At være tolerant vil sige at tåle eller være overbærende eller fordragelig overfor anderledes tænkende.
”Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede”. Sådan lød Jyllands-Postens slogan i starten af 1990’erne, men kun i 95 dage. Så blev Chefredaktør Jørgen Schleimann fyret. Det var ganske vist en journalist og forfatter ved navn Flemming Nielsen, der stod fadder til ordsproget, som dukker frem i min erindring, når de politisk korrekte på venstrefløjen, som aldrig selv har noget at risikere, skal fortælle os andre hvad vi skal mene og hvor naive vi er når vi ser totalitære tendenser i Danmark i form af islamisme.
Det er dem der altid skal råbe, som vi kalder de kloge, som et folkekært dansk orkester engang sang. Det er også de højtråbende vi først bliver trætte af. Det kendetegner de kulturradikale og venstreintellektuelle, at de skal involvere os andre i deres socialistiske ortodoksi. Deres projekt for øjeblikket er at nedtone de øjensynlige problemer der er med utilpassede 2. generationsindvandrede og i det hele taget den fare islamismen udgør for Danmark.
Men så er det, at vi liberale i frisindets og den frie tankes navn skal være tolerante. Vi skal være overbærende, fordi en liberal, især den kulturliberale, ikke er bedrevidende og nedladende, men åben for andre og andres udlægninger og holdninger. Hvor tåbelige de end måtte være og hvor naive de end måtte forekomme. Vi skal med andre ord være tolerante overfor de politisk korrekte, der er yderst tolerante overfor den lille del af muslimerne i Danmark, som er intolerante.
Vi kulturliberale skal være tolerante, men ikke ukritiske overfor den fare en islamisering er. Tolerance er ikke ligegyldighed og er ikke at man undlader at reagere. Nogen reaktion må der være, hvis tolerancen ses at være under angreb fra intolerante. Alle værdier er ikke lige gode. Den form for værdirelativisme bør kulturliberale ikke hylde. Jeg argumenterer således for at aktiv tolerance er at foretrække. Dvs. være tolerant, men reagere med argumenter. Passiv tolerance og dermed undladelse af reaktion er efter min opfattelse et udtryk for afmagt, ligegyldighed og manglende opmærksomhed.
Voltaire (1694-1778) skal have formuleret den berømte sætning: ”Jeg er uenig i alt du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det”. God sentens, men vigtigt at notere sig, at det er hvad du siger og dermed din ytringsfrihed, der skal bevares og forsvares. Så længe det er demokratisk legitime metoder der tages i brug er det vigtigt at være tolerant. Men udemokratiske metoder skal ikke mødes med overdreven tolerance og slet ikke med ligegyldighed.
Pia Kjærsgaard har i sit ugebrev den 18. juni 2007 skrevet, at: ”…….så er man totalitarismens nyttige idiot, hvis man tolererer intolerancen”. Jeg må erklære mig enig.
Danmark skal være et rummeligt og mangfoldigt samfund, men der er ikke meget i den mest ekstreme udlægning af islamismen, som er tegn på rummelighed. Jeg hentyder til kvindesynet og opfattelsen.
Jeg vil gengive Pia Kjærsgaards klare snak i nævnte ugebrev, da hun bedre end nogen anden kan ramme bullseye:
”………Islamismen får støtte, hvor den skulle have modstand, forståelse, hvor den skulle møde foragt”.
Desværre har højrefløjen i Danmark en tendens til at tale om nul-tolerance hele tiden. Det virker stødende og bastant på den godhjertede fra godhedsindustrien, der stemmer socialistisk. Højrefløjen burde i stedet bruge udtrykket aktiv tolerance, modsat passiv tolerance og nul-tolerance.
”Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede”. Sådan lød Jyllands-Postens slogan i starten af 1990’erne, men kun i 95 dage. Så blev Chefredaktør Jørgen Schleimann fyret. Det var ganske vist en journalist og forfatter ved navn Flemming Nielsen, der stod fadder til ordsproget, som dukker frem i min erindring, når de politisk korrekte på venstrefløjen, som aldrig selv har noget at risikere, skal fortælle os andre hvad vi skal mene og hvor naive vi er når vi ser totalitære tendenser i Danmark i form af islamisme.
Det er dem der altid skal råbe, som vi kalder de kloge, som et folkekært dansk orkester engang sang. Det er også de højtråbende vi først bliver trætte af. Det kendetegner de kulturradikale og venstreintellektuelle, at de skal involvere os andre i deres socialistiske ortodoksi. Deres projekt for øjeblikket er at nedtone de øjensynlige problemer der er med utilpassede 2. generationsindvandrede og i det hele taget den fare islamismen udgør for Danmark.
Men så er det, at vi liberale i frisindets og den frie tankes navn skal være tolerante. Vi skal være overbærende, fordi en liberal, især den kulturliberale, ikke er bedrevidende og nedladende, men åben for andre og andres udlægninger og holdninger. Hvor tåbelige de end måtte være og hvor naive de end måtte forekomme. Vi skal med andre ord være tolerante overfor de politisk korrekte, der er yderst tolerante overfor den lille del af muslimerne i Danmark, som er intolerante.
Vi kulturliberale skal være tolerante, men ikke ukritiske overfor den fare en islamisering er. Tolerance er ikke ligegyldighed og er ikke at man undlader at reagere. Nogen reaktion må der være, hvis tolerancen ses at være under angreb fra intolerante. Alle værdier er ikke lige gode. Den form for værdirelativisme bør kulturliberale ikke hylde. Jeg argumenterer således for at aktiv tolerance er at foretrække. Dvs. være tolerant, men reagere med argumenter. Passiv tolerance og dermed undladelse af reaktion er efter min opfattelse et udtryk for afmagt, ligegyldighed og manglende opmærksomhed.
Voltaire (1694-1778) skal have formuleret den berømte sætning: ”Jeg er uenig i alt du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det”. God sentens, men vigtigt at notere sig, at det er hvad du siger og dermed din ytringsfrihed, der skal bevares og forsvares. Så længe det er demokratisk legitime metoder der tages i brug er det vigtigt at være tolerant. Men udemokratiske metoder skal ikke mødes med overdreven tolerance og slet ikke med ligegyldighed.
Pia Kjærsgaard har i sit ugebrev den 18. juni 2007 skrevet, at: ”…….så er man totalitarismens nyttige idiot, hvis man tolererer intolerancen”. Jeg må erklære mig enig.
Danmark skal være et rummeligt og mangfoldigt samfund, men der er ikke meget i den mest ekstreme udlægning af islamismen, som er tegn på rummelighed. Jeg hentyder til kvindesynet og opfattelsen.
Jeg vil gengive Pia Kjærsgaards klare snak i nævnte ugebrev, da hun bedre end nogen anden kan ramme bullseye:
”………Islamismen får støtte, hvor den skulle have modstand, forståelse, hvor den skulle møde foragt”.
Desværre har højrefløjen i Danmark en tendens til at tale om nul-tolerance hele tiden. Det virker stødende og bastant på den godhjertede fra godhedsindustrien, der stemmer socialistisk. Højrefløjen burde i stedet bruge udtrykket aktiv tolerance, modsat passiv tolerance og nul-tolerance.
