Det praktiske resultat af de tiltagende reaktionære former for multikulturalisme har været, at venstrefløjen ganske enkelt er fraværende, når det drejer sig om mange former for undertrykkelse. I Storbritannien har Southall Black Sisters og Women Against Fundamentalism længe ført kampagner mod såkaldte æresdrab, tvangsægteskaber, vold i hjemmet og kvindelig omskæring. Og med rette. Men hvor er den liberale venstrefløjs solidaritet med deres kampagner? Og hvorfor støtter ikke flere progressive folk i Vesten kvinder i udviklingslande, der modsætter sig den patriarkalske praksis, der indebærer bortskæringen af klitoris og sammensyningen af pigers genitaler? Omkring 130.000.000 kvinder er på verdensplan ofre for kønsomskæring. Det er på daglig basis en forbrydelse mod menneskeheden, med næsten ikke så meget som en mumlende protest fra alle venstrefløjens folk, der anser dem selv som humanitære.
Men når forbrydelser mod menneskerettighederne udøves af undertrykkere, der tilfældigvis ikke er hvide (i Darfur, Vest Papua, Zimbabwe, Iran, Uganda, Vest Sahara og andre steder) styrter mange progressive væk. Skrækslagne ved tanken om at blive stemplet som racister hvis de fører kampagne mod en sort tyran som præsident Robert Mugabe fra Zimbabwe, synes de mere bekymrede om sikringen af deres politisk korrekte omdømme, end at sikre sikkerheden for de undertrykte. Mugabe´s regime har massakreret flere sorte afrikanere end Sydafrika´s apartheid diktatur. Min i modsætning til den store og meget succesfulde anti apartheid bevægelse, så findes der ingen signifikante solidaritetskampagner, der støtter kampen for demokrati i Zimbabwe. Hvorfor ikke?
Hvorfor stod så mange ellers gode folk i Vesten tilbage og ingenting gjorde under folkemordene i Congo og Rwanda? Venstrefløjen hidsede sig med rette op over Abu Ghraib, men sad på hænderne i forbindelse med Rwanda og Congo. Hvordan kan dette retfærdiggøres? Omkring en million mennesker blev dræbt i Rwanda, og over tre millioner mennesker er blevet dræbt i Congo. Hvor var den internationale kampagne, der skulle standse disse folkemord?
De politiske kolbøtter og etiske krumspring i dele af den liberale venstrefløjs meningsdannelse er ligeledes forbløffende i forbindelse med islamisk fundamentalisme. Mens alle muslimer bør forsvares mod fordomme og diskrimination, skal muslimer der undertrykker andre udfordres. Det var sært at se en liberal avis som The Guardian sidste år give en platform i sin kommentarsektion til en leder af den anti-demokratiske og anti-semitiske gruppe Hizb ut Tahrir. Endnu mere bekymrende publicerede i 2006 det venstreorienterede magasin Red Pepper artikler sympatiserende med Hezbollah og Moqtada al-Sadr – til trods for deres graverende liste af menneskerettighedskrænkelser. De samme udgivelser tilbyder sjældent progressive muslimer en stemme.
Jeg er blevet anklaget for ”islamofobi” i mit forsvar for muslimske ofre for fundamentalisme. Min forseelse? Jeg fordømte steningen af utro o Nigeria og Pakistan, og førte kampagne mod pakistanske myndigheders mishandling af homoseksuelle i Pakistan. Som svar stiller jeg mine anklagere spørgsmålet: Kan vi legitimt forblive tavse, når muslimer lider under forfølgelse fra andre muslimer? Ville ingenting sige eller gøre, hvis denne forfølgelse skete for muslimer i Storbritannien, og forfølgerne var hvide?
I visse islamiske lande dræbes frafaldne muslimer, eller muslimer der tilhører den ”forkerte” sektEr denne muslim-mod-muslim undertrykkelse vor opmærksomhed eller bekymring uværdig? Jeg kan ikke se hvordan det moralsk kan retfærdiggøres at forblive ligegyldig overfor lidende folk fra andre lande, styret af andre politiske systemer og følgende andre overbevisninger. Menneskerettigheder er, i mine øjne, for alle – ikke blot for visse.
Anklager om ”islamofobi” og ”racisme” fabrikeres og manipuleres tiltagende for at stoppe debatten, tavsgøre kritikkere og miskreditere modstandere. Folk bliver i stor stil svinet til at borgmesteren i London og hans Socialist Action partipampere, af National Assembly Against Racism, af Muslim Council of Britain og den notoriske hjemmeside IslamophobiaWatch. Den principløse sekteriske venstrefløj kollaborerer med højrefløjsislamister såsom den sexistiske, homofobiske og anti-semitiske fundamentalist Yusuf al-Qaradawi. Da nogle vovede at fordømme Qaradawi´s støtte til terrorbombninger og kønsomskæring, blev de afvist som ”islamofober”. Ideen var at marginalisere kritikken ved at tilsværte disse som anti-muslimer.
