For fem år siden havde jeg en samtale med en ung palæstinensisk studerende, der i kort præcise vendinger fortalte hvordan Islam ville besejre Vesten. Konversationen åbnede mine øjne for et langt større billede, i hvilket Israel spiller en mindre rolle, i det islamiske besejringsspil. Siden da har jeg prøvet at tale med nogle arabere, der kom for at bede i moskeen, men de var ikke så snaksalige som studenten.
I sidste uge havde jeg en anden samtale, med en israelsk arabisk leder af et byggefirma, med det lidet sandsynlige navn Francis, der havde ansvaret for en bygning nær vores hus i Herzelia. Han fortalte mig, at hans familie var kristne, og at navnet var givet ham for at ære franciskanermunkene. Vores samtale var lige så interessant som den første samtale, jeg havde med araberstudenten fem år tidligere, og den vil jeg gerne dele med jer. Francis parkerede med jævne mellemrum sin bil nær vores hus, og vi udvekslede venlige hilsner.
For en uge siden blev der lukket for vandet grundet reparationer i huset han var ved at bygge, og Francis spurgte mig, om jeg ville give ham noget varmt vand. Han var en høj mand omkring de fyrre, med rødligt hår og blå øjne. Han talte perfekt hebraisk, og jeg blev naturligvis nysgerrig omkring ham. Jeg følte, at han kunne være den rigtige person at udveksle nogle synspunkter med. Af udseende antog jeg, at han var druser eller fra den syriske region. Han lignede mere en lærer end en bygningshåndværker, og, som jeg senere fandt ud af, var han faktisk lærer af profession. Siden min samtale med studenten for fem år siden, var jeg altid nysgerrig efter at høre deres side af historien; derfor besluttede jeg mig for at invitere ham på en kop kaffe i vores hus. Jeg så at han et øjeblik tøvede; så smilede og takkede han mig for min gæstfrihed.
Mens vi drak vores kaffe, fortalte han mig, at han var fra en lille landsby Galilee ved navn Jish, i nærheden af Kibbutz Sassa. Jeg huskede landsbyen meget godt, da jeg var én af de soldater, der indtog landsbyen, da jeg tjente i den 7 armerede brigade under uafhængighedskrigen i1948. Jeg bestemte mig for ikke at fortælle ham om det, da vi på det tidspunkt mødte noget hård modstand ved den landsby, og ikke så få af indbyggerne blev dræbt.
Han fortsatte med at fortælle lidt om sig selv. ”Jeg var lærer i en periode, og jeg elskede at undervise, men jeg kunne ikke leve af det, så jeg besluttede at slå mig sammen med min sviger far, der er i byggebranchen”. At dømme efter den store Honda han kørte, virkede det som om det var en god idé.
Vores samtale kom hurtigt ind på Mellemøsten´s nuværende situation, omkring Hamas der vandt valget, situationen for de israelske arabere, og den sidste libanesiske krig mod Hezbollah. ”Som kristne er vi i en vanskelig situation her i Israel. Desværre er muslimerne og især den ekstreme islamistiske sektion toneangivende. Min familie der levede i Bethlehem i siden Korstogene, måtte flygte for deres liv. Muslimerne har tvunget os ud, med trusler og endda mord. Bethlehem, der tidligere overvejende var kristent, er nu overvejende muslimsk. Der skrives meget lidt om det, selv i israelsk presse”
Han nippede af kaffen, og gav mig et langt kig. Han syntes som én, der ikke var helt sikker på, om det han skulle sige, det han var parat til at sige. Jeg gav ham et opmuntrende nik.
”Jeg må sige noget, som meget få synes at begribe”. Han fortsatte, ”Jeres kluntede krig mod få tusind Hezbollahkrigere, som i under alle omstændigheder burde have knust, når man tager udkommet i betragtning, har skabt en fuldstændigt ny situation, ikke bare for dette område, men globalt. Jeres utilstrækkelige lederskab misforstod fuldstændigt vigtigheden af at vinde denne krig”.
