Den evangeliske ateismes fallit

Fra: Information

Niels Erik Søndergård,

23/04/2010

Fra: Information.dk

Disse års ateistiske vækkelseslitteratur er ikke så meget et symptom på et dybfølt ubehag ved den fanatiske og terroristiske islamismes fremmarch, som den er et symptom på, at vi står ved et historisk vendepunkt: Sekularismens tidevand er ved at ebbe ud, skriver den engelske filosof John Gray

 

Religion fremkalder i disse år moralsk panik. Hvor den for ikke så længe siden blev anset for et levn af overtro, hvis rolle i samfundet var i støt tilbagegang, dæmoniseres religion i dag som årsag til verdens værste onder. Som resultat har vi fået en vækkelsesbølge af ny ateistisk litteratur. Antireligiøse skrifter som Richard Dawkins Illusionen om Gud og Christopher Hitchens Gud er ikke stor er kommet i kæmpeoplag. For første gang i generationer diskuterer forskere, filosoffer, forfattere og journalister, om religionen har en fremtid.

Den bratte ændring i synet på religion kan kun delvis forklares med den islamistiske terror. Flykaprerne fra den 11. september forstod sig selv som martyrer i en religiøs tradition. Det selvbillede har den vestlige opinion taget til sig. Mange anser i dag den politiske islams fremmarch som en fare, der tåler sammenligning med de værste trusler mod de liberale demokratier i det 20. århundrede.

For Dawkins og Hitchens m.fl. er religion en "gift", som alle dage har næret vold og undertrykkelse. Heftigheden i deres antireligiøse polemik tyder imidlertid på, at der er indtrådt en forandring, som kan blive mere betydningsfuld end terrorismens opdukken: Sekularismens tidevand er vendt.

De nævnte tilhører en generation, som er opdraget i den tankegang, at religion repræsenterer et overstået stadium i den menneskelige udvikling og er bestemt til at svinde bort, efterhånden som vi udbygger vor viden.

I en række lande er religion da også i tilbagegang - det før så katolske Irland er seneste eksempel. Store dele af Europa har i årtier været 'post-kristent'. Intet tyder dog på, at dette frafald fra religion er irreversibelt eller potentielt universelt. USA er ikke mere sekulært i dag end for 150 år siden, da Tocqueville blev forundret over den alt gennemsyrende religiøsitet i det amerikanske samfund.

Parentesen i det 20. Århundrede

Men det 20. århundredes sekulære tidsalder var i en vis forstand en illusion. Reelt var dets massepolitiske bevægelser udtryk for myter, der var nedarvet fra religion. Det er ikke noget tilfælde, at religionens genkomst sker efter disse bevægelsers kollaps. Den aktuelle fjendtlighed over for religion må forstås som reaktion på denne vending. Sekulariseringen er overalt på tilbagetog, og resultatet er fremkomsten af en evangelisk type ateisme, hvis lige ikke er set siden den victorianske tidsalder.

Den evangeliske ateisme knytter an til nogle af kristendommens og islams værste sider. I lige så høj grad som disse handler den om universel omvendelse. Evangeliske ateister tvivler aldrig på, at verden ville blive et meget bedre sted, dersom alle blot ville antage deres synspunkt. Men ateisme behøver ikke at føre til missionsildhu. Det lader sig sagtens gøre at have ikke-religiøse anskuelser uden at vende sig mod religioner som sådan. Det er en mærkelig humanisme, der fordømmer en impuls, som er så udpræget fællesmenneskelig, men det er ikke desto mindre, hvad de evangeliske ateister gør, når de dæmoniserer religion.

Et kendetegn ved den evangeliske ateisme er, at flere af dens mest glødende missionærer er filosoffer. Daniel Dennetts Breaking the Spell: Religion as a Natural Phenomenon prætenderer at udkaste en generel teori om religion. I realiteten er bogen dog en polemik imod amerikansk kristendom. Det provinsielle fokus afspejles i Dennetts syn på religion, der for ham er ensbetydende med troen på en eller anden overnaturlig instans (hvis gunst de troende søger) som nødvendig for at forklare verdens indretning. For ham er religion et famlende forsøg på at udrette, hvad videnskaben klarer meget bedre. Religioner er rudimentære eller forfejlede teorier eller nonsens. "Den hypotese, at Gud eksisterer," bemærker han strengt, "er ikke engang en teori".

