Når økonometriske modeller gang på gang fejler i at forudsige økonomiske kriser og generelt noget som helst om den virkelige økonomi, peger det så ikke på, at der er noget grundlæggende galt med dem? Givet det faktum, at man i moderne tid konsekvent har fulgt politikker der har haft deres oprindelsespunkt i positivistisk forankret teori, giver det da ikke mening - qua de gentagende økonomiske kriser - at spørge sig selv om der muligvis kunne være noget galt med det underliggende tankegods?
I kølvandet på den industrielle revolution fulgte en eksplosion i industriel udvikling, levealder, produktivitet og materiel rigdom, hvis lige ikke var set tidligere i historien. I dette miljø fulgte videnskabens udvikling ligeledes en nærmest eksponentielt stigende kurve, og naturvidenskaben fejrede gang på gang store triumfer. Den positivistiske metode indlejrede sig derfor ikke overraskende som et dominerende tankesæt og pressede med sin udbredte succes de sociale videnskaber ud på sidelinjen og op i en anerkendelsesmæssig krog. Grundet disse meget synlige fremskridt, den positivistiske metode foranledigede, begyndte økonomi på trods af at have karakter som social videnskab[2], at vindicere dens status ved gradvist at adoptere det samme videnskabsteoretiske erkendelsesrationale som dens succesfulde søster[3]
Men det centrale spørgsmål, de sociale videnskaber bør stille sig selv, er, hvorvidt denne metodemæssige konvertering er retfærdiggjort, eller om man herved bevæger sig ud på et skråplan, hvor affiniteten mellem teori og praksis bliver ringere. Spørgsmålet er, hvorvidt økonomi som genstandsfelt, ved sin bevægelse imod den kvantificerede og matematiske modus, netop kommer til at repræsentere et sådant skråplan, hvis anslag i økonomien har ganske omfattende konsekvenser for de politikker, der herved bliver anbefalet og derved dets anslag på den reelle økonomi og de individer, den udgøres af. Her er det i særdeleshed den Neoklassiske- og Keynesianske skole, der agerer eksponenter i skiftet fra en logisk deduktiv - eller måske endda uformaliseret praxeologisk videnskabsteoretisk metode[4] over i den ”moderne” positivisme.
Den epistemologiske problematik, som her antydes, beskriver nobelsprismodtager i økonomi, F.A Hayek således med skarp præcision:
”Never will a man penetrate deeper into error than when he is continuing on a road which has led him to great success.”[5].
Hayek påpeger her, hvordan en succesfuld præcedens kan fungere som et umiddelbart solidt grundlag for progression, men samtidigt også kan danne en katalysator for exceptionel katastrofe. Mere specifikt retter Hayek i denne kontekst netop blikket mod det epistemologiske skred, der er forekommet mellem socialvidenskaberne og naturvidenskaberne. Hayek anfægter således den urefleksive praksis, eller akademiske blindhed, der opstår, når man ikke lægger vægt på at identificere grænserne for ens genstandsfelt.
Den meget indflydelsesrige økonom og nobelprismodtager Paul Samuelson er med sin forherligelse af den kvantitative metode og sine Keynesianske kryds et symptomatisk eksempel herpå. Han skriver således i sin mest solgte lærebog “Foundation of Economic Analysis” fra 1947;
“There are no separate methodological problems that face the social scientist different in kind from those that face any other scientist"[6].
Klassikere som Say og Bastiat, der allerede i begyndelsen af det 19. århundrede advarede imod denne kvanteficering[7], samt især de mere moderne østrigere som Mises og Hayek ville argumentere, at denne udtalelse er i direkte modstrid med, hvad ethvert menneske helt intuitivt burde have på fornemmelsen; nemlig at mennesket har en fundamentalt anderledes kausalitet end elektroner, molekyler, lysbølger etc. Mennesker har nemlig formål og vælger forskellige måder at tilfredsstille disse formål på, og sommetider substituerer vi endda disse med helt nye formål. Med andre ord er mennesker ikke partikler og bør derfor ikke behandles ud fra samme kriterier.
Ludwig Von Mises beskriver videre, hvordan de sociale videnskaber, herunder specielt økonomi, aldrig kan baseres på eksperimentelt etableret viden. Mises skriver således:
”The social sciences in general and economics in particular cannot be based on experience in the sense in which this term is used by the natural sciences (…) The experience with which they have to deal is the experience of a complex phenomena. They are in the same position as acoustics would be if the only material of the scientist were the hearing of a concerto or the noise of a waterfall (…) The material which statistics provides is historical, that means the outcome of a complexity of forces. The social sciences never enjoy the advantage of observing the consequences of a change in one element only, other conditions being equal.” [8]
Ludwig von Mises’ centrale argument er altså, at de sociale videnskaber ligger uden for den induktive positivismes eksperimentelle grænser, da de data, der skal behandles, er en del af et komplekst historisk fænomen, som netop ikke kan holde alt andet lige, og som derfor også er åben for forskellig fortolkning.Mises påpeger hermed ikke, at der ikke kan fortolkes i naturvidenskaberne, men fortolkningen er begrænset i det forhold, at man ikke kan tillade sig at modsige de verificerede fakta, der netop er opnået igennem eksperimenter viz. naturlove. I fortolkningen af de sociale videnskaber eksisterer der ingen sådanne begrænsninger. Så længe der ikke eksisterer nogen logiske udledte generelle love (praxeologi), der ikke kan modsiges, kan der for de sociale videnskaber antages hvad som helst. Fysikeren tillader sig at arbejde med numeriske relationer, akkurat fordi han retfærdigvis kan antage, at der eksisterer visse universelle kausale forhold imellem fysiske genstande, som ikke kan tilbagevises. Inden for de sociale videnskaber, i særdeleshed økonomi, finder man ingen sådan givne konstanter. Mennesket har en helt grundlæggende subjektiv opfattelse af værdi[9], hvilket har nogle afgørende logiske implikationer for, hvilke endemål forskellige mennesker forfølger, og hvorledes de derved handler. Selv givet den nøjagtigt samme situation vil individer derfor ofte handle markant forskelligt.
For at indskærpe denne kritik til noget mere konkret, kan man specifikt se på den ligningsorienterede fremgangsmåde, man specielt bemærker hos den neoklassiske- og Keynesianskeskole. Formuleringen af en ligning har udelukkende en praktisk betydning i det forhold, at de konstante relationer, den indeholder, er eksperimentalt etablerede, og man igennem specifikt kendte variable i funktionen herved kan udlede ukendte faktorer. I økonomi, som er videnskaben om menneskelig handling, findes der, qua menneskets subjektive værdiforståelse, ingen sådanne konstanter, hvilket komplet udhuler ligningens praktiske applikation. Selv i det hypotetiske eksempel, hvor alle problemer med at formulere den ”perfekte” formel er sat til side, ville den da stadigt ikke have nogen praktisk funktion. Den positivistiske økonom er da som en fysiker, der ikke længere kan stole på, at gravitationskonstanten netop er konstant og dermed lig 6.67300 × 10-11 m3 kg-1 s-2 .
Den kvantificerbare økonomi har altså, ud fra denne kritiske forståelse, nogle epistemologiske problemer. Ser man på økonomi som værende videnskaben om råvarer, kvantiteter og priser, som det ofte er tilfældet, har man også et fundamentalt anderledes udgangspunkt end den subjektive østrigske skole anlægger, hvilket muligvis forklarer en del af problemets fundamentale karakter.
Uanset udgangspunkt må man dog konstatere, at der er en ganske ubesvaret og meget underliggende epistemologisk problematik for den ”positivistiske økonomi”. Her bør man da undersøge et helt grundlæggende ontologisk spørgsmål omkring økonomien. Filosof og økonom Hans Hermann Hoppe spørger således:
”What is the subject matter of economics and what kind of propositions are economic theorems?”[10]
Som anskueliggjort tidligere, har flere Klassikere, og i særdeleshed Østrigerne, et radikalt andet syn på, hvad økonomi helt fundamentalt beskæftiger sig med. Praxeologi er det helt centrale, når man søger at beskrive økonomi eller mere specifikt ”catallactic problems”[11]. Det er her meningsløst at eksperimentere med menneskelig handling og ud fra det etablere gyldig viden, som vi netop ser i den positivistiske metode. Dog er der givet i det forhold, at vi selv er mennesker, en indsigt i, hvad der driver mennesket. Vi ved noget om, hvorfor mennesket ønsker at ændre dets liv til det bedre, vi ved noget om den usikkerhed, som udgør katalysatoren for menneskets handlinger mod bedre endemål[12]. En fuldstændigt tilfreds person, eller bare et individ, der ikke ser mulighed for forbedring i sit liv, ville ikke have noget incitament til at handle og altså være i en fuldstændig vegetativ tilstand, der ud fra det helt grundlæggende praxeologiske aksiom ”Man acts” ikke kan siges at være analogt med menneskets natur.
John Elliot Cairnes elaborerer ligeledes på dette grundlæggende forhold, at man som menneske har indsigt i menneskets motiv:
”Thus the economist is, at the outset of his researches already in possession of the ultimate principles governing the phenomena which form the subject of his study, whereas mankind has no direct knowledge of ultimate physical principles”[13].
Disse refleksioner leder os mod en afgørende kulmination: Opdelingen mellem de Sociale videnskaber og naturvidenskaberne beskrives således af Mises:
”Herein lies the radical difference between the social sciences (moral sciences, Geisteswissenschaften) and the natural sciences. What makes natural science possible is the power to experiment; what makes the social science possible is the power to grasp or to comprehend the meaning of human action”.[14]
Hvis epistemologien for overvældende dele af, hvad der i dag konstituerer moderne mainstream økonomi, baserer sig på et så vakkelvornt fundament, er det da ikke retfærdiggjort at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt dette underliggende problem for faget som en helhed kan have givet anledning til et massivt destruktivt anslag i den reelle økonomi?
Jeg ser det som et paradoks, at den Østrigske Skole konstant er i defensiven på det teoretiske plan, når der tilsyneladende er meget større ubesvarede spørgsmål for de positivistisk orienterede økonomiske skoler, som rent praktisk har manifesteret sig i stort set alle større økonomier, både før, men i særdeleshed efter finanskrisens anslag. Jeg vil derfor vove at påstå, at den ”positivistiske økonomi” ikke blot har fundamentale metodologiske mangler, men besidder iboende kriseskabende elementer.
- Thorbjørn Rønje, www.Økonomia.dk
[2] The social sciences generally include cultural anthropology, economics, political science, sociology, criminology, and social psychology. – Encyclopedia Brittanica: http://www.britannica.com/EBchecked/topic/551385/social-science
[3] Hayek, Friedrich A.: The Counter-Revolution of Science, Studies on the Abuse of Reason, Liberty Fund 1979
[4] Se afsnittet om Praxeologi
[5] Hayek, Friedrich A.: The Counter-Revolution of Science, Studies on the Abuse of Reason, Liberty Fund 1979
[6] Foundations of Economic Analysis (1947) (p. 61)
[7] Se afsnittet om Praxeologi og den deduktive metode
[8] Mises, Ludwig von (Richard M. Ebeling red.): Money, Method, and the Market Process, The Ludwig von Mises Institute og Kluwer Academic Publishers 1990, p. 4-5
[9] Se Praxeologi og den østrigske metodologi
[10] Hoppe, Hans-Hermann: Economic Science and the Austrian Method, The Ludwig von Mises Institute 2007
[11]Mises, Ludwig von: Human Action, A treatise on Economics, The Ludwig von Mises Institute 2008
(Catallactics or the science of exchange) p.3
[12] Se Praxeologi afsnittet
[13] Cairnes, John E.: The character and Logical Method of Political Economics[1875], Augustus M. Kelley, New York 1965, p. 89
[14] Mises, Ludwig von (Richard M. Ebeling red.): Money, Method, and the Market Process, The Ludwig von Mises Institute og Kluwer Academic Publishers 1990, p. 9
