DEN GODE
Den Gode kiggede med rystende hovede på sin kone, arkitekten. ”Har du nu husket at bestille tid til eftersynet på A8’eren”, spurgte han en anelse irriteret, mens han nippede til sin Valpolicella.
”Nej skat, jeg har simpelt hen svedt det ud. Men du kan jo bare tage Cayennen ... jeg glemte det, fordi Alexander ringede og sagde, han ville komme hjem over julen. Han ringede for at spørge om vi kunne betale flybilletterne. De var lidt pebrede, sagde han.”
”Flybilletterne ...?”
”Ja, han vil gerne have Cathy med, hun har aldrig set Europa, og ...”
”Kan hendes senator-far ikke selv betale for sin datter?” afbrød den Gode, og kiggede ud i den imponerende have, der omkransede deres villa. Han kunne ikke sige sig fra et stik af ærgelse. De havde købt villaen for elleve år siden for 3.5 millioner, og kunne snildt have solgt den for 18 millioner for bare to år siden. Nu skulle de være heldige for at få 13 millioner for den. Den Gode skubbede følelsen af irritation fra sig. ”Hvad koster de billetter?”
”De var ikke super billige, men heller ikke dyre. Det er jo over jul og nytår, og så sætter flyselskaberne prisen op ...”
”Hvad koster de?”
”Jeg har allerede betalt. Jeg tog pengene fra fælleskontoen. Det blev knap 13.000 kroner for to returbilletter.”
”Nåh, okay, bare du sørger for, at Elisa også en eller anden form for erkendtlighed. Du ved, hvor nøjeregnende hun kan være”, svarede den Gode, skar sig et voksen luns af den udsøgte kobe-bøf og skyllede efter med en generøs slurk af Valpolicellaen.
”Elisa har ikke noget at klage over”, svarede den Godes kone en anelse stift. ”Alexander bor på et college, og hun fik en lejlighed i Studiestræde. Jeg er ved at være træt af hendes brokkeri. Du har altid forkælet hende for meget, skat.”
”Hun har altså ikke haft en let tilværelse” svarede den Gode. Elisa var deres problembarn. Hun var 24 år og levede stadig udelukkende af sine 'café-penge' samt generøse tilskud fra den Gode. Nedturen var startet med to sammenfaldne og stærkt ulykkelige begivenheder. Først var hendes prægtige ridehest, Aldabaran, død af et pludseligt anfald af kolik og samtidig havde hun fået konstateret en spiseforstyrrelse. Det var nu syv år siden, og hun havde ikke været sig selv lige siden. I øjeblikket gik hun på en privat designskole, men den Gode havde mistet troen på, at hun nogensinde ville få personlig professionel succes.
Den Gode fik et eftertænksomt udtryk på. Selv havde den han kæmpet sig op fra ingenting. Som søn af en arbejdsmand og en hjemmegående husmor havde det ikke ligget i kortene, at han skulle blive en af landets førende skikkelser. Han skyldte Velfærsstaten alt. Det var Velfærdsstatens mulighed for social mobilitet, der havde ført ham til tops i dansk politik, og fra en 2-værelses lejlighed i Ryesgade til et million-palæ i Vedbæk. Det var hans officielle version. Det var, hvad han sagde til skåltalerne og når han blev interviewet af en eller anden historieløs journalist. Inderst inde mente han nu nok, at sandheden var en anelse mere nuanceret: Hans succes skyldte han sit gode hovede og en politiske tæft, der havde giver ham både fjender og en perlerække af rygklappende opportunistiske venner. Jo, den Gode havde indtil for nogle få år siden altid haft en sælsom evne til at vejre, hvilken vej vinden blæst, men på det sidste var hans fornemmelse for politik begyndt at smuldre. En modbydelig og menneskefjendsk politik var nu den toneangivende og afgørende faktor i dansk politik. Onde og halv-totalitære kræfter havde totalt kidnappet den politiske dagsorden, og kynisk, xenofobisk populisme var ved at ændre hans elskede Danmark til et land, han simpelt hen var flov over. Den Godes tanker blev brat afbrudt af hans kone:
”Husk nu ikke at komme for sent hjem fra Bruxelles i overmorgen. Vi skal i teateret med Claus og Birthe og Adam og Nicoline klokken syv, og bagefter er der sammenkomst hjemme hos Adam.”