”Faktisk kunne ikke blot araberne, men hele den muslimske verden ikke forstå, at det mægtige Israel der besejrede det samlede arabiske militær i Seksdageskrigen i 1967, og næsten erobrede Kairo og Damaskus i 1973, ikke kunne besejre en lille hær af Hezbollahkrigere. Muslimer ser som sædvanligt tingene på den måde de ønsker at se tingene. De fleste mener, at Israel´s nuværende generation er blevet blød, og kan besejres”
”Amerikanernes utilstrækkelige krig i Irak har bidraget til den overbevisning, at sejr over ikke blot Israel, men over hele Vesten, ikke bare er mulig, men sikker. Udløberne af disse to utilstrækkelige krige kan bringe en blodig islamiske tsunami over hele Vesten, ikke blot i Israel. Hajerne lugter blod, og disse to krige gav dem grønt lys til at angribe tidligere end de havde haft i tankerne. Jeres problem er, at I er i defensiven, og at de har muligheden for at vælge tid og sted, hvor og hvornår der skal angribes, og I kan stort set intet gøre. Hvornår vil i vestlige lære, at halve løsninger ikke virker, mod folk der for Allah er villige til at dø i tusindtal, for at opnå deres mål? I deres øjne er Vesten blot en vederstykkelighed på jorden, der skal fjernes.
Han talte sagte, og jeg kunne se ham for mig i skolen give sine studerende en lektion. Jeg hældte endnu en kop kaffe op, og opfordrede ham til at fortsætte.
”Amerikanerne, europæerne og selv jer israelere har virkeligt ingen idé om hvad det her drejer sig om, vel? Gennem den seneste generation er hundredetusinder af børn i madrass-skoler over hele den muslimske verden blevet lært, at blive martyrer for Allah, for at kunne dræbe de vantro. Ungdommen er ikke bare parate til at gøre det, men er faktisk i gang med at gøre det. Bomber går af over hele verden, dræbende og lemlæstende tusinder af mennesker, ikke blot d. 9/11 i U.S.A., i London, Madrid og Bali, men i Afrika, Indien, Bangladesh, Ægypten, Saudi Arabien og mange andre steder. De første tegn på den islamiske tsunami er her allerede, men Vesten forstår ikke, eller vil ikke forstå, hvad der er på vej”.
Amerikanerne trækker sig, i stedet for at erkende, at det her er lige så slemt som Anden Verdenskrig, eller værre, sig ud af Irak, og overrækker på et sølvfad Irak til Iran. De næste der kommer, kan være Saudierne og resten af Golf-staterne. Når beskidte bomber går af i alle vestlige byer, hvem skal så stoppe Iranerne?”
”Det er nu de skal stoppes, ikke alene fordi de udvikler atombomber, men fordi Iran er blevet base for islamiske terrorister. De forsyner penge, mænd og våben til islamiske terrorister verden over, ofte gennem deres diplomatiske forbindelser. Milliarder af oliepenge der strømmer ind i Iran, bliver sluset videre til verdensomspændende terroristorganisationer. De mener, og måske med god ret, at Vesten intet vil gøre for at forhindre dem i at nå deres mål. Gentager historien sig selv? Begår iranerne den samme fejl Hitler gjorde, da han angreb Polen? Er situationen lignende?”
”Som historielærer der omhyggeligt har studeret emnet, kan jeg fortælle dig, at den allierede sejr i Anden Verdenskrig ingenlunde var sikker. Hitler kunne have vundet krigen, hvis han var fortsat med atombombeudviklingen før amerikanerne. Tyskerne begyndte at arbejde på den i tredverne, men Hitler besluttede sig for, at producere flere konventionelle våben, da han anså atomvåbenet for værende ren fantasi. Hitler traf det forkerte valg, men havde han truffet det rette valg, ville verden i dag være en anden, ville den ikke? Alliancen vandt gennem rent held krigen mod Hitler. Det er der meget få der er klar over”.
