Den finansielle krise som har hærget de sidste to år udløb af alt for lave renter i 2001-2002 og et efterfølgende boom, som primært var baseret på lån på betingelser, der syntes alt for gode til at være sande. Festen kulminerede i 2007.
Det efterfølgende kollaps er blevet forstærket af nye globale økonomiske strukturer, som var blevet muliggjort af både liberaliseringen af de finansielle markeder og efterdønningerne af krisen 2001´s adressering, hvor man havde lært af kriserne i 1990´rne og sat styrerenterne lavt.
I dag hvor man har repareret den finansielle sektor står vi med et ukorrigeret – statsgaranteret – kapitalproduktionsapparat med en dårlig bonitet og høj gearing. Verden er begyndt at kigge efter udgangen på krisen, og de store lande leder efter en udvej, der kan sætte en stopper for gældsætningen.
G-20 landene varslede allerede ved topmødet i London i 2009 at stoppe de finansielle redningsplanker. Men gældsætningen tikker stadig. Finanspolitikkerne er spændt til bristepunktet, og den økonomiske vækst slår bundrekorder.
Den voldsomme stigning i pengemængderne, som har pågået siden 2003 har bidraget til at holde et falsk opsving varmt, og i dag er pengemarkederne mere end lunkne ved tanken om den forestående valutakrise. Storbritannien, USA, Japan og EU står med en bragende statsgæld, mens Kina, Brasilien og Indien svømmer i penge og guld.
I Danmark fokuserer man på globalisering, skattepolitik og vækst. Man vil gerne have at regeringen både bruger masser af penge finanspolitisk på at løfte landet ud af krisen, og samtidig sætte skatten ned på den sidst tjente krone, ligesom at man gerne ser at det offentlige skal øge produktiviteten for færre midler, samtidig med at globaliseringen suger produktionens job ud af landet.
I det hele taget er det hovsaløsninger, der har præget krisehåndtering indtil nu, og der er ingen klar linje for hverken regeringens økonomiske politik eller eksperternes vurderinger af den økonomiske situation.
Men her er en ekspert som har fattet hvad det drejer sig om: Caspar Rose peger på at nedsætte momsen på fødevarer og udnytte nicheproduktionsområder med en stor eksport og høj selvforsyningsgrad som løftestang for produktionsfremmende foranstaltninger, der styrker den produktive private eksportsektor som økonomisk stimulering uden at subsidiere økonomien – eller bane vejen for endnu mere hovedløst forbrug.
Men desværre er det blot en dråbe i havet.
Lene Espersen varsler benhård konservativ fastfrysning af de offentlige udgifter – hvad nyt er der i det? Vi har haft skattestop i snart 10 år. Lars Løkke Rasmussen lover os fokus på livskvalitet og børnenes skolevilkår. Man kan derfor ikke ligefrem sige at ambitionsniveauet rækker mod højderne. Man kan derfor også lidt frygte at regeringen har givet op, og blot ønsker at holde burka-gryden i kog, bankerne oven vande samt utilfredsheden bare lige lav nok til ikke at udløse et valg i utide.
Boligboblen står i dag lige for at springe, og landbrugssektoren er knæsat i overinvesteringer og en enorm gældspukkel. Produktionsvirksomheder står i kø for at flytte ud af landet - og skatten er i forvejen skyhøj - så der er ikke meget at rutte med efter at Bent Bendtsen og Lene Espersen har skudt statens midler i bankernes kasser…
Hvis vi ser bort fra dommedagsprofetierne og antager at de atlantiske økonomier ikke kollapser, at verden økonomisk kan holde til en tredobling af dollar- og euromængden i de næste par år, med den deraf medfølgende statsgældstigning, og vi ligeledes antager at de modne økonomier holder sig svævende som en humlebi – i mod alle odds.
Så står vi her i Danmark med vor egen helt uadresserede økonomiske krise lige for døren …