I dagens etiske ”omvendte verden” synes mange selvproklamerede ”anti-racister” ganske glade i negligeringen af det fundamentalistiske Islam´s rolle i folkemordene i Darfur regionen i Sudan, hvor racistiske arabiske islamister massakrerer den sorte afrikanske befolkning. Man hører aldrig fra venstrefløjen noget hysterisk skråleri mod homofobien i Muslim Council of Britain, i Islamic Human rights Commission og Muslim Association of Britain. Disse reaktionære organisationer kæmpede for at bevare den anti-homoseksuelle love som paragraf 28 og den seksuelle lavalder. Mens disse førte kampagne i støtte for homofobisk diskrimination, så venstrefløjen den anden vej.
Jeg støtter multikulturalisme, men med dette forbehold: multikulturalisme er en kraft for det gode, forudsat den ikke involverer værdier og praktikker der fastholder fordomme, uretfærdighed og lidelse. Enhver bør have ret til at forfølge deres egen moral og livsstil, så længe de ikke skader andre eller indskrænker andre folks frihed. Med disse kvalifikationer burde anderledeshed respekteres, og vi burde kunne tænke og gøre hvad vi har lyst til. Kristne fundamentalister burde derfor være frie til at praktisere deres overbevisning. Hvis de mener homoseksualitet er forkert, har de ret til den overbevisning og afstå fra seksuel samkvem mellem samme køn. Kristne ægtepar der tror på streng bibelskbaseret deling af arbejde i hjemmet kønnene imellem, bør tillades at leve deres liv i overensstemmelse med dette. Men de har ingen ret til at insistere på, at deres homofobiske, patriarkalske fortolkning af teksten skal være landets lov og påtvinge den på alle andre. I offentligheden bør alle borgere behandles som ligemænd, med delte forpligtelser og retten til menneskerettigheder.
Denne skelnen mellem offentligt og privat er vital. Den tilbyder en måde at administrere nogle af de spændinger der involverer forskellige samfund – inklusive spændinger mellem majoriteten og minoritetssamfundene, og minoriteterne i minoritetssamfundene.
Reaktionære fortolkninger af multikulturalismen ignorerer, tolererer og undskylder fordomme og mishandling i mangfoldighedens og diversitetens navn. Den fostrer social deling, moralsk forvirring og dobbeltmoral – ofte til skade for de mest sårbare: minoriteterne i minoritetssamfundene. Progressiv multikulturalisme handler om respekten for og fejringen af forskelle, men indenfor rammerne af universel lighed og menneskerettigheder. Den forudsætter velkommenheden og favnelsen af kulturel diversitet, forudsat det ikke involverer undertrykkelsen af andre. Der kan ikke findes nogen selektiv tilgang til frihed og retfærdighed. Menneskerettigheder er universelle og udelelige.
Men når forbrydelser mod menneskerettighederne udøves af undertrykkere, der tilfældigvis ikke er hvide (i Darfur, Vest Papua, Zimbabwe, Iran, Uganda, Vest Sahara og andre steder) styrter mange progressive væk. Skrækslagne ved tanken om at blive stemplet som racister hvis de fører kampagne mod en sort tyran som præsident Robert Mugabe fra Zimbabwe, synes de mere bekymrede om sikringen af deres politisk korrekte omdømme, end at sikre sikkerheden for de undertrykte. Mugabe´s regime har massakreret flere sorte afrikanere end Sydafrika´s apartheid diktatur. Min i modsætning til den store og meget succesfulde anti apartheid bevægelse, så findes der ingen signifikante solidaritetskampagner, der støtter kampen for demokrati i Zimbabwe. Hvorfor ikke?
Hvorfor stod så mange ellers gode folk i Vesten tilbage og ingenting gjorde under folkemordene i Congo og Rwanda? Venstrefløjen hidsede sig med rette op over Abu Ghraib, men sad på hænderne i forbindelse med Rwanda og Congo. Hvordan kan dette retfærdiggøres? Omkring en million mennesker blev dræbt i Rwanda, og over tre millioner mennesker er blevet dræbt i Congo. Hvor var den internationale kampagne, der skulle standse disse folkemord?
De politiske kolbøtter og etiske krumspring i dele af den liberale venstrefløjs meningsdannelse er ligeledes forbløffende i forbindelse med islamisk fundamentalisme. Mens alle muslimer bør forsvares mod fordomme og diskrimination, skal muslimer der undertrykker andre udfordres. Det var sært at se en liberal avis som The Guardian sidste år give en platform i sin kommentarsektion til en leder af den anti-demokratiske og anti-semitiske gruppe Hizb ut Tahrir. Endnu mere bekymrende publicerede i 2006 det venstreorienterede magasin Red Pepper artikler sympatiserende med Hezbollah og Moqtada al-Sadr – til trods for deres graverende liste af menneskerettighedskrænkelser. De samme udgivelser tilbyder sjældent progressive muslimer en stemme.
