Listen af SF-S-R-regeringens brudte valgløfter bliver længere og længere. Blot en uge efter regeringens tiltræden har S og SF givet afkald på en lang række politiske kerneområder. Den omtalte millionær- og bankbeskatning nævnes ikke i regeringsgrundlaget, tolærerordningen bliver blot en forsøgsordning og ikke en landsdækkende ordning, boligpakken droppes, og der skal alligevel ikke laves en undersøgelse af mulige, ulovlige CIA-flyvninger i dansk luftrum. Listen er lang. Og det kan kun antages, at den bliver længere.
Sundhedsminister Astrid Krag meldte sig på banen med flere løftebrud. Sundhedsministeren kan ikke længere garantere at regeringen gennemfører sine valgløfter om maksimalt 30 minutters ventetid på skadestuen, flere lægeambulancer i ydreområderne, gratis sundhedstjek til borgere, der fylder 40, 50 og 60 år, gratis lægetjek til unge og borgere med lave indkomster samt at patienter fremover ikke må ligge på sygehusenes gange.
Astrid Krag forsvarede løftebruddet med, at hun ikke har adgang til skoven, hvor pengetræerne vokser, og at S og SF ikke alene har 90 mandater – et argument, der er blevet S og SFs nye politiske mantra, når partierne skal bortforklare, hvorfor de siger ét under valkampen, og så løber fra deres løfter, når regeringsgrundlaget er på plads.
Som liberal oppositionspolitiker med en fuld finansieret økonomisk plan for Danmarks vej ud af krisen har jeg svært ved at forstå regeringens og særligt sundhedsministerens argumentation for de brudte valgløfter. Det har ikke på noget tidspunkt været en realistisk forventning at S og SF alene ville opnå 90 mandater og dermed i to-enighed opnå mulighed for at realisere deres mange, dyre løfter til vælgerne. Ingen meningsmålinger har i det sidste år peget på, at de to partier ville kunne danne regering uden de Radikales velsignelse, og det kan derfor ikke komme som en overraskelse for de to regeringspartier, at de nu står i en situation, hvor de ikke kan leve op til egne løfter. Det er utroværdigt, at regeringen og sundhedsministeren ikke erkender, at man har udstedt løfter, man ikke kan holde.
Samtidig er det utroværdigt at man allerede på nuværende tidspunkt – inden embedsapparatet og den offentlige forvaltning har haft tid til at foretage et grundigt kasseeftersyn – melder, at der ikke er penge i kasserne til forbedret velfærd. Det er naturligvis en positiv overraskelse at sundhedsministeren erkender, at pengene ikke vokser på træerne – det har vi længe påpeget i Liberal Alliance. Men det er utroværdig, at den nye regeringen – der brugte størstedelen af sine 10 år i oppositionen på at kritisere, at den borgerlige blok nedprioriterede velfærden og ikke levede op til vælgernes forventninger – allerede efter en uge på ministertaburetterne selv er drivkræften bag et velfærdsmæssigt løftbrud af dimensioner.
Helt basalt set er det virkeligheden, der nu rammer regeringen. Da den politiske virkelighed i ministerkontorerne stadig var en fjern drøm, løbe retorikken af med S og SF. Man lovede meget mere end man kunne holde. Nu må man erkende, at realiteterne overtrumfer det drømmescenarie, men med retorisk snilde opstillede under valgkampen. Spørgsmålet bliver så, hvor langt vi er fra virkelighedens verden, når regeringen over de kommende uger udlægger sine prioriteringer i finansloven!