Men religioner består ikke af hypoteser, der kæmper for at blive teorier. Det guddommeliges uudgrundelighed er f.eks. en helt central forestilling for østlig kristendom, mens praksis og ritualer tenderer imod at være vigtigere end doktrinært indhold i den ortodokse jødedom. Hinduisme har aldrig defineret sig selv som noget så forsimplet som tro. Det er kun visse vestlige og kristne traditioner, som under indflydelse af græsk filosofi har forsøgt at gøre religion til en forklaringsteori.

Den opfattelse, at religion blot er en primitiv udgave af videnskab, blev sidst i 1800-tallet populariseret i J.G. Frazers værker om primitive folkeslags myter, The Golden Bough: A Study in Magic and Religion. For Frazer var religion og magisk tænkning snævert forbundne. Med udspring i frygt og uvidenhed var de levn fra menneskehedens barndom, som ville forsvinde med videnskabens fortsatte triumftog.

Al-Qaeda på www

Positivisterne troede, at udviklingen i transport og kommunikation - i deres tid: kanaler og telegraf - ville få irrationel tænkning til at visne væk med fortidens religioner. Selv om denne forhåbning ikke blev opfyldt, deler Dennett øjensynlig samme tro. I et interview spår han, at "religionerne i løbet af 25 år vil blive forvandlet til et helt andet fænomen, der ikke indgyder samme ærefrygt som i dag." Det vil ske, forsikrer han , som følge af "den globale udbredelse af informationsteknologien (ikke blot internet, men også mobiltelefoner, bærbare radioer og tv). Filosoffen har ikke tænkt nærmere over Talebans flittige brug af mobiltelefoner eller fremvæksten af et virtuelt al-Qaeda.

At den menneskelige viden er støt voksende er et faktum, kun postmoderne relativister vil benægte. Videnskaben er det bedste værktøj, vi har til at formulere pålidelige antagelser om verden. Både videnskab og religion er symbolsystemer, som tjener menneskelige behov - i tilfældet videnskab: behov for forudsigelser og kontrol.

Religioner tjener mange formål, men dybest set dækker de et behov for mening, som bedre imødekommes af myter end af forklaringer. Meget moderne tænkning består da også af sekulære myter - dvs. af udtyndede religiøse fortællinger omsat til pseudovidenskab. Dennetts tro på, at ny kommunikationsteknologi fundamentalt vil forandre menneskers tænkemåde er en sådan myte.

I Illusionen om Gud prøver Dawkins at forklare religionens appel ud fra sin teori om såkaldte 'memer' - entiteter, som han vagt definerer som begrebslige enheder, der konkurrerer med hinanden i en parodi på evolutionens naturlige udvægelse. Han anerkender, at da mennesker har universel tilbøjelighed for religiøs tro, så må denne tilbøjelighed rumme en eller anden evolutionær fordel. Men i dag, hævder han, har troen udspillet sin rolle og bliver i hovedsagen kun fastholdt på grund af utilstrækkelig uddannelse. Fra et darwinistisk synspunkt er den nøglerolle, Dawkins tildeler uddannelse en gåde. Den menneskelige biologi har ikke forandret sig videre i historisk tid, og hvis religion er indlejret i vor arts mentale udrustning, er det svært at se, hvordan bedre uudannelse skulle kunne ændre på det. Ikke desto mindre er Dawkins overbevist om, at religionen ville uddø, såfremt den blot ikke fortsat blev indterpet opvoksende generationer.

Kan ateismen ikke være ond?

Dawkins gør et stort nummer ud af den undertrykkelse, som religion er skyld i, og det kan han have gode grunde til. Mindre opmærksomhed vier han den kendsgerning, at nogle af de værste grusomheder i moderne tid blev begået af regimer, som hævdede at have videnskabelige motiver bag deres forbrydelser. Nazisternes 'videnskabelige racisme' f. eks. eller Sovjetunionens 'dialektiske materialisme' reducerede den menneskelige tilværelses enorme kompleksitet til videnskabelige formlers dødbringende enkelhed. I begge tilfælde var den påståede videnskab svindel, men den blev accepteret som ægte og ikke kun af de påældende regimer. Videnskab er lige så udsat for misbrug til inhumane formål som alle andre institutioner. Ja, i betragtning af dens enorme autoritet er misbrugsrisikoen desto større.