Den Gode skar en grimasse. Han afskyede Adam. men han var svær at komme udenom, han var jo svigerbroder, men hans holdninger var uacceptable. Adam var faldet for populisterne, og var blevet decideret fremmedfjendsk. Han var, for nu at bruge den gængse betegnelse, ganske enkelt ikek stue-ren. Invalideringen af svigerbroderens søn, der var sket, da den unge mand forsøgte at forhindre en gruppevoldtægt af hans kæreste, var bestemt tragisk. Men at benytte et helt tilfældigt overfald og et forpurret voldtægtsforsøg til totalt at afskrive den eneste farbare vej for fremtidens Danmark: det multikulturelle samfund, var ganske enkelt en pervers oversimplificering af et komplekst problem. Overfaldet kunne bestemt ligeså godt have været foretaget af andre end en gruppe andengenerations indvandrere, der jo så ovenikøbet fra start af havde haft svært ved at integrere sig på grund af den siddende regerings afstumpede og racistiske politik. Adam kunne ikke længere skelne mellem, hvad der i realiteten var sociale problemer, men gjorde dem istedet til kulturelle og religiøse. Mage til intellektuel fattigdom skulle man lede længe efter. Adam – og med ham – utallige andre priviligerede danskere, var ikke længere istand til at se holistisk på tilværelsen. Alt var blevet sort og hvidt. Dem mod os. Den Gode rystede på hovedet, det var ham ubegribeligt, at ellers velbegavede mennesker som Adam ikke kunne indse, hvor skadelig for sammenhængskraften i Danmark den polariserende diskurs var gået hen og blevet.
Den Gode kiggede på sin yndige kone. Han hævede glasset: ”Skål skat, men vi tager altså en taxa, jeg skal ikke have ridset lakken på Audien en gang til...”
DEN ONDE
Valdemar var både vred og bange. Karen skulle have været tilbage for mere end to timer siden, og hun havde slukket sin mobil. Han havde ikke et roligt øjeblik, når hans 19-årige datter var i byen. Og de havde en klokkeklar regel, om at hun altid skulle have mobilen tændt og aldrig komme senere hjem end klokken 23. Det var ganske enkelt ikke sikkert at færdes i Tingbjerg efter mørkets frembrud. For den sags skyld var det heller ikke særlig trygt i dagslys. Ikke længere. Valdemar skumlede, Han havde levet hele livet her i Tingbjerg. Det havde været en pragtfuld barndom med fodboldspil i gården og mor, der bankede på vinduet, når maden stod klar. Hans forældre, der nu begge vansmægtede på et forsømt plejehjem efter to lange og produktive erhvervsliv, havde altid været varme og kærlige. Gode socialdemokratiske arbejdere, der havde opdraget Valdemar og hans bror Carsten ud fra devisen om at gøre sin pligt og kræve sin ret. Livet havde været hårdt og enkelt, men til at overskue.
Den 44-årige klejnsmed var enlig far. Karens mor var død af kræft for otte år siden. En sygdom som hun formentlig havde pådraget sig via sit mangeårige arbejde som kemisk laborant. Ikke at Arbejdsskadestyrelsen nogensinde havde anerkendt sammenhængen, men Valdemar var ikke i tvivl. Han havde mødt Lise til en fest hos DSU, og de var øjeblikkeligt blevet forelskede i hinanden. Resultatet af deres kærlighed var Karen: en billedskøn, blond og livsglad pige, der elskede livet i almindelighed og sit volleyball-hold i særdeleshed. Perioden efter Lises død havde været hård for både Valdemar og Karen, men de var kommet flot gennem sorgen. Valdemar arbejdede hårdt hver dag på værkstedet og i weekenden tog han ekstraarbejde som brandmand. Aldrig havde han modtaget så meget som en enkelt krone i bistandshjælp. Valdemar var en stolt mand. En mand skulle kunne forsørge sig selv og sin familie. Den ene gang han var blevet afskediget på grund af afmatning, havde det taget ham fire dage at få et nyt job. Trods det hårde slid havde han altid haft overskud til at tage sig tid til Karen, og deres forhold var fortrinligt. Lidt atypisk for en far og en teenagedatter tænkte han stolt ved sig selv.