Jeg er blevet anklaget for ”islamofobi” i mit forsvar for muslimske ofre for fundamentalisme. Min forseelse? Jeg fordømte steningen af utro o Nigeria og Pakistan, og førte kampagne mod pakistanske myndigheders mishandling af homoseksuelle i Pakistan. Som svar stiller jeg mine anklagere spørgsmålet: Kan vi legitimt forblive tavse, når muslimer lider under forfølgelse fra andre muslimer? Ville ingenting sige eller gøre, hvis denne forfølgelse skete for muslimer i Storbritannien, og forfølgerne var hvide?
I visse islamiske lande dræbes frafaldne muslimer, eller muslimer der tilhører den ”forkerte” sektEr denne muslim-mod-muslim undertrykkelse vor opmærksomhed eller bekymring uværdig? Jeg kan ikke se hvordan det moralsk kan retfærdiggøres at forblive ligegyldig overfor lidende folk fra andre lande, styret af andre politiske systemer og følgende andre overbevisninger. Menneskerettigheder er, i mine øjne, for alle – ikke blot for visse.
Anklager om ”islamofobi” og ”racisme” fabrikeres og manipuleres tiltagende for at stoppe debatten, tavsgøre kritikkere og miskreditere modstandere. Folk bliver i stor stil svinet til at borgmesteren i London og hans Socialist Action partipampere, af National Assembly Against Racism, af Muslim Council of Britain og den notoriske hjemmeside IslamophobiaWatch. Den principløse sekteriske venstrefløj kollaborerer med højrefløjsislamister såsom den sexistiske, homofobiske og anti-semitiske fundamentalist Yusuf al-Qaradawi. Da nogle vovede at fordømme Qaradawi´s støtte til terrorbombninger og kønsomskæring, blev de afvist som ”islamofober”. Ideen var at marginalisere kritikken ved at tilsværte disse som anti-muslimer.
I dagens etiske ”omvendte verden” synes mange selvproklamerede ”anti-racister” ganske glade i negligeringen af det fundamentalistiske Islam´s rolle i folkemordene i Darfur regionen i Sudan, hvor racistiske arabiske islamister massakrerer den sorte afrikanske befolkning. Man hører aldrig fra venstrefløjen noget hysterisk skråleri mod homofobien i Muslim Council of Britain, i Islamic Human rights Commission og Muslim Association of Britain. Disse reaktionære organisationer kæmpede for at bevare den anti-homoseksuelle love som paragraf 28 og den seksuelle lavalder. Mens disse førte kampagne i støtte for homofobisk diskrimination, så venstrefløjen den anden vej.
Jeg støtter multikulturalisme, men med dette forbehold: multikulturalisme er en kraft for det gode, forudsat den ikke involverer værdier og praktikker der fastholder fordomme, uretfærdighed og lidelse. Enhver bør have ret til at forfølge deres egen moral og livsstil, så længe de ikke skader andre eller indskrænker andre folks frihed. Med disse kvalifikationer burde anderledeshed respekteres, og vi burde kunne tænke og gøre hvad vi har lyst til. Kristne fundamentalister burde derfor være frie til at praktisere deres overbevisning. Hvis de mener homoseksualitet er forkert, har de ret til den overbevisning og afstå fra seksuel samkvem mellem samme køn. Kristne ægtepar der tror på streng bibelskbaseret deling af arbejde i hjemmet kønnene imellem, bør tillades at leve deres liv i overensstemmelse med dette. Men de har ingen ret til at insistere på, at deres homofobiske, patriarkalske fortolkning af teksten skal være landets lov og påtvinge den på alle andre. I offentligheden bør alle borgere behandles som ligemænd, med delte forpligtelser og retten til menneskerettigheder.
Denne skelnen mellem offentligt og privat er vital. Den tilbyder en måde at administrere nogle af de spændinger der involverer forskellige samfund – inklusive spændinger mellem majoriteten og minoritetssamfundene, og minoriteterne i minoritetssamfundene.
Reaktionære fortolkninger af multikulturalismen ignorerer, tolererer og undskylder fordomme og mishandling i mangfoldighedens og diversitetens navn. Den fostrer social deling, moralsk forvirring og dobbeltmoral – ofte til skade for de mest sårbare: minoriteterne i minoritetssamfundene. Progressiv multikulturalisme handler om respekten for og fejringen af forskelle, men indenfor rammerne af universel lighed og menneskerettigheder. Den forudsætter velkommenheden og favnelsen af kulturel diversitet, forudsat det ikke involverer undertrykkelsen af andre. Der kan ikke findes nogen selektiv tilgang til frihed og retfærdighed. Menneskerettigheder er universelle og udelelige.