Vor samtids modstandere af religion udviser bemærkelsesværdig mangel på interesse for ateistiske regimers synderegister. I Troens fallit: Religion, terror og fornuftens fremtid hævder den amerikanske forfatter Sam Harris, at religion er den væsentligste kilde i menneskehedens historie til vold og undertrykkelse. Han medgiver, at sekulære despoter som Stalin og Mao gennemførte terror i enormt omfang, men insisterer på, at deres ekstreme undertrykkelse ikke havde sammenhæng med deres ideologi om 'videnskabelig ateisme'. Fejlen ved disse regimer var blot, at de var tyrannier.

Det er næppe sandsynligt, at Mao, som lancerede sit angreb imod Tibets kultur og folk under slagordet 'Religion er gift' ville være enig i, at hans ateistiske verdensanskuelse ikke var relevant for hans politik. Det er sandt, at han selv blev tilbedt som semi-guddommelig skikkelse - på samme måde som Stalin i Sovjetunionen. Men ved at udvikle personkulter tog Rusland og Kina ikke afstand fra ateismen. Dette skridt demonstrerede blot, hvad der sker, når ateisme bliver til et politisk projekt: Så får vi en ersatz-religion, der kun kan opretholdes ved hjælp af tyranniske midler.

Noget lignende fandt sted i Nazityskland. Dawkins afviser enhver antydning af, at nazisternes forbrydelser kan sættes i sammenhæng med ateismen. "Det, som tæller," skriver han i Illusionen om Gud, "er ikke, om Hitler og Stalin var ateister, men om ateisme systematisk inspirerer mennesker til at gøre slette ting. Og det er der ikke det mindste, som tyder på". Denne tankegang er dybt naiv. Hitler var begejstret for videnskab, som han gjorde alt for at fremme. Især dyrkede han en vulgariseret darwinisme foruden teorier om eugenik, der havde udspring i Oplysningsfilosofiens materialistiske varianter. Han brugte kristen antisemitisk dæmonologi i sin forfølgelse af jøder, og i dette forehavende samarbejdede kristne autoriteter med ham i foruroligende grad. Men det var den nazistiske tro på racen som en videnskabelig kategori, der åbnede vejen for forbrydelser, der savner deres sidestykke i verdenshistorien. Der kan ikke være rimelig tvivl om, at denne ideologi var en art ateisme og ej heller om, at ateisme bidrog til at muliggøre nazisternes forbrydelser.

I dag er de fleste ateister erklærede liberale, der efter eget udsagn ikke ønsker et ateistisk regime, men en sekulær stat, hvori religion ikke spiller nogen offentlig rolle. Det er tydeligvis deres opfattelse, at har man først en sådan stat, vil religionens rolle efterhånden aftage. Men USA's strengt sekulære forfatning har ikke kunnet sikre nogen sekulær politik. Tværtimod er den kristne fundamentalisme mere magtfuld i USA end i noget andet vestligt land, hvorimod den kun har meget beskeden indflydelse i Storbritannien, som opretholder sin egen statskirke. Vor tids religionskritikere går videre end til at kræve skel mellem kirke og stat. De ønsker at udslette alle spor af religion fra offentlige institutioner. Ubekvemt nok er mange af de begreber, som de bruger - herunder selve religionsbegrebet - blevet formet af monoteismen. Ja, bag den sekulære fundamentalisme ligger en opfattelse af historien, som selv stammer fra religion.

Har historien en retning?

