Den ubetvivlede accept af feministiske mål er blevet næsten universel i europæisk politik og det intellektuelle liv. Dette betyder ikke, at den europæiske befolkning i hobevis er konverteret til feminismen. Tværtimod. Feminismen og feministerne selv er sandsynligvis mere objekter for afsky og latterliggørelse end nogensinde før. Afskyen og latterliggørelsen er nu accentueret med frygt. Frygten stammer fra bevidstheden om den magt den feministiske ideologi udøver på akademikere, lærere, politikere og medierne. Dem der tager vigtige beslutninger om andre menneskers liv, såsom læger og socialarbejdere, eller dem der fortolker og håndhæver loven.
Dette forklarer institutionernes tendens, inklusive stærkt traditionelle institutioner, til at give efter for feminismen og blive drivremme for dogmatisk social bearbejdelse. ”Jeg er feminist”, protesterer den konservative kommentator. ”Jeg er ikke sexist”, forsikrer den angelsaksiske traditionalist sine kritikere. ”Selvfølgelig er lige muligheder en god ting”, erklærer infanteriofficeren forsvarende. Sådanne protester neutraliserer effektivt moralske argumenter for den traditionelle familie, teologiske argumenter om kvindens ordination, eller det kun mandlige regiment, med den stolthed, stabilitet og esprit de corps som det fremkalder. Vigtige og værdifulde argumenter er derigennem tabte, før de overhovedet er kommet i gang. Dette har intet at gøre med om argumenterne er ”rigtige” eller ”forkerte”. For hvert argument jeg har fremført, rejses distinktive spørgsmål. Moralske, sociale og i et tilfælde teologisk. De kan derfor kun løses som individuelle problemer, på sag-til-sag-basis. Ikke i konteksten af en abstrakt, alt omfavnende doktrin om ”lighed”. Men så snart ordet ”lighed” nævnes, lider feminismens modstandere af manglende mod.
Manglen på mod har adskillige magtfulde kulturelle og politiske årsager. Én af disse er feminismens manipulation med den mandlige ridderlighed, selvom de nedvurderer den som chauvinistisk og umoderne. På et personligt plan spiller feministerne skamløst på mandens ønske, både naturligt og opfostret, til at behandle kvinder med venlighed og respekt, og til elskværdigt at give efter for deres interesser og krav. Mange mænds autoritetsimpotens når de konfronteres med feministiske krav om forandringer, stammer fra denne meget traditionelle mandlige venlighed, som feminister underkender. Når en mand disponeret for venlighed bliver tævet til at tro, at feminister repræsenterer alle kvinder, og at mangel på inklusion af kvinder eller at foretrække mænd frem for kvinder er skadeligt eller direkte ondskabsfuldt, så kan hans overgivelse mere eller mindre forudses. Derfor har mange af feminismens mest effektive modstandere været kvinder, og ikke mænd. De ved af erfaring og observation, at feministiske kvinder er latterlige og ude af trit med de fleste kvinders prioriteter og behov.
Signifikansen af misbruget af ridderligheden bør ikke under undervurderes. Den angiver beslutninger lavet i hverdagens forretninger, i politik, i medier og institutioner af læring på alle niveauer. I personlige termer profiterer feminister derfor af overlevelsen af traditionelle adfærdsmønstre og tanker. De profiterer også af at have et ”totalt” overblik over verden, hvilket deres modstandere generelt mangler, hvilket vil sige, at de mener at alle aspekter af livet hænger tæt sammen, og at disse forbindelser alle er helt igennem politiske. Modstanderen af feminismen trækker derimod sandsynligvis en linie mellem arbejdsliv, familieliv og fritidsliv. Der kan være overlapninger, men de er ikke desto mindre distinktive dele af dennes liv, og bedømmes ud fra forskellige kriterier. Feministerne laver ikke den slags distinktioner. Feministernes verdenssyn er omsluttet af antagelsen, at ”det personlige er politisk”.
Frygten for at være anderledes er et andet afskrækkelsesvåben mod oppositionen, og er måske især markant blandt intellektuelle. En del af dette skuldes kujonagtighed. Da George Orwell beskrev sine samtidige som ”venstrefløjens svanse”, refererede han ikke til sine litterære kollegers seksuelle orientering, som deres mangel på intellektuel virilitet. De havde nægtet at åbne øjnene for det totalitære mareridt, som sovjetkommunismen var, da det var lettere og mere bekvemt at være medløber. Der er dog mere til det end dette. Et aspekt af den vestlige intellektuelle tradition har altid været reduktionisme, ønsket om at reducere mennesket, samfundet og naturen, til en serie af simple formler, og derigennem ”løse” menneskets vanskeligheder. Dette forklarer de totalitære bevægelsers seneste popularitet blandt intellektuelle, ligesom rigide religiøse dogmer sejrede blandt deres forgængere og ideologiske skoler, inspireret af antikkens lærde.
I modsætning til dette findes en parallel tradition af kritisk tanke, spørgende og frygtløs, utvungen diskussion. Selv om det ikke kan siges med sikkerhed, så har denne tradition givet europæisk kultur sin dynamik. Den har været kilde til vor store litteratur og kunst, for vore udforskende instinkter, videnskabelige spørgsmål og kapacitet for ræsonnement og resultater, nu nedgjort af feministisk ideologi som ”patriarkalsk” og ”mandedomineret”. Den europæiske opfattelse af frihed er grundfæstet i respekt for samfundet. Som sådan anerkender den kompleksiteterne af menneskelig erfaring, og modsætter sig alle former for fanatisme. Den har med varierende grader af succes stået mellem den europæiske mand og disse store design, der truer balancen mellem individet og samfundet, tradition og forandring, reform og kontinuitet.
Den opfattelse af frihed som Tocqueville rettelig beskrev som ”frihedens hellige flamme”. Fri tænkning kan kun finde sted i en atmosfære af tillid. Dette betyder tillid til samfundets underliggende værdier og den tillid individet har til sig selv. Sidstnævnte er under angreb fra multikulturalismens ideologi, hvilken, hvis man vender gammeldags fordomme på hovedet, ligestiller forfølgelsen af sandhed, frihed og tanke, med hvid overherredømme. I den politiske sfære afviser multikulturalister ideen om lighed for alle individer under loven, og erstatter den med særlige privilegier for grupper, omvendt racisme, kendt som ”affirmative action” og ”hadekriminalitet”, som kan summeres til en slags affirmative lynchningslov. Akademiske multikulturalister, hvor end de findes, påtvinger curricula baseret på vidensløs-egalitet , tankeløsheds-egalitet, der ligestiller algierske terroristers slogans med græske filosoffers, men nærer ingen opposition mod egalitære doktriner. Denne mentalitet typificeres af Jesse Jackson, ledende en samling studenteraktivister rundt på Stanford University i de tidlige 1990´ere, råbende ”Hey, hey, ho, ho, Western Culture has to go!” Jacksons karriere er bygget på den kontinuerlige eksistens af sort fattigdom. Som Blake udtrykte det, i en afskyelig profeti om statssocialisme:
Ingen medlidenhed ville længere eksistere, hvis vi ikke gjorde nogen fattig
Feminister allierer dem selv med multikulturalister i deres generaliserede angreb på tankefrihed og ytringsfrihed. Som multikulturalister angriber de vestlig kultur grundet værdisætningen af fornuft frem for intuition, og for at forfølge objektivitet frem for blot at acceptere subjektivitet. Hvor multikulturalister fortolker disse kvaliteter som ”hvide” og underlegne, fortolker feminister dem som ”mandlige” og ”ubevidste”. Dog, feminismen selv antager hurtigt racistiske, faktisk imperialistiske, overtoner, i dens åbenlyse foragt for ikke-europæiske samfund og kvindernes rolle i dem, i en insisteren på, at der kun findes én vej til ”lighed”, og den er sekulær, materialistisk og karriereorienteret. Feminismen forkaster snart sin ”multikulturelle” retorik, når den konfronterer traditionelle strukturer, såsom arrangerede ægteskaber eller kulturer hvor moderskab sættes over arbejde. Kvinder fra traditionelle samfund spørges ikke, om de ønsker eller ikke ønsker at blive ”befriet” af feministisk socialpolitik. Det er de nye missionærer for ”reproduktive rettigheder” og betalt arbejdes opfattelse, at de må ændre sig, om de ønsker det eller ej. Feministiske værdier spiller derfor en central rolle i globaliseringsprocessen, og I den økonomiske og kulturelle proces. De søger at forkaste traditionelle attituder i retning af familie og arbejde, og med dem mønstre af adfærd der udfordrer forretningsdominans og ukritisk konsumerisme.
