Smag på ordet forpligtelse. Tyg lidt på det og sæt det i forbindelse med begrebet frihed – og helt konkret din egen frihed. Hvis du synes, de to ord smager underligt sammen, så glemt alt om restaurant Noma og gå videre til nærmeste boghandel. Du befinder dig nemlig med al sandsynlighed i målgruppen for Den Politiske Forpligtelse, filosoffen Kai Sørlanders nyeste bog.
Kai Sørlander. Den Politiske Forpligtelse. Det Filosofiske Fundament for Demokratisk Stillingtagen. Informations Forlag. 280 sider. Kr. 299,-
Demokratiets slagmark
Der findes kun en form for politisk styre, der kan sikre din frihed, og det er demokrati Men demokrati er ikke en selvfølge, og derfor er din frihed det heller ikke. Det kan synes som et dilemma, at din frihed følges af en forpligtelse. Af noget, du skal; og ikke blot på egne vegne, men også på andres. Så meget er sikkert, når man læser Den Politiske forpligtelse. Og det er godt at få det på plads. Udover det er det ikke meget, Sørlander sætter på plads, snarere får læseren redskaber til selv at forsøge at sætte tingene på plads, hvilket gør det vanskeligt at fælde en hurtig dom over bogen. Der er ingen leflen for læseren, der er ingen klar partipolitisk stillingtagen eller sædvanlige meningstilkendegivelser om småting, som man ellers kan forvente af politiske udgivelser – kun en klar position for demokrati. Til gengæld diskuterer Sørlander de principielle positioner på demokratiets slagmark med en forbilledlig ren argumentation, klare præmisser og streng logik. Argumenterne kan man så gå i clinch med. Det kræver en indsats, men det er en del af den politiske forpligtelse at vurdere andres argumenter i stedet for blot at afvise dem, så det må vi tage med – i frihedens navn.
Bogen igennem bevæger Sørlander sig på det principielle niveau, men aldrig i de rene abstraktioner. Politik har indflydelse på vores dagligdag, og Sørlander har hele tiden fingeren i jorden, hvilket betyder at læseren har mulighed for at konkretisere den principielle gennemgang af demokratiets problemkomplekser med eksempler fra mediernes daglige Christiansborgdækning.
I otte kapitler gennemgås ulemper, goder og potentielle farer fra det religiøse domæne, den juridiske bestræbelser på at sikre religionsfriheden; det økonomiske liv; ytringsfriheden; faren ved at insistere på etnicitet og kulturelle særtræk frem for universelle værdier; forskellen på civil ulydighed og terror; hvor og under hvilke betingelser tortur kan være berettiget; hvad vi skal stille op med videnskaben og den teknologiske udvikling; og endelig hvilke forhold, der gør sig gældende, når kunsten ikke længere spiller samme perspektivgivende rolle, som den engang gjorde.
Kapitlerne er gode og gennemtænkte, kvaliteten er høj og de er forholdsvis letlæste.
Demokratiets fjender
Sørlander er meget kritisk over for religionernes rolle i det politiske liv. Især er han kritisk over for islam, som han ikke finder forenelig med demokrati. Der er herimod visse elementer i kristendommen, som har været befordrende for demokratiets fokus på den enkeltes værdighed og frihed. Sørlanders kritik af islam er kendt fra diverse aviskronikker, og man kommer meget nemt til at tænke på ham som en, Dansk Folkeparti kan bruge som hoffilosof. Ikke mindst fordi, han også har et meget skarpt blik for, at fortidens liberale indvandrings og integrationspolitik blev vedtaget af politikere, som aldrig kom i nærheden af de boligområder, hvor indvandrerne slog sig ned, og i mange år ikke lyttede til kritikken. Nogle erindrer måske Ishøjs socialdemokratiske borgmester, Per Madsen, som helt tilbage i 1989 kritiserede visse muslimers middelalderlige verdensbillede. Dengang var der ingen, der lyttede.
Sørlanders kritik af islam går imidlertid på sammenblandingen af politik og religion gennem sharialoven – og indtil videre er der empirisk belæg for påstanden om, at muslimske kulturer er uforenelig med en demokratisk livsopfattelse, som sætter den individuelle frihed højere end guds ord. Helt grundlæggende er Sørlanders holdning den, at politik og religion bør holdes adskilt, hvilket er en udfordring i en verden, hvor religion er det eksistentielle pejlemærke for omkring 85% af jordens befolkning. I politik skal tingene kunne diskuteres, hvis det skal være rationelt. Sørlanders kritik af marxismen er derfor nærmest parallel til religionskritikken. Marxismen var i sin selvforståelse videnskabeligt begrundet, hvorfor den havde indbygget tendens til at overhøre modstanderens argumenter – de led af falsk bevidsthed eller kæmpede slet og ret mod naturens udvikling. Og med statsligt monopol på produktionsmidlerne er man som politisk modstander pludselig udleveret til sine fjenders forgodtbefindende. En utryg situation, og meget lidt befordrende for ytringsfriheden.