Jeg må sige, at hans sidst ord rystede mig ret meget. Havde Hitler truffet et andet valg, ville jeg have været død i Dachau, der ville ikke have været en jødisk stat ved navn Israel, og der ville sandsynligvis ingen jøder være tilbage i verden. Ideen om at vestlige demokratier generelt, og det jødiske folk i særdeleshed, afhang af denne ene beslutning af Hitler, er en scene fra det værste mareridt.
Han bemærker, at de sidste ord havde en virkning på mig, og han smilede.
”Jeg kan se, at mine sidste ord ikke var spildte på dig”, sagde han tørt. Jeg nikkede, og han fortsatte sin lekture. ”Tilbage til vor tid, så satser Iranerne på, at Vesten intet gør ved udviklingen af atombomben. De satser også på deres hemmelige våben: en uudtømmelig kilde af selvmordsbombere, mange af dem allerede plantet over hele den vestlige verden. Ud over de islamiske lande, der forsyner disse bomber, så er en anden front åbnet, og det er Internettet, med mere end fem tusinde islamiske hjemmesider, der hjernevasker og opfordrer unge muslimer til at blive martyrer for Allah. De vestlige efterretningstjenester anser disse hjemmesider for værende en større trussel end den iranske atombombe. Al-Qaeda har for nyligt i en fjernsynsudsendelse lovet et omfattende angreb på sine fjender dette forår. Og som vi alle ved, laver Al-Qaeda ikke tomme trusler”.
”Faktisk forstår jeg ikke, at iranerne ulejliger sig med at udvikle atombomber, og få hele verden på nakken. Enhver selvmordsbomber er en potentiel atombombe. Amerikanerne og europæerne har intet forsvar mod den slags krig”.
”Hvad kan vi gøre mod den type krig?, spurgte jeg ham. ”Tja, I Israelere bør forberede jer på endnu en omgang med Hezbollah. Det vil ikke vare længe. De afventer ordren fra Iran. Og i denne omgang bliver I nødt til, uanset omkostningerne, at udrydde Hezbollah”.
”Derudover kommer den næste omgang mod Hezbollah til at involvere syrierne og iranerne mod jer. Iranerne har erklæret, at de uanset hvad ikke vil tillade Hezbollah at blive besejret, og kan sende missiler mod jer. Det samme vil Syrien. Hvad vil Israel gøre? Det er usandsynligt, at israelerne vil acceptere sin udryddelse, og kan bruge deres atomarsenal, hvis ikke Vesten vil hjælpe dem. Måske er Biblen ikke så forkert på den, når den beskriver, at verdens ende vil begynde ved Armageddon, i Israel kendt som Harmegiddo”. Biblen beskriver at den sidste kamp vil blive udkæmpet ved Armageddon mellem ”De gode kræfter og de onde kræfter”.
”Og hvad hvem vil du kalde de gode kræfter, Israel eller Islam?” Jeg så ham lige i øjnene. Han gav mig et forbløffet udtryk. ”Hvis jeg var muslim ville jeg ikke have nogen problemer med at navngive de gode kræfter, og det ville ikke være Israel. Som kristen ville jeg sandsynligvis vælge Israel, men som kristen araber foretrækker jeg ikke at svare”.
Vi så på hinanden. Hans svar gjorde det klart hvor den israelske araber stod, om de så var muslimer eller kristne. Og skulle jeg være overrasket? De israelske arabere kalder trods alt etablissementet Staten Israel for deres nakbah (katastrofe).
Findes der en måde at undgå ”Armageddon”?