Allieret med det multikulturalistiske angreb på frihed og kulturel fortrolighed, er et uddannelsessystem, der tiltagende favoriserer konformitet over individualitet, socialitet over idiosynkrasi og ”socialisation” over original tanke. Til trods for værende antaget ”progressiv” og centreret om den individuelle uddannelse, fører den overvejende strøm af masseuddannelse i retning af tilpasning af individet. Uligt mere traditionelle uddannelsesmæssige metoder, der er bagvasket som undertrykkende, favoriseres udjævnende konsensus og erstatter disciplin og moralsk vejledning med terapi og rådgivning. Excentricitet, den store kraft, frarådes blandt lærere og elever, da ”tolerance” kun er en dyd når den omhandler ”offergrupper”, ikke når den omhandler anderledes tænkende.
Moderne uddannelse synes at tilbyde et system der favoriserer traditionelt kvindelige værdier omhandlende tilbageholdelse over traditionelt maskuline værdier om opdagelse, uafhængighed og fysisk energi. Dette er faktisk ironisk, givet at ét af den ”progressive” uddannelses formål var, at nedbryde forskellene kønnene imellem, som var tænkt som værende kulturelt betinget, mere end biologisk influeret. Feminister tenderer stærkt at understøtte denne uddannelsesform, i det store hele grundet den kastrerende effekt den vil have på mænd. Belønning af passiv konformitet og påføring af pacifistiske værdier har sandelig en fremmedgørende effekt på et stort antal fysisk og mentalt sunde mænd, ligeledes på et anseeligt antal livskraftige unge kvinder.
Disse unge menneskers energier afledes fra en tidlig alder fra forfølgelsen af viden, til det frugtesløse opgør med autoriteterne. Unge mænd der mangler mandlige mentorer, tilbydes i stedet ”rådgivning” som erstatning for mere traditionel karakterbyggende træning, som i sidste instans vil stimulere til oprør mod tyranni af tvangsmæssig venlighed. Med den aftagende manuelle industri, den tiltagende politiske korrekthed og forsvarets aftagende status, har de få konstruktive afløb for deres naturlige rebelske energi. Dette vacuum fyldes tiltagende med mobning, kriminalitet, alkohol og stofmisbrug. Videregående uddannelse – og det akademiske liv i almindelighed – bliver attraktivt for unge mennesker, hvis instinkt det er at absorbere og acceptere, mere end argumentere og tænke.
”The Lonely Crowd” af David Riesman og kolleger, beskriver den uddannelsesmæssige gennemslagskraft af den sociale overgang der identificerer samfundet: fra ”indre styret”, hvor individet trækker på sine indre ressourcer, til ”ydre styret”, gennem hvilket individerne optager deres værdier fra deres ligestillede. Dette viser, at progressiv skoling har vist sig som instrumenter i social transformation. I takt med at fokus skifter fra formalitet til uformalitet og rent akademisk uddannelse til ”omsorg”, er et nyt mønster af konformitet påtvunget.
”The Lonely Crowd” blev publiceret for et halvt århundrede siden. Siden hen har den ”progressive” ethos af tvangsmæssig venlighed yderligere gennemtrængt uddannelsessystemet. Det er disse værdier mod hvilke de fleste offentlige politikker måles. Tvangsmæssig venlighed er institutionaliseret mangel på nerve. Dens krav på konsensus favoriserer ikke ægte moderation, da den er intellektuelt overdrevent korrekt og kompromisløs. I stedet tilbyder den et tilbagefald af rodede kompromiser, mod hvilke totaltære fanatikere kan spille deres ideologiske drama. Den enkeltes svindende autonome vigtighed vises gennem et skift fra individuel frihed til grupperettigheder. Staten se i tiltagende omfang som mediator blandt grupper, krævende rettigheder på bekostning af andre gruppers rettigheder. Hvor disse grupper præsenteres som ”underprivilegerede”, eller i fortiden at have lidt, anses opposition mod deres krav som dårlig opførsel, eller en implicit ondskabsfuld handling. Det er bogstaveligt talt ”ikke venligt”, at være imod feminismen, da det antages, at feminismen taler for alle kvinder.
Den slående lighed mellem meningsløse fraser ytret af børn i Rieaman´s undersøgelse, og slogans fra politikere og aktivister halvtreds år senere, er slående. Gruppepres definerer hvad der er ”sejt” og ”fedt” blandt unge. Blandt intellektuelle definerer dette betydningen af ”mangfoldighed” og ”inklusion”, to af dagens tvangsmæssige venlighedsfraser, og fjendtlighed mod de der fokuserer på tradition. Inklusion indbefatter favorisering af medlemmer af accepterede grupper (kvinder, etniske minoriteter, homoseksuelle) på bekostning af uacceptable grupper (mænd, hvide europæere, heteroseksuelle) og den rituelle afsværgelse af enhver der stiller spørgsmål ved denne proces. I mangfoldigheden og inklusionens navn er visse ideer bandlyste og andre påført ærbødig ovetro. Til sidstnævnte tilhører ”progressiv” og ”lighed”. Som ideer er de intimt forbundne, da den ene nødvendigvis logisk fører til den anden. De defineres begge i forstørrelsesglastermer, som værende hvad dens tilhængere ønsker de skal betyde. ”Progressivt” kan betyde berøvelse af ytringsfrihed, hvis denne ytring vurderes som ”racistisk” eller ”sexistisk”. Lighed kan betyde det modsatte, ulighed, forudsat det er ulighed mod grupper lighedsfortalerne ikke bryder sig om. At modsætte sig det progressive er at være reaktionær, hvilket den moderne intellektuelle frygter mere end noget andet, bortset fra at være ”fordomsfuld”, hvilket er dennes skæbne, hvis denne modsætter sig lighedens sociale transformation.
Feminismen er den ultimative grupperettighedsideologi. Dens tilhængere påstår, at de er alle kvinders naturlige repræsentanter. De præsenterer kvinder som en undertrykt minoritet, når de kræver særlige rettigheder. Når de ser på dem selv politisk, understreger de deres talmæssige flertal, som kvinder faktisk udgør. På kvinders vegne søger de lovmæssige reparationer mod den fælles fjende (mænd) gennem skævvredne skilsmisselove, omvendt diskrimination på arbejdsmarkedet og særlige privilegier i den politiske repræsentation. På ét plan kræver de rettigheder for kvinder til at gøre nøjagtigt de samme ting som mænd i alle livets forhold. På et andet plan påberåber de kvinders særlige indsigt af spirituel og økologisk natur. En bevægelse funderet på dobbeltmoral, hvor feminismen trives i det politiske klima og hvor det anses for dårlige manerer at betvivle kravene fra en-sags-bevægelser. Tvangsmæssig venlighed eroderer overvejelsen over, hvilken slags ideologi feminismen i virkeligheden er.
Dette forklarer institutionernes tendens, inklusive stærkt traditionelle institutioner, til at give efter for feminismen og blive drivremme for dogmatisk social bearbejdelse. ”Jeg er feminist”, protesterer den konservative kommentator. ”Jeg er ikke sexist”, forsikrer den angelsaksiske traditionalist sine kritikere. ”Selvfølgelig er lige muligheder en god ting”, erklærer infanteriofficeren forsvarende. Sådanne protester neutraliserer effektivt moralske argumenter for den traditionelle familie, teologiske argumenter om kvindens ordination, eller det kun mandlige regiment, med den stolthed, stabilitet og esprit de corps som det fremkalder. Vigtige og værdifulde argumenter er derigennem tabte, før de overhovedet er kommet i gang. Dette har intet at gøre med om argumenterne er ”rigtige” eller ”forkerte”. For hvert argument jeg har fremført, rejses distinktive spørgsmål. Moralske, sociale og i et tilfælde teologisk. De kan derfor kun løses som individuelle problemer, på sag-til-sag-basis. Ikke i konteksten af en abstrakt, alt omfavnende doktrin om ”lighed”. Men så snart ordet ”lighed” nævnes, lider feminismens modstandere af manglende mod.
Manglen på mod har adskillige magtfulde kulturelle og politiske årsager. Én af disse er feminismens manipulation med den mandlige ridderlighed, selvom de nedvurderer den som chauvinistisk og umoderne. På et personligt plan spiller feministerne skamløst på mandens ønske, både naturligt og opfostret, til at behandle kvinder med venlighed og respekt, og til elskværdigt at give efter for deres interesser og krav. Mange mænds autoritetsimpotens når de konfronteres med feministiske krav om forandringer, stammer fra denne meget traditionelle mandlige venlighed, som feminister underkender. Når en mand disponeret for venlighed bliver tævet til at tro, at feminister repræsenterer alle kvinder, og at mangel på inklusion af kvinder eller at foretrække mænd frem for kvinder er skadeligt eller direkte ondskabsfuldt, så kan hans overgivelse mere eller mindre forudses. Derfor har mange af feminismens mest effektive modstandere været kvinder, og ikke mænd. De ved af erfaring og observation, at feministiske kvinder er latterlige og ude af trit med de fleste kvinders prioriteter og behov.
Signifikansen af misbruget af ridderligheden bør ikke under undervurderes. Den angiver beslutninger lavet i hverdagens forretninger, i politik, i medier og institutioner af læring på alle niveauer. I personlige termer profiterer feminister derfor af overlevelsen af traditionelle adfærdsmønstre og tanker. De profiterer også af at have et ”totalt” overblik over verden, hvilket deres modstandere generelt mangler, hvilket vil sige, at de mener at alle aspekter af livet hænger tæt sammen, og at disse forbindelser alle er helt igennem politiske. Modstanderen af feminismen trækker derimod sandsynligvis en linie mellem arbejdsliv, familieliv og fritidsliv. Der kan være overlapninger, men de er ikke desto mindre distinktive dele af dennes liv, og bedømmes ud fra forskellige kriterier. Feministerne laver ikke den slags distinktioner. Feministernes verdenssyn er omsluttet af antagelsen, at ”det personlige er politisk”.
Frygten for at være anderledes er et andet afskrækkelsesvåben mod oppositionen, og er måske især markant blandt intellektuelle. En del af dette skuldes kujonagtighed. Da George Orwell beskrev sine samtidige som ”venstrefløjens svanse”, refererede han ikke til sine litterære kollegers seksuelle orientering, som deres mangel på intellektuel virilitet. De havde nægtet at åbne øjnene for det totalitære mareridt, som sovjetkommunismen var, da det var lettere og mere bekvemt at være medløber. Der er dog mere til det end dette. Et aspekt af den vestlige intellektuelle tradition har altid været reduktionisme, ønsket om at reducere mennesket, samfundet og naturen, til en serie af simple formler, og derigennem ”løse” menneskets vanskeligheder. Dette forklarer de totalitære bevægelsers seneste popularitet blandt intellektuelle, ligesom rigide religiøse dogmer sejrede blandt deres forgængere og ideologiske skoler, inspireret af antikkens lærde.
I modsætning til dette findes en parallel tradition af kritisk tanke, spørgende og frygtløs, utvungen diskussion. Selv om det ikke kan siges med sikkerhed, så har denne tradition givet europæisk kultur sin dynamik. Den har været kilde til vor store litteratur og kunst, for vore udforskende instinkter, videnskabelige spørgsmål og kapacitet for ræsonnement og resultater, nu nedgjort af feministisk ideologi som ”patriarkalsk” og ”mandedomineret”. Den europæiske opfattelse af frihed er grundfæstet i respekt for samfundet. Som sådan anerkender den kompleksiteterne af menneskelig erfaring, og modsætter sig alle former for fanatisme. Den har med varierende grader af succes stået mellem den europæiske mand og disse store design, der truer balancen mellem individet og samfundet, tradition og forandring, reform og kontinuitet.
Den opfattelse af frihed som Tocqueville rettelig beskrev som ”frihedens hellige flamme”. Fri tænkning kan kun finde sted i en atmosfære af tillid. Dette betyder tillid til samfundets underliggende værdier og den tillid individet har til sig selv. Sidstnævnte er under angreb fra multikulturalismens ideologi, hvilken, hvis man vender gammeldags fordomme på hovedet, ligestiller forfølgelsen af sandhed, frihed og tanke, med hvid overherredømme. I den politiske sfære afviser multikulturalister ideen om lighed for alle individer under loven, og erstatter den med særlige privilegier for grupper, omvendt racisme, kendt som ”affirmative action” og ”hadekriminalitet”, som kan summeres til en slags affirmative lynchningslov. Akademiske multikulturalister, hvor end de findes, påtvinger curricula baseret på vidensløs-egalitet , tankeløsheds-egalitet, der ligestiller algierske terroristers slogans med græske filosoffers, men nærer ingen opposition mod egalitære doktriner. Denne mentalitet typificeres af Jesse Jackson, ledende en samling studenteraktivister rundt på Stanford University i de tidlige 1990´ere, råbende ”Hey, hey, ho, ho, Western Culture has to go!” Jacksons karriere er bygget på den kontinuerlige eksistens af sort fattigdom. Som Blake udtrykte det, i en afskyelig profeti om statssocialisme:
Ingen medlidenhed ville længere eksistere, hvis vi ikke gjorde nogen fattig
Feminister allierer dem selv med multikulturalister i deres generaliserede angreb på tankefrihed og ytringsfrihed. Som multikulturalister angriber de vestlig kultur grundet værdisætningen af fornuft frem for intuition, og for at forfølge objektivitet frem for blot at acceptere subjektivitet. Hvor multikulturalister fortolker disse kvaliteter som ”hvide” og underlegne, fortolker feminister dem som ”mandlige” og ”ubevidste”. Dog, feminismen selv antager hurtigt racistiske, faktisk imperialistiske, overtoner, i dens åbenlyse foragt for ikke-europæiske samfund og kvindernes rolle i dem, i en insisteren på, at der kun findes én vej til ”lighed”, og den er sekulær, materialistisk og karriereorienteret. Feminismen forkaster snart sin ”multikulturelle” retorik, når den konfronterer traditionelle strukturer, såsom arrangerede ægteskaber eller kulturer hvor moderskab sættes over arbejde. Kvinder fra traditionelle samfund spørges ikke, om de ønsker eller ikke ønsker at blive ”befriet” af feministisk socialpolitik. Det er de nye missionærer for ”reproduktive rettigheder” og betalt arbejdes opfattelse, at de må ændre sig, om de ønsker det eller ej. Feministiske værdier spiller derfor en central rolle i globaliseringsprocessen, og I den økonomiske og kulturelle proces. De søger at forkaste traditionelle attituder i retning af familie og arbejde, og med dem mønstre af adfærd der udfordrer forretningsdominans og ukritisk konsumerisme.
Allieret med det multikulturalistiske angreb på frihed og kulturel fortrolighed, er et uddannelsessystem, der tiltagende favoriserer konformitet over individualitet, socialitet over idiosynkrasi og ”socialisation” over original tanke. Til trods for værende antaget ”progressiv” og centreret om den individuelle uddannelse, fører den overvejende strøm af masseuddannelse i retning af tilpasning af individet. Uligt mere traditionelle uddannelsesmæssige metoder, der er bagvasket som undertrykkende, favoriseres udjævnende konsensus og erstatter disciplin og moralsk vejledning med terapi og rådgivning. Excentricitet, den store kraft, frarådes blandt lærere og elever, da ”tolerance” kun er en dyd når den omhandler ”offergrupper”, ikke når den omhandler anderledes tænkende.
Moderne uddannelse synes at tilbyde et system der favoriserer traditionelt kvindelige værdier omhandlende tilbageholdelse over traditionelt maskuline værdier om opdagelse, uafhængighed og fysisk energi. Dette er faktisk ironisk, givet at ét af den ”progressive” uddannelses formål var, at nedbryde forskellene kønnene imellem, som var tænkt som værende kulturelt betinget, mere end biologisk influeret. Feminister tenderer stærkt at understøtte denne uddannelsesform, i det store hele grundet den kastrerende effekt den vil have på mænd. Belønning af passiv konformitet og påføring af pacifistiske værdier har sandelig en fremmedgørende effekt på et stort antal fysisk og mentalt sunde mænd, ligeledes på et anseeligt antal livskraftige unge kvinder.
Disse unge menneskers energier afledes fra en tidlig alder fra forfølgelsen af viden, til det frugtesløse opgør med autoriteterne. Unge mænd der mangler mandlige mentorer, tilbydes i stedet ”rådgivning” som erstatning for mere traditionel karakterbyggende træning, som i sidste instans vil stimulere til oprør mod tyranni af tvangsmæssig venlighed. Med den aftagende manuelle industri, den tiltagende politiske korrekthed og forsvarets aftagende status, har de få konstruktive afløb for deres naturlige rebelske energi. Dette vacuum fyldes tiltagende med mobning, kriminalitet, alkohol og stofmisbrug. Videregående uddannelse – og det akademiske liv i almindelighed – bliver attraktivt for unge mennesker, hvis instinkt det er at absorbere og acceptere, mere end argumentere og tænke.
”The Lonely Crowd” af David Riesman og kolleger, beskriver den uddannelsesmæssige gennemslagskraft af den sociale overgang der identificerer samfundet: fra ”indre styret”, hvor individet trækker på sine indre ressourcer, til ”ydre styret”, gennem hvilket individerne optager deres værdier fra deres ligestillede. Dette viser, at progressiv skoling har vist sig som instrumenter i social transformation. I takt med at fokus skifter fra formalitet til uformalitet og rent akademisk uddannelse til ”omsorg”, er et nyt mønster af konformitet påtvunget.
”The Lonely Crowd” blev publiceret for et halvt århundrede siden. Siden hen har den ”progressive” ethos af tvangsmæssig venlighed yderligere gennemtrængt uddannelsessystemet. Det er disse værdier mod hvilke de fleste offentlige politikker måles. Tvangsmæssig venlighed er institutionaliseret mangel på nerve. Dens krav på konsensus favoriserer ikke ægte moderation, da den er intellektuelt overdrevent korrekt og kompromisløs. I stedet tilbyder den et tilbagefald af rodede kompromiser, mod hvilke totaltære fanatikere kan spille deres ideologiske drama. Den enkeltes svindende autonome vigtighed vises gennem et skift fra individuel frihed til grupperettigheder. Staten se i tiltagende omfang som mediator blandt grupper, krævende rettigheder på bekostning af andre gruppers rettigheder. Hvor disse grupper præsenteres som ”underprivilegerede”, eller i fortiden at have lidt, anses opposition mod deres krav som dårlig opførsel, eller en implicit ondskabsfuld handling. Det er bogstaveligt talt ”ikke venligt”, at være imod feminismen, da det antages, at feminismen taler for alle kvinder.
Den slående lighed mellem meningsløse fraser ytret af børn i Rieaman´s undersøgelse, og slogans fra politikere og aktivister halvtreds år senere, er slående. Gruppepres definerer hvad der er ”sejt” og ”fedt” blandt unge. Blandt intellektuelle definerer dette betydningen af ”mangfoldighed” og ”inklusion”, to af dagens tvangsmæssige venlighedsfraser, og fjendtlighed mod de der fokuserer på tradition. Inklusion indbefatter favorisering af medlemmer af accepterede grupper (kvinder, etniske minoriteter, homoseksuelle) på bekostning af uacceptable grupper (mænd, hvide europæere, heteroseksuelle) og den rituelle afsværgelse af enhver der stiller spørgsmål ved denne proces. I mangfoldigheden og inklusionens navn er visse ideer bandlyste og andre påført ærbødig ovetro. Til sidstnævnte tilhører ”progressiv” og ”lighed”. Som ideer er de intimt forbundne, da den ene nødvendigvis logisk fører til den anden. De defineres begge i forstørrelsesglastermer, som værende hvad dens tilhængere ønsker de skal betyde. ”Progressivt” kan betyde berøvelse af ytringsfrihed, hvis denne ytring vurderes som ”racistisk” eller ”sexistisk”. Lighed kan betyde det modsatte, ulighed, forudsat det er ulighed mod grupper lighedsfortalerne ikke bryder sig om. At modsætte sig det progressive er at være reaktionær, hvilket den moderne intellektuelle frygter mere end noget andet, bortset fra at være ”fordomsfuld”, hvilket er dennes skæbne, hvis denne modsætter sig lighedens sociale transformation.
Feminismen er den ultimative grupperettighedsideologi. Dens tilhængere påstår, at de er alle kvinders naturlige repræsentanter. De præsenterer kvinder som en undertrykt minoritet, når de kræver særlige rettigheder. Når de ser på dem selv politisk, understreger de deres talmæssige flertal, som kvinder faktisk udgør. På kvinders vegne søger de lovmæssige reparationer mod den fælles fjende (mænd) gennem skævvredne skilsmisselove, omvendt diskrimination på arbejdsmarkedet og særlige privilegier i den politiske repræsentation. På ét plan kræver de rettigheder for kvinder til at gøre nøjagtigt de samme ting som mænd i alle livets forhold. På et andet plan påberåber de kvinders særlige indsigt af spirituel og økologisk natur. En bevægelse funderet på dobbeltmoral, hvor feminismen trives i det politiske klima og hvor det anses for dårlige manerer at betvivle kravene fra en-sags-bevægelser. Tvangsmæssig venlighed eroderer overvejelsen over, hvilken slags ideologi feminismen i virkeligheden er.