Oplysningens forpligtelse
Den politiske orden som ramme for en markedsøkonomi er umiddelbart forenelig med individets uafhængighed og dermed frihed. Men også markedet rummer ifølge Sørlander faldgruber. Ud af konkurrencen kan der opstå så store magtkoncentrationer, der reelt fungerer som monopoler, hvor de få vindere, der er tilbage, vil få så stor tilknytning til deres respektive stater, at der er fare for at de sætter de almindelige demokratiske spilleregler ud af kraft (altså vi stemmer efter hoveder, ikke høveder). Jeg tror, Rupert Murdochs medieemperium kan tjene som eksempel her, i og med han tilsyneladende havde så stor indflydelse i engelsk politik, at toppolitikerne var nødt til at holde sig gode venner med ham. Et andet eksempel kunne være fødevareindustrien, hvor nogle få gigantiske aftagere i visse tilfælde har mulighed for at tvinge produktionen i helt bestemt retning, og magtkoncentrationen er så overvældende, at der for nogle reelt set ikke er alternative afsætningsmuligheder (se Food Inc). Sørlander nævner selv bilindustrien.
En anden fare er den, at de brede medier udvikler sig til det rene tivoli i jagten på annoncører, fordi grundlaget for en saglig og frugtbar politisk debat i så fald vil indsnævres. Man kan her indvende, at der altid vil være steder, hvor de tilstrækkeligt interesserede kan få deres behov for viden og saglig diskussion dækket. Men det vil i så fald være en elite, der følger med, og det er ifølge Sørlander ikke tilstrækkeligt, da alle har stemmeret i et rationelt demokrati. Som personer kan vi alle handle med viden om konsekvenserne for vores handlinger, skriver Sørlander, og derfor kan vi ikke afskrive folk som vælgere, men heraf følger også en forpligtelse til at sætte sig ind i politiske problemstillinger. Hvor Sørlanders argumenter i forbindelse med multikulturalismen harmonerer med Dansk Folkeparti, synes de her at afvige. Undersøgelser viser, at Dansk Folkepartis vælgere – såvel som Socialdemokraternes – er dem, der ved mindst om politik, derfor er bedre oplysning og mere indsigt formodentlig ikke i DFs interesse, da mange af deres vælgere sandsynligvis ville stemme anderledes. (Kasper Møller Hansen i Det Nye Politiske Landskab. pp.257-274).
Mangel på indsigt og fakta i debatten er en reel fare for den demokratiske udvikling, hvilket allerede Platon pointerede i sin kritik af demokratiet. 2. Verdenskrig aktualiserede spørgsmålet om, hvordan man kunne fravælge demokrati, og gav efterfølgende anledning til en stor debat om demokrati. Spørgsmålet om viden er et kardinalpunkt i Sørlanders filosofi; vi skal kunne gennemskue de demagoger, der råber højst og taler for nemme løsninger. Ellers kommer vi meget vel til at stemme mod vores egne interesser.
Kravet om oplysning hviler selvfølgelig på den grad af kompleksitet, som samfundslivet efterhånden er omfattet af. I den forbindelse er det, efter min mening yderst interessant, at Sørlander begynder med vores personlige naturlige behov. I et overflodssamfund kan vi ikke blot leve efter vores biologiske tilskyndelser, men må sætte os ind i, hvad vi reelt behøver. På dette område må vi, tale med os selv. Når det gælder forurening, brug af råstoffer, forsyninger af samme, udbygning af infrastruktur og så videre, må vi tale over grænserne staterne imellem.
Demokratiets etiske fundament
Set fra den filosofiske vinkel er det imidlertid nok Kai Sørlanders forsøg på at begrunde den politiske forpligtelse og demokratiets rationelle grundlag, der er det mest interessante. Det gør han i bogens indledende kapitler. I første omgang afviser han, at demokratiets grundlag kan findes i 1) forfatninger: Da vores forfatning er demokratisk vedtaget, må demokratiet gå forud. 2) dernæst afvises religion som grundlag, da vi til enhver tid kan afvise en religions autoritet (såfremt religionsfriheden håndhæves). 3) Demokratiet kan heller ikke hvile på traditioner, da der findes utallige andre traditioner, end de demokratiske. Foruden disse umuligheder findes der en række inkonsistente positioner, såsom relativisme og multikulturalisme, som i førstnævntes tilfælde ikke kan insistere på noget som helst og derfor på ingen måde vil kunne sikre demokratiet og din frihed fra andre ”lige så gode” styreformer. Multikulturalismen lider af nogenlunde samme skavank, da den hellere vil forsvare en kulturs eller etnisk minoritets besynderlige traditioner, frem for at sikre rettighederne for minoritetens individer.
I stedet for at finde demokratiets grundlag i store idékomplekser, må vi finde det i det etiske domæne: ansigt til ansigt. Vi er som personer i stand til at handle med viden om handlingens konsekvenser. Dernæst skal de normer, vi sætter for vores handlinger, kunne gælde for andres. På dette grundlag hviler det rationelle demokrati. Heraf springer den politiske forpligtelse. For at den ene (gruppe) f.eks. ikke skal kanøfle den anden, er vi nu forpligtede til at sætte os ind i diverse problemkomplekser, således at vi diskuterer os frem til de bedste løsninger på vores fælles problemer.
Den Politiske Forpligtelse er dejligt stimulerende og meningsfuld, både i form af Sørlanders bog og i forbindelse med dagligdagens overvejelser over, hvordan livet og samfundet kan gøres bedre. På mange måder minder Sørlanders position om Hal Kochs; demokrati er ikke blot en styreform, men en livsform, en kultur. Og kulturer er levende og derfor skal værdierne til stadighed diskuteres.
Anmeldelsen er i kortere form trykt i Højskolebladet juli 2011.