Valdemars frygt var, mente han selv, aldeles begrundet. Han kunne simpelt hen ikke få en bestemt episode ud af hovedet. Det var sket en sen eftermiddag for to år siden. Efter en lang arbejdsdag havde han besluttet sig for at hente Karen efter hendes volleyball-træning. Han havde parkeret sin gamle Opel uden for træningsanlægget og skulle lige til at stige ud, da han så Karen og to af hendes volleyball veninder komme gående ud på gaden. Alle tre piger var klædt som piger klæder sig nu om dage. De var unge og smukke og sporty. Lige pludselig, som lyn fra en klar himmel, var de tre piger blevet omringet af en ”gruppe unge”, som det jo hedder på nydansk. ”ludere”, blev der skreget fra gruppen, der bestod af en halv snes drenge i alderen 14-18 år. Og alt muligt andet, som han ikke kunne høre klart inde i bilen. Pigerne med Karen i front ville ikke finde sig i behandlingen og svarede igen, men ordvekslingen blev pludselig udskiftet med korporligheder, da en af drengene begyndte at hive i Karen. Valdemar var sprunget ud af bilen og løbet over vejen uden at ænse om der kom biler. Inden der var gået 30 sekunder var han omringet af hele gruppen. Situationen kunne have udviklet sig meget, meget alvorligt, hvis ikke det var fordi, der tilfældigvis var kommet en patruljebil kørende. De ”unge” stak i løb, og så var episoden i og for sig ikke længere. Politiet optog ikke rapport, og Valdemar kørte Karen og hendes veninder hjem.
Pigerne havde virket besynderligt uberørte af episoden. Nærmest som om det var en hverdagssituation, hvilket Valdemar havde studset meget over. Han havde det i det hele taget svært med de følelser, der så småt var begyndt at røre sig i ham. Næsten-overfaldet på hans datter og hendes venninder var kun en af mange små hændelser, der stille og roligt var ved at ændre ham. Han var opdraget til at respektere alle mennesker. Uanset farve, religion eller etnisk oprindelse. Og han havde aldrig haft noget imod de gæstearbejdere, der var blevet en del af hans hverdag. Naturligvis ikke! Selv i takt med at hans barndomskvartér lige så stille skiftede karakter, ja så havde Valdemar altid været tolerant. Men tolerancen var sivende, kunne han mærke. Han så, hvordan parabolerne skød op som paddehatte overalt, han så hvordan så at sige ingen af hans naboer var oppe om morgenen for at gå på arbejde. De betalte heller ikke fuld husleje, som han jo gjorde. Det hed vist nok boligsikring. Og de der nytilkomne forældre var øjensynligt i stand til både at klæde deres børn bedre og give dem større gaver, end Valdemar var. Uden at arbejde. Der var noget, der simpelt hen ikke stemte. Valdemar var begyndt at føle sig til grin.
Prikken over ’i-et’ for Valdemars vedkommende var, da han på et fagforeningsmøde var blevet overfuset af en ung tillidsmand efter at have brokket sig i en sidebemærkning til en kollega over, at hans bror var blevet nægtet at give sin datter slik med på fritidshjemmet i forbindelse med et eller andet børnearrangement. Begrundelsen fra de sure pædagoger havde været, at det skam var Ramadan, og så kunne broderen altså ikke tillade sig at give datteren slik med. Det var simpelt hen uanstændigt over for de ”andre børn”, var det blevet forklaret.
” Vi gider ikke høre på det der kjærdgårdske racisme her”, havde den unge tillidsmand sagt bebrejdende. Valdemar var stum. Af forbløffelse. Han havde ikke engang svaret den unge fløs igen. Valdemar havde efter mødet svoret ved sig selv, at han aldrig mere ville stemme på Socialdemokraterne. Som den første i familien i to menneskealdre.
Valdemar hørte nøgler pusle ved hoveddøren. Han åndede lettet op. Inden han kunne nå at bebrejde Karen noget, omfavnede datteren sin bekymrede far: ”Undskyld far, min mobil var løbet tør”. Valdemar krammede sin datter uden at sige mere. Han var ikke længere stue-ren, men hans datter var gudskelov ikke kommet noget til. Denne gang ...
DEN GRUSOMME
Forfatteren af ovennævnte ... .for at berette om en ubekvem virkelighed.