”Jeg mener der findes to måder at undgå det på. Den ene måde kan være en stor krig, so Vesten kan vinde. Som i Anden Verdenskrig, havde Vesten angrebet tyskerne i 1936, ville verdenskrigen ikke have varet mere end få måneder med meget få ofre. Deres tøven resulterede i Anden Verdenskrig med alle dens konsekvenser. Før eller siden kommer Vesten til at tage sig af iranerne. Det er bedre de gør det nu, for senere at undgå en katastrofe. Med Iran ryddet af vejen, vil islamisterne have mistet deres base, og det kan være historiens vendepunkt, at besejre den ekstremistiske Islam´s plage. Størstedelen af muslimerne ønsker under alle omstændigheder ikke denne konfrontation”.
”Du tegner et temmelig mørkt billede. Hvornår tror du vi vil få den næste omgang mod Hezbollah?”, spurgte jeg. ”Jeg tror de vil angribe igen, så snart de er fuldt udrustede, og jeg tror det vil være i løbet af sommeren”.
Vi sad et stykke tid i stilhed. Han drak sin anden kop kaffe, og rejste sig. ”Jeg ved hvad jeg gør. Jeg tager til Canada til min bror. Det her land er ved at blive alt for farligt, selv for kristne”, sagde ha. Han takkede mig for kaffen og vi gav hånd.
”Du sagde der var to måder at undgå Armageddon?”, huskede jeg at spørge ham.
”Nå ja, hele verden skal bare bruge Putin´s metode. Han myrder sine modstandere uden at blinke med øjnene. Snig de fire eller fem ledende mullah´er, Ahmadinejad, og en håndfuld iranske fanatikere, og krigen kan undgås. Det kan blive vanskeligt, men ikke umuligt. Med dagens højteknologi er jeg sikker på, at nye våben mod individer forberedes lige nu. Jeg synes det ville være en bedre måde at gribe situationen an på, en at kaste sig ud i en verdensomspændende krig med Islam”
Samtalen med Francis var ikke mere opløftende, end den jeg havde haft med den palæstinensiske student fem år tidligere. Det blev mere og mere klart, at Israel kunne komme til at blive krigsfronten i den kommende krig mellem Vesten og Islam, med mindre vi følger rådet fra Francis, og snigmyrder slangens hoveder, hellere end at gå i krig med Islam.
I sidste uge havde jeg en anden samtale, med en israelsk arabisk leder af et byggefirma, med det lidet sandsynlige navn Francis, der havde ansvaret for en bygning nær vores hus i Herzelia. Han fortalte mig, at hans familie var kristne, og at navnet var givet ham for at ære franciskanermunkene. Vores samtale var lige så interessant som den første samtale, jeg havde med araberstudenten fem år tidligere, og den vil jeg gerne dele med jer. Francis parkerede med jævne mellemrum sin bil nær vores hus, og vi udvekslede venlige hilsner.
For en uge siden blev der lukket for vandet grundet reparationer i huset han var ved at bygge, og Francis spurgte mig, om jeg ville give ham noget varmt vand. Han var en høj mand omkring de fyrre, med rødligt hår og blå øjne. Han talte perfekt hebraisk, og jeg blev naturligvis nysgerrig omkring ham. Jeg følte, at han kunne være den rigtige person at udveksle nogle synspunkter med. Af udseende antog jeg, at han var druser eller fra den syriske region. Han lignede mere en lærer end en bygningshåndværker, og, som jeg senere fandt ud af, var han faktisk lærer af profession. Siden min samtale med studenten for fem år siden, var jeg altid nysgerrig efter at høre deres side af historien; derfor besluttede jeg mig for at invitere ham på en kop kaffe i vores hus. Jeg så at han et øjeblik tøvede; så smilede og takkede han mig for min gæstfrihed.
Mens vi drak vores kaffe, fortalte han mig, at han var fra en lille landsby Galilee ved navn Jish, i nærheden af Kibbutz Sassa. Jeg huskede landsbyen meget godt, da jeg var én af de soldater, der indtog landsbyen, da jeg tjente i den 7 armerede brigade under uafhængighedskrigen i1948. Jeg bestemte mig for ikke at fortælle ham om det, da vi på det tidspunkt mødte noget hård modstand ved den landsby, og ikke så få af indbyggerne blev dræbt.