A.C. Grayling er et eksempel på, hvordan religiøse kategorier lever videre i sekulær tænkning. Som titlen på et af hans værker - Towards the Light: The Story of the Struggles for Liberty and Rights That Made the Modern West - antyder, lyder Grayling som en ren prædikant. Grayling tror på, at historien "bevæger sig i den rigtige retning". Vel har der været tilbageslag - han nævner en passant nazismen og kommunismen - men disse katastrofer var perifere. De afspejler ikke Vestens centrale tradition, som altid har været viet til friheden, og - hævder Grayling - står i iboende modsætningsforhold til religionen. "Frihedens historie," skriver han, "er endnu et kapitel - måske det vigtigste - i den store strid imellem religion og sekularisme".

Men den antagelse, at historien har en bestemt retning er lige så trosbaseret som den kristne trosbekendelse. Sekulære tænkere som Grayling forkaster, at der findes et forsyn, men fremturer ikke i en tro på, at menneskeheden bevæger sig hen imod et universelt mål - en civilisation, der bygger på videnskab, og som i sidste ende vil omfatte hele vores art.

I det førkristne Europa blev menneskelivet derimod forstået som noget periodisk tilbagevendende, og historien snarere udlagt som tragisk eller komisk end retningsbestemt imod en forløsning. Først med kristendommen opstod den tro, at historien har et forud fastsat mål, som er menneskets frelse. Skønt de fortrænger deres religiøse indhold, fortsætter de sekulære humanister med at klynge sig til lignende opfattelser. Nu skal man ikke nægte nogen trøst i troen, men det er åbenlyst, at denne tro på, at historien styrer imod stadig større fremskridt, er en myte, der er skabt af vores behov for at give tilværelsen mening.

Problemet med den sekulære grundfortælling er ikke, at den tager for givet, at fremskridtet på sigt er uundgåeligt. Problemet er antagelsen om, at de fremskridt, som er gjort inden for videnskaben, kan gentages inden for etik og politik. Men hvor den videnskabelige viden vokser akkumulativt, sker der intet tilsvarende i samfundslivet. Slaveriet blev afskaffet i store dele af verden i 1800-tallet, men vendte tilbage i massivt omfang under nazismen og kommunismen og eksisterer endnu i dag. Tortur blev efter Anden Verdenskrig forbudt i internationale konventioner, men kun for at blive genindført i begyndelsen af det 21. århundrede som politisk instrument af verdens førende liberale demokrati. Civilisationer har opnået velstand, men er jævnligt gået til grunde igen i krige og revolutioner. Mennesker levede længere i det 20. århundrede end i det foregående, men myrdede også hinanden i større tal. Vor viden vokser, men mennesker forbliver i vidt omfang de samme.

Troen på fremskridtet er et levn fra det kristne syn på historien som universel fortælling, og en strengt intellektuel ateisme ville i sit udgangspunkt også drage denne tro i tvivl. Det var præcis, hvad Nietzsche gjorde, da han sidst i 1800-tallet formulerede sin kritik af kristendommen. Næsten ingen af vor tids sekulære missionærer har fulgt hans eksempel. Man behøver ikke at være fan af Nietzsche for at forstå hvorfor. Grunden er, at han aldrig så nogen ubrydelig sammenhæng mellem ateisme og liberale værdier - ja, tværtimod foragtede han liberale værdier som en udløber af kristendommen.

Islamismens ateistiske forbilleder

I vore dages religionspanik bliver det glemt, at en stor del af forrige århundredes trosbaserede vold var sekulær i sin natur. Og det holder i en vis udstrækning endog stik for den aktuelle bølge af terrorisme. Islamismen er et fletværk af bevægelser, der ikke alle består af voldsdyrkende jihadister. De fleste er kun delvis fundamentalistiske, for nok håber de at finde tilbage til en tabt renhed i Islams traditioner, men samtidig orienterer de sig efter ledetråde, der er hentet i en radikal sekulær ideologi. Nogle islamiske partier har visse fællestræk med mellemkrigstidens fascistiske bevægelser, herunder antisemitismen - heraf den megen tale om 'islamofascisme'. Men islamisterne står i lige så stor gæld, hvis ikke større, til den yderste venstrefløj, og det ville derfor være mere korrekt at karakterisere mange af dem som islamo-leninister. Selv de islamistiske terrorteknikker har rødder i sekulære revolutionære bevægelser. Henrettelserne af gidsler i Irak er i alle teatralske detaljer en kopi af Europas 'revolutionære tribunaler' i 1970'erne, som de f.eks. blev iscenesat af De Røde Brigader, da de myrdede Italiens tidligere premierminister Aldo Moro.

