene i skolen: Man ordner tingene indbyrdes og sætter dem på plads, der skal sættes på plads; og mobberne får en besked, de ikke kan misforstå. Idag kører alt i skolen efter pigeregler: dvs. der er en sladren og renden til lærere og en bagtalelsens skole uden lige. Alt dette flygter drengene væk fra. Så meget for den ændrede kultur i vort uddannelsessystem.
Overordnet set er pigernes opstigning i skolesystemet udtryk for den store omvæltning, vort samfund har gennemgået de seneste 30-40 år. Idag uddanner skolesystemet stort set kun til den offentlige sektor. Alle uddannelserne retter sig herimod, fordi det offentlige fylder så meget, som det nu gør. Jurister, økonomer, læger, ingeniører skal ikke ud og arbejde i erhvervslivet til gavn for landets økonomi, men ind i den offentlige sektor i jobs, der kontrollerer og sætter erhvervslivet på plads. Dette afspejler i høj grad det forhold, som i forvejen eksisterer mellem mand og kvinde i hjemmet. Hvor det dér er kvinden, der render rundt med sit: gør dit gør dat! til manden i en uendelighed. Derfor er den nuværende uddannnelsesstruktur og den efterfølgende ansættelsesstruktur og forskellene mellem mænd og kvinder her kun en spejling af de hjemlige kønsrollemønstrer.
Forskellen på før og nu er blot den. At før fyldte det offentlige østrogene herseri med resten af samfundet kun en brøkdel (i 1960 udgjorde det offentlige knap 30% af BNP). Det var erhvervslivet, der virkeligt betød noget. Vi er således havnet i en usund suppe af kvindelige tryghedsdyder, der i takt med, at kvinderne kommer ud i det offentlige breder sig mere og mere, og kræver stadig større ydelser til alt muligt i samfundet af erhvervslivet fra den "kvindelige sektors" side.
Det er dog sådan, at virkeligheden vil i fremtiden modvirke denne tendens. For et samfund kan nu engang ikke leve, af østrogene offentlige pegefingre, tryghedsoverførsler og restriktive formaninger til industrien, landbruget, fiskeriet og de andre værdiskabende områder.
Derfor har OBO også ret i, at fremtiden tilhører drengene og deres fandenivoldske gå-på-mod. Hvis ikke, så vil samfundet gå under i en offentlig sektor, der kvæler alt i et skatte- og regelhelvede.