Han fortsatte med at fortælle lidt om sig selv. ”Jeg var lærer i en periode, og jeg elskede at undervise, men jeg kunne ikke leve af det, så jeg besluttede at slå mig sammen med min sviger far, der er i byggebranchen”. At dømme efter den store Honda han kørte, virkede det som om det var en god idé.
Vores samtale kom hurtigt ind på Mellemøsten´s nuværende situation, omkring Hamas der vandt valget, situationen for de israelske arabere, og den sidste libanesiske krig mod Hezbollah. ”Som kristne er vi i en vanskelig situation her i Israel. Desværre er muslimerne og især den ekstreme islamistiske sektion toneangivende. Min familie der levede i Bethlehem i siden Korstogene, måtte flygte for deres liv. Muslimerne har tvunget os ud, med trusler og endda mord. Bethlehem, der tidligere overvejende var kristent, er nu overvejende muslimsk. Der skrives meget lidt om det, selv i israelsk presse”
Han nippede af kaffen, og gav mig et langt kig. Han syntes som én, der ikke var helt sikker på, om det han skulle sige, det han var parat til at sige. Jeg gav ham et opmuntrende nik.
”Jeg må sige noget, som meget få synes at begribe”. Han fortsatte, ”Jeres kluntede krig mod få tusind Hezbollahkrigere, som i under alle omstændigheder burde have knust, når man tager udkommet i betragtning, har skabt en fuldstændigt ny situation, ikke bare for dette område, men globalt. Jeres utilstrækkelige lederskab misforstod fuldstændigt vigtigheden af at vinde denne krig”.
”Faktisk kunne ikke blot araberne, men hele den muslimske verden ikke forstå, at det mægtige Israel der besejrede det samlede arabiske militær i Seksdageskrigen i 1967, og næsten erobrede Kairo og Damaskus i 1973, ikke kunne besejre en lille hær af Hezbollahkrigere. Muslimer ser som sædvanligt tingene på den måde de ønsker at se tingene. De fleste mener, at Israel´s nuværende generation er blevet blød, og kan besejres”
”Amerikanernes utilstrækkelige krig i Irak har bidraget til den overbevisning, at sejr over ikke blot Israel, men over hele Vesten, ikke bare er mulig, men sikker. Udløberne af disse to utilstrækkelige krige kan bringe en blodig islamiske tsunami over hele Vesten, ikke blot i Israel. Hajerne lugter blod, og disse to krige gav dem grønt lys til at angribe tidligere end de havde haft i tankerne. Jeres problem er, at I er i defensiven, og at de har muligheden for at vælge tid og sted, hvor og hvornår der skal angribes, og I kan stort set intet gøre. Hvornår vil i vestlige lære, at halve løsninger ikke virker, mod folk der for Allah er villige til at dø i tusindtal, for at opnå deres mål? I deres øjne er Vesten blot en vederstykkelighed på jorden, der skal fjernes.
Han talte sagte, og jeg kunne se ham for mig i skolen give sine studerende en lektion. Jeg hældte endnu en kop kaffe op, og opfordrede ham til at fortsætte.
”Amerikanerne, europæerne og selv jer israelere har virkeligt ingen idé om hvad det her drejer sig om, vel? Gennem den seneste generation er hundredetusinder af børn i madrass-skoler over hele den muslimske verden blevet lært, at blive martyrer for Allah, for at kunne dræbe de vantro. Ungdommen er ikke bare parate til at gøre det, men er faktisk i gang med at gøre det. Bomber går af over hele verden, dræbende og lemlæstende tusinder af mennesker, ikke blot d. 9/11 i U.S.A., i London, Madrid og Bali, men i Afrika, Indien, Bangladesh, Ægypten, Saudi Arabien og mange andre steder. De første tegn på den islamiske tsunami er her allerede, men Vesten forstår ikke, eller vil ikke forstå, hvad der er på vej”.
Amerikanerne trækker sig, i stedet for at erkende, at det her er lige så slemt som Anden Verdenskrig, eller værre, sig ud af Irak, og overrækker på et sølvfad Irak til Iran. De næste der kommer, kan være Saudierne og resten af Golf-staterne. Når beskidte bomber går af i alle vestlige byer, hvem skal så stoppe Iranerne?”
”Det er nu de skal stoppes, ikke alene fordi de udvikler atombomber, men fordi Iran er blevet base for islamiske terrorister. De forsyner penge, mænd og våben til islamiske terrorister verden over, ofte gennem deres diplomatiske forbindelser. Milliarder af oliepenge der strømmer ind i Iran, bliver sluset videre til verdensomspændende terroristorganisationer. De mener, og måske med god ret, at Vesten intet vil gøre for at forhindre dem i at nå deres mål. Gentager historien sig selv? Begår iranerne den samme fejl Hitler gjorde, da han angreb Polen? Er situationen lignende?”
”Som historielærer der omhyggeligt har studeret emnet, kan jeg fortælle dig, at den allierede sejr i Anden Verdenskrig ingenlunde var sikker. Hitler kunne have vundet krigen, hvis han var fortsat med atombombeudviklingen før amerikanerne. Tyskerne begyndte at arbejde på den i tredverne, men Hitler besluttede sig for, at producere flere konventionelle våben, da han anså atomvåbenet for værende ren fantasi. Hitler traf det forkerte valg, men havde han truffet det rette valg, ville verden i dag være en anden, ville den ikke? Alliancen vandt gennem rent held krigen mod Hitler. Det er der meget få der er klar over”.
Jeg må sige, at hans sidst ord rystede mig ret meget. Havde Hitler truffet et andet valg, ville jeg have været død i Dachau, der ville ikke have været en jødisk stat ved navn Israel, og der ville sandsynligvis ingen jøder være tilbage i verden. Ideen om at vestlige demokratier generelt, og det jødiske folk i særdeleshed, afhang af denne ene beslutning af Hitler, er en scene fra det værste mareridt.
Han bemærker, at de sidste ord havde en virkning på mig, og han smilede.
”Jeg kan se, at mine sidste ord ikke var spildte på dig”, sagde han tørt. Jeg nikkede, og han fortsatte sin lekture. ”Tilbage til vor tid, så satser Iranerne på, at Vesten intet gør ved udviklingen af atombomben. De satser også på deres hemmelige våben: en uudtømmelig kilde af selvmordsbombere, mange af dem allerede plantet over hele den vestlige verden. Ud over de islamiske lande, der forsyner disse bomber, så er en anden front åbnet, og det er Internettet, med mere end fem tusinde islamiske hjemmesider, der hjernevasker og opfordrer unge muslimer til at blive martyrer for Allah. De vestlige efterretningstjenester anser disse hjemmesider for værende en større trussel end den iranske atombombe. Al-Qaeda har for nyligt i en fjernsynsudsendelse lovet et omfattende angreb på sine fjender dette forår. Og som vi alle ved, laver Al-Qaeda ikke tomme trusler”.
”Faktisk forstår jeg ikke, at iranerne ulejliger sig med at udvikle atombomber, og få hele verden på nakken. Enhver selvmordsbomber er en potentiel atombombe. Amerikanerne og europæerne har intet forsvar mod den slags krig”.
”Hvad kan vi gøre mod den type krig?, spurgte jeg ham. ”Tja, I Israelere bør forberede jer på endnu en omgang med Hezbollah. Det vil ikke vare længe. De afventer ordren fra Iran. Og i denne omgang bliver I nødt til, uanset omkostningerne, at udrydde Hezbollah”.
”Derudover kommer den næste omgang mod Hezbollah til at involvere syrierne og iranerne mod jer. Iranerne har erklæret, at de uanset hvad ikke vil tillade Hezbollah at blive besejret, og kan sende missiler mod jer. Det samme vil Syrien. Hvad vil Israel gøre? Det er usandsynligt, at israelerne vil acceptere sin udryddelse, og kan bruge deres atomarsenal, hvis ikke Vesten vil hjælpe dem. Måske er Biblen ikke så forkert på den, når den beskriver, at verdens ende vil begynde ved Armageddon, i Israel kendt som Harmegiddo”. Biblen beskriver at den sidste kamp vil blive udkæmpet ved Armageddon mellem ”De gode kræfter og de onde kræfter”.
”Og hvad hvem vil du kalde de gode kræfter, Israel eller Islam?” Jeg så ham lige i øjnene. Han gav mig et forbløffet udtryk. ”Hvis jeg var muslim ville jeg ikke have nogen problemer med at navngive de gode kræfter, og det ville ikke være Israel. Som kristen ville jeg sandsynligvis vælge Israel, men som kristen araber foretrækker jeg ikke at svare”.
Vi så på hinanden. Hans svar gjorde det klart hvor den israelske araber stod, om de så var muslimer eller kristne. Og skulle jeg være overrasket? De israelske arabere kalder trods alt etablissementet Staten Israel for deres nakbah (katastrofe).
Findes der en måde at undgå ”Armageddon”?
”Jeg mener der findes to måder at undgå det på. Den ene måde kan være en stor krig, so Vesten kan vinde. Som i Anden Verdenskrig, havde Vesten angrebet tyskerne i 1936, ville verdenskrigen ikke have varet mere end få måneder med meget få ofre. Deres tøven resulterede i Anden Verdenskrig med alle dens konsekvenser. Før eller siden kommer Vesten til at tage sig af iranerne. Det er bedre de gør det nu, for senere at undgå en katastrofe. Med Iran ryddet af vejen, vil islamisterne have mistet deres base, og det kan være historiens vendepunkt, at besejre den ekstremistiske Islam´s plage. Størstedelen af muslimerne ønsker under alle omstændigheder ikke denne konfrontation”.
”Du tegner et temmelig mørkt billede. Hvornår tror du vi vil få den næste omgang mod Hezbollah?”, spurgte jeg. ”Jeg tror de vil angribe igen, så snart de er fuldt udrustede, og jeg tror det vil være i løbet af sommeren”.
Vi sad et stykke tid i stilhed. Han drak sin anden kop kaffe, og rejste sig. ”Jeg ved hvad jeg gør. Jeg tager til Canada til min bror. Det her land er ved at blive alt for farligt, selv for kristne”, sagde ha. Han takkede mig for kaffen og vi gav hånd.
”Du sagde der var to måder at undgå Armageddon?”, huskede jeg at spørge ham.
”Nå ja, hele verden skal bare bruge Putin´s metode. Han myrder sine modstandere uden at blinke med øjnene. Snig de fire eller fem ledende mullah´er, Ahmadinejad, og en håndfuld iranske fanatikere, og krigen kan undgås. Det kan blive vanskeligt, men ikke umuligt. Med dagens højteknologi er jeg sikker på, at nye våben mod individer forberedes lige nu. Jeg synes det ville være en bedre måde at gribe situationen an på, en at kaste sig ud i en verdensomspændende krig med Islam”
Samtalen med Francis var ikke mere opløftende, end den jeg havde haft med den palæstinensiske student fem år tidligere. Det blev mere og mere klart, at Israel kunne komme til at blive krigsfronten i den kommende krig mellem Vesten og Islam, med mindre vi følger rådet fra Francis, og snigmyrder slangens hoveder, hellere end at gå i krig med Islam.