Det er ikke nødvendigt at tro på fremskridtsfortællinger for at mene, at liberale samfund er værd at forsvare. Ingen kan være i tvivl om, at de rummer langt højere livskvalitet end f.eks. det tyranni, Taleban indførte i Afghanistan. Det gælder blot om at bevare proportionssansen. Islamismen er splittet af indre konflikter og savner helt kommunismens og nazismens industrielle grundlag. Den er derfor ikke i nærheden af at udgøre en fare, der tåler sammenligning med det 20. århundredes totalitære bevægelser.

I tilbageblik på den trotskistiske sekt, han selv tilhørte i sin ungdoms dage, indrømmer en vemodig Hitchens: "Der er dage, hvor jeg savner mine gamle overbevisninger som et amputeret ben." Han har intet at bekymre sig over. Hans synspunkter om Irak-krigen viser, at han ikke har mistet sin tilbøjelighed for at være stærk i troen. Følgerne af den amerikansk ledede invasion har været at afhænde det meste af landet til et folkevalgt shiaislamistisk teokrati, der udsætter kvinder, bøsser og religiøse minoriteter for en hårdere forfølgelse end på noget tidligere tidspunkt i Iraks historie. Forestillingen om, at Irak kunne blive et sekulært demokrati, som Hitchens var så fremtrædende en fortaler for, var formentlig kun mulig som trosakt.

Også forfatteren Martin Amis er sikker på, at religion er noget skidt, og at den ikke har nogen fremtid i Vesten. Hos forfatteren til Koba the Dread: Laughter and the Twenty Million - en patologisk undersøgelse af selvforblændelserne hos den prosovjetiske del af den vestlige intelligentsia - er det overraskende at finde en så fast overbevisning. De intellektuelle, hvis kommunismebegejstrede dårskab Amis dissekerede som surrogat for religion, endte med at fabrikere undskyldninger for selv en Stalins misgerninger. Findes der ikke i dag en sammenlignelig dårskab? Nogle neokonservative, f.eks. Tony Blair, som nu skal undervise i religion og politik på Yale, kombinerer en krigerisk fremskridtsdyrkelse med en religiøs tro, om end denne er af en art, som Augustin og Pascal ville have svært ved at genkende. Men de fleste er sekulære utopikere, som retfærdiggør præventiv krig og tortur som beklagelige stadier på en vej, der skal føre til en strålende fremtid, hvor demokratiet vil have opnået universel udbredelse. Religionen er ikke forsvundet. At undertrykke den er lige så umuligt som at undertrykke sex. I det 20. århundrede, da religionsundertrykkelse kunne støtte sig til magtfulde stater og massebevægelser, blev resultatet totalitarisme. I dag er resultatet et klima af hysteri.

Den sekulære tros endeligt

Vel er det ikke alt i religionerne, der har værdi eller fortjener ærbødighed. Der trives således i megen religion en antropocentristisk forestilling om, at Jorden alene er til for menneskets skyld, som de fleste sekulære humanister deler. Og der findes religiøse autoriteter, som vil diktere, hvordan mennesker skal udtrykke deres seksualitet, kontrollere deres fertilitet og tiltage sig ret til at afslutte deres liv. Alt dette må forkastes kategorisk. Ingen skal tillades at indskrænke andre menneskers frihed, og ingen religion har nogen ret til at anstifte ufred.

Forsøgene på at udrydde religion kan kun føre til religionens genkomst i groteske og forvrængede former. En naiv tro på verdensrevolution, på universelt demokrati eller på mobiltelefoners okkulte magt er mere stødende for fornuften end religionernes mysterier og har ringe muligheder for at overleve i de kommende år. Den victorianske digter Matthew Arnold skrev engang om de sidste troende, som ville blive ladt i stikken, når troens tidevand ebbede ud. I dag er det den sekulære tro, som er ved at ebbe ud, og ikke-troens apostle der står alene tilbage på bredden.

John Gray er engelsk filosof

 

 



 

Kilde: